Et mælkebøttebarn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Færdig
Kara ville ønske, at de ikke så hende. At hun var usynlig for dem, som hun var for mor, når hun drak.
Kara ville ønske, at hun var en anden. At hun var en forvekslet prinsesse, som dem man hører om i eventyrene.
Kara ville ønske, at hun kunne få fred. At hun kunne får bare en dag uden hadefulde beskeder eller hvisken i krogene. Bare en dag uden ydmygelse.
Kara var en mælkebøtte.

54Likes
85Kommentarer
3158Visninger
AA

3. Kapitel 3

Døren var låst, da Kara kom hjem. Hun bankede på, men ingen svarede. Dørklokken virkede ikke, vidste hun. Mor havde fået sin nye ven til at klippe ledningen over, for at de ikke kunne aflytte hende og Kara. Hvem de var, vidste Kara ikke rigtig, men hun var bange for dem, for mor havde fortalt, at de var meget farlige, og fået Kara til at love, at hun aldrig ville fortælle dem noget om mor.

Kara vidste, at nøglen skulle ligge under den lille sivmåtte, hvor potteplanten stod. ”Home is where the heard is” stod der på måtten vedsiden af et hjerte. Hun løftede den forsigtig for ikke at få krukken væltet omkuld. Nøglen var væk. Kara smed ærgerligt Skoletasken på gulvet, før hun baksede urtepotten helt til side. Den var stor og tung, og hun var hele tiden bange for, at den skulle tippe over. Nøglen var intet sted at se. Kara hamrede på døren og lagde øret til den. Der var vist intet liv i lejligheden. Det var ikke første gang, dette var sket.

Tidligere havde Kara plaget mor, om hun ikke nok måtte få sin egen nøgle, men det mente mor ikke, at hun var stor nok til. Hun kunne jo tabe den, og så ville de måske finde den, og ingen af dem ville længere være i sikkerhed. ”Jeg er for stor til at gå i SFO men ikke stor nok til at have min egen nøgle?” havde Kara spørgende konkluderet, og mor havde bedt hende være en god pige. Igen.

Kara satte sig på trappen. Det var ikke godt at vide, hvornår mor ville dukke op. Det var koldt i opgangen, selvom det endnu ikke var vinter. Hun trak benene op under sig og kiggede på en lille mobilskærm. Klokken var kun halv tre. Hvorfor kunne mor ikke bare få en mobil som alle andre, så man kunne få fat i hende? Men nej det var for farligt, mente hun. Kara sukkede. Ville det her mon nogensinde blive anderledes? De havde jo forladt Qaanaaq netop for, at det hele skulle blive anderledes. I Danmark ville de ikke kunne finde dem, og så ville alt blive godt. Det havde mor lovet.

I skoletasken fandt Kara læsebogen. Hun kunne vel lige så godt få læst lektien, når nu hun alligevel skulle sidde her og blomstre. De læste Heksefeber i øjeblikket. I går havde hun fået stavet sig hele vejen igennem første kapitel og havde været meget stolt, da hun lagde sig til at sove. Nu gik det endnu langsommere. Hun måtte give op efter tredje side. Hun kunne ikke koncentrere sig, og bogstaverne gav ingen mening. Der var alt for mange svære ord. Hun kylede bogen tilbage i tasken. Hvorfor lærte hun det aldrig?

Så kunne hun bedre lide matematik, det var i det mindste ens over hele verden, ligesom billedkunst var det. Billedkunst var hendes yndlingsfag, for der spurgte læreren hende ikke om en helt masse ting, og hun kunne bare få lov at sidde i fred og ro og tegne. Læreren sagde endda, at hun havde talent. Læreren var meget sød.

Kara faldt i staver. Hendes tanker gled tilbage til grillarrangementet lige efter sommerferien. Hvor havde det været en god dag. Godt nok havde de ikke haft en grill, så mor havde købt en pizza med på vejen, men det gjorde ikke noget. Det havde været i en af mors gode perioder, og ingen af de andre havde opdaget noget. Hele klassen havde leget en-to-tre-krone, og bagefter havde de ristet skumfiduser. Kara blev helt varm indeni ved tanken. Måske var klassen ikke så slem alligevel.

”Jamen lille Kara, sidder du her.”

Kara for sammen. Det var Louise, naboen, der var kommet op af trappen med sin taske over skulderen.

”Jah, det gør jeg vel…” svarede Kara tøvende.

”Er din mor ude igen?

Kara kunne ikke lide, den måde Louise lagde trykket på igen, og nikkede bare.

”Jeg har ingen nøgle...” forklarede hun forsigtigt.

”Vil du ikke med ind?” spurgte Louise, ”Hvor længe har du siddet her?” tilføjede hun bekymret.

Kara kiggede på telefonen.

”Kun en halvanden time,” svarede hun.

”En halvanden time! Jamen kære barn da! Kom dog med ind! Du bliver jo syg” Hendes stemme var oprørt.

Kara vidste ikke helt, om det var en god idé at gå med ind. Mor kunne ikke lide, når Kara var hos Louise. Hun sagde, at det gjorde hende utryg, fordi Louise måske arbejdede som spion for dem; men Kara kunne godt lide Louise, og mor behøvede jo ikke at finde ud af noget.   

Det var også sådan her, Kara havde mødt Louise første gang. De havde kun boet i Danmark i en uge, da mor fik en af sine perioder. Det var omvæltningen, der gjorde det, mente hun bagefter og forsikrede Kara om, at det ikke ville ske igen. Dengang havde Kara også siddet ude på trappen hele aftenen, fordi mor var ude, men så var Louise kommet ud med en skraldepose og havde set hende sidde der helt alene længe efter sengetid.

Kara nikkede, hun havde det med at falde hen i tanker. Hurtigt tvang hun et smil frem, jo, hun ville gerne med Louise ind. Bare indtil mor kom hjem igen. Hun var sikkert bare ude at købe ind, mente Kara og Louise sukkede stille.  

Der var så pænt i Louises lejlighed. Så fint og rent. Det lod til, at der var tænkt over alting herinde. Selv bøgerne i bogreolen stod i alfabetisk rækkefølge ligesom på biblioteket, havde Kara opdaget sidste gang, hun var her. Her var pænere end på billederne i damebladene, syntes Kara.

Her var ingen gamle pizza bakker, ingen tomme flasker, ingen flyttekasser, ingen bunker af beskidt vasketøj. Der var faktisk aldrig så meget som et støvfnug. Selv magasinerne på sofabordet rodede på en pæn måde, hvis man altså kunne sige sådan. Kara var altid bange for at ødelægge noget eller komme til at svine noget til, men den ene gang, hvor hun var kom til at smadre noget, havde Louise ikke engang råbt af hende.

”Jeg har kanelsnegle i fryseren, kan du lide det? De skal bare lige en tur i ovnen først,” råbte Louise fra køkkenet. ”Og måske noget varmt kakao, du må jo været iskold efter at have siddet på trappen så længe!”

Karas tænder løb i vand bare ved tanken, men kunne hun tillade sig at sige ja?

”Jeg ved ikke helt, hvis ikke det er til for meget besvær, kunne det være rigtig lækkert,” svarede hun næppe hørligt. Louise stak hovedet ud i entreen.  

”Hvad siger du?”

Kara gentog svaret.

”Nej, det er overhovedet ikke” smilede Louise.

”Smid bare tasken og skoene der.”

Hun pegede over i hjørnet. Kara gjorde, som hun sagde. Skulle hun mon alligevel give Louise tegningen?

Snart var kakaoen og kanelsneglene færdige, og Kara sad indpakket i et blødt tæppe i sofaen. Her var så dejligt, og Louise var så sød.

”Hvordan går det i skolen?” spurgte Louise nysgerrigt. ”Har du fået nogle gode venner?”

”Ja! Det går rigtig godt, de er alle sammen så søde ved mig!”

Kara vidste ikke, hvorfor hun løj, men hun kunne ikke få sig selv til at fortælle sandheden til Louise, og det hele var vel i virkeligheden heller ikke så slemt, som hun gjorde det til.

”Lærerne er også rigtig søde og forstående,” tilføjede Kara og tænkte ironisk på, hvordan engelsklæreren havde behandlet hende tidligere på dagen.

”Det er jeg godt nok glad for at høre, Kara!”

”Jeg tror altså, at jeg bliver nødt til at gå snart…” indskød Kara hurtigt.

Hun ville helst ikke have Louise til at bore i det med skolen. ”Mor ved jo ikke, hvor jeg er, når hun kommer hjem…”

”Jamen, hvor vil du gå hen? Ud på trappen igen?”

Louise skænkede lidt mere kakao op til Kara, som for at holde på hende.

”Tak,” var det eneste Kara kunne finde på at sige, for Louise havde jo ret.

”Vi kunne skrive et skilt og hænge det på døren til din mor, så ved hun, hvor du er, ”foreslog Louise.

Kara lyste op i et smil. Det var en god idé! Men på den anden side: Mor ville jo ikke have, at hun kom hos Louise. Kara funderede over det, men der var vel ikke så meget andet at gøre. Den kolde trappeopgang, virkede jo ikke just tillokkende.

Louise gik hen til skrivebordet og fandt et ark papirer. Kara fandt sit penalhus og skrev med klodsede bogstaver:

 

Asasara anaana

Matuersaat ajatsippoq

Najuivoq Luiisa

asannittumik inuulluaqqusillunga

Kara

-Takuss!

 

Så tegnede hun en masse blomster og sommerfugle rundt om beskeden, og Louise fandt en rulle tape.

”Du er godt nok dygtig til at tegne, Kara,” roste Louise.

Kara kunne mærke varmen stige op i kinderne.

”Tak!” Hun kunne ikke lade være med at smile.

”Vil du se en tegning, jeg tegnede i skolen i dag? Den er bare ikke helt færdig endnu, for jeg havde glemt min mørkegrønne farveblyant derhjemme.”

Louise nikkede ivrigt, så Kara tog tegningen med tilbage, da hun havde hængt skiltet op på yderdøren. Først havde hun hamret på den igen og lagt øret til, men der var stadig ikke en lyd at høre.

”Wow! Hvor er du dygtig Kara!” udbrød Louise, og lød helt oprigtig ”Gik du til tegning på Grønland?”

Kara grinede, nej tegning havde hun aldrig gået til, hvis man da overhovedet kunne det.

”Jamen Kara, det burde du altså gøre, ville du ikke synes, det var sjovt?”

Kara blev alvorlig igen. Hun ville elske at gå til tegning, men mor ville helt sikkert sige, at der ikke var penge til den slags pjat. ”Som at kaste perler for svin” plejede hun lettere fornærmet at svare, når Kara dristede sig til at spørge om den slags.

”Du må godt få tegningen,” smilede hun til Louise.

Louise takkede og hængte den op på kølskabet, præcis som Kara havde tænkt. Men hun grinede slet ikke af hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...