Losing Valentine(1D,oneshot)

14. februar, Valentines dag, "de elskendes dag", årets mest romantiske aften og Jos liv handler om noget helt andet... At finde den pige hun babysitter, hvis største talent er at blive væk. Og hvor nemt er det ikke? Heldigvis støder hun ind i en fyr, som vidst nok hedder noget med Niall Horan og giver nogle gode ledetråde og måske lidt Valentines glæde til den stakkels Jo?

5Likes
0Kommentarer
564Visninger
AA

1. Losing Valentine

 

Folk spørger mig altid, hvad det er jeg render og laver i min fritid, fordi jeg aldrig kan være sammen efter skole. For mig er det ret tydeligt. For min fritid er halvt fordelt mellem at tegne og at passe Gia Valentine, en lille 6årig pige, som er en af min mors gode venindes datter. Jeg bryder mig generelt ikke om min mors veninder, men jeg har intet at indvende mod Roger, Gias far, eller Erica selv. Eller jo. Der er en ting, jeg hader, som alle hader ved Gia. Hun har en fantastisk evne til at blive væk. For det meste er det ikke med vilje, men det sker…

Og så lige i dag af alle dage! Jeg skulle hente hende fra skolen, hvor hun ikke var og havde siden været alle de steder, hvor hun ellers kunne finde på at være. Ingen steder. Klokken var lidt i 8 og jeg havde aflyst min valentines-date, for at finde hende! Seriøst! Hvem gør sådan noget?! Ok, jeg gør. Jeg satte mig sukkende ned og kiggede rundt på pladsen. Par og par og par! Hvad lavede jeg, der endda havde haft en Valentines date, for en gang skyld?! Ledte efter en lille pige!Jeg fandt min mobil frem. #S.O.S! I’m losing Valentine! I repeat: #LosingValentine!# tweetede jeg, mens jeg gik videre.

”Bang!” ”Undskyld!” udbrød jeg. ”Nej, undskyld,” sagde fyren, jeg var bumpet ind i. Jeg kiggede på ham og det gik straks op for mig, hvor hun var. ”Du er Niall Horan fra One Direction?” forsikrede jeg mig. ”Ja, ligner jeg noget andet?” spurgte han med et smil. ”Ja, et rumvæsen,” sagde jeg. ”Der er 5 af jer ikke?” Han grinte en sød latter. ”Hvis du betragter os alle som rumvæsner så ja,” sagde han. ”Overvej det selv… Er i alle sammen her i byen?” spurgte jeg og kunne ikke lade være med at smile stort.

Hvis jeg nu endeligt skulle vælge mellem en af de fyre, var det nok ikke ham. Men som han stod der foran mig, måtte jeg indrømme, at han ikke var til at stå for. Jeg samlede mit hår i en rodet knold og satte det fast med en spænde.

”Jo,” svarede han. ”Hvorfor?” Jeg kiggede opgivende på ham. ”Jeg er babysitter for en lille pige, med en umådelig evne til at blive væk. Du ved vel ikke, hvor man kan finde dine 4 andre venner, for jeg har en fornemmelse, at hun er med en af jer,” sagde jeg. ”Hun er en stor fan og jeg ville ikke kende jer, hvis jeg ikke passede hende og…” ”Skal jeg hjælpe dig?” spurgte han venligt. ”Vil du?!” udbrød jeg. Han nikkede med endnu et grin. Han gjorde tegn til sin sikkerhedsvagt, som fulgte med os, den vej han begyndte at gå.

”Jeg beklager, men jeg bliver altså nødt til at have noget mad i min mave, før jeg kan tænke,” sagde han. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Du er den meget madglade,” huskede jeg. ”Ja, skal du have noget med?” spurgte han. Jeg kiggede op på Nando’s skiltet. ”Bare nogle kyllingevinger med pommes. Har du ikke noget mere romantisk, du skal i aften?” himlede jeg. ”Nope… Det er jeg for genert til… Hvad med dig?” spurgte han. Jeg havde helt glemt det, men grinte så. ”Jeg var inviteret ud, af skolens mest populære fyr og jeg aner ikke hvorfor… Men i hvert fald har han nu fået sit livs første skuffelse, når det kommer til piger. Og så var det første gang, jeg nogensinde er blevet inviteret ud på Valentines dag og i stedet render jeg og leder efter en lille pige, med det herlige efternavn Valentine,” fortalte jeg. ”Åh… Så må en tur på Nando’s VIRKER lidt skuffende,” indrømmede han.

Vi bestilte og satte os og snakkede. Jeg blev ret hurtig færdig med end del mindre menu end hans og satte mig til at tegne ham, mens han prøvede og snakke og spise på samme tid, når han ikke fik mig sendt direkte i latterkramper. Han var virkeligt nemt at snakke med og der skal altså noget til, for at jeg siger sådan noget, da jeg generelt har nemt ved at snakke med andre. Han skrev rundt til resten af bandet og fik at vide, hvor de var henne.

Så tog vi rundt og snakkede med dem. Der var ingen spor af Gia, men hen af vejen begyndte, jeg at slappe mere og mere af og vi begyndte, at fjolle lidt mere rundt.

Vi stoppede på stranden og satte os der og talte om mere alvorlige emner, mens jeg… Gæt selv, tegnede. ”Dit liv er lidt svært at relatere til,” indrømmede jeg. ”Jeg er bare en helt normal pige, der studerer på kunstskolen, bor med sin far og mor og 2 søskende og arbejder som babysitter for en absolut umulig lille pige. Jeg er intet specielt og bliver det aldrig, men jeg har det godt med, at det er sådan.”

”Jeg er ikke ligefrem den store poet, men måske er det, det der gør dig speciel, for det er du virkeligt,” sagde han. ”Næppe,” grinte jeg stille. ”Jo, jeg støder ind i 1000vis af piger om dagen, men alligevel besluttede jeg mig, for at hjælpe dig og fortryder det absolut ikke. Tæller det ikke?” spurgte han. Jeg kiggede overvejende på ham. ”Ok,” indrømmede jeg. ”Det tæller en smule.” ”Ha,” smilte han.

”Hvad tegner du egentligt?” ”Vil du se?” spurgte jeg. Han lænede sig ind og jeg kunne dufte hans svage parfume. Mit hjerte begyndte og ræse af sted, men jeg overbeviste mig selv om, at det ikke kunne være sandt. Man kan ikke forelske sig i en fyr på så kort tid og han var egentligt slet ikke min type. Jeg bladrede om til tegningen, hvor han spiste. ”Det der er værre end 100 paparazzi-fotos!” praktisk talt hvinede han og overfaldt mig straks. Jeg hylede af grin og spruttede af sandet, jeg fik i munden, mens han pressede mig mod jorden.

”Det er ikke fair! Du er meget stærkere end mig og nu har jeg sand over det hele! Og du har ikke set det, jeg tegner på!” skreg jeg mod min vilje og vred mig løs, for at vise ham det. ”Wow!” erklærede han og kiggede fra ansigtet til baggrunden. ”Det er virkeligt godt.” Jeg nikkede tilfreds. ”Det er også en af de få ting, jeg rent faktisk kan finde ud af,” smilte jeg. ”Og flyt dig så.” Han satte sig ved siden af mig igen, bare denne gang helt op af mig. Jeg kunne ikke lade være med at læne mig op af ham og lukke øjnene. Han begyndte at nynne.

Sådan sad vi i nogle minutter og det var som om vi havde kendt hinanden hele livet og ikke bare i 2 timer, men så begyndte min mobil på introen til A-Team. ”Det er Jo,” sagde jeg. ”Hej Jo… Kommer i snart hjem? Gia skal være i seng om seneste en halv time,” lød Wendys stemme i røret. Shit! gentog jeg i mit hoved. Klokken var halv 10! Vi havde allerede overskredet den officielle sengetid og nu var det, den uofficielle vi talte på. ”Hvem mangler vi?” spurgte jeg Niall, da jeg havde bortforklaret det. ”Louis,” sagde han. ”Han er på hotellet med Eleanor.” ”Jamen, så har vi lidt travlt med at komme til jeres hotel.”

Det gjorde vi så, men heller ikke der, var det noget spor og det fik mig virkeligt til at flippe ud. Niall prøvede, at berolige mig, men det hjalp ikke rigtigt. Ikke før han tog mig hårdt om skuldrene og kiggede mig direkte i øjnene. ”Hun er der et eller andet sted,” sagde han. Jeg var fuldkommen hypnotiseret af ham og kunne ikke andet end langsomt at læne mig ind mod ham og langsomt kysse ham. Jeg ved ikke, hvem der var mest chokeret, men ingen gjorde noget ved det. Det var som om verdenen snurrede rundt. Ham og jeg. Jeg og ham.

”Adr!” lød en pigestemme pludseligt. Vi vendte os begge om, hvor en sikkerhedsvagt stod med en lille lyshåret pige, som jeg kendte alt for godt. ”Hun sagde…” startede han. ”Geez Gi!” udbrød jeg. ”Du aner ikke, hvor jeg ikke har været for at se efter dig!” ”Undskyld,” sagde hun oprigtigt. ”Men jeg ville så gerne…” Jeg sukkede dybt. ”Du må lære, at verdenen ikke kun handler om, hvad du vil. Det hjælper ikke, at rende rundt alene i byen! Og da slet ikke om aftenen! Prøv og tænk på, hvad der kunne ske!” ”Undskyld,” gentog hun skyldbetynget. ”Det må du nok sige…” mumlede jeg. ”Kom… Vi skal være hjemme inden de næste 20 minutter er gået.” ”Jamen…” klynkede hun.

”Ik..” startede jeg, men Niall var hurtigere og tog hendes venindebog og begyndte at udfylde en side, som han underskrev med sin autograf. ”Du kan få de andres en anden gang, hvis du lover ikke, at løbe væk fra Jo,” smilte han. Hun nikkede med store øjne. ”Må… Jeg… Godt… Få… Et… Billede?” spurgte hun. Han nikkede og jeg fandt min telefon frem, mens de stillede op. ”Kom her,” sagde han, da jeg havde taget et par og fik mig op, så han med strakt arm kunne tage billede af os alle tre sammen, med sin egen telefon.

”Nu skal vi altså hjem. Gi, kan du sige farvel til Niall,” sagde jeg. Hun fnes. ”Kun hvis du kysser ham farvel,” sagde hun. Jeg kiggede på Niall, der grinte og kyssede ham hurtigt på munden. ”Tilfreds?” spurgte jeg. ”Ja, farvel Niall!” sagde hun, men jeg måtte alligevel trække hende med væk.

Det var sit hyr, at få hende til at sidde stille i bussen på vej hjem og jeg var lykkelig for, at det ikke var mig, der skulle putte hende. Da jeg havde afleveret hende, tjekkede jeg Twitter og TT’en. #LosingValentine var på den verdensomspændende! Og jeg anede ikke hvordan, før jeg gik ind for at følge Niall. #LosingValentine havde været hans sidste tweet og en del havde tolket det som noget folk, der sad hjemme gjorde.

Kort efter dukkede en ny op. @JoThePainter #FoundValentine Can I please have your number? Sammen med det postede han billedet af os alle tre. Jeg grinte kort og foreslog ham, at finde en måde, hvorpå han kunne spørge om det, uden at jeg blev nødt til at lægge det ud på Twitter. 

Jeg var ikke begejstret for det, men jeg tror, at det var starten på mit forhold med en verdenskendt fyr…              

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...