Et mælkebøttebarn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Færdig
Kara ville ønske, at de ikke så hende. At hun var usynlig for dem, som hun var for mor, når hun drak.
Kara ville ønske, at hun var en anden. At hun var en forvekslet prinsesse, som dem man hører om i eventyrene.
Kara ville ønske, at hun kunne få fred. At hun kunne får bare en dag uden hadefulde beskeder eller hvisken i krogene. Bare en dag uden ydmygelse.
Kara var en mælkebøtte.

54Likes
85Kommentarer
3111Visninger
AA

10. Kapitel 10

Skiltet var væk. Mor måtte være kommet hjem. Det gøs i Kara. Hvad skulle hun sige til hende? Tankerne baskede rundt i hendes hoved som arrige hvepse. Det summede for hendes øre. Mor var kommet hjem. Louise så Karas bekymring og sendte hende det der blik. Blikket Kara aldrig havde kunnet tyde. 

Lidt efter sad Kara på sin seng. Hun havde pakket dynen om sig, selvom hun stadig var fuld påklædt. Mor lå i stuen på sofaen og sov. Kara kunne høre hvordan hun højlydt trak torsk i land. Det var, som det plejede at være, når mor lige var kommet hjem igen.

Kara vidste, at hun skulle holde meget lav profil, for ellers blev mor stik tosset. Mor sagde altid, at hun blev syg af alt den friske luft. Derfor var hun altid sløj og pirrelig, når hun havde været ude. Hun plejede at stønne over den pokkers hovedpine, og kvalmen der altid fulgte med den. 
”Jeg arme menneske, hvad har jeg dog gjort for at skulle trækkes med al den sygdom?” eller noget i den stil plejede hun at gispe. Kara havde altid ondt af hende. Tænk ikke at kunne være udenfor uden at blive syg. Stakkels mor. 

Mor havde ikke sagt noget til, at Kara havde været hos Louise, hun havde bare lukket hende ind og sagt at hun var syg og svimmel, og at Kara skulle være stille. Kara havde lavet te til hende og varmet toast på brødristeren. Men mor havde bare tvært vrisset, at hun ikke kunne klare lugten, så Kara havde spist det hele selv. Inde på sit værelse. Sådan endte det altid.

Mor ruskede Kara hårdt. ”Du skal op, og det nu! De kommer!”
Kara missede med øjnene. ”Hvem kommer,” gabte hun.
”De kommer!” Gentog mor oprevet. Hendes stemme rystede. 
I løbet af få sekundet var Kara lysvågen og ude at sengen. Hvad havde hun dog gjort? Hun fortrød bitterligt, at hun havde fortalt det til Louise. Det var helt sikkert sådan, de var kommet på sporet af dem. Eller også var det på grund af beskederne på Facebook. Måske arbejde de andre i klassen også undercover for dem. Kara lovede sig selv aldrig mere at stole på nogen. 

”Kara, hjælp mig med at barrikadere døren!”
Det var iskoldt i lejligheden. Kara gøs. Natkjolen gav ingen varme. Hun kunne mærke hårene på armene rejse sig. Stadig med søvn i øjnene hjalp hun mor med at bakse det gamle chatol hen foran yderdøren. Bagefter skubbede de ved fælles hjælp den gamle lænestol hen foran. Kara var sikker på, at ingen kunne komme ind nu. 

”Kara, dørspionen!” stammede mor. ”De har med garanti sat et kamera ind i dørspionen. Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det noget før?”
”Et kamera?” Kara forstod ingen ting.
”Ja du er nødt til at kravle over og dække det af! Kara det skal gå hurtigt, før de gennemskuer, hvordan vi har barrikaderet døren! De overvåger os!”
”Men mor, hvordan?” Nu var Kara også bange. 
”Du er jo god til at klatre, du skal bare over stolen og så op på chatollet, du er jo ikke så stor. Det kan sagtens holde. Nu henter jeg gaffer-tapen!”
Rædslen i hendes stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Kara.
 
Med taperullen rundt om armen kravlede Kara op på lænestolen. Mor plejede ellers ikke at lade hende stå i møblerne. Hun placerede forsigtigt den ene fod på stolens ryglæn. 
”Mor, hold fast i stolen, ellers tipper den!” gispede hun.
Mor satte sig på stolen. Forsigtigt trådte Kara over på chatollet. Mormors gamle chatol. De havde haft med helt fra Grønland. Bare det nu kunne holde til hende. Hun rystede. Hele chatollet rystede. 

Kara støttede sig til væggen og trak vejret dybt. Hun forsøgte at berolige sig selv. Hun havde fået fat i tasken. Hun havde snydt dem. Så kunne hun også klare det her.  Forsigtigt bevægede hun hænderne hen over døren. 
Hun lænede sig frem og støttede sig op ad den med albuerne. Det var den eneste måde hun kunne få fat i tapen. Mor skyndede på hende. Tapen ville ikke gå over. Hun prøvede med tænderne. Chatollet rystede. Det var som om, det kunne falde sammen under hende, hver minut det skulle være. Endelig lykkedes det. Dørspionen var tapet til. Kara turde først ånde ud, da hun var sikkert tilbage på jorden.

”Kara, vi er nødt til at slukke lyset, så ser det ud som om, vi ikke er hjemme!”
Kara kendte snart proceduren. Det næste ville blive gardinerne, der skulle være rullet for, selvom det var et godt stykke oppe ad formiddagen. 

Kara satte sig under sit bord. Hun vidste, at hvis hun lagde et tæppe over det, kunne hun sagtens have skrivebordslampen tændt, uden at man kunne se lyset. Det eneste problem var, at det blev ret varmt. Hun fandt en avis i stuen og i køkkenet et glas vand og noget køkkenrulle. Nu skulle billedet være færdigt. Det var ikke godt at vide hvor længe de skulle være barrikaderet denne gang.

Kara tog billedet i øjesyn. Måske var det slet ikke så tosset alligevel? Det kunne i hvert fald godt bruges som baggrund. Hun trykkede forsigtigt farver ud på paletten. Grøn, fordi det var håbets farve. Gul, fordi det var den farve hendes værelse havde haft i Qaanaaq. Orange, fordi det var farven på bladene på træet i skolegården. Blå, fordi det var den farve Louises gardiner havde og grå, fordi det var den farve resten af verden havde.

Det hamrede på yderdøren. Kara for sammen. Hun prøvede at overbevise sig selv om, at det sikkert ikke var noget. Hun hørte stemmer i opgangen. En dyb mandestemme og to kvinde stemmer. Hun genkendte den ene. Det var Louises. Kara tvang sig selv til ikke at fokusere for det der var udenfor.

Kara malede det første grønne strøg. En stilk. Med den grå malede hun revner i baggrunden; som voksede blomsten ud af lærredet. Det bankede på døren igen. Kara lukkede alle lyde ude. Det havde hun for længst lært. Det måtte være dem. 

Kronbladene skulle være gule. Kara fandt en lille pensel. Gule med et stænk af orange. Ville de tage mor fra hende? Hun prøvede at fortrænge tanken. Med rystende hånd malede hun de små kronblade. Hun tilføjede små streger af sort imellem dem for at lave dybde. De grønne blade var stærke. De skulle kunne bryde op igennem asfalten. De havde små mørkeblå årer. Kara lukkede øjnene og forestillede sig, hvordan hendes blomst så ud. 

Der var helt stille i lejligheden. Barrikaden havde været god nok. Denne gang. Kara åndede lettet op. De var væk. I hvert fald for nu, men hun ville aldrig fortælle nogen om mor. Det lovede hun sig selv. På billede voksede der en mælkebøtte frem. En mælkebøtte der var stærk nok til at bryde igennem asfalten. En mælkebøtte der ville overleve. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...