På kanten

Mobning kan føre til rigtig, rigtig mange ting. - Mobning kan føre til tårer, mobning kan føre til selvforpinelse, mobning kan endda føre til selvmord og selvmordstanker. Mobning er en af de værste ting, vi som mennesker må leve med. Flere tusinde mennesker lever med livet i mobningens svøb, og Xenia Crabe er en af de flere tusinde mennesker - I klassen, på Facebook og når hun kigger på en af sine klassekammerater. Hun har aldrig været lykkelig for sin klasse, men hendes forældre døde i en bilulykke da hun var 8 år, og siden har hun delvist boet på gaden, den anden del har hun boet i plejefamilie. Men vil mobningen nogensinde stoppe, og er det overhovedet muligt at stoppe det helt?

4Likes
1Kommentarer
544Visninger

1. Kapitel 1

 

Hans skæve blik mødte mit, og selvom jeg vidste at han foragtede mig og at han syntes, at jeg ikke var værdig nok til at blive skænket en eneste tanke, snurrede mit hjerte alligevel rundt og spænede ud af brystkassen, greb fat om hans hjerte og krammede det. Det værste var, at han var kæreste med Cecilie, den lede og onde mobber, eller ihvertfald ser jeg hende som en mobber. Hun kan få alle over på sin side og så tror hun, at hun er så frygteligt sej. Men det er hun slet ikke. Overhovedet og slet ikke. Og ligemeget jeg kæmper, vil du ikke skænke mig ét eneste venligt eller sødt ord, ikke én dag kan jeg være i fred. Altid plaget af Cecilies latterlige, lede kommentarer og hendes hånende blikke. Alle de andre tør ikke sige hende imod, de kører med på hendes side og totalt-hater mig. Da jeg forsigtigt smilede mod Marcus, snerrede han hånende og vendte blikket mod Cecilie, der havde stillet sig over for ham. Jeg så det hele ske; Jeg så facaden blive smørret på da han vendte sig mod sin uægte elsker, og jeg så hvordan han anstrengte sig for at smile ægte til sin kæreste. Cecilies smil var nu ægte nok - Hun var nu engang også den mest blondinedumme af os, selv om jeg havde blond hår og havlyseblå øjne. Hendes hår var langt, krøllet og bølget, og lysebrunt. Hendes øjne var grønne med et livligt skær, hvorimod mine blå øjne var afkølede og triste til næsten evig tid. Kun hos min hest, Zechance, kunne jeg finde trøst og et let smil på læberne.

 

Cecilie tog fat i Marcus' nakke og lod sine læber føre dem mod hans. Marcus kneb bestemt læberne sammen, før han overgav sig og lod hende gøre, hvad hun nu engang havde lyst til. Jeg sukkede irriteret og stirrede ned i gulvet, før jeg lænede mig tilbage, op af det gamle skab der desværre var blevet tildelt mig. Da Cecilie modvilligt havde sluppet taget i Casper, som vaklede et skridt baglæns, vendte hun sig mod mig. ,,Nå, Xenia. Hvorfor står du så dér? Og glor?" Sagde hun med et smørret, hånligt smil omkring sine perfekte, glossede læber. Jeg bed mig i læben og ignorerede hendes ord, mens jeg blev ved med at stirre ned i gulvet. ,,Xenia? Er du døv?" Hun slog mig på panden, hvilket fik mig til at stirre rasende på hende istedet for gulvet. ,,Det er du åbenbart ikke, alligevel. Svar mig, din idiot" Hendes blik mødte trodsigt mit, og jeg kunne bare ikke slippet det. ,,Lad mig nu bare være.." Mumlede jeg, og vendte blikket mod Riley, min tidligere bedste veninde, min troskabsveninde, hende, jeg kunne betro alt og ingenting, mellem himmel, jord og helvede. Det trak i Rileys mundvige, og jeg så, at hun modvilligt trodsede sig selv og blev ved med at køre den kølige Cecilie-stil. Det fik det til at svi i øjnene da jeg så hendes kølige blik møde mit. ,,Riley.." Hviskede jeg for mig selv, og dét fik Riley til at kigge ned i gulvet med et såret blik. Hun var såret over, at jeg var.. Såret, ja. Men hun bestemte sig pludselig en dag for, at nu turde hun ikke at trodse Cecilie og mobbe hende, så hun slap taget i mig og sprang hen på Cecilie Flokkens grund. Alle mine gamle venner, Riley, Mille, Sandra og Marri, var alle smuttet fra mig, skredet hen til den dumme Cecilie, - Jeg hader hende, virkelig.

, - ,,Såååh, Zecha.." Jeg strøg beroligende Zechance over mulen, og han gnubbede sig op af min trøje. Jeg kunne altid, altid, altid finde trøst hos den dejlige Zechance, prisvindende, smukke og bamsebløde Zechance, min holstenerhingst og sjæleven. ,,Vi to, Zecha.. Vi skal aldrig skilles. Aldrig" Jeg kyssede ham på næseryggen, og han prustede fornøjet så jeg blev vasket med snot ud over det hele. Jeg grinede blot af det, det var ikke tidspunktet for at skælde ud på ham.  ,,Du er så skøn, ja du er så.." Jeg kløede ham bag øret, det elskede han. ,,Cecilie er bare dum.. Det er Riley, Mille, Sandra, Marri og alle de andre også.. Men du, min gode ven. Du er her altid. Du stikker næsten aldrig af" Som om han forstod mine ord nappede han i min hestebluse med hestelogoet på bagsiden, som min mor havde lavet til mig; 'Xenia Galiba Crabe - For enhver smag, forskel og mule!' Det sidste fik mig altid til at grine. - Det var så latterligt, at det var sjovt. Pludselig tikkede der en notifikation op på min mobil, så jeg trådte ud af Zecha's boks og tændte min mobil. 'Ny besked på Facebook' Det stod der sådan ca. 10 gange. Jeg sukkede, slog internettet til og slog ind på Facebook, gik ind på min indbakke. 'Du er så kejtet og klam at jeg overvejer at begå selvmord' Stod der i den første, - Cecilie Strømer. 'Du er så mærkelig at jeg får kvalme af at glo på dit fjæs. In your face! >:D' Stod der i en anden, - Riley Macker. Jeg slog hænderne op foran ansigtet og smed som sædvanlig mobilen fra mig. ,,Alle hader mig!" Skreg jeg, men det blev heldigvis dæmpet af puden jeg næsten blev kvalt i. Men jeg tog den ikke engang væk; Jeg trykkede den ind mod min hals, til min åndedræt blev udlevet stødvis, før jeg slap den og gispede efter vejret - Mange gange har jeg gjort dette, aldrig fuldendt, altid med tankerne på 'Nu skal du dø'. Aldrig sket. Never happent. Jeg hader mit liv.

 

 Jeg følte allerede Cecilies blik i nakken, brændende og indtrængende, hvis jeg pludselig stod med hendes store kærlighed Marcus. I skolegården. Os to, helt, helt alene.. Cecilie ville myrde mig på stedet, ingen tvivl om dét. Men jeg ville kæmpe imod. Marcus er min store kærlighed, ingen, og da slet ikke Cecilie, skal da fraråde mig at jeg kan blive hans. Men hvis nu jeg kommer sammen med Marcus, hvad vil der så ske med min hingstebasse? Vil jeg glemme ham? Tankerne hvirvler rundt i hovedet, da jeg bliver prikket på skulderen. Jeg vender mig forskrækket om og stirrer direkte ind i min mors runde, venlige øjne. De prikker mig i øjnene og får mig til at blinke. ,,Hvad laver du?” Min stemme er hæs, som om jeg er lige ved at græde. Min mor smiler blot. ,,Jeg skal kigge til dig” Jeg glor på hende. ,,Klokken er ni om aftenen, mor. Jeg skal i seng klokken ti. Du kan ikke smide mig væk fra min hest” Sagde jeg surt. Mor hævede forbavset øjenbrynene. ,,Nå okay, frøken bestemt. Så går jeg da bare ind igen” Hun grinede med et skævt smil til mig, før hun blinkede og vandrede ind i huset. Jeg sukkede og sænkede blikket; Var jeg streng mod mor? Ej, det var jeg ikke.. Eller hvad? Jeg sukkede for mig selv, jeg var jo kun en 12-årig, forvirret tøs med navnet Xenia. Alle der ikke havde mødt mig, troede jeg var flabet – Det var åbenbart dén reaktion, mit navn udløste. Desværre. Jeg ville hellere have heddet ’Daniella’ eller ’Clara’. Det passer så meget bedre til mig og min personlighed. Men på den anden side, bestemmer jeg det jo ikke endnu. Jeg så ind i huset efter min mor, og lod tårerne dryppe ned af kinderne. – Tænk, at jeg var så dum at tro, at jeg kunne klare mig selv, for ja, det troede jeg engang. Jeg flygtede på Zechance’s ryg, jeg var væk i flere uger; Men jeg klarede det ikke. Jeg måtte ligge på hospitalet i en måned mens jeg hele tiden spjættede af angst for at blive væk fra min mor og far, eller skulle jeg sige, min plejemor og plejefar. Mine forældre er døde, og jeg sørger stadig over det. Jeg kommer på bedre tanker når jeg ser Zechance, min brave Oldenborgerhingst – Jeg praler kun lidt med hans udseende, temperament og priser, og min gamle rideskole vil købe ham for 100.000 Danske kroner. – Det er virkelig, virkelig mange penge. Men jeg takkede sødt nej og sagde, at Zecha var min hest, som ingen måtte tage fra mig – Nogensinde, i hele mit liv, hele min eksistens. Zecha er min livssten, øjesten, åndedræt og hjælp. Han er alting. Hvis han blev fjernet fra mig, fjernede jeg mig fra min omverden og mit liv. Desværre er det ikke længere muligt at flygte på hesteryg, for min mor (Stadig min plejemor) holder skarpt øje med når jeg rider, så hun ikke risikerer et forsvundet barn igen. Nogen gange er jeg i tvivl om, om hun overhovedet elsker mig, eller bare prøver at fedte sig ind på mig så jeg kan overtale min far (Min plejefar, selvfølgelig) til at jeg kan få en lillesøster, og hun kan få en datter, som hun kan opdrage så hun er pæn og ordentlig, og ikke som mig – Beskidt, asocial.  Underlig, mærkelig. Alting var bare forkert i hendes verden. Jeg var så bange for, at hun en dag sagde til mig, at jeg skulle pakke kufferten og skride ud af hendes hus - Det var der nemlig en stor sandsynlighed for, at det ville hun gøre. Ikke idag, ikke imorgen måske - Men en anden dag. Snart. Tror jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...