By all my heart | One Direction

"Forever, you and me, forever I'll love thee." ~ Oneshot til 1shot41D-konkurrencen. Det er skrevet fra Nialls synsvinkel. | Tak til Stefan J. for det fantastiske cover, han har brugt sin tid på at lave hertil!

100Likes
157Kommentarer
2673Visninger
AA

2. By all my heart

Hånd i hånd spadserede et forelsket par forbi mig. Jeg trak skævt op i smilebåndet, mens jeg lod mit blik følge dem hen til springvandet. Dets romantiske statue af to sammensatte hjerter tiltrak hvert år hundredvis af lykkelige kærestepar og ægtefolk herhen. Af samme grund sad jeg her. Selvom jeg teknisk set var alene, følte jeg hendes varme kind hvile sig på min skulder. Lige som glæden bredte sig i mig, hev sorgen straks fat om mit hjerte. Hurtigt rejste jeg mig op og satte gang i benene, så jeg langsomt nærmede mig udgangen af parken.

Selvom jeg sad på vores bænk, vidste jeg, at det ikke var nok. Jeg blev nødt til at se hende, tale med hende.. Fortælle, hvor meget jeg savnede og elskede hende.

Roligt fløj en solsort hen over hovedet på mig, og den kvidrede noget så fornøjet. Det svage smil plantede sig igen i mundvigen på mig, da jeg så endnu en komme flyvende. Fredeligt svævede de rundt oppe i luften og uddelte kærlige vibrationer ved hvert et vingeslag. Straks strømmede mindet fra første gang, jeg så hende, ind over mig.

Irriteret kneb jeg øjnene sammen, da solens skarpe stråler besluttede sig for at oplyse min verden så meget, at jeg intet kunne se. Vintervejret forsvandt for nogle uger siden, og man kunne så småt begynde at føle, foråret var på vej. Alligevel fejrede stor set hele verden noget helt andet. Altid havde jeg fundet Valentines Dag noget så latterlig. Efterhånden gik det dog op for mig, at det nok skyldtes, jeg ingen havde at dele den med.

Et chok mødte mig, da jeg trådte ind i parken. Ingen ledige pladser så ud til at være til rådighed, og kærligheden blomstrede i alle afkroge af det, jeg troede ville få mine tanker ledt på afveje. Drengene sad med sikkerhed og hyggede sig i selskab med sine dates. Ønskede jeg det samme, havde jeg nemt kunne finde en tilfældig pige. Efter X-factor behøvede jeg bare stikke hovedet ud ad døren, hvorefter jeg blev overfaldet af enten skrigende fans eller paparazzier.

Nu engang var problemet bare det, at jeg ikke ville tilbringe verdens mest romantiske dag sammen med en tilfældig pige, der elskede mig som Niall Horan fra One Direction. Jeg drømte om at kunne elske en af hele mit hjerte for den, hun var, hvor hun holdt præcis lige så meget af den virkelige Niall Horan.

Træt af de mange kys, jeg så på vejen gennem parken, dumpede jeg ned på en bænk. Jeg begravede ansigtet i hænderne og gned mig udmattet i øjnene. Fuglesang lød foroven, og da jeg fjernede hænderne, fløj to solsorte i ring lige foran mig.

"Det er smukt, er det ikke?" Det gibbede i mig, idet en lys pigestemme afbrød mine tavse tanker. Forskrækket stirrede jeg på hende, der selv sad fortryllet af de to fugles dans. Hendes brune hår flagrede i den milde brise, der konstant passerede os, og jeg betragtede hende ubevidst; det velformede ansigt, der sagtens kunne være skabt i perfektionens tegn, de røde kinder, som blussede op i den vedvarende kulde.. Hun vendte pludselig ansigtet mod mig, så vi fik øjenkontakt.

Jeg vidste i samme øjeblik, jeg så hende ind i øjnene, at det var hende, mit hjerte længtes efter. Selv nu, to år senere, mærkede jeg de elektriske stød suse gennem mig, hver gang jeg mindedes hendes øjne. Fortalte hun mig en dag, at de i virkeligheden var safirer, ville jeg tro fuldt og fast på hende.

Øde lå gaden ikke ligefrem hen, da jeg kom ud af parken. Bilerne kørte forbi mig i et raskt tempo, mens sportsfolkene spurtede ned ad fortovet, så jeg let væltede, hvis ikke jeg så mig ordentligt for. Pludselig stoppede jeg brat op, så jeg forårsagede et sammenstød med en ældre dame, der før gik bag mig. Hurtigt undskyldte jeg, og hun vrissede kun kortvarigt af mig, inden hun fortsatte sin gang med den lille tæppetisser i snor.

Skrig skar sig gennem luften, og inden længe omringede fem piger mig. Jeg fremtvang et anspændt smil, mens jeg tog imod kuglepenne og skrev autografer ned på papir, tasker og hænder. Alligevel gled mit blik igen hen på det, jeg før opdagede. Lygtepælen. Aldrig skænkede jeg den min opmærksomhed, når jeg gik her normalt, men i dag var det som om, jeg lagde mærke til alle de skjulte ting. Min koncentration tilhørte ikke nuet. I stedet trak mit indre syn mig igen langt tilbage i tiden.

"Jeg sværger, jeg har aldrig før fået så god mad!" klukkede hun, mens hun fortsatte sin tale om, hvor fantastisk aftenen havde været. Jeg lod hende snakke, som det vandfald, hun nu engang var. Det glædede mig blot, at hun hyggede sig, og at hun ikke holdt ordene for sig selv. Hvordan skulle jeg så kunne høre hendes vidunderlige stemme?

"Du tvivlede da ellers på, jeg kunne finde ud af at vælge en restaurant?" lo jeg, da hun ud af det blå begyndte at springe rundt foran mig. Energien fejlede intet, det satte jeg gerne kryds ud for. Det gjorde det bare dobbelt så dejligt at være sammen med hende, når jeg nu engang selv var lidt af en krudtbombe. - Well, det mente drengene i hvert fald. Okay, det hørte jeg faktisk tit.

Hun drejede en gang rundt om sig selv og lavede en lille amatøragtig piruette, før opmærksomheden faldt på mig. "Det har jeg aldrig sagt!" Bestemt satte hun højre hånd på hoften og pegede alvorligt på mig. Jeg rystede leende på hovedet, da jeg udmærket godt vidste, at hun nu skruede op for dramaet.

"Hvad sagde du så?" spurgte jeg provokerende og abede efter hende ved at stille mig i samme stilling. Hun fnøs fornærmet, og jeg grinte højlydt. - Hun var virkelig min egen lille dramaqueen.

"Jeg påpegede bare, at du måske ikke havde lige så god smag som mig," forklarede hun mig, hvorefter hun snurrede rundt på hælene og fortsatte ned ad gaden. Jeg fulgte efter hende og mærkede, at mine kæber lige så stille begyndte at gøre ondt. Al den smilen gjorde mig øm, men jeg kunne umuligt lade være.

En pludselig indskydelse farede gennem mig, og jeg løb hurtigt op foran hende. Hun stoppede undrende op og kiggede på mig med sine store, blå øjne, der stak mig behageligt i hjertet hver evig eneste gang. Smilende førte jeg en tot af hendes bølgede hår om bag øret, inden jeg tog mig sammen og bøjede mig den smule, der skulle til, før hendes læber stødte mod mine. Overraskelsen sad et godt stykke tid i hende, inden jeg følte, hun lod sig rive med. Næsten intet andet end lygtepælens bløde skær så det; vores første kys.

Målrettet gik jeg over vejen og hoppede kort hen over kantstenen til fortovet. Træernes blade voksede endnu ikke på grenene, men der voksede dog starten på nogle små, grønne skud. De ventede tålmodigt på at få lov til at springe ud og glæde byen med lidt liv efter den lange vinter.

I stedet for at ignorere latteren inde fra Thorpe Park, der oprindeligt først plejede at åbne i marts, tillod jeg mig selv at kigge ind imellem tremmerne fra hegnet, der indrammede området. De fleste af forlystelserne var endnu lukkede, men nogle enkle åbnede for at glæde de mange mennesker, der tilbragte Valentines Dag derinde. En lyshåret kvinde kom gående med en stor, hvid bamse, hvor et hjerte pyntede på maven, og igen slog det klik for mig.

"Glem det nu, Niall," sukkede hun efter at have stået og ventet på mig i en halv time. Jeg tyssede forstyrret på hende, og hun lukkede mærkværdigt nok munden. I de måneder, vi havde været et par, var drengene nu begyndt at stille spørgsmålstegn til, om der rent faktisk fandtes en, der sludrede mere end jeg.

Jeg lukkede det ene øje i og sigtede mod dåserne. Hvor pinligt ville det ikke være, hvis jeg tyvende gang stadig ikke fik fat i den bamse til hende? Hurtigt skød jeg bolden mod mit mål. Skuffet hamrede jeg hånden ned i bordet, hvor kurvene med boldene stod. Mere typisk blev det simpelthen ikke.

"Helt ærligt, Niall, det gør ikke noget," forsikrede hun mig om og sendte et af sine fortryllende smil i min retning. Jeg kastede et sidste blik mod den hvide bamse med det store, røde hjerte på maven, inden jeg bestemte mig for at opgive at få fat i den.

"Okay så.." sukkede jeg dybt. Hun hev grinende fat i min arm og trak mig væk fra boden. Jeg så forundret på hende, eftersom hun fortsatte med at hive i mig.

"Hvad skal vi?" spurgte jeg, og hun svarede mig med et af sine enkle svar; væk. Et grin brød ud gennem mine læber, inden hun stoppede og kiggede de to centimeter op, hun behøvede, før vores øjne mødtes.

"Niall, smil!" beordrede hun, og jeg lo igen. Jeg smilede aldrig mere, end når jeg var i nærheden af hende, og jeg følte tydeligt, at mine mundvige endnu vendte opad.

"Hvad mener d-.."

"Smil!" afbrød hun mig og demonstrerede det for mig ved at ligne en tosse, der fik tjekket, om hun havde noget mellem tænderne. Jeg rullede kort med øjnene, inden jeg gjorde, som hun beordrede.

"Se, du kan jo sagtens!" roste hun og puffede blidt til mig med sin skulder. "Ved du, at vi kan være med til at gøre folks dage bedre ved bare at smile til dem? Det er så trist, når man går og mukker allesammen.." Jeg afventede hendes pointe, der som altid ventede på at komme frem, mens jeg lyttede opmærksomt til hende. "Lad os prøve at smile - uden at snakke - i.. to minutter. Bare.. smile."

Jeg betragtede hende med hævede øjenbryn. Tydeligvis mente hun det alvorligt, og jeg var skam med på den. Det undrede mig bare, at hun virkelig selv troede på, hun kunne holde munden lukket i hele to minutter før klokken ti. Først efter det klokkeslæt holdt hun ofte mund. Der brugte hun mest tiden på at sidde op af min skulder på sofaen. Den stilhed kunne jeg lige akkurat udholde.

Forsigtigt åbnede jeg lågen og gik med langsomme skridt længere ind på gårdspladsen. Som altid var her ganske stille, men jeg gik ud fra, at hun faktisk nød det. Hun klagede i hvert fald ikke, og jeg følte også en vis ro ved at komme til hendes tavse bopæl. På den måde kunne jeg snakke med hende uden at blive forstyrret.

Foran mig begyndte jeg at kunne se hende. Jeg satte ikke farten op, men mærkede dog, at hun kiggede forventningsfuldt på mig. Da jeg stod sølle to meter fra hende, standsede jeg min gang og overvejede, om jeg bare skulle sætte mig ned på bænken ved hendes side. Beslutningen tog jeg hurtigt og placerede måsen på det kolde træ.

"Såeh.." rømmede jeg mig. Akavet. Hun svarede ikke, og jeg så ned på mine hænder, der foldede sig om hinanden. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte. Alle ordene flød sammen, og jeg sank en klump. "Det er Valentines Dag."

Igen svarede hun mig ikke.

Jeg fik en inderlig trang til at slå mig selv i hovedet. Hvor dumt lød det ikke? Inderst inde kendte jeg nu godt til hendes mening omkring det, og hun afventede blot, at jeg fortsatte. - Så det endte det med, at jeg gjorde.

"Jeg fatter ikke, at det er to år siden, vi mødte hinanden.. Det hele står så klart for mig." Jeg rodede en hånd gennem mit lyse hår. "Jeg ville sådan ønske.." Jeg stoppede mig selv midt i sætningen og rystede på hovedet. "Jeg savner at være sammen med dig. Du betød.. betyder så meget for mig. Det håber jeg, du ved."

Tavshed.

"Jeg ved ikke, om du kan huske.. dengang.. du fortalte, at du elskede mig?" Jeg så ned på hende, og kløede mig i nakken. Hvorfor jeg var nervøs, anede jeg ikke. Jeg havde ofte brugt så meget af min tid med hende. "Jeg svarede, at jeg også elskede dig, kan du huske det? Det mente jeg. Det gør jeg stadig."

Fuglekvidren hørtes i det fjerne, men der lød stadig intet svar fra hende, hvis stemme jeg ønskede at høre.

"Jeg vil ikke kede dig med en længere tale. Du skal bare vide, at jeg ville ønske, der var noget, jeg kunne gøre for at vinde dig tilbage. Det er sådan en kedelig verden uden dig i min hverdag. Dit smil lyste ligesom alle dagene op. Jeg ved godt, at du sikkert lader andre få glæde af det nu, men.. Jeg ville bare sådan ønske, at du i stedet bare ville dele det med mig." Jeg udbrød en lav, klukkende latter. "Nu lyder jeg sikkert totalt egoistisk og selvkoncentreret.. Åh, Gud.. Jeg ved ikke, hvordan jeg.."

Jeg afbrød mig selv og så ned i gruset på stien, mine fødder stod på, præcis som bænkens ben. Igen færdiggjorde jeg ikke sætningen, men skiftede over til noget andet. "Du fortalte mig engang, at du bad.." Mit blik rettede sig mod den næsten skyfri himmel. "Du bad for alle. - Du bad for mig.. Du ønskede mig det bedste." Kort holdt jeg en pause, inden jeg adskilte læberne. "Jeg er også begyndt at bede. Som regel er det for, at drengene ikke kommer noget til," fnes jeg, inden mit alvorlige udtryk vendte tilbage. Igen kiggede jeg ned på hende. "Men jeg beder altid for, at jeg får lov til at holde om dig igen."

Jeg fugtede mine læber, der føltes så utroligt tørre. Det var det samme hver vinter. "Jeg lovede dig noget, dagen du forlod mig.." En tåre banede sig vej ned ad min kind, og jeg gjorde intet for at skjule den. Hurtigt snøftede jeg, inden fortsættelsen fulgte. "Du.. Jeg.. Jeg forlader aldrig nogensinde dig. Selvom du.. du er væk.. så vil jeg altid være med dig i dit hjerte, som jeg kan føle, du er i mit. Det vil være umuligt for dig at lukke mig ude. Hvor stærke midler du så end bruger, findes der intet stærkere middel end min kærlighed til dig. Jeg elsker dig.."

Skriften på gravstenen blev sløret for øjnene af mig, så jeg kun svagt skimtede ordene, der stod.

Valerie de Forest
22. Juli 1993 - 21. Juli 2012
"Levede livet med hjertet på rette sted."

".. af hele mit hjerte."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...