Et mælkebøttebarn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Færdig
Kara ville ønske, at de ikke så hende. At hun var usynlig for dem, som hun var for mor, når hun drak.
Kara ville ønske, at hun var en anden. At hun var en forvekslet prinsesse, som dem man hører om i eventyrene.
Kara ville ønske, at hun kunne få fred. At hun kunne får bare en dag uden hadefulde beskeder eller hvisken i krogene. Bare en dag uden ydmygelse.
Kara var en mælkebøtte.

54Likes
85Kommentarer
3041Visninger
AA

6. Kapitel 6

Igennem begge morgentimer var stemningen trykket i klassen. Det var som om, al luft var blevet suget ud af rummet. Sammen med den var latteren, skænderierne, papirflyverene og de ildelugtende madpakker forsvundet. Kun hemmelighederne og tvivlen var ladt tilbage. Kara prøvede at trække vejret dybt men hun kunne ikke.  

Det hjalp heller ikke, at læreren startede med at brokke sig over hendes manglende skolebøger. Så var den endda matematik, hvor hun gerne ville have fulgt med. Nu måtte hun sidde og tegne i stedet. Hvis hun skulle være ærlig, gjorde det hende faktisk ikke noget; hun ville nok alligevel ikke kunne koncentrere sig om regnestykkerne denne formiddag. 

På papiret voksede der langsomt en drage frem. Den var blå med røde pletter. Den var lille. Den græd. Den var spærret inde i et lille bur, der blev hejst ned i vandet fra et skib. Vandet var fyldt med krokodiller. Den lille drage var bange. Krokodillerne lå på lur. Den største slikkede sig sultens om munden. Skibet var fyldt med mennesker. Voksne mennesker der ville lade krokodillerne spise den lille drage uden at sige noget. Voksne mennesker der hejste den ned til dem. Den ene krokodille havde et pandebånd på. Et lilla pandebånd. Hvorfor, vidste Kara ikke. 
Christina rakte frem og prikkede Simon på skulderen. Han vendte sig om, og hun stoppede straks en seddel i hånden på ham. Han kastede et hurtigt blik på beskeden og viste den med et skælmsk smil til Daniel, der sad ved siden af ham. Efter et kort blik på papiret rakte Daniel det videre til Jesper. Drengene måtte kvæle deres forventningsfulde latter. Læreren kiggede misbilligende på dem. De rystede afværgende på hovederne. De havde i hvert fald ikke grint for et øjeblik siden.
Kara blev mere og mere bange, som sedlen gik næsten hele klassen rundt. Den landede aldrig på hendes bord. Nogle få kradsede et par ord ned på den, før de sendte den videre. Karas mobil vibrerede. En besked fra Mette. Hun læste den hurtigt under bordet.
”Kara pas på!”
Andet stod der ikke. Taknemlig kiggede hun over på Mette, men denne holdt blot blikket stift fæstnet imod gangestykkerne på tavlen. Så havde Kara haft ret i sin bange anelse. Alt frøs til is indeni. Det var som om halsen snørede sig sammen. Hvad ville de gøre? Med gru kiggede Kara op på uret og måtte nive sig hårdt i armen med neglene for at forholde sig i ro.  
Alt for hurtigt ringede skoleklokken og signalerede, at galskaben kunne begynde. Nærmest før læreren var ude af døren, havde Kara forladt klassen. Hun kunne jo gå på toilettet. Ikke at det ville forhindre noget i at ske, men det ville da give hende et par ekstra minutter til at tænke. Når Mette skrev til hende, at hun skulle passe på, så var det med garanti ikke bare for sjov. Sådan var Mette ikke. Hun gennemsøgte sin hjerne for idéer til hvordan hun kunne slippe væk, men den var ikke andet end et sort hul. 
Imens Kara vaskede hænder, slog en idé endeligt ned i hende. Hun kunne ikke lade være med at smile. Alle eleverne på skolen havde udeordning på nær i vintermånederne. Klassen ville være tom, når hun kom tilbage. Hun kunne så let som ingen ting tage sin taske og forsvinde ud af SFO-udgangen. Ingen ville opdage hende, og hvis nogen alligevel gjorde, så havde hun det bare dårligt. Kvalme og hovedpine. Hvad hun gjorde med forklaringen i morgen, måtte hun tage til den tid. Nu hastede det, hvis ikke hun skulle fanges af gangvagten før hun nåede at slippe afsted. 
Klassen viste sig ganske rigtig at være tom, men Karas taske, som hun som regel pakkede sammen i slutningen af timen, var væk. Det eneste der lå tilbage på bordet var tegningen. Kara gispede. Tegningen. Med store fede blokbogstaver havde de skrevet tværs henover den. 
SÅ DU TROR DU KAN SLIPPE FÅKING DRANKERUNGE
De havde set tegningen. De havde grinet af den. Kara følte tusinde øjne på sig. Det stak i brystet. De havde ødelagt den. Hun kunne mærke tårerne presse på i øjenkrogene. Drankerunge. Hvorfor kaldte de hende det? Ordet ramte hende som en knytnæve i solarplexus. Hvordan havde de fundet ud af det?
Kara faldt sammen på stolen, som en marionetdukke nogen havde klippet snorene over på. Hvad skulle hun gøre? Tasken var væk. Hun kunne ikke godt tage hjem uden den. Mor ville blive stik tosset. Hun kunne ikke blive her. Det kunne hun bare ikke. 
Hvor kunne den være? Kara kiggede sig desperat omkring. Den var i hvert fald ikke her i klassen. Det ville også være for let, tænkte hun bittert. Kunne hun mon sige det til en lærer? Nej. Det gik absolut ikke. Lærerne hadede hende alle i forvejen, og så de billedet, ville de også vide det. Det med mor. Lærerne ville sige det til dem, og de ville komme og tage mor fra hende. Kara sank sammen med hovedet i armene. Hvad skulle hun gøre? Det hele virkede så uoverskueligt. Hun prøvede at klare tankerne, men det var som om, hendes hjerne druknede i sort tåge. 
Mobilen vibrerede i lommen. Hurtigt hev Kara den op. Endnu en sms fra et nummer, hun ikke kendte. Hun var nærmest sikker på, at det var det ukendte nummer og nåede at overveje at slette beskeden uden at læse, men hendes tommelfinger havde allerede befalet sms’en at åbne. 
Hvis du nu stopped
med at flæbe og gloed
ud af vindut ville du
nok finde din elsked 
taske. ta dig dog sammen 
din lille fnatmide.

Kara for sammen. De overvågede hende. Forskrækket kiggede hun sig omkring. Der var ingen i klassen. Hun kiggede ud af vinduet. Der måtte have været et ordentligt blæsevejr i nattens løb. Mange af træets smukke blade lå allerede spredt skånselsløst ud over asfalten i gården. Brutalt flået fra kvistene uden tanke på deres skrøbelighed. Af en eller anden grund gjorde det hende ked af det. 

Så så hun den. Der var tasken. Hun sukkede opgivende. Den lå i træet allerøverst oppe, hvordan de så end havde båret sig ad med at få den derop. Heldigvis var Kara en god klatre. Hun havde altid elsket at klatre. Hjemme havde hende og Aviaya altid kravlet rundt oppe på tagene. Der var aldrig nogen, der sagde noget til det. Sidste vinter havde de brugt en uge på at samle så meget sne, at de kunne lave en kæmperutsjebane ned fra taget på onkel Taaluaqs skur. Hun kunne ikke lade være med smile ved mindet, men tårerne vældede også op i hendes øjne. Hvorfor var Aviaya så langt væk, når hun havde allermest brug for hende? 

Døren blev revet op.
”Kara! Hvad laver du herinde? Du ved, at I skal være udenfor!” Birthes stemme var uforsonlig. 
”Ja...men...” mere nåede Kara ikke at få fremstammet får hun blev afbrudt.
”Ikke noget jamen, jeg er så træt af dig og dine dårlige undskyldninger. Du må lære at spille efter reglerne, vi kan jo ikke alle sammen rette os ind efter dig vel. Og se så at få den frakke på!”
”Ja...men…” prøvede hun igen.
”Afsted!” Birthe så afventende på hende. 
Rette sig efter hende. Hvem rettede sig efter hende? De ville jo ikke engang høre, hvad hun sagde. Hurtigt foldede Kara tegningen sammen og proppede den i baglommen. Hun skyndte sig ud i garderoben. Jakken hang ensomt på sin knage. Hun skulle lige til at stikke armen ind i ærmet, da hun opdagede, at den var dyngvåd. Den dryppede endda. Alt luften blev suget ud af Karas lunger. 
Hun var nødt til at tage jakken på alligevel, måske kunne den i det mindste holde lidt af den kolde vind ude. Kara rystede og vred den, så godt hun kunne, men alligevel kunne hun hurtigt mærke, det kolde vand sive igennem cardiganen ved skuldrene. Snart rystede hun af kulde. Forsigtig sneg hun sig hen imod døren. Der var en hel række vinduer, hvor de ville kunne se hende, hvis de var i nærheden. 
Siden Kara var kommet til Danmark, havde hun heldigvis brugt lang tid på at klatre i træerne og havde efterhånden indhentet de mange års træning, de fleste danske børn havde. Aben, havde hendes mor for sjovt kaldt hende, når hun kom hjem med jord på knæene og kviste i håret. Det ville være en smal sag at klatre op i træet, selvom det nåede helt op over gymnastiksalens tag. Hun skulle nok klare det. Hun skulle vise dem, at de ikke kunne få hende ned med nakken. 
Kara kiggede forsigtig ud af det første vindue. Modet sank. De var der næsten alle sammen. Christoffer, Mikkel, Sarah og Christina spillede mur ved siden af døren. De legede ellers aldrig sammen. Kara undrede sig men opdagede så alle deres sideblikke. De holdt øje med døren. 
Under træet sad Simon H., Regitze, Jesper og Emma. De spillede imod hinanden på deres smart-phones, så det ud til. Kara sank en klump. Hun kunne ikke få fat i tasken uden at konfrontere dem. De havde planlagt det hele. Hun knugede kanten af det våde ærme og bed tænderne så hårdt sammen at det gjorde ondt. 
Hun måtte prøve en af de andre døre, og håbe på at de ikke også havde stillet vagter ud der. For det var det, de var. Vagter. Mobilen vibrerede. Kara gøs.  Hun vidste ikke, om det var den kolde jakke eller de bange anelser. 
Hvor blir krysteren a? 
Er hun fløgtet hjem til 
sin drankermor for at 
hænge i hendes stinkene
skørter? Ska vi virklig 
komme ind og hænte dig 
baby eller ka du selv gå?

Kara gøs. Hun vendte om på hælen og løb. Hun kunne høre sine sko klapre mod gulvet i den øde gang. Nej det skulle ikke hente hende. En spinkel plan begyndt at tage form i hendes hoved. Hvis hun kunne slippe uset ud af skolen og om bag gymnastiksalen, vidste hun, at der her var masser af træer, som lænede sig op ad muren. Med lidt held ville hun kunne kravle op i et af dem og videre op på taget. Herfra måtte det være muligt at kravle ned i træet i gården, hente tasken og kravle tilbage igen. Måske kunne hun endda gøre det, uden af de opdagede hende. Hun smilede ved tanken om deres forvirrede ansigtsudtryk, når de pludselig opdagede, at tasken var væk. 

Telefonen vibrerede igen. Endnu en sms. Kara stoppede ikke. Jakken satte dryppende spor efter hende. Hun bandede. Bare de ikke opdagede det. Kara var heldigvis alene, da hun nåede døren. Hurtigt pressede hun vandet ud af jakken. Bare for en sikkerhedsskyld. Hun åbnede hastigt sms’en. Hun turde ikke lade være. Den var sendt fra hemmeligt nummer.  

Har du for rasten set 
At vi har vasket din 
jakke for dig, det 
trangte den meget til 
lisom du selv gør!
Du må huske at sige 
Tak næste gang vi ses. 

Kara kunne have slået dem, hvis de havde været i nærheden. Hun kunne mærke sin vejrtrækning blive hurtigere.  Hun sydede af raseri men blev bare endnu mere opsat på at få fat i tasken; det ville dog være en lille sejr. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...