Stille skrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jul. 2013
  • Status: Igang
Jeg har altid ment at man ikke skal tro på alt hvad man hører. Men når alt kommer til alt er der jo ingen der ved med sikkerhed om der findes spøgelser eller monstre. Vi lever bare i vores egen lille bobbel af hvad vi kalder virkelighed, og alt uden for den bobbel er ikke virkeligt, og dog frygter vi det stadig. Vi frygter det fordi vi ikke forstår det, fordi det er fremmed for os, uhyggeligt i vores øjne.
Nu ville jeg ønske jeg ikke havde været så dum. Jeg skulle vise mig overfor de andre, vise at jeg ikke var bange for at gå alene ind i skoven om natten. Den skov hvor den lysende pige ifølge historierne boede.

2Likes
6Kommentarer
512Visninger

1. Stille skrig

Jeg har altid ment at man ikke skal tro på alt hvad man hører. Men når alt kommer til alt er der jo ingen der ved med sikkerhed om der findes spøgelser eller monstre. Vi lever bare i vores egen lille bobbel af hvad vi kalder virkelighed, og alt uden for den bobbel er ikke virkeligt, og dog frygter vi det stadig. Vi frygter det fordi vi ikke forstår det, fordi det er fremmed for os, uhyggeligt i vores øjne.
Nu ville jeg ønske jeg ikke havde været så dum. Jeg skulle vise mig overfor de andre, vise at jeg ikke var bange for at gå alene ind i skoven om natten. Den skov hvor den lysende pige ifølge historierne boede.

Jeg bevægede mig ned ad den smalle, snoede sti i den mørke skov. Det svage lys fra lommelygten fik træerne til at kaste deres lange skygger ned over mig. Stemmerne fra mine venner forsvandt langsomt jo længere jeg gik og snart var der ikke andet at høre end mine fodtrin mod den fugtige jord, og indimellem lyden af træernes susen og hvislen når vinden ramte dem. Det føltes som om jeg havde gået i en evighed og jeg var kommet længere og længere ind i skoven, og jeg kunne nu bekræfte at der ikke var nogen spøgelser. Jeg skulle lige til at vende om da jeg så et kort men skarpt lysglimt i det fjerne. Det var væk lige så hurtigt som det var kommet så jeg var i tvivl om det rent faktisk var der. Jeg stod længe og så i retning af der hvor lyset var forsvundet, lige nøjagtigt længe nok til at se det igen. Det lyste op som var det en stjerne der var landet på jorden, og nysgerrigheden der voksede i mig trak mig nærmere. Da jeg kom lidt tættere på måtte jeg holde en hånd op foran øjnene for at skærme for det skarpe, hvide lys. Jeg tabte lommelygten da jeg løftede hænderne og den gik ud da den mødte jorden. Da lyset i det fjerne dæmpede sig kunne jeg igen bevæge mig nærmere, og nu begyndte lyset at forme sig. Pludselig stod en ung smuk pige foran mig. Hun så på mig med øjne der lyste af så meget ulykke at jeg selv følte mig dårligt tilpas. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet men i hvert fald ikke det her. Det lignede en helt normal pige, ikke noget spøgelse i hvert fald.. Vinden rev i hendes lange næsten hvide hår men hun lod ikke til at bemærke det. Hun så blot på mig med øjnene der tydeligt skreg et tavst skrig om hjælp. Jeg bevægede mig nærmere mens jeg så på hende som hypnotiseret. ”Den lysene pige” De tre ord dannede sig form i mit hoved som jeg bevægede mig tættere på hendes spinkle og gude smukke skikkelse. Hun stod helst stille. Sagde ikke noget, gjorde ikke noget. Hun så bare på mig med hendes hjælpeløse øjne, bedene. Jeg ville hjælpe hende hvad end hun skulle have hjælp med, men hvis jeg bare havde forstået at hun bad mig om ikke at komme nærmere.
Mere og mere sorg samlede sig i hendes øjne mens jeg kom nærmere og rakte en hånd frem mod hende. Jeg bevægede mig langsomt og forsigtigt frem for ikke at skræmme hende, men hun så bare mere bange ud. Pludselig mærkede jeg noget der føles som et slag i maven og alt luften blev slået ud af mig. Hun lyste op igen og hele skoven blev nærmest hvid af lyset der bevægede sig rundt. Den smukkeste sang forlod hendes let adskilte læber og fyldte skoven som en sød sang. Sorgen var også i hendes sang og først nu gled en enkelt lille tåre langsomt ned ad hendes hvide kind. Jeg så på hende som hypnotiseret og glemte helt at trække vejret i et kort øjeblik. Så forsvandt hun og tog lyset med sig. Det føltes som om at hele verden tav og pludselig var alt som før jeg så pigen. Der gik lidt tid før jeg kom til mig selv, alle mine tanker kredsede om den smukke lysene pige jeg lige havde set. Jeg var ikke bange for hende, men alligevel var der noget der fortalte mig at det var tid til at komme væk nu. Der var noget der var helt forkert. Jeg drejede forvirret rundt da frygten tog fat i mig. Hvilken vej førte tilbage til de andre? Jeg kunne have svoret på at jeg i det øjeblik hørte en rungende ond latter lige bag mig, og det fik mig til at sætte i løb i en tilfældig retning. Jeg løb og løb men alt lignede hinanden og jeg kunne ikke finde noget der mindede om en udvej fra skovens dunkle mørke. Det samme skarpe lys fra før lyste op ikke så langt væk, og uden at tænke mig om satte jeg i løb mod det. Jeg kom nærmere og lyset begyndte at tage form, men så var der noget der fik mig til at stoppe brat. Der var noget forkert ved hendes udtryk. Hendes ansigt lyste stadig af sorg, men råbet om hjælp stod nu så klart i hendes øjne at hårene rejste sig på mine arme. Jeg stod helt stille og så på hendes smukke og glædesløse ansigt. En gren knækkede i skovbunden bag mig og jeg vendte mig hurtigt om, og så vagtsomt ind i mørket. Så mærkede jeg langsomt en smerte som tusinde knive vokse i min krop og jeg faldt på knæ. Jeg spændte i hele kroppen og mærkede smerten som om der var ild i min krop som langsomt blussede op og brændte mig levende. Jeg hørte den lysende piges klagesang og det gjorde mig sikker på at hun vidste hvad der foregik men ikke havde noget med min smerte at gøre. Smerten der føltes som flammer blev varmere selvom jeg ikke troede det muligt og en smerte så stor som jeg aldrig havde mærket før voksede langsomt i min krop. Et højt gennemtrængende skrig rungede i skoven og der gik lidt tid før det gik op for mig at det var mit eget skrig. Så forsvandt lyset fra pigen og skyggerne fra træerne, og smerten. Alt blev sort, alt blev væk.

Jeg havde troet døden var nem, fredfyldt. Men det var ikke tilfældet fra min side. Så snart jeg var blevet lykkelig over at smerten var væk slog jeg pludselig øjnene op og så ned på min egen døde krop. Først var jeg forvirret og bange men så så jeg den lysende pige igen. Denne gang talte hun til mig, og jeg kunne høre hende. Hendes stemme var ligeså melodisk som da hun sang, men stadig fyldt med sorg.
”Lad ham ikke få din sjæl..” Sagde hun lige før hun forsvandt og tog alt lyset med sig. Jeg var død, og trådt ind i livet efter døden som et gænfer. Nu forstod jeg at pigen ikke havde kontrol over sig selv. Hun blev styret af en anden, hun var hans marionetdukke og hun var blevet brugt til at lokke mig herind så han kunne få min sjæl.
Jeg hørte en lyd bag mig og vendte mig hurtigt om. En høj skygge voksede sig større. Den havde form som et menneske men der var intet menneske som kastede skyggen, bare en skygge. Og alligevel kunne jeg fornemme dets onde og forventningsfulde smil da det nærmede sig.

Jeg har altid ment at man ikke skal tro på alt hvad man hører. Men når alt kommer til alt er der jo ingen der ved med sikkerhed om der findes spøgelser eller monstre. Vi lever bare i vores egen lille bobbel af hvad vi kalder virkelighed, og alt uden for den bobbel er ikke virkeligt, og dog frygter vi det stadig. Vi frygter det fordi vi ikke forstår det, fordi det er fremmed for os, uhyggeligt i vores øjne.
Nu ville jeg ønske jeg ikke havde været så dum. Jeg skulle vise mig overfor de andre, vise at jeg ikke var bange for at gå alene ind i skoven om natten. Den skov hvor den lysende pige ifølge historierne boede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...