Et mælkebøttebarn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Færdig
Kara ville ønske, at de ikke så hende. At hun var usynlig for dem, som hun var for mor, når hun drak.
Kara ville ønske, at hun var en anden. At hun var en forvekslet prinsesse, som dem man hører om i eventyrene.
Kara ville ønske, at hun kunne få fred. At hun kunne får bare en dag uden hadefulde beskeder eller hvisken i krogene. Bare en dag uden ydmygelse.
Kara var en mælkebøtte.

54Likes
85Kommentarer
3042Visninger
AA

8. Kapitel 8

Yderdøren smækkede hårdt bag Kara. Hun løb op af trapperne. Egentligt havde hun ikke travlt, men det var vist blevet en slags vane at løbe op ad dem. Beskeden hang der stadig. Kara hamrede på døren og lagde øret til den. Igen. Ikke så meget som et suk var at høre. Hun tog sig selv i at smile, men forbandede i næste øjeblik sin egen egoisme. Gangvagten havde nok alligevel haft ret.

Kara låste sig ind i Louises lejlighed og satte skoene i hjørnet. Hun skyndte sig ind på badeværelset og hang jakken til tørre på radiatoren. En beskidt jakke var lettere at bortforklare, end en der var dyngvåd. Cardiganen hang hun over radiatoren i køkkenet. Kara fyldte vand i kedlen. Hun måtte have varmen, og det måtte være muligt at finde noget te et eller andet sted.

På bordet lå der en seddel. Kara rynkede på næsen, den kunne vel ikke være til hende. Ingen skrev sedler til hende. Men hvem skulle den ellers være til?

Hej Kara,

Jeg håber, du har haft en god dag!

Jeg var lige ude at købe ind i min middagspause. Jeg faldt over et lærred og en lille æske akrylmaling i brugsen og tænkte, at du måske ville synes, at det var sjovt at male lidt her i eftermiddag. Det står alt sammen i den blå og hvide pose i entréen. Aviserne i posen må du meget gerne sprede ud på bordet, så der ikke kommer maling på:-)

Jeg er nok hjemme ved 4-5 tiden. Hvis du er sulten, finder du bare noget i køleskabet eller i skabe og skuffer.

Jeg må løbe, du ringer bare, hvis der er noget.

Knus fra

Louise <3

Knus fra Louise og et hjerte. Kara kunne ikke lade være med at smile. Kedlen dampede. Louise havde tænkt på hende. Hun betød måske virkelig noget for hende. Karas hjerte bankede, men på en helt anden måde end det havde gjort, da hun løb. En god dag ville hun måske ikke ligefrem kalde det, men alligevel det var jo lykkedes for hende at få tasken tilbage. Det var lykkedes at vise dem, at de ikke bare kunne gøre, hvad de ville med hende, og at hun ikke havde i sinde at følge deres planer. Det boblede stadig af glæde inden i, når hun tænkte på det. Den følelse kunne intet overskygge.

Stuen var pinligt ryddet. Det var nærmest som om, Louise havde en eller anden lille fe, der kom og gjorde det; måske var det den samme fe, som den der have lavet de hjemmebagte boller, Kara faldt i brødkassen. Hun smilede. Feen ville komme på overarbejde, hvis den så hendes og mors lejlighed.

Kara spredte aviser ud over gulvet. Hun ville hellere sidde her og arbejde, så kom hun heller ikke til at svine stolen til med sine beskidte bukser. Det kunne se kønt ud med grønne plamager på det lyse læder. Hun tog posens indhold i øjesyn. Lærredet var ret stort og kvadratisk. Der var en hel æske med små tuber maling i alverdens farver, og pensler i alle størrelser man kunne ønske sig. Det kriblede i Karas fingre for at komme i gang.

Kara fandt hurtigt en blyant i penalhuset og gav sig til at skitsere motiver på et papir. Pegasusser, narhvaler, sommerfugle sågar mennesker, men ingen af tingene virkede rigtige. Hun prøvede at tegne et billede af Louise, men måtte krølle papiret sammen. Damen på billedet var flad. Der var ikke noget liv i hende. Hun var heller ikke smuk nok. Det var ikke Louise. Mennesker var ikke Karas stærke siden, og det ville desuden også være mærkeligt at male et billede af Louise, når det var hende, der skulle have billedet. Man hængte jo ikke et billede af sig selv op på væggen.  

Der var så stille i lejligheden. Uhyggeligt stille. Kara kom på benene. Louise havde sikkert ikke noget imod, at hun satte musik på. Der var en lang række cd’er på hylden under anlægget. Kara bladrede igennem dem. Der var ingen af titlerne, der sagde hende noget, men hun kendte heller ikke særlig meget musik.

Et cover fangede dog hendes opmærksomhed. Det var et maleri af en mørkhåret kvinde i en hvid kjole. Man kunne kun se hendes overkrop, og ved siden af hende var der nogle kæmpe store røde blomster. Gid hun bare kunne tegne sådan. Hver lok af kvindens korte hår var fuldt af liv. Det var som om, der var et glimt at sorg i hendes mørke øjne og et trist drag om hendes røde læber. Det var som om, hun sagde: ”Jeg kunne gøre det, så kan du også. Jeg tror på dig!” men det var nok bare noget, Kara forestillede sig.  

Tonerne var bløde og omsluttede hende i deres valsende ro, som ville de fortælle hende, at det hele nok skulle gå. Der var ikke andet end klaver på det første nummer. Klaver og strygere. Men det var smukt. Kara nippede til jordbærteen, den var efterhånden ved at være kold nok. For første gang ville Kara ønske, at hun kunne spille klaver. Tænkt at kunne skabe så smuk musik. Tænkt at kunne skabe så smukke billeder som det af damen.

Kara kiggede drømmende ud af vinduet. Hvem sagde, at billedet behøvede at forestille noget bestemt? Hun kunne jo bare male, hvad der faldt hende ind. Tanker der ikke var tænkt.

Kara pressede forsigtigt den grønne farve ud på tallerken. Hun havde ingen pallet. Den næste sang var hurtigere og mere dyster. Der var en masse stemmer ovenpå hinanden. De blev ved med at gentage det samme igen og igen. Tænk at Louise lyttede til sådan noget musik. Hun prøvede at forestillede sig Louise sidde i sofaen og kigge ud over gaden med disse toner i baggrunde. Glade, søde Louise, der havde styr på alting. Kara kunne ikke forestille sig det.

De havde kaldt hende drankerunge. Kara blandede sort i den lilla farve. Bare en lille smule, så farven blev helt magisk. De havde kaldt hende is-perker. Nærmest i trance malede hun det første strøg. Hvad ville der ske i morgen? Kara bed sig i læben. Lærredets hvide uskyld blev malet over med en eksplosion af sanseindtryk. Et virvar af følelse og farver. I takt med at musikken blev billedet mørkere og mørkere. Det var en helt ny frihed bare at klaske farverne oven på hinanden. Ikke skulle tænke. Bare at male streger og prikker og ingenting præcis som det faldt hende ind. Hun var klassens kunstner. Ikke klassens stinkdyr.

Pludselig hold musikken inde. Stilheden var larmende.  Kara blev helt forskrækket, da hun tog billedet i øjesyn. Farverne var mørke. De ligesom slyngede sig ind i hinanden, opløstes i hinanden og skiltes til sidst igen. Kara vidste ikke, hvad hun syntes om det. Hun havde aldrig malet sådan noget før.

Kara satte billedet til tørre på en avis op ad radiatoren i stuen. Teen var kold nu, men det gjorde ikke noget. Mobilen var gået ud. Der var ikke mere strøm på den, eller også havde den ikke fået nok kærlighed på det sidste. Det gjorde hende endnu mindre. Efter i dag var hun ikke engang nysgerrig efter, hvad de ville skrive til hende. Der fandtes alligevel ingen rare bogstaver i deres alfabet.

Det skramlede ved døren. Kara fór sammen. Var det mon mor? Døren gik op. En satte noget på gulvet.

”Er du hjemme Kara?”

Det var bare Louise. Hurtigt vendte Kara maleriet om. Louise måtte ikke se det. Hun vidste ikke hvorfor, men sådan var det bare.

”mm… jeg er hjemme”

Det føltes mærkelig at sige hjemme. Som det ultimative bedrag, men Louise opdagede det vist ikke engang.

”Har du haft en god dag” Spurgte hun fra entréen, og det lød faktisk som om, hun vitterligt interesserede sig for det.

”Ja! Jeg begyndte på billedet, men det er ikke færdigt endnu.”

”Og i skolen?”

”Ja! det var sjovt, vi klatrede i træer i frikvarteret og spillede skuespil i engelsk, det var helt vildt sjovt, selvom det var lidt svært.” Kara bed sig i læben. ”Hvad med din dag?”

Louise grinede. ”Joh tak, den har været ganske glimrende, meget som den plejer,” smilede Louise. ”Du er sikker på, du ikke har kedet dig her i eftermiddag?” fortsatte Louise.

”Helt sikker!” Nu var det Kara der smilte.

Det havde været en fantastisk eftermiddag. Hun ville spørge til musikken, men turde ikke helt.

”Må jeg ikke se billedet?” Louise var stadig et stort smil.

”Nej, det er altså ikke færdigt!” Kara kunne mærke heden stige op i kinderne. Hvorfor havde hun også malet det billede?

”Er du helt sikker?” spurgte Louise drillende.

”Ja!” Svaret lød lidt for studst, kunne Kara godt selv høre.

Hun så, hvordan Louise i et split sekund rynkede på næsen.

”Jeg mener… Du må gerne se det, når det er færdigt, men jeg har kun malet baggrunden indtil videre.” Skyndte hun sig at tilføje, men rynken var allerede forsvundet.

Hvorfor var det med mennesker så svært?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...