Sjælen Alfred

Dette er en novelle, som jeg havde for i dansk, dog var der 3 forskellige man kunne vælge imellem, så jeg valgte af sammensætte dem.

Flashbacks starter og slutter med *'er.

Jeg ville beskrive historien, som en der er fyldt med familieproblemer, sorg og ensomhed. Mere fortæller jeg ikke, I må læse den i stedet ;)

God fornøjelse! ;)
Mvh. Manilla.

1Likes
0Kommentarer
348Visninger
AA

4. À la ens

 

Alfred havde kigget gennem en af risterne fra ventilationskanalen. Han begyndte at græde. Hvordan kunne moderen bare forlade sin datter? Han havde selv mærket følelsen af at blive forladt. Han havde medlidenhed med den lille pige. Han åbnede risten da moderen var løbet væk. Denne rist landede også på gulvet, men heldigvis vækkede det ikke pigen. Han hoppede ned på bogreolen, som stod godt 50 cm under ham. Han kravlede langsomt ned, hylde for hylde, til han til sidst stod på jorden. Han gik over til den lille pige som lå og sov fredfyldt. Han lagde sig op til hende uden at vække hende. Han så nu den lille pige, som Karen og hans ufødte barn og han ville hjælpe hende.

Den lille pige vågnede af kulden, der gjorde hendes temperatur lav: ”Mor?” Sagde hun spørgende og forvirret. Hun kunne mærke noget eller nogen holde om hendes tommelfinger. Hun kiggede på hendes tommelfinger og så dukken. Hun tog hurtigt hånden til sig og skyndte sig op fra sofaen og hen til køkkendøren, men den var låst. Alfred åbnede sine øjne og satte sig op. Han kiggede over på pigen, som begyndte at skrige: ”Rolig! Jeg vil ikke gøre dig ondt” Sagde han beroligende: ”Men din mor derimod” Mumlede han: ”Hvad har du gjort ved min mor?” Spurgte hun grædende: ”Intet. Hun løb væk med alle jeres penge, men hun glemte at lukke døren og jeg magtede ikke til at lukke den for hende.” Svarede han roligt: ”Hvorfor skulle jeg tro på dig?” Spurgte den lille pige: ”Hvorfor ikke? Du kunne jo prøve at finde hende? Hvad ved jeg, jeg så hende kun løbe ud af døren.” Svarede han lidt irriteret over, at hun ikke troede på ham. Den lille pige forblev stille. Hun satte sig på gulvet op ad køkkendøren og gemte sit hoved i sine knæ. Hun begyndte at græde igen. Alfred hoppede ned fra sofaen og gik over til den lille pige. Han var overrasket over, at hun ikke flyttede sig, da han lagde sin dukkehånd på hendes skulder: ”Jeg vidste det...” Sagde den lille pige stille med hæs stemme: ”Hvad vidste du?” Spurgte Alfred undrende: ”Hun har aldrig brudt sig om mig... Hvis hun havde, ville hun ikke have forladt mig...” Svarede den lille pige, som nu lænede sig lidt op af Alfred. Alfred lagde sine dukkearme om hende for at trøste hende: ”Jeg kender følelsen.” Sagde han med lidt tårer i øjnene: ”Hvad mener du?” Spurgte den lille pige og kiggede ned på ham: ”Jeg havde engang en menneskekrop. Jeg var forlovet med den smukkeste kvinde og vi ventede os et barn, men en dag blev hun kvalt af en bold og hun tog barnet med sig i døden. Jeg følte mig så forladt bagefter, at jeg prøvede, at begå selvmord, men det lykkedes ikke. Jeg blev aldrig mig selv igen. Jeg spærrede mig inde og var meget asocial. Jeg snakkede heller ikke med min familie længere. Jeg døde af en hjerneblødning, da jeg var 33 år, men min sjæl blev alligevel på jorden uden nogen krop. Denne dukke jeg har besat skulle min forlovedes og mit barn have haft, men barnet nåede aldrig at blive født. Jeg husker stadig den dag Karen kom hjem med dukken.” Fortalte han hende: ”Det er jeg ked af...” Sagde den lille pige kort og trist: ”Det skal du ikke være, det er lang tid siden nu. Jeg tænker mere på dig lige nu. Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du tillader mig det?” Sagde han spørgende: ”Med hvad?” Spurgte hun: ”Ikke at ende som jeg gjorde, altså, at blive asocial. Jeg synes du fortjener et godt, lykkeligt og langt liv med mennesker der elsker og bekymre sig for dig!” Sagde han med et smil. Den lille pige smilede tilbage: ”Tusind tak. Du er lige blevet min yndlingsdukke!” Sagde hun med et smil. Hun tørrede øjnene og rejste sig op. Hun gik hen og lukkede døren og kom så tilbage: ”Vi kan starte med, at ringe til politiet i morgen, så du kan komme på børnehjem. Jeg skal tage med dig, dog må folk ikke vide, at jeg er levende.” Sagde han smilene: ”Endnu engang tusind tak!” Sagde hun og krammede ham. Det var starten på en langt og lykkeligt venskab. Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...