Accept *Udgivet hos BoD*.

Forestil dig at du hele dit liv er blevet udsat for grov mobning. At du op til flere gange har overvejet at tage dit eget liv, og at din hverdag føles som at blive brændt op i helvede.

Vil du så gøre alt, for at slippe ud af det onde mønster? Selv hvis det indebærer, at skulle påføre et andet menneske ligeså meget smerte, som du selv har lidt under?
Eller vil din moral være stærk nok til at stå i mod fristelsen?

Du vil sikkert svare, at du selvfølgelig aldrig vil gøre andre ondt, bare for selv at slippe ud af kniben, men hvor realistisk synes du selv det lyder?

83Likes
171Kommentarer
2952Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg skyndte mig at klappe computeren sammen. Den sagde en utilfreds lyd, da jeg baksede med at få den ned i tasken. Hvad var der galt med mig? Hvorfor skulle jeg også lægge det åndssvage billede ud? Det var rigtigt, hvad de sagde. Jeg var grim. Umådelig grim. Min næse var stor, mine øjne var smalle, og jeg var høj og ranglet, med meget små bryster og meget lidt hofte, trods jeg snart fyldte femten år.

Jeg rev fat i dørhåndtaget med en voldsom kraft, og fór ned af trappen. Hjertet bankede hårdt i mit bryst, sveden perlede på min pande. Vi skulle have idræt i dag. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad pigerne fra klassen ville gøre. Sidste gang proppede de min bh og mine underbukser ned i en spand med vand, så det blev fuldstændig gennemblødt. Jeg måtte ligge hjemme med en slem forkølelse hele ugen efter.

Jeg susede hastigt forbi min mor, hvis fingre var dybt begravet i en for længst mislykket bolledej.

”Hov, unge dame, hvor skal du hen i den fart?” spurgte hun smilende, og lænede sig op af køkkenbordet med armene over kors. Hun skævede ned til sit armbåndsur. ”Du skal først møde om en time.”

”Je-jeg skal lave lektier med Amanda.” løj jeg stakåndet. På vej ud i gangen snuppede jeg et æble fra frugtskålen, og satte tænderne i det. Selvom jeg mest af alt havde brug for at være alene, ønskede jeg på en måde at jeg rent faktisk skulle lave lektier med Amanda. Men sandheden var, at ligegyldig, hvor dygtig jeg så end var til matematik, ville Amanda aldrig i sit liv lave lektier med mig.

Hun hadede mig. Hver gang mine øjne tilfældigt landede på hende, vrængede hun på næsen og skar ansigt. Jeg kunne ikke bebrejde hende det. Hun gjorde blot, hvad fællesskabet gjorde. Hun var blot en del af det hele, en ligegyldig brik i et puslespil, som alligevel fik det hele til at hænge sammen.

Ja, forestil dig min klasse som et puslespil; alle har en rolle, alle har en brik, der passer et sted. Undtagen mig. Jeg er hele tiden uden for puslespillet. Min brik er sort, hører ikke til nogen steder. Jeg vil aldrig kunne komme rigtigt ind i puslespillet, kun kigge på det fællesskab og det bånd de andre brikker knytter sig.

Det er en trist tanke. Men en endnu mere trist måde at leve på.

Jeg rystede tankerne af mig, hvorefter jeg råbte farvel til min mor og gik udenfor. Regnen silede ned. Den satte sig i mit hår, i mine øjenvipper, og blandede sig med mine tårer, der drev ned af mine røde kinder.

Mine gummistøvler svuppede hen af asfalten. Jeg sukkede. Alt var noget lort, og jeg var magtesløs. Hvad kunne jeg gøre? Sætte mig på en sten, stoppe fingrene godt ind i ørerne, og vente på at det hele gik over?

Det lød ikke just optimalt i mine ører.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...