Et mælkebøttebarn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Færdig
Kara ville ønske, at de ikke så hende. At hun var usynlig for dem, som hun var for mor, når hun drak.
Kara ville ønske, at hun var en anden. At hun var en forvekslet prinsesse, som dem man hører om i eventyrene.
Kara ville ønske, at hun kunne få fred. At hun kunne får bare en dag uden hadefulde beskeder eller hvisken i krogene. Bare en dag uden ydmygelse.
Kara var en mælkebøtte.

54Likes
85Kommentarer
3215Visninger
AA

9. Kapitel 9

Imens Louise lavede aftensmad, havde Kara lånt hendes Computer. Hun vidste ikke rigtigt, om hun turde logge på Facebook. De måtte have skrevet en masse siden i går. Dagen begivenheder kunne umuligt være gået ustraffet hen. Var det mon bedre ikke at vide noget? Nej. Hvis alle andre kunne se, hvad de sagde om hende, så ville hun også selv vide det. Kara tog en dyb indånding og trykkede adressen ind.

 

Én besked. Ikke andet. Kara følte et stik af lettelse; eller var det frygt? Hun vidste det ikke, men det virkede bare så mærkeligt, at der slet ikke havde været nogen reaktion. Hun åbnede beskeden.

Mette Johansen:

Jeg skriver ik for at gør dig ked af det,

men hvis jeg var dig vile jeg lige kigge på skolens fan-side.

Hilsen Mette :-)

Karas mod faldt. Hvad havde de nu fundet på? Og så på skolens fanside. Kunne de overhovedet gøre noget, der var værre, end det de allerede havde gjort? Hun kunne allerede mærke klumpen i halsen vokse.

 

Kara gispede. Det her var værre end noget andet. Christina havde slået et billede op. Eller to billeder der var sat sammen. Det første var fra Grill-arrangementet og forestillede hende og mor siddende med deres pizza på tæppet. Kara kunne ikke huske, at det var blevet taget; men det var heller ikke det billede, der var problemet. Det var det andet.

 

Det billede der forestillede mor siddende på en bænk ved åen. Kara sukkede. Under bænken var der tomme flasker, og mor så hærens ud. Ligesom hun plejede at gøre. Hen over billedes stod der med fede bogstaver ”La os sende de fucking fordrukne grønlændere tilbaje hvor de høre til!” Det føltes som om, Kara fik et hårdt stød lige i maven.

 

De vidste det. De vidste det alle sammen. Det føltes som om hendes lunger blev trykket sammen. Der var intet luft tilbage. De vidste det. Alle og enhver kunne jo genkende hende på billedet. Alle vidste det. Kara gemte hovedet i hænderne. Hun havde svigtet mor. Alt blev sort. De vidste det alle sammen.

 

”Kara! Hvad sker det?” Lød det fra køkkenet.

Kara havde ikke luft til at svare. De vidste det. De vidste det alle sammen. Hun begravede hovedet i hænderne. Det var som om, nogen havde stukket en kniv i hjertet på hende. Som om de havde taget det, der var hende allermest kært. Hun hev efter vejret. Tårerne var uendelige og løb nådesløst ned af hende kinder. De vædede blusens ærmer. De vidste det. De vidste det alle sammen. Hvad ville der ske?

 

Kara følte sig uendeligt magtesløs. De vidste det. De vidste det. Det var som om alt kraften forsvandt. Hun følte sig lille. Så uendelig lille. Lille og ubetydelig. Det var slut. Hun havde forrådt mor. Det ultimative bedrag. Kara hev efter vejret. Det hele var lige meget nu.

 

Kara mærkede en hånd på sin skulder.

”Kara, hvad sker der?”

Kara hiksede. Hun var helt tom indeni. Louise lagde armene om hende. Kara gemte sig i hendes favn. Hun hulkede imod Louises bryst, til der ikke var flere tårer og hun blot var et tomt etui. Louise vuggede hende langsomt frem og tilbage, som var hun et lille barn.

”Kara, Kara, lille Kara…” blev hun ved med at mumle.

Endeligt faldt Kara til ro. Hun følte sig så kraftløs. Som verdens største fiasko.

 

Først da Kara snøftede op en sidste gang og tørrede tårerne væk, løftede Louise blikket fra hende. Hun kiggede lige på computerskærmen og sad som forstenet i flere sekunder.   

”Kara, det var det! Var det ikke?”

Kara bed sig i læbe. Louise hamrede hånden ned i bordet. Hun rejste sig op i et ryk. Sådan havde Kara aldrig set hende. Vreden lyste ud af hendes øjne. Kara lod sig forskrækket dumpe ned i sofaen. Hvordan kunne Louise være sådan? Hun var slet ikke Louise.

 

Indædt vandrede hun bare frem om tilbage og udspyede den ene ed efter den anden. Ord Kara ikke engang anede eksisterede. Kara var lamslået. Sådanne ting havde hun aldrig i sit liv forestillet sig at hun skulle høre fra Louises mund. Kara turde ikke andet end blot at sidde helt stille. Louise måtte være en af dem. Hun havde afsløret sig selv. Men hvorfor Louise var så sur, forstod Kara ikke et ord af. Hvad havde hun gjort forkert?

 

 

Kara sad på skolens kontor. Louise havde insisteret på at gå med hende i skole for at snakke med inspektøren. Kara forstod ikke hvorfor. Havde hun gjort noget forkert? Hun havde hverken fortalt Louise om taget og jakken eller for den sags skyld om beskederne og skoletasken. Det kunne ikke være det. Måske var det om mor? Kara gøs. Samvittigheden og frygten slugte hver eneste lille impuls af håb. Hun turde ikke tænke tanken til ende. Det gjorde for ondt.

 

Sekretæren havde fundet papir og farveblyanter til Kara, men hun kunne ikke tegne. Det var som om der lå en dyb, sort tåge omkring hendes hjerne. Hun kunne se over skolegården fra skrivebordet. Louise var på inspektørens kontor i en kvart uendelighed. Sådan føltes det i hvert fald.

 

Kara kunne se Line og Nina igennem klassens vindue. De sad bøjede over bordene. Jonas og Mads sad og prikkede hinanden med blyanter. Simon kastede et eller andet efter Emma B. De havde sikkert natur og teknik. Ellers ville de ikke få lov at opføre sig sådan.

 

Pedellen og hans medhjælper kom op fra kælderen og gik tværs over gården. Den ene af dem bar sådan nogle orange pæle, som dem der bruges når der er vejarbejde. De gik over imod træet. Hendes træ. Kara så, hvordan de placerede pælene i god afstand fra træet og gav sig til at spænde rødt og hvidt afspærringsbånd imellem dem.

 

”Hva’ laver de?” Kara så spørgende på sekretæren, der undrende kiggede tilbage.

”Laver hvem?” Sekretæren rynkede på næsen.

”Pedellerne selvfølgelig.”

”Nåh, på den måde! Træet skal væk. Der er gået sygdom i det.”

Et gisp undslap Kara. De kunne da ikke fælde hendes træ. Sekretæren kiggede grudende på hende.

”De fælder det i morgen”

I det samme kom Louise ud.

”Sådan!” Smilede hun til Kara, ”nu går vi hjem, og så hygger vi os bare i dag!”

Kara havde en uforklarlig følelse inden i. Frygt måske, men en mere afdæmpet en af slagsen.

 

Da de gik ud af skolegården, kiggede Kara sig en sidste gang over skulderen. Træet så så trist ud. Det stod der midt i gården helt alene. Næsten alle dets smukke, farvestrålende blade havde vinden flået af det uden blik for deres betydning. Det stod der bare ensomt og sårbart. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...