Et mælkebøttebarn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Færdig
Kara ville ønske, at de ikke så hende. At hun var usynlig for dem, som hun var for mor, når hun drak.
Kara ville ønske, at hun var en anden. At hun var en forvekslet prinsesse, som dem man hører om i eventyrene.
Kara ville ønske, at hun kunne få fred. At hun kunne får bare en dag uden hadefulde beskeder eller hvisken i krogene. Bare en dag uden ydmygelse.
Kara var en mælkebøtte.

54Likes
85Kommentarer
3044Visninger
AA

5. Kapitel 5

Gennem vandets plasken og musikken fra køkkenet hørte Kara mobilen vibrere kort imod bordpladens marmor. En sms. Det gav et sug i hende, og hun mærkede straks hjertet slå hårdere. Hvem var det, der skrev til hende? Hvad så lille ludderunge? Du har fucking untagged dig Din møgso, bare vendt... Kara tvivlede på, at hun nogensinde ville kunne glemme de ord. Var det mon endnu en sms af den slags? Det var hun ikke sikker på, at hun kunne klare. Hjertet galoperede afsted blot ved tanken, og hun vidste, at hun ikke kunne finde nogen form for ro, før hun kendte svaret.

Kara slukkede for vandet, fumlede med den ene hånd langs ydersiden af brusekabinen. Endelig fandt hun håndklædet. Stadig med sæbeskum i håret tørrede hun hænder og fødder og trådte ud på det varme flisegulv.

Hun overvejede at slette beskeden uden at læse den men så så, at den var fra Lea. Lea… tænkte hun. De havde aldrig været venner. Det var som om, de tilhørte to forskellige verdener. Men Lea? Kara kunne ikke forestille sig at pæne, søde Lea ville gøre så meget som en flue fortræd eller for den sags skyld sige grimme ting, sådan som de andre gjorde. Med tilbageholdt vejrtrækning trykkede hun åben.

Kære Kara, Jeg er ked

af at de har sagt

alle de ting som de

har om dig. Det er ikke

okay. Jeg tør ikke gøre

noget eller sige noget

til dem. Prøv at glemme

hvad de siger for de er

bare dumme. Hilsen Lea

Kara måtte læse beskeden to gange. Målløs stirrede hun på skærmen. Det kunne ikke være rigtigt. Hun kunne have omfavnet Lea. Så var der måske alligevel nogen, hun var lidt mere for end blot luft. Kara anede ikke, hvad kun skulle svare. Hun kunne mærke sæben løbe koldt ned af hendes ryg og dryppe ned på gulve. Hurtigt trådte hun tilbage ind i kabinen. Det måtte vendte.

Da Kara kom ud af badet, følte hun sig som en prinsesse. Louise havde givet hende lov til at låne sæbe, shampoo og balsam. Det hele duftede så godt, og Karas hår var blødt som silke. Kara betragtede sig selv i spejlet. Iført en af Louises alt for store T-shirts og med håret stadig halvvådt kunne hun alligevel ikke lade være med at smile til spejlbilledet. Hun måtte tage sig i at ønske, at hun kunne have det sådan her hver aften. Louise havde været i vaskekælderen med hendes tøj i mellemtiden og sat en maskine over. I tilfælde af at din mor ikke kommer hjem i løbet af natten, havde hun nærmest undskyldende sagt, da Kara granskende kiggede på hende.

”Er du ved at være klar til en omgang hygge?” råbte Louise fra stuen.

”mm… jeg kommer nu!”

Kara smilede en sidste gang til spejlbilledet og vendte rundt.

Louise havde redt op på sofaen til Kara. I kælderen var det efter længere tids søgen, lykkedes hende at lokalisere sin gamle sovepose, fortalte hun Kara, der glad kravlede ned i den. Kara elskede følelsen af at ligge i en sovepose. Det var ligesom at have sin egen lille hule. Her var man i sikkerhed for alting.

”Har du set Grease?” Louise på prøvende på hende.

Kara rystede på hovedet. Hun havde i det hele taget ikke set mange film, for mor mente, at film plantede skøre idéer i unge hoveder.

”Skal vi så ikke se den? Det var min yndlingsfilm, da jeg var på din alder.”

Jo, det ville Kara gerne så. Hvis den havde været Louises yndlingsfilm, måtte der være noget helt særligt ved den.

”Hvad handler den om?” spurgte hun nysgerrigt.

”Den handler om en pige, der forelsker sig i en fremmed dreng på en strand, og så pludselig efter sommerferien skal de gå på samme skole, men Danny, som han hedder, er en af de seje drenge, og Sandy... Aj nu skal jeg ikke afsløre det hele. Det er sådan en musical-film. Du kender sikkert mange af sangene, de er meget kendte.”

Kara nikkede ivrigt og Louise satte filmen på.

Kara prøvede at glemme de dumme kommentarer under billedet. Prøvede at overbevise sig selv om, at de vitterligt bare var skrevet i sjov, sådan som Casper havde skrevet. Hun prøvede at nyde denne aften og følte sig nærmest lykkelig, som hun lå der på sofaen med hovedet i Louises skød, en skål slik i favnen og en rigtig voksenfilm på fjernsynet. Sådan noget havde hun aldrig prøvet før.

Kara måtte være faldet i søvn, for da hun slog øjnene op, var der helt mørk og stille i lejligheden, og Louise var væk. Hvad mon klokken var? Forsigtigt krøb hun ud af soveposen. Hun gøs. Det var iskoldt. På listefødder fandt hun køkkenet. De røde tal fra uret på væggen kastede et uhyggeligt lys ud over rummet. 03:41. konstatere Kara træt og overvejede gabende, om mor mon var kommet hjem.

Stille som en mus drejede Kara nøglen i låsen og listede sig ud af lejligheden. Hun satte en af Louises støvler i klem i døren. Hun skulle ikke nyde noget af at blive låst ude igen. Sedlen hang stadig urørt. Kara lagde øret imod døren. Der var ikke en lyd at høre. At hamre på døren turde hun ikke, for hvis mor var kommet hjem i nattens løb, var det bestemt ikke nogen god idé at vække hende. Som at tirre en sulten løve. Man vidste aldrig, hvad mor kunne finde på. Kara listede forsigtigt i seng igen.

Der gik lang tid, før hun fik varmen tilbage i kroppen, og endnu længere før hun atter faldt i søvn. Det var som om, lyset herinde var anderledes, og der lugtede også så forskelligt i lejlighederne. Kara funderede over hvorfor som noget af det sidste før hun endeligt gled ind i søvnen igen.

”Kara, Kara, det er morgen, du skal vågne nu.”

Louise ruskede blidt i hendes skulder. Louise? Kara kiggede sig forvirret omkring men kom så i tanke om gårsdagens begivenheder.

”Godmorgen” hviskede Louise.

Hun var allerede fuld påklædt. Håret var sat og makeuppen perfekt. Der var ikke noget morgentræthed over hende, tænkte Kara og det gjorde næsten ondt inden i uden hun vidste hvorfor. Gid hun kunne blive som Louise, når hun blev stor. Louise havde allerede smurt madpakke til Kara, og havregrøden var færdig. Kara fik lov at spise den siddende i soveposen. Bagefter redte Louise Karas hår og flettede det. Kara ville ønske, at dette kunne have varet for evigt. Sådan havde mor ikke gjort, siden hun var meget lille. Men fletningerne var færdige alt for hurtigt og hun skulle ud af døren.

 

Karas skridt blev mere og mere tøvende, for hver meter afstanden mellem hende og skolen mindskedes. Hun kunne mærke frygten som en klump i brystet, der bare voksede og voksede og truede med at kvæle hende. Hvad så lille ludderunge? Du har fucking untagged dig din møgso, bare vendt... Bare vendt. Hvad ville der ske? Hun prøvede at trække vejret dybt og tænke på igår aftes istedet. Tænke på hvordan hun for første gang i årevis havde følt sig helt tryg og sådan rigti glad.

Grønlandske svin. Skrub hjem. Perker. Idiot. Ordene blev ved med at vælte frem og tilbage i Karas hoved. Som invasionstropper nedslagtede de en hver positiv tanke, hun forsøgte at frembringe, og hun blev mere og mere modløs, som skolen dukkede frem i morgendisen. Hun havde kun lyst til at vende om, men hvor skulle hun gå hen? Louise havde selvfølgelig vist hende, hvor ekstranøglen var gemt, men Kara ville for alt i verden ikke skuffe hende ved at pjække. Tænk hvis hun opdagede det.

Kara kiggede på mobilen. 11 minutter i 8 og 23 sekunder, hvis hun skulle være pedantisk. Det var sådan et sjovt ord, synes hun. Kara var alt for tidlig på den. Hun sagtnede farten. Hvis hun kom så tidligt, ville hun give dem mulighed for at drille hende, allerede inden første time. Hvis hun kom for sent, ville det give lærerne endnu en grund til at være efter hende, og de andre endnu en grund til at bekræfte deres fordomme om hende og ikke mindst endnu en mulighed for at grine af hende. Præcis klokken 8 var det eneste sikre tidspunkt at dukke op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...