Et mælkebøttebarn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Færdig
Kara ville ønske, at de ikke så hende. At hun var usynlig for dem, som hun var for mor, når hun drak.
Kara ville ønske, at hun var en anden. At hun var en forvekslet prinsesse, som dem man hører om i eventyrene.
Kara ville ønske, at hun kunne få fred. At hun kunne får bare en dag uden hadefulde beskeder eller hvisken i krogene. Bare en dag uden ydmygelse.
Kara var en mælkebøtte.

54Likes
85Kommentarer
3126Visninger
AA

4. Kapitel 4

Imens Louise lavede aftensmad, havde Kara fået lov at låne hendes computer. Hun loggede på Facebook nærmest per automatik. Mor havde givet hende lov til at oprette en profil, da de kom til Danmark. Så kunne hun holde kontakten med dem hjemme i Grønland, havde mor sagt. Hun havde endda købt en computer til dem i sin gode periode. Den var godt nok brugt, men Kara var ligeglad.

Hele 4 notifikationer og en besked, konstaterede Kara glad. Beskeden var fra Aviaya, hendes kusine og bedste veninde. Hun kunne ikke lade være med at smile. Aviaya gik i klassen over Kara hjemme i Qaanaaq. De havde været helt uadskillelige. Førhen. Kara skyndte sig at svare, selvom hun ikke var online. Hvor hun dog savnede Aviaya.

Den første notifikation var også fra Aviaya, selvfølgelig, de var jo i gang med en større prikkekrig på anden måned. Ingen af dem havde endnu givet op. Det var ligesom, når de havde leget sneboldkrig hjemme. Kara kunne ikke lade være med at smile ved tanken. De andre notifikationer var noget mere overraskende:

 ”Du er tagget på Simon Friis von Hennebergs billede.”

 ”Regitze Clément, Emil Moth Guldbrandt og 11 andre har kommenteret et billede, du er tagget på.”

 ”Emil Moth Guldbrandt, Anne-Katrine Nyvang Hansen og 15 andre synes godt om et billede, du er tagget på.”

Langsomt stavede Kara sig igennem ordene. Et billede. Hun skyndte sig at klikke på det. Det var ikke ofte, hun var med på billeder. Det viste sig at være et af de der ”klassens-dit-og -dat- billeder”, som hun havde set så mange af på Facebook.

”Kara, må der komme paprika i karrysovsen, eller vil du helst være fri?” råbte Louise for at overdøve emhætten.

”Paprika er fint,” råbte Kara distræt tilbage, imens hun søgte hen over billedet med musen, for at finde ud af hvad hun var tagget som.

Christina var ”klassens pyntedukke”, selvfølgelig. Jonas ”klassens fodboldspiller”. Simon T. var ”klassens DAMP-barn” og ”Regitze klassens babe”, hvad end det så betød. Lea var ”klassens nørd”. Mads ”klassens player”, Endnu et ord Kara ikke var helt sikker på.

”Klassens stinkdyr.” Kara blev helt kold inden i. Stinkdyr. Hendes øjne var som naglet til skærmen.  Stinkdyr. Hvorfor kunne hun ikke være blevet ”klassens kunstner” i stedet for Nina. Nina som ikke engang kunne tegne perspektiv, eller genkendelige mennesker for den sags skyld. Klassens stinkdyr. Klumpen i halsen voksede, som hun læste videre:

Regitze Clément:”Haha! Så rigtig Simon :D 17 synes godt om.

Line Dahl Sørensen” Hmm hvofor er jeg klassen’s Disney?”. 1 synes godt om.

Nina Olsen” Fordi du er sød og godt ka li lyserød:-) osså er du sådan en man bar ikke ka la være med at holde af <3” 4 synes godt om.

Emma Overgaard Nielsen ”Burde jeg ikke være ”klassens popstjerne” istædfor, jeg går jo slet ikke til dans ;)” 1 synes godt om.

Simon Friis von Hennebergs ”ups. Jo jeg om-tagger dig lige så:)” 2 synes godt om.

Daniel Lindemann Pedersen: ”HAHAHA!! Kara=klassens stinkdyr!! F *** hvor genial, den passer jo pærfækt!:D” 9 synes godt om.

Emma Berggren: ”Hvorfor er der ikke en katakori der hedder ”klassens dumb-ass” idioten ka jo ik engangt læse!! ;)” 11 synes godt om.

Lea Hansen: ”Hvem er det lige vi snakker om? Og hvorfor er jeg klassens lektienørd?”

Jesper Egeskov: ”Vi snakker om Kara vem sku det ellers vær? Og fordi det er som om din hånd hænger fast i loftet når vi har matematik.” 3 synes godt om.

Casper P. Jensen: ”Du sku ha tagget Kara som ”klassens perker” fårdi hun ligner en, så grim som hun er, og så snakker hun heller ik årnlig Dansk!” 12 synes godt om.

Kara vidste ikke helt hvad perker betød, men at hun ikke kunne snakke dansk, sårede hende meget, for hun synes selv, at hun var blevet så meget bedre, siden hun kom. Så dårlig, havde hun da heller ikke været dengang.

Mette Johansen: ”Ai nu ska i være søde!;)

Casper P. Jensen: ”Mette det er jo bare for sjovt :D”

Christina Vestergaard ”Hun skul bare skrubbe hjem hvor hun høre til!” 10 synes godt om.

Rasmus Larsen: ”Sådan nogne grønlandske svin hører ikke til her!” 9 synes godt om.

Kara kunne ikke se bogstaverne igennem tårerne længere. Hun snøftede kraftigt op, hikstede i et forsøg på at holde gråden tilbage og tørrede dem hidsigt væk. Stinkdyr, grønlandske svin. Dumb-ass. Idiot. Ordene rungede i hendes indre. Gav genlyd. Hun prøvede at trække vejret dybt, men det var som om nogen havde fyldt hendes lunger med cement. Hun ville ikke se mere. Hun kunne ikke klare at se mere. Det her var ikke bare for sjovt.

Kara tørrede øjnene med ærmet. Untaggede sig og lukkede ned på krydset i hjørnet. Så løb hun ud på badeværelset. Dumb-ass. Louise skulle i hvert fald ikke se hende sådan her. Grønlandske svin. Hun sank sammen på gulvet ved siden af brusekabinen. Idiot. Hele kroppen rystede af gråd. Svin. Hun følte sig så lille og hjælpeløs. Så stor og dum. Alt for stor til at græde på den her måde i al fald. Grim.

Hvad kunne hun egentligt, når hun ikke engang kunne finde ud af at være som alle andre? Hun var helt overflødig og kun til besvær. Hvad var hun, når ingen kunne lide hende? Ligegyldig. Alt føltes helt sort inden i. Hvorfor skulle hun være her, når der slet ikke var nogen der kunne lide hende alligevel? Hun græd, til hun ikke havde flere tårer i sig og hulkede så lydløst videre. Kraftløs lå hun helt krummet sammen på gulvet. Hun kunne ingen ting. Hun var ingen ting. Hun var ikke andet end til besvær. Det var bedre, om hun slet ikke var her.  

 

”Kara! Maden er færdig nu!” råbte Louise fra køkkenet.

Hun måtte tage sig sammen. Louise måtte ikke opdage noget. Langsomt satte Kara sig op. Tørrede øjnene i ærmet. Saltet gjorde kinderne klistrede. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt, helt ned i maven og prøvede at tænke på alle de gode ting, hun kunne komme i tanke om. Som dengang hvor morfar stadig havde levet, og han havde taget hende og Aviaya med ud på hundeslæde midt om natten for at se nordlys, selvom de skulle i skole dagen efter. Hun mindedes, på hvordan de havde siddet sammenkrøbet på slæden med hver deres kop varme kakao indpakket i pelse og soveposer. Dengang havde det hele været så let. Hun prøvede at holde fast i mindet, men det var som om det hele tiden gled ud imellem fingrene på hende.

Kara formede en skål med hænderne og drak vand fra vandhanen, hvor efter hun smed det iskolde vand i hovedet. Det føltes godt. Hun kunne sikkert bortforklare de stadig røde øjne med en begyndende forkølelse.

”Kara, er der noget galt?” Louise prøvede spørgende at fange hendes blik.  

”Nej nej overhovedet ikke” Kara forsøgte at smile, men det lykkedes vist ikke så godt.

”Maden smager vidunderlig,” tilføjede hun hurtigt.

”Kara, jeg kan godt forstå, hvis du er nervøs for din mor, det er helt forståeligt og naturligt.”

Kara var ikke nervøs for sin mor. Engang havde hun altid været det, når hun var ude. Det var hun ikke længere. Hun kunne jo alligevel ikke gøre noget. Hun vidste, at sådan var det, og at det aldrig ville blive anderledes. Hun var ikke bange længere. I hvert fald næsten ikke. Kara vidste ikke, hvad kun skulle svare.

”Jeg går lige ud og ser, om hun er kommet...” skyndte hun sig at fremstamme og sank en klump. Det var nok bedst, at Louise troede, at hun var nervøs for moderen.

Skiltet hang der stadig, og lejligheden var tyst som, ja, som kælderen hjemme i Qaanaaq havde været det, selv i stormvejr, når Kara var krøbet der ned for at sove, fordi hun var bange for uvejr. Mor var ikke kommet hjem, men det havde Kara heller ikke regnet med.

Hun lod sig dumpe ned på trappen. Hvorfor skulle det hele være så forbandet svært? Det var nok bare hende, der var for nærtagende og ikke stærk nok. Hun sad på trappen, indtil hun kunne mærke kulden krybe helt ind under skinnet. Louise kom ikke ud efter hende. Var hun også ligeglad? Til sidst rejste Kara sig og gik ind i lejligheden igen. I stilhed spiste de færdig.

 

Kara tilbød at hjælpe med opvasken, men Louise afstod, den kunne klares i en håndevending, der var jo ikke så meget. Karas mobil vibrerede, imens hun hjalp med at bære servicet ud. Hun fik ellers sjældent sms’er.

”Hvad så lille luderunge?

Du har fucking untagged dig

Din møgso, bare vent…”    

Kara gispede efter vejret. Hvad var det her for noget? Hun kunne mærke, at hjertet slog hårdere. Hvem var den fra? Nummeret var ikke kodet ind på hendes mobil. Hun vidste ikke engang om hun havde lyst til at vide hvem det var. Hvad havde hun gjort dem? Hun sagde jo aldrig noget. Hvordan kunne alt det her komme sådan bare lige pludselig? Hun havde jo ikke set det mindste tegn på det i skolen. Hun måtte nive sig selv hård i armen for ikke at tårerne atter skulle bryde frem.

”Kara…” Louise afbrød hendes tanker ”… hvis du går i bad nu, imens jeg vasker op, så gør jeg det i morgentidelig, er det okay med dig?”

”Jamen…” mere noget Kara ikke at sige før Louise fortsatte:

”For jeg regner med, at du bliver her og sover i nat.”

Tankerne flaksede rundt i Karas hoved. Blive her i nat. Det ville mor bestemt ikke synes om. Og hun kunne vel bare sove i kælderen, det havde hun jo gjort før. Det var kun lidt koldt. Slet ikke så koldt som i kælderen hjemme i Qaanaaq i hvert fald. Hvorfor havde Louise også absolut skullet opdage hende på trappen? Hun besluttede sig for aldrig at sætte sig på trappen til offentligt skue på den måde igen. Hun var selv skyld i alt det her

Men på den anden side: Hun havde virkelig ikke lyst til at begive sig ud i kulden igen, her var jo så varmt og hyggeligt, og Louise var så sød. Der var næsten som om, hun faktisk betød noget for Louise. Hvor mange gange havde hun ikke ønske, at hun havde været Louises barn i stedet for mors? Alting ville have været så godt have været dejligt og så let. Tænk sig at komme hjem til en mor, som spurgte til hvordan ens dag havde været, en mor som man kunne købe nyt tøj sammen med, som sørgede for at der altid var mad, så man kunne lave madpakke. En mor som man kunne regne med. Men hun var jo mors datter, og hun elskede mor. Hun følte et stik i hjertet. Hvordan kunne hun nogensinde ønske sig nogen anden mor? De forræderiske tanker, hun kort forinden havde tænkt, skar i hendes hjerte. Mor gjorde det jo, så godt hun kunne og ville bare beskytte hende. Hvad nu hvis Louise virkelig var en af dem, og bare prøvede at være sød, for at kunne finde frem til hendes mor og gøre et eller andet forfærdeligt ved hende. Eller for at tage Kara fra mor. Det måtte ikke ske. Kara turde ikke tænke tanken til ende.  Nej det kunne hun i hvert fald ikke risikere. Hun lovede sig selv aldrig at fortælle Louise eller nogen anden om mor.

”Kara, jeg lader dig under ingen omstændigheder gå, før din mor kommer og henter dig!” Louises stemme var hård.

Kara skulle til at protestere. Hun vidste, at det ville være det rigtige at gøre, men her var bare så rart, og hun ville sådan ønske, at hun kunne blive. Hun jo bare blive i princippet, det var jo kun for en enkelt nat? Så meget kunne det vel heller ikke skade. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...