Et mælkebøttebarn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Færdig
Kara ville ønske, at de ikke så hende. At hun var usynlig for dem, som hun var for mor, når hun drak.
Kara ville ønske, at hun var en anden. At hun var en forvekslet prinsesse, som dem man hører om i eventyrene.
Kara ville ønske, at hun kunne få fred. At hun kunne får bare en dag uden hadefulde beskeder eller hvisken i krogene. Bare en dag uden ydmygelse.
Kara var en mælkebøtte.

54Likes
85Kommentarer
3039Visninger
AA

2. Kapitel 2

"Hun lugter altså, hende den nye!" havde Kara hørt en pige hviske til sin veninde allerede anden dag i den nye klasse. Veninden havde kigget sig over skulderen. Deres øjne mødtes i et splitsekund, indtil Kara havde slået blikket ned. I det mindste sad hun da i vinduesrækken, havde hun tænkt. Siden da var det kun gået ned af bakke.  

Kara så længselsfuldt ud på det store træ i skolegården. Ensomt stod det der i alt sin efterårspragt. Håbefuldt kiggede det på de råbende og pjattende børn. Det stod der blot. Det gjorde ingen mine til at flytte sig så meget som en tomme, når endnu en bold blev sparket efter det. Det gjorde ikke engang modstand, når nogen hånligt prøvede at knække dets grene af eller ridsede navne ind i dets stamme. Træet måtte jo ikke glemme, hvem der havde skamferet det. Kara blinkede tårerne væk fra øjnekrogene. I det mindste sad hun i vinduesrækken, hvor de ikke kunne se hendes ansigt, når blot hun lod som om, hun fulgte aktiviteten i skolegården. Kara savnede Grønland. Danmark var slet ikke sådan, som hun havde troet.

Klasselæreren havde med et stift smil budt Kara velkommen den første dag. Hun havde bekendtgjort, at 5.c var en god klasse, der nok skulle tage sig godt af hende. Pigerne havde alvorligt målt Kara med øjnene, som hun stod der sammenkrøbet foran tavlen, nervøs med hænderne knuget om tavlerenden. De havde smilende nikket til deres lærer. Selvfølgelig skulle de det, tilføjede én. En god klasse. Tage sig godt af hende. Tage sig af hende. Kara smilede trist til træet i skolegården. Hvor havde hun været naiv.

Kara havde aldrig prøvet at været den nye pige i klassen før. Faktisk havde der aldrig været en ny pige i hendes gamle klasse, eller en ny dreng for den sags skyld. Hjemme i Qaanaaq var der engang kommet en ny en ind i 3. klasse. Marcus hed han, og han var kommet helt fra København.

Hele skolen havde flokkedes om ham som sultne polarræve om et ådsel for at høre om livet i Danmarks hovedstad. I øvrigt ville hun ikke sammenligne ham med det ådsel, det var han vist for fuld af liv til. Snart havde han haft et helt slæng af venner, og hurtig var han blevet anfører for bygdens fodboldhold. Kara havde han aldrig værdiget så meget som et blik.

Også Kara havde fået masser af opmærksomhed. I hvert fald den første dag. De nye klassekammerater havde haft så mange spørgsmål: Boede man i igloer på Grønland? Havde hun sine egne slædehunde, som hun fangede sæler med efter skole? Gik hun overhovedet i skole?

Kara havde med stort alvor forsøgt at redegøre for misforståelserne og forklare, hvordan det hele i virkeligheden var deroppe. Ikke længe efter var en pigen med den lyserøde hættetrøje og hendes lyshårede veninde med det lilla hårbånd brudt fnisende sammen. Forvirret havde Kara kigget sig omkring og alle havde grinede. Hun nåede aldrig at finde ud af, hvad hun havde gjort forkert.

Lærerens ordstrøm blev opløst af intetheden. Den virkede blot som en fjern hvisken. Som en hvisken fra en anden verden. En verden Kara ikke hørte til. Kara kiggede sig rundt i klassen. De flestes øjne var rettet imod tavlen, eller var de? Drengen længst ovre ved døren sad og tegnede på bordet. Jesper hed han vist nok. Simon T. skød køkkenelastikker efter Sarah og Christina, der fornærmede vendte sig om imod ham og gestikulerede vredt. Anne-Katrine sad bøjet over sin nye smart-phone fordybet i et eller andet spil. Daniel var ved at pakke en rugbrødsmad ud af stanniol, som han krøllede sammen til en kugle og smed efter Lea. Den ramte ikke. Kara følte sig som fluen på væggen, den der iagttog uden at tage del i nogen af begivenhederne. Den der bare var der.

To piger skråt bag Kara sad og hviskede sammen, imens de på skift kradsede et eller andet ned på et stykke papir. Den ene, Regitze, kiggede forventningsfuldt på den anden, Emma N., der læste beskeden og måtte undertrykke en fnisen. Deres blå øjne skinnede af iver; men så opdagede de Karas søgende blik. Hun så hvordan, udtrykket i deres øjne ændres fra hemmelighedsfuld glæde til slet skjult afsky. Kara krympede sig. Hvad havde hun nu gjort forkert?

Kara samlede hele sin koncentration om tegningen, hun var i gang med: En enhjørning omringet af glammende hunde. Men tegningen ville bare ikke blive rigtig, ikke som hun forestillede sig den inden i hovedet. Enhjørningens ben blev ved med at være for korte, og hundene var forkert proportioneret, og så så de heller ikke onde nok ud. Hun lukkede øjnene og så scenariet for sig igen. Førerhunden skulle være lige på nippet til at kaste sig i struben på enhjørningen, hvis øjne skulle være malet med dødsangst men på en værdig og stolt måde. Bag ved dem var skoven. Den mørke skov, men Kara havde glemt den mørkegrønne farveblyant derhjemme, så den måtte vendte. Hun skitserede omridset af træerne.

”Your turn, Kara.”

Kara for sammen og kiggede sig rådvildt omkring.

 ”Please, go ahead!”

Kara ledte febrilsk efter engelskbogen i tasken. Den var der ikke. Hun kom i tanke om, at hun vistnok havde efterladt den under skrivebordet, efter at hun uden større held havde forsøgt at stave sig igennem gårsdagens lektie.

”Undskyld, men jeg har glemt min bog…” nærmest hviskede Kara.

”And in English, please?” lærerens stemme var skarp.

Kara kunne mærke blodet stige hende til hovedet. Lige pludselig var der meget varmt i klassen, og alles blikke var rettet ind hende.

”Sorry book I forget” fremstammede hun og kunne mærke håndfladerne blive svedige.

”Please pay attention…” sukkede læreren opgivende. Klassen brød sammen af grin.

”Listen up! Casper you go next, please!”

Kara havde lyst til at spæne ud af klassen i skam, men hun blev siddende, selvom hendes ben sitrede af anspændelse. Hun følte hvordan hele klassens blikke skar igennem hendes baghoved som laser. Hun bed sig i læben og prøvede at berolige sig selv med, at hun var ligeglad. Efter at Casper åbenbart havde udtalt ordet ”world” forkert tre gange i samme afsnit, flyttede klassekammeraterne én for én opmærksomheden over på ham i stedet. Kara kunne ånde lettet op. For denne gang. 

Hun kiggede op imod uret. Det var sådan et med en kat på. En kat - sådan en der på overfladen var ih og åh så sød og nuttet, men som når man mindst ventede det, ville gå til angreb på en sagesløs fugl med ondskabsfuld glæde i sine hadefulde øjne. Ligesom klassen. Tyve minutter tilbage, tænkte hun lettet. 19 minutter og 32 sekunder til at hun var fri.

Igen bøjede Kara sig over tegningen og tilføjede nogle grinende krager i træerne over enhjørningen. Når hun fik farvelagt skoven, måtte tegningen være færdig. Hun studerede den vurderende. Middelmådigt, konkluderede hun. I det mindste kunne hun da tegne nogenlunde. Forsigtigt lagde hun tegningen ind i en bog og stak den i tasken. Måske kunne hun give den til Louise, som sikkert ville hænge den på sit køleskab. Nej det ville hun nok alligevel ikke gøre, for hvad nu hvis Louise blot grinede af den eller betragtede hende med det der blik, som Kara aldrig helt havde kunnet tyde.

Skoleklokken ringede og signalerede, at dagens videnskvote var opbrugt, sådan sagde natur og tekniklæreren altid. Eleverne sprang op som fjedre, der havde været spændt. Skolebøger, madpakker, drikkedunke, venindebøger og penalhuse blev fluks smidt i skoletaskerne, og snart forvandt de alle i en lind strøm ud af døren. De skulle over til SFOen. Kara pakkede langsomt tingene sammen, nu havde hun pludselig ikke så travlt længere.

De andre havde ikke snakket om andet end teaterstykket hele ugen. Det teaterstykke de spillede i SFOen i øjeblikket. ”Når fuglene synger” hed det, og der var premiere på næste torsdag. Alle forældrene ville komme og se det, og så var der kage og sodavand bagefter. Der ville også være en rød løber, havde Nina fortalt. Den havde de lånt af biografen. Regitze havde fået hovedrollen. Anne-Katrine og Sarah skulle spille hendes bedste veninder. Emma N. skulle være hendes mor og en dreng fra 3. skulle være far. Pigerne øvede på teaterstykket i spisefrikvarterene. De havde fået lov af lærerne at blive inde, og mente alle, at de skulle bo i Hollywood, når de blev voksne.

Kara ville egentligt gerne have været med i skuespillet. Hun var dog ikke helt sikker på, at hun ville turde, selvom det ville være så fedt at stå der på scenen og vise dem alle sammen, at hun også godt kunne. Men der havde vist været auditions først, og det ville hun i hvert fald aldrig turde. Så ville hun hellere have lavet kulisser, det kunne også være sjovt. Eller måske ordne kostumerne. Hun grundede lidt over det; selvom det var ikke relevant, for hun gik jo ikke i SFOen lige meget hvad. Mor sagde, at det var at smide penge ud af vinduet, for Kara var jo stor nok til at passe sig selv om eftermiddagen, og så var mor jo også hjemme hele tiden alligevel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...