De redde hendes liv!

Alexis er en pige på 15 år.
Hun er flygtet hele sit liv fra hendes far. Alexis blev kidnapped af hendes far, da hun var to år gammel. Alexis familie ledte efter hende i flere år. I mens Alexis var spærret inde på et lille værelse, og misbrugt på værst tænkelige måder i 13 år, slap hun endelig fri. Men der var det forsent, hendes mor var blevet dræbt på hendes 15 års fødselsdag... Men da hun gik rundt i byen mødte hun 5 drenge. Vil Alexis's far og hans familie finde Alexis? Og vil drengene kunne beskytte Alexis fra hendes morderiske far(Mafiaboss)? Se med så finder i ud af det 13+

21Likes
9Kommentarer
4105Visninger
AA

5. A Dream come true

 

                                                                             Zayn's Pov:

Da politiet havde ringet og sagt at Alexis var væk, var jeg ligeglad med vi havde en koncert, jeg løb ud af døren med drengene og Paul i hælene. Da Louis stoppede bilen  foran huse,t var jeg ikk' sen til at hoppe ud af bilen og direkte løbe op på Alexis værelse. Da jeg kom der op lå der en seddel, drengene var lige bag mig, vi læste sedlen, da vi havde læst den løb forskellige følelser rundt i min krop."Hvorfor?" Mumlede jeg. Jeg var så frustreret, vred og såret, jeg kunne ikk' finde rundt i mig selv, men jeg viste jeg ville finde Alexis, jeg ville få hende med hjem igen og fortælle hun ikk' måtte forlade os, at hun betød utrolige meget for os alle. Men en ting der betød mest var at hun skulle komme hjem i sikkerhed, jeg ville ikk' kunne bære hvis jeg mistede hende. "Hvo-hvorf-hvorfor? Hvorfor har h-un-hun forladt os?" Kom det fra Niall med en grødet stemme. Jeg kiggede rundt på drengene og så oss' de var ved at fælde tåre, Paul stod og knyttede sine hænder, samtidig med han prøvede at holde tårende tilbage."Hey Paul, vi skal nok finde hende"Sagde Louis i den mest rolige stemme han ku' med tåre ned af kinderne. Jeg gik med raske skridt ned mod hoveddøren da jeg blev stoppet af Harry. " Zayn hvor du på vej hen?" " Ud for at finde Alexis" svarede jeg med mine hænder knyttede mod min brystkasse, jeg var så bange for om der var sket hende nået, og følte det var min skyld hvis det var. " Vi tager med Zayn". Jeg hørte ikk' efter hva' Harry sagde da jeg stod i mine egne tanker, og da jeg ikk' gad høre på ham gik jeg bare videre ned af trapperne, videre ud så jeg kunne finde Alexis. Jeg var ved at sætte mig ind i min bil da drengene kom ud af døren og råbte efter mig, men jeg var ligeglad det eneste der betød nået var at vide Alexis var ok og få hende med hjem igen. 

Jeg havde nu kørt rundt i London i godt og vel tre en halv time da jeg kom til skoven. Jeg steg ud af min bil og ind i skoven, jeg gik og tænkte hvorfor har jeg ikk' fundet hende endnu? Var der sket hende nået? Mens jeg gik hørte jeg en sige " Jeg ved godt det var forkert men jeg gjorde det for at beskytte dem". Den stemme, det var den person jeg havde ledt efter hele dagen- Alexis. Jeg gik tættere på hende og sagde " Hvordan, hvordan kunne du gøre det mod os, du betyder så meget. " Undskyld". Sagde hun. Jeg satte mig på hug foran hende og tog to fingre ind under hendes hage for at løfte hendes hoved op så  jeg kunne se hendes smukke ansigt der var helt fugtigt og hendes glans fulde øjne der var helt forgrædte. Jeg agede forsigtigt hendes kind med min tommelfinger. " Du betyder så meget for os... " jeg sad og snakkede da hun tog min hånd og agede min håndryg. Jeg stoppede, og kiggede ned på min hånd hvor jeg kunne mærke varmen og kiggede igen op på hende. Alexis begyndte at snakke, og havde sagt at hun troede vi ikk' ville have nået med hende at gøre men det ville vi, hun betød utrolig meget. Hun begyndte at smile bagefter, jeg kunne ikk' lad være med selv at smile da hun bare fik til mig at smile, jeg blev så glad når hun smilede. Jeg tog forsigtigt og flettede vores fingre, varmen var værre denne gang, det bankede inde i min mave. " Alexis der er nået jeg ikk' har fortalt dig, du er... " jeg blev afbrudt af min mobil der ringede, det var drengene. " Zayn har du fundet hende?" Kom det hurtigt fra Louis. Jeg smilede og kiggede på Alexis. " Ja hun er lige her ved siden af mig" sagde jeg mens jeg blev ved med at holde øjenkontakten med Alexis. "JAAAAAAAEE" kunne man høre der blev sagt i baggrunden. Harry kom til røret. " Paul vil gerne snakke med dig når i kommer tilbage Zayn" " ok" Jeg lagde på, rejste mig op uden at slippe Alexis hånd. " Drengene er glade for du er fundet, og vil ha' dig hjem nu". Sagde jeg med et smil. Hun nikkede smilende. Jeg kunne se hun rystede så jeg tog de tæpper jeg havde i min bil frem ( havde ikk' jakke på, ellers havde hun fået den).

Vi nåde næsten ikk' ind ad døren før drengene kom og overfald Alexis. " Du må aldrig, aldrig nogen sinde gøre det igen, ok?" Sagde Harry bestemt, samtidig med man kunne se glæden i hans øjne. Alexis nikkede med et smil. " Godt, for du er vores stjerne, og vi ville aldrig kunne leve med du ikk' var her efter vi har fået dig ind i vores liv" Harry krammede igen Alexis. Jeg blev ved med at smile, selvom tankerne om vi aldrig ville få hende af se igen stadig lå hos mig. " Zayn ka' vi lige snakke?" Hørte jeg Paul sige. Jeg nikkede bare  og fulgte med Paul.

 

 

 

                                                              Liam's pov:

Da Zayn var taget ud efter Alexis havde jeg den største lyst til at slå til etterlandet, fordi jeg ville oss' lede efter hende, men vi havde aftalt der kun var en der tog afsted.

Alexis & Zayn var lige kommet ind af døren og jeg kunne ikk' være gladere end jeg var der for at se hende igen. Harry havde lige krammet Alexis og nu måtte jeg endelig komme til det:D Zayn og Paul skulle vist lige snakke samtidig med vi stod og ikk' ville give slip på Alexis. Jeg havde taget Alexis ind i mine arme og hviskede stille ind i hendes øre. " Du må love mig du aldrig gør oss' så bange igen, Niall blev rigtig ked af det, og jeg ville ikk' Kunne være glad uden dig, du har gjort vores liv mere rigt. Søde du betyder rigtig meget for mig". " Leyum jeg er rigtig glad for jer drenge, jeg lover jeg aldrig gør det igen, og du er min besteven sammen med Niall. Jeg er rigtig glad for dig, jeg ved heller ikk' hva' jeg skulle gøre uden jer drenge, og Niam". Jeg kyssede hende på kinden mens jeg bare indsnusede hendes duft, jeg ville ikk' gi' slip på hende igen, jeg elskede hende virkelig- ikk' kun som besteven, og jeg var så glad for jeg betød så meget for hende, selvom hun sikkert ikk' havde de samme følelser for mig.

Zayn var lige kommet ind i stuen igen, efter at have snakket med Paul, men hans ansigt havde ændret sig fra glad til nærmest truende, og når Zayn var i det humør skulle man passe på. Paul var også kommet ud, og han havde knyttet hænder, samtidig med han gik hen til Zayn og lagde en hånd på hans skulder for ligesom at få ham til at blie' rolig, og da han nogenlunde var sikker på Zayn var rolig igen fjernede han hans hånd fra hans skulder, for derefter at gå hen og tage Alexis ind i sine arme.

Alexis Pov:

Da Zayn og Paul havde snakket, kom Zayn ud og virkede total anspændt, vred som han kunne slå en eller anden ihjel, hans adfærd gjorde mig lidt utilpas, fordi jeg ikk' kunne li' at se ham sådan. Paul var kommet ud, og han så også anspændt ud, hans knoer var knyttet. Paul gik over og lagde en hånd på Zayn's skulder, og fjernede den først da han kunne se at Zayn var blevet mere rolig igen. Da Paul havde fjernet sin hånd fra Zayn's skulder, gik han over til mig og trak mig ind i sin favn, jeg lagde mit hoved ved hans hals og mine arme rundt om hans ryg. " Lov mig du aldrig gør det igen" sagde han, mens han nussede mig over håret og holdte mig strammere ind til ham med den anden arm, som han var bange for at jeg ville forlade ham. Jeg følte mig altid beskyttet og i sikkerhed hos drengene, men med Paul følte jeg mig bare mere tryk, som et lille barn der finder trøst og nærvær hos sin far. " Det lover jeg Paul" sagde jeg, mens jeg bare nød og stå i hans arme, min " Far" havde aldrig været sådan her overfor mig, men Paul var ligesom en far for mig, jeg ville ønske jeg havde sådan en far som ham. " Godt, for vi har været så urolige for dig.." Han holdte en pause samtidig med han trak sig lidt væk fra mig, så han kunne se mig i øjne. " Alexis jeg ved ikk' hvordan nogen af oss' havde kunne holde ud hvis Zayn ikk' havde fundet dig, du er som en datter for mig, og jeg holder utrolig meget af dig" Jeg blev utrolig glad da Paul havde sagt det. " Paul jeg lover jeg ikk' vil gå igen, i er som en familie for mig. Og Paul, du er også som en far for mig" sagde jeg med et kæmpe smil, jeg kunne se de andre drenge også smilede. Paul smilede rigtig stort. " sådan jeg måske godt fortælle dig noget?" Spurgte han. Jeg nikkede " Alexis første dag jeg så dig synes jeg du virkede bekendt, og fik ligesom et faderinstinkt frem i mig, og det er lidt sjovt da jeg ingen børn har, men da du havde fortalt din mors navn, synes jeg det virkede bekendt, så jeg tjekkede det. Jeg fandt ud af hvorfor du virkede bekendt. Alexis jeg har været kærester med din mor, og jeg elskede hende utrolig højt, hun var min store kærlighed, men da jeg var taget over for at besøge min familie, da jeg var flyttet over til Danmark for at være sammen med din mor, og så kom tilbage blev jeg knust, da jeg så hun sad med den mand jeg så, men nu har fundet ud af voldtog hende, blev jeg ked af det, jeg troede hun havde skiftet mig ud og ikk' elskede mig mere, men jeg skulle have undersøgt sagen, så var det aldrig sket at han havde slået din mor, bortført dig, men nej jeg stak af" han stoppede for at få en pause, og jeg kunne se han havde fået tåre ned af kinderne, så jeg fjernede dem lige så stille, mens jeg sagde" Paul det er ikk' din skyld, du kunne ikk' have vidst det, du kunne ikk' vide at han havde voldtaget min mor". Sagde jeg stille, mens jeg stadig var lidt chokket over det Paul lige havde fortalt mig, men samtidig også glad for at Paul var min mora store kærlighed og omvendt, men også ked af det på hans vegne at han ikk' har haft nogen siden dengang, og han bebrejder sig selv, det var ikk' hans skyld. " Jo Alexis, jeg kunne være blevet, passet på din dig og din mor, så ville du ikk' have været hans datter, men kun min" Jeg kiggede overrasket på Paul, mens hans så på mig med nye tåre der løb ned af hans kinder. Jeg sprang ind i hans favn igen, jeg var så glad, ja andre ville nok have reageret anderledes, men jeg havde altid drømt om en far som Paul. "Tak" sagde jeg mod hans bryst, mens han lagde sine arme om mig. " Hvorfor, jeg har ikk' sagt det før nu, da jeg troede du ville blie' sur over at jeg var din far, og så aldrig havde prøvet at se dig" " Jeg har altid drømt om en far som dig Paul, ligesiden jeg mødte drengene og de så præsenteret mig for dig, har du været som den far jeg aldrig har haft, og nu viser det sig du er min far kan jeg ikk' beskrive hvor glad jeg er" Paul strammede sit greb om mig " Jeg vil aldrig lade nogen gøre dig ondt igen, nu kan jeg passe på min datter, og det gør jeg resten af livet" Paul græd ikk' mere af sorg, men af glæde. Drenge stod også med tåre i øjnene og kæmpesmil på læberne. De stormede hen til os for at deltage i krammet. Jeg smilede, jeg kunne ikk' fatte det, det var som en drøm der var gået i opfyldelse, jeg havde fem bedstevenner, og min far, Paul var min far, for første gang i mit liv følte jeg mig hel, da jeg aldrig havde haft en familie, udover min onkel som havde passet på mig, og sørgede for jeg startede til karate som 5- årig da jeg gerne ville starte, og det havde han gjort uden de andre ikk' opdagede noget, selvom han var ligeglad med min "far", og det er resultatet af at jeg i dag er den yngste sortbælte, og ikk' nok med det har jeg tredje grads sortbælte, og er på top tre over verdens mestre i karate. Paul kiggede på mig igen. " Nu har jeg en grund til at leve igen"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...