Sjælen Alfred

Dette er en novelle, som jeg havde for i dansk, dog var der 3 forskellige man kunne vælge imellem, så jeg valgte af sammensætte dem.

Flashbacks starter og slutter med *'er.

Jeg ville beskrive historien, som en der er fyldt med familieproblemer, sorg og ensomhed. Mere fortæller jeg ikke, I må læse den i stedet ;)

God fornøjelse! ;)
Mvh. Manilla.

1Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

2. Ud af min butik!

 

Moderen og den lille pige var nu kørt væk og Alfred kunne ikke længere se dem. Han prøvede at røre på hans fingre. De rørte sig. Derefter prøvede han at bevæge sine arme. Det kunne han også. Derefter resten af hans krop. Det kunne han også. Det skræmte ham, men på den anden side lettede det ham, da han så kunne gå tilbage til den gamle bager. Det var det sted moderen kaldte ’hjem’. Han rejste sig fra tæppet og tog det derefter om hans dukke krop, som ikke var påklædt. Det var lidt svært for ham, at holde balancen, da han ikke havde gået i årevis. Han kiggede rundt på den livløse strand og det blikstille vand. Han græd stadig af både sorg og vrede. Han begyndte at gå. Først langsomt og derefter hurtigere desto mere han fik balancen. Han kom op til landevejen og kiggede ind mod byen, som lå omkring 1 km fra ham. Han begyndte at gå imod byen.

Da han var nået ind til byen, var der helt tomt på gaderne, da der var blevet mørkt i mellemtiden. Han stod stille i noget tid for at kigge lidt rundt, lige indtil hans øjne mødte den gamle bager. Han fortsatte hen mod bageren og nåede hurtigt hen til den. Han kunne ikke nå dørhåndtaget, så han prøvede, at tænke på en alternativ måde, at få døren åbnet på. Han tog tæppet af sig og snoede det som et reb. Derefter brugte han det som en lasso og kastede den op på dørhåndtaget, hvor den derefter sad fast. Han trak ned i håndtaget med tæppet, men der var låst. Dette hørte og så den lille pige, så hun løb over til døren. Alfred kunne høre nogen komme, så han skyndte sig, at pakke sig selv ind i tæppet igen og lagde sig på dørtrinet, som en livløs dukke. Pigen låste op og åbnede døren. Hun kiggede ned på tæppet, som Alfred lå pakket ind i. Hun stod længe og bare kiggede på ham, så kom hendes moder: ”Hvad er der skat?” Spurgte hun bekymret: ”Dukken.” Svarede hun forvirret: ”Tog du den ikke med hjem?” Spurgte moderen, som endnu ikke havde set, at Alfred lå på dørtrinet: ”Nej, men han ligger lige der.” Sagde den lille pige stadig forvirret og lidt bange: ”Det var da underligt. Der må nok have været nogen her med den.” Sagde moderen, som stod med hænderne på den lille piges skuldre: ”Tag nu dukke, luk døren og kom indenfor igen.” Forsatte moderen: ”Men jeg så dørhåndtaget blive trukket ned og da jeg så åbnede, var der kun dukken i tæppet.” Sagde den lille pige endnu mere bange: ”Uanset hvem det var, kunne personen ikke nå, at komme væk! Og hvorfor trak de bare i håndtaget i stedet for at banke på!?” Spurgte pigen så bange, at hun fik tårer i øjnene: ”Tag nu dukken, luk døren og kom indenfor.” Sagde moderen beroligende. Den lille pige gjorde som moderen bad hende om og sørgede for, at døren var godt og grundigt låst.

Den lille pige løb op af trappen til det der engang havde været Alfred og Karens køkken, som nu var blevet lavet om til et børneværelse. Dette havde Alfred bestemt ikke brudt sig om og han var stadig sur over det. TINGENE SKULLE VÆRE, SOM DET PLEJEDE! Han havde ikke brudt sig om forandringer siden Karen og deres ufødte barn døde. Han bevægede sig for at komme ud af den lille piges greb. Den lille pige slap ham og skreg af sine lungers fulde kraft: ”MOR!” Skreg hun og løb ned til sin mor. I mellemtiden rejste Alfred sig fra faldet, han var fuld af vrede. De skulle ikke være her. Dette var den gamle bager, hvor Karen og ham havde boet. Det var deres hjem og ingen andres! Han kiggede rundt på børneværelset og fik øje på en lys træseng, som var dækket af lyserødt sengetøj. Han tumlede hen til sengen og rørte ved lagnet. Han kunne høre fodtrin ude på trappen, så han skyndte sig ind under sengen. Der var bælg mørkt og støvet. Der lå nogle gamle sokker og en masse nullermænd, men det bekymrede Alfred sig ikke om. Han så med frøperspektiv moderen og den lille pige komme ind ad døren hånd i hånd. Den lille pige græd igen: ”M...mor d..en bevæge..de s..ig...” Sagde den lille pige mellem tårerene, som strøg ned ad hendes røde kinder: ”De..n lå li..lige de..r!” Forsatte hun mellem tårerene: ”Er du sikker? Tror du ikke bare, at det er din fantasi?” Spurgte moderen: ”JA! Jeg både SÅ og MÆRKEDE, at den bevægede sig!” Sagde den lille pige i en lang hurtig sætning uden grædepauser. Alfred kunne mærke, at han skulle til at hoste. Han prøvede på ikke at hoste, men det lykkedes ikke: ”Host host” Lød det fra under sengen. Moderen og den lille pige kiggede forskrækket over på sengen. Den lille pige begyndte, at græde igen, mens moderen langsomt gik over til sengen. Nu var hun også bange og hun var usikker på sine skridt. Hun nåede hen til sengen og løftede sengetøjet lidt. Hun kiggede under sengen, men der var ikke noget eller rettere sagt nogen. Alfred var kravlet lydløst hen under en kommode uden, at de havde set det. Han var lettet over, at de ikke havde opdaget det. Han var jo ikke noget ondt menneske eller nogen ond dukke for den sags skyld. Han ville ikke have, at de skulle være bange, men på den anden side ville han ikke have dem i hans hjem. Han fik en idé. Han ville skræmme dem ud, om det så var ondt eller ej, han ville bare have dem ud. Pigen var gået hen til sin moder: ”Er der noget mor?” Spurgte hun nysgerrigt: ”Nej, kun nogle sokker og nogle nullermænd” Svarede hun. De kiggede begge to undrende under sengen, mens Alfred gik hen til døren, ud af den og lukkede den med et brag efter ham. Moderens og den lille piges hoveder fløj op og de skreg i kor: ”MOR!” Råbte den lille pige med frygt i stemmen: ”Det var sikkert bare blæsten fra vinduet... Er det ikke åbent?” Spurgte hun retorisk, mens hun drejede hovedet mod vinduet. Det var lukket, så det kunne ikke have været vinden. Alfred hoppede ned af trappetrinene, hvilket han sørgede på, at de kunne høre ovenpå: ”MOR! Det er små fodtrin!” Råbte pigen mere hysterisk og bange, men moderen svarede ikke.

Alfred nåede nedenunder og gik ind i køkkenet, som engang havde været bagerens køkken. Han kiggede rundt lidt og hadede synet, det syn som han havde set en million gange før, men stadig så som nyt og forfærdeligt. Det var blevet bygget om til et moderne køkken med en masse moderne maskiner og køkkengrej. Han lavede en brokkende lyd og gik over til radioen. Han kunne høre tunge fodtrin ned af trappen, så han skyndte sig, at tænde den. Musikken fyldte rummet og gav genlyd. Han skyndte sig at flygte hen til badeværelset, hvor døren stod på klem, så han lige netop kunne åbne den. Han smækkede døren i, for at skræmme moderen og den lille pige. Lyset var ikke tændt, men han kunne sagtens se, bare ikke lige så godt som i lys. Han gik over og hoppede op på toilettet, som rullede ud, da han ramte toiletknappen. Det var ikke med vilje, men han havde intet imod det. Han fortsatte hen til toiletbordet, som var placeret ved siden af. Derefter kravlede han op på hylden lige under spejlet, som han kunne se sin dukke krop i. Han gøs ved synet. Han kom til at skubbe til en parfume, som faldt på gulvet og gik itu. Han forsatte op til hylden over spejlet. Der var ca. 35 cm til loftet nu. Han kiggede lidt rundt oppe på hylden, hvor der bl.a. var en lille edderkop og en ventilationskanal. Han kravlede hen til ventilationskanalen og fik den åbnet, hvorefter risten faldt på gulvet ligesom parfumen, som nu havde fyldt luften med en meget stærk duft. Han kravlede ind af ventilationskanalen og så noget lys komme bag sig, da døren var blevet åbnet og lyset blevet tændt af moderen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...