Kære Ven

En lille tekst fra én veninde til en anden.

14Likes
16Kommentarer
590Visninger

1. Kære Ven

Kære Ven   

Jeg ved at vi er gledet fra hinanden. Årene går. Jeg har kendt dig længe, men tidens tand får bugt med alle. Vi vokser. Bliver ældre. Det er længe siden at vi sidst har været sammen. Vi har længe været adskilt. Du har måske glemt mig, men du skal vide at jeg aldrig har glemt dig. Aldrig. Jeg ser dig ofte, men jeg er usikker på om du ser mig. Jeg falder jo så let ind i mængde af dine andre venner. Jeg er så stille og nem at overse. Det har jeg altid været.  

Det var i første klasse at jeg mødte dig for første gang. Du var ny og ældre end os andre, fordi at du havde gået en klasse om. Du var det helt store samtaleemne. Du var den spændende nyhed, som alle snakkede og flakkedes om. Jeg sagde da også hej og snakkede lidt med dig, men jeg har altid været ekstrem dårlig til sætte et ny venskab igang, så i starten skete der ikke så meget. Men efter en måneds tid, forsvandt interessen lige så stille fra dig. Folk vendte tilbage til deres gamle, sikre venskaber, med deres bedste venner - og pludselig stod du helt alene tilbage. Og der var det, at jeg rakte hånden ud til dig - du greb den uden tøven.  

Vi endte med at blive de bedste venner og i mange år var vi altid sammen. Vi jokede, snakkede, grinede og vi havde noget, andre aldrig vil kunne forstå. Vi var som søstre. Uadskillige. Vi delte vores inderste tanker og hemmeligheder, vi snakkede med hinanden hvis vi var kede af det eller bare glade. Vi betroede hinanden med vores byrder eller hvis der var noget vi bekymrede os om. Man kan sige at vi var hinandens dagbøger. Jeg skrev i dig og du skrev i mig. Det var især noget som bandt os sammen.

Jeg kan huske en gang jeg var hjemme hos dig. Solen skinnede og himlen var skyfri. Det var en varm sommerdag og vi havde rendt rundt udenfor i haven med shorts og korte ærmer. Din mor havde lavet pandekager og vi satte os alle samme - din mor, far, lillesøster, dig og mig - ved jeres havebord. Metallet var dejlig koldt mod min svedende hud og min mave gjorde stadig lidt ondt, efter at vi nær var faldet om af grin. Jeg kan ikke huske hvorfor.  

Jeg startede med en helt almindelig pandekage, med hindbærsyltetøj og sukker. Du skævede lidt til min pandekage og tog så selv en, men din var med Nutella. Jeg skævede til den, jeg havde aldrig smagt en med Nutella. Jeg tror at du kunne se det på min blik, for du puffede blindt til mig og sagde; "Kom nu, prøv at smage en med Nutella. Det smager godt" Så jeg smagte en magen til din og du smagte en magen til min.  

Efter vores tredje pandekage, kiggede du lidt rundt på bordet og smilede så. "Hvordan tror du at en pandekage med det hele ville smage?" spurgte du og jeg vidste straks hvor du ville hen. Så vi lavede hver en pandekage med hindbær- og jordbærsyltetøj i, sukker og Nutella. Sammen smagte vi på dem. Det smagte faktisk okay. Sød, men okay.  

Men min pointe er, at den pandekage vil jeg huske, på grund af den specielle smag og underlige sammensætning. Og du minder mig lidt om den pandekage. Fordi du er speciel. Du er ikke som de andre. Du er én man vil huske. Nogle ville måske ikke kunne lide dig, rynke på næsen, men so what? Jeg kunne lide dig og det vil jeg altid kunne. Og for mig er det det, som tæller.  

Men så var det, at det uundgåelige skete - vi blev ældre. Lige pludselig, i slutningen af femte klasse, blev du af en eller anden grund ekstrem populær. Alle ville lige pludselig være sammen med dig og hvis du ville én vej, så var der ingen anden vej for de andre. Men mens at du ændrede dig og blev så populær og alt dét, så forblev jeg den jeg altid har været. Jeg ændrede mig ikke sammen med dig, så vi begyndte langsomt at glide fra hinanden. Men du gjorde ikke noget ved det og det var der, at jeg indså at jeg for alvor havde mistet vores venskab og ikke mindst dig.  

Det er ingen hemmelighed at jeg ville - og vil - gøre alt for at få vores gamle venskab tilbage. Men det er dit eget valg og det kan jeg ikke rokke ved. Jeg vil heller ikke prøve på det, for jeg stoler på dig. Stoler på din dømmekraft, som siger, at det er ved at være tid til at give slip. Et gammelt kinesisk ordsprog siger, at hvis man virkelig elsker nogen, skal man give slip. Det er tid for mig til at bevise, at jeg er stærk nok til at give slip, selvom at det gør ufattelig ondt. Men jeg vil prøve, prøve fra sole stiger op i øst til den går ned i vest. Jeg ved at det vil lykkes, det vil tage tid, men det vil lykkes. Jeg håber bare ikke, at du skifter mening undervejs.  

Men jeg vil bare gerne sige tak først. Tak fordi at du er der for mig, tak fordi at du var min ven. Tak fordi at du stadig opmuntrer mig, selvom at du ikke ligger mærke til det. Du er den lille stribe af sollys som altid trænger igennem det tykke lag af sorte skyer, der som så ofte har prydet min himmel. Du har ikke altid været der for mig, men jeg har aldrig følt mig alene. Tak.  

Tak fordi at du fik mig til at føle mig speciel, som noget særligt. Tak, fordi at jeg aldrig har behøvet en facade overfor dig, at jeg ikke behøver at være en anden. Tak fordi at du altid har accepteret mig, som den jeg er. Accepteret at jeg ikke er perfekt, at jeg begår fejl. Tak fordi at du altid har tilgivet mig, når jeg har dummet mig. Tak fordi at du er dig. Mange tusinde tak for alt.  

Og når du læser dette brev, skal du vide, at jeg stadig holder meget af dig. Men nu vil jeg sige farvel og give slip. Jeg ønsker dig al mulig lykke i verden og jeg vil tage dit minde med i graven. Jeg ved at jeg aldrig vil glemme dig, for det er uendelig svært at glemme nogen, som har givet én så meget at huske på, som du har givet mig. Men jeg vil heller ikke prøve at glemme dig. Jeg beholder mit minde om dig, men jeg tager afsked med selve dig.  

Farvel, min søde ven

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...