Et mælkebøttebarn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Færdig
Kara ville ønske, at de ikke så hende. At hun var usynlig for dem, som hun var for mor, når hun drak.
Kara ville ønske, at hun var en anden. At hun var en forvekslet prinsesse, som dem man hører om i eventyrene.
Kara ville ønske, at hun kunne få fred. At hun kunne får bare en dag uden hadefulde beskeder eller hvisken i krogene. Bare en dag uden ydmygelse.
Kara var en mælkebøtte.

54Likes
85Kommentarer
3149Visninger
AA

7. Kapitel 7

Kara nåede uset nedgangen til fodboldbanerne, men var de. Hendes hjerte sprang et slag over. Jonas, Simon T, Mads og Rasmus spillede rundt for sig selv midt på banen. Kara fløj i skjul bag stakittet. Hun måtte snige sig igennem krattet hele vejen ned til gymnastiksalen og håbe på, at de var uopmærksomme.

Kara kravlede hurtigt over stakittet men efterlod sig et vådt mærke. Der var ikke andet at gøre end at håbe på, at det ville fordampe i efterårssolen, der efterhånden var brudt igennem disen. Hurtigt dukkede hun sig ned og glædede sig for en gangs skyld over jakkens anonyme farve. Hun slog hætten op og mærkede, hvordan det iskolde vand løb ned i nakken på hende. Det fik alle hårene til at rejse sig. Forhåbentlig ville de ikke genkende hende sådan her i forbifarten. Hun fortsatte gennem krattet. Jakken fik grønne plamager af snask fra stakittet og træerne. De hvide gummisko var ikke så hvide længere. Mor ville blive rasende når hun så det, men lige nu var det Karas mindste problem.

Efter noget, der føltes som en halvanden uendelighed, nåede Kara de høje egetræer bag gymnastiksalen. Nu var der ikke længere noget krat til at skjule hende, og hun måtte handle hurtigt, før nogen fik øje på hende. Hun kiggede sig ængsteligt omkring. Der var heldigvis ingen at se. Bare de ikke overraskede hende igen.

Hurtigt målte Kara træerne med øjnene. Hvilket et ville være lettest? Hastigt klatrede hun op på stakittet. Nu var bukserne også grønne. Med hjertet helt oppe i halsen hed Kara fat i de nederste grene og hang i et øjeblik kun i armene. Så lykkedes det hende at få fødderne svunget ind imod stammen, og adræt hev hun sig op på den første gren. Herfra af gik det lettere, og snart sad hun højt oppe i træet. Egetræerne her havde været hendes fortrukne skjulested, da de legede En-to-tre-krone i sommers. Den leg var noget hun var god til.  

Kara var ikke højt nok oppe, kunne hun se. Der var stadig for langt op til taget. Forsigtig kravlede hun videre. Grenene rystede faretruende under hende. Karas hjerte bankede hårdt. Hvad hvis hun faldt ned? Hun lod blikket glide ned af stammen og måtte synke engang.  Så højt havde hun aldrig været oppe før. Normalt plagede højdeskræk hende ikke, men når hele toppen af træet svajede i vinden, måtte hun lukke øjnene og klamre sig fast for at kunne styre nerverne.

Forsigtigt kravlede Kara ud af en af grenene, der hang ind over taget. Den gav sig. Hendes hjerte galopperede. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Hun kunne mærke, hvordan den bøjede under hendes vægt. Hurtigt kravlede hun en meter længere ud. Nu var hun helt inde over taget og kunne forsigtigt lade sig glide ned på taget. Hun landede med et lille bump og kunne ikke lade være med at smile bredt over den første lille sejr.  

Kara lage sig helt ned på maven og krydsede fingre for, at de ikke havde set hende. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. Prøvede at komme til sig selv. Så opdagede hun det. Hullet på venstre knæ. Mor ville blive rasende, når hun så det.

Forsigtigt kravlede Kara hen langs midten af det flade tag, imens hun prøvede at få sit stadig galoperende hjerte under kontrol. Da hun var næsten henne ved gavlen og kunne se Christoffer, Mikkel, Sarah og Christina, der stadig spillede op af muren, mavede hun hurtigt ud til hjørnet, hvor træet stod. Hun kiggede ud over kanten. Imellem grenene meget langt nede så hun, Emma vise Regitze noget på sin mobil. Drengene var ikke umiddelbart at se længere. Det var en sjov vinkel at se verden fra. Hun smilede. De så alle sammen så små ud. Det skulle nok lykkedes at få fat i den taske. Hun havde en god mavefornemmelse.

Tasken lå forholdsvist langt nede i træet, men heldigvis helt inde i midten af kronen. Det undrede hende stadig hvordan i alverden de havde fået den helt der op. Kara hev fat i en gren, der hang ind over taget. Den var ikke meget bredere end hendes lår, men alligevel det bedste bud. Kara kravlede hurtigt op på den. Som hun sad her, var hun synlig fra det meste af skolegården. Det ville sikkert kun være et spørgsmål om tid, før nogen opdagede hende.

Helt rolig kravlede Kara ind ad grenen, men da hun klatrede ud over kanten på taget, kunne hun alligevel ikke lade være med at gyse. Grenen rystede sådan. Præcis lige som hendes egne ben og arme. Bare hun dog ikke faldt ned. Hun tænkte på tegningen i lommen, og vreden boblede op i hende igen. Nu skulle de fandeme bare se, skulle de. Før hun vidste af det, nåede hun stammen, og nedstigningen kunne begynde.  

Da hun var blot en meter fra tasken, skred hendes fod. Som per refleks knugede hun sig til træstammen. Det lykkedes at finde fodfæste. Forskrækket kiggede hun ned. Lige ned i Emmas ansigt. Regitze var i gang med at fjerne barkrester fra hendes lyse krøller. Kara trykkede sig ind til stammen og lukkede øjnene. De måtte ikke se hende. Hun var jo nået så langt. Kara turde ikke så meget som at trække vejret. Hun var næsten sikker på, at de kunne høre hendes hjerte slå.

”Det var nok bare et vindstød,” forsikrede Regitze Emma om.

”Ja sikkert... men det er altså mærkeligt, at vi ikke har set så meget som skyggen af is-perkeren!” lød det fra Emma.

”mm... men hun er nok bare endnu mere krysteragtig, end vi troede. Hendes jakke er i hvert fald væk. Det sagde Daniel, imens du var på wc…” svarede Regitze.

”se…” udbrød Emma ”Der er drengene!” Hun pegede.

 

Endelig nåede Kara tasken. Hurtigt tog hun den på ryggen og klatrede fermt op igen. Bare drengene ikke opdagede hende nu, men de var travlt optaget af et eller andet og halvråbe til hinanden. Kara kiggede ned. Regitze var lynhurtigt på benene og løb over til drengene. Kara skyndte sig ud på den rystende gren, der førte over til taget. Hun turde ikke stoppe op så meget som et sekund. Når de opdagede, at tasken var væk, ville de regne ud, hvor hun var. Sammenbøjet fortsatte hun hen over taget.

Kara hørte råb fra skolegården.

”Jamen, der er jo våde spor hele vejen op af gangen. Hun kan jo kun være løbet den vej.”

”Hvorfor sagde du også, at det var overflødigt at have nogen ved norddøren?”

”Det er sku da ikke min skyld, din idiot! Det var da dig der sagde...”

”Nej det var ej!”

”Ska’ vi ikk bare se at få hende fundet?”

Kara nærmest kastede sig ud i træet. De måtte ikke få fat i hende nu. Grenen svingede faretruede. Hun knugede sig fast til den. Hun havde vist alligevel været en anelse for hurtig. Forsigtig kravlede hun ind imod stammen. Snart kunne hun lade sig dumpe ned på jorden. Hun børstede grene og blade af sig. Det var lykkedes. Det kriblede helt ned i maven. Det var lykkedes. Kara kunne ikke lade være med at smile ved tanken om Simons bitre ansigt, når han opdagede, at hun var væk - eller på Christinas og Rasmus’ eller Emmas. Det var lykkedes.

Så så hun dem. Emil, Daniel og Casper kom rundt om hjørnet for fuldt firspring. De havde ikke set hende. Endnu. Hurtigt vendte hun om på hælen og spænede af sted. Hun vidste ikke, hvor hun skulle hen. Hun løb bare. Hun turde ikke så meget som at kigge sig over skulderen.

Benene gik som trommestikker under hende. Hjertet sad helt oppe i halsen. Hun hev efter vejret. Pulsen pumpede. Tasken hoppede op og ned på ryggen. Endeligt nåede hun stakittet, der markerede grænsen til friheden.

Hurtigt hev hun sig op i armene og svingede benene over det. Hun hoppede ned. Jakken hang fast. Desperat rev hun sig løs. Hun spurtede ned af en græsskråning og nåede cykelstien. Hun løb og løb. Lungerne skreg på luft. Der skulle ikke mere end blot følelsen af tegningen i lommen til for at drive benene videre, når hun var overbevist om, at de ikke kunne mere.

Da Kara nåede legepladsen ved åen, kunne hun endelig ånde ud. Hun smed tasken og lod sig falde ned på græsset. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. Hun rystede over hele kroppen men det lykkedes. Kara var sikker på, at hun aldrig havde løbet sådan før. Hun smilede. Det var lykkedes.

Det lykkedes endelig solen at brænde den sidste dis væk. Kara tog jakken af og hang den til tørre over ruchebanen. Hun havde det rigeligt varmt uden den. Hun betragtede sit tøj. Det så herrens ud, men der var ikke meget at gøre. Hun satte sig på en gynge og så på ænderne, der snadrede ved brinken. De så så lykkelige ud, tænke hun. Så trygge. Her var ingen forstødt grim ælling, ej heller nogen smuk svane. De legede blot ved bredden, boltrede sig i vandet og lod sig glide med strømmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...