Stay Away ⊱1D⊰

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2013
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Igang
Caty, på 18, går på den enorme High School, lidt uden for London. Hun er lidt af en outsider, da hun, som nogle af de få på hele high school'en, virkelig bare hader One Direction. Hun kunne aldrig drømme om at høre deres musik for slet ikke at tale om at tage med veninderne til One Direction koncert.
Da hun en dag møder Harry Styles forklædt på et diskotek en lørdag aften, får hun hans nummer. Caty er vild efter at møde ham igen, for hun synes de klingede rigtig godt sammen. Da hun dagen efter ringer og opdager, at det er selveste Harry Styles der tager telefonen, går hun helt i stå.
Vil Caty droppe Harry, eller vil hun prøve at glemme at han er fra One Direction? Kun en ting er sikkert... Hun er fuldstændig forgabt i ham.

15Likes
12Kommentarer
677Visninger
AA

2. 1 kapitel - What makes you different

"Caty, hører du overhovedet hvad det er jeg siger?" Spurgte Tori igen. Jeg drejede hovedet mod hende og nikkede svagt. Hun prøvede igen at føre en ordentlig samtale om den forfærdelige gruppe kaldet One Direction.

"Jamen så kig på mig," sagde Tori lidt mopset. Jeg kiggede hende i øjnene og sagde, " Ja, du har sikkert ret. Harry er mega meget den lækreste. Han er bare så lækker og synger mega godt," sagde jeg og vendte hovedet væk fra hende igen.
" Meget morsomt. Jeg ved godt du ikk kan lide 1D..."

" Kan lide? Ej, Tori, det er lidt en overdrivelse. Jeg hader dem og alt hvad de bringer med sig," afbrød jeg hende.
" Jaja, men jeg elsker dem altså! Åh Gud, hvor ville jeg bare give alt og alle for at møde dem, især Harry!" Sagde hun... Igen.

Da klokken ringede ind til time fulgtes jeg ikke længere med Tori. Hun var den der type veninde der kom og gik efter hendes humør. Vi kunne sagtens have det vildt sjovt og hyggeligt, men så snart samtalen drejede ind på One Direction, og jeg huskede hende på at jeg ikke kunne fordrage dem, blev hun bare så irriteret, og, for det meste, valgte hun bare at takle det med at gå sin vej. Og sådan var det med de fleste af mine veninder. De var, allesammen, One Direction fans, og havde meget svært ved at acceptere en som mig. En der ikke kunne lide dem.

Jeg følte mig tit udenfor, men det var jo mig der valgte det. Jeg kunne jo bare have sagt, den dag jeg startede og de andre piger hilste på mig, at jeg godt kunne lide dem. Så ville jeg være sammen med veninderne hele tiden. Men vi ville konstant snakke om One Direction, og det ved jeg, ærligt talt, ikke om jeg kunne klare... Selv om at det næsten ville være det værd.

Vi, det vil sige mig og resten af min klasse, startede dagen med en klassens time. Selvom at det på den her skole blev kaldt for 'den time hvor vi snakker og klasse-ting'. Det var meget unormalt at have klassens time på High Schools, men den her skole mente at det var vigtigt at have en enkel time om ugen, hvor man snakker om klassens sammenhold og mulige projekter.

Vores lærer, Yanna, kom ind i klassen og bad os om at holde kæft, og ja, hun sagde faktisk hold kæft. Det fik, desværre, bare vores klasse til at grine, og larme, endnu mere. Men der var altid larm i klassens time, selvfølgelig. Der var jo ikke nogen der tog den seriøst.
Yanna råbte endnu en gang at vi skulle tie stille. Klassens opmærksomhed blev rettet mod hende og alle tav. " Godmorgen!", sagde hun og smilede ud til os.

Yanna var helt klart min ynglings lærer. Hun var bare altid så glad.

Desuden gav hun mig topkarakterer.

Shhhh.

"Godmorgen," råbte alle i klassen i munden på hinanden.
"Nå, jeg har forberedt nogle forskellige ting som vi skal snakke om. Først vil jeg gerne høre lidt om hvordan det går i klassen. Tori, vil du gå med mig ud?", spurgte Yanna.

Det var altid den måde Yanna startede vores klassens time på. Hun trak et par elever ud, snakkede lidt med dem, og trak så de problemer, hvis der var nogen, hun havde fået af vide op, så vi kunne snakke om dem.

Tori rejste sig og gik med ud. Nogle af pigerne rejste sig og gav Tori et kram som om hun skulle ud og kæmpe for sit liv. De håbede sikkert bare at Tori ville lade være med at nævne deres navne.

Tori var virkelig kærnen i pigegruppen. Hun kunne tale med alle, og alle var vilde med hende. Jeg synes også hun var virkelig sød. Der var bare lige en ting der skilte os ad... Hun var en rigtig directioner, og det var jeg i hvert til fald ikke! Men... Så måtte det jo være sådan. Man kan ikke styre sin musiksmag og hver eneste gang jeg hørte et nummer af 1D slukkede jeg for radioen.

Folk sad og snakkede lavt sammen i deres små kliker. Drengene havde samlet sig i den ene ende af klassen og pigerne sad i forskellige grupper rundt omkring. Og hvad med mig? Ja, jeg sad alene ved mit bord og ventede på Yanna kom ind igen.

Hov! Der var nogen der nævnte hendes navn! Jeg kiggede rundt og så nogle piger sidde lidt fra mig. Jeg fokuserede på dem og lyttede med.

I gruppen sad Luise (fransk far, det udtales Luiis), Karoline og Amanda. De tre piger holdte altid sammen. En lille gruppe der ikke lod andre være med. Det gjorde ikke noget, for, for mit vedkommende, syntes jeg de var nogle møg irriterende duller.

" Jeg synes Yanna, den gamle heks, virkelig snart burde skride!", sagde Luise.
" Ja, og hvor gammel er hun lige?! "
" Det ved jeg ikke, sikkert omkring de 80", sagde Luise.

Jeg kan oplyse at Yanna er 46 år.

Det er dem der burde skride.

Forkælede duller.

"Hahaha, sikkert. Ville ellers have gættet på at hun var 120," sagde Karoline. Pigerne brød ud i latter.

Hvor er de bare skide tarvelige.

Døren blev åbnet ind til klassen og Yanna og Tori kom ind. De samme piger som havde krammet hende før, hujede lidt af hende. De fleste af drengene sukkede bare. Ikke fordi de ikke kunne lide Tori, men fordi timen nu rigtigt begyndte.

"Som jeg kan forstå på Tori, så går det virkelig godt i jeres klasse. I har et helt fantastisk sammenhold. Så, jeg kan faktisk ikke rigtig se hvad der skal tages op," sagde Yanna.
De fleste i klassen smilede.
"Tilgengæld har jeg fået en rigtig god ide. Tori mener at der er en del One Direction fans herinde... Har jeg ret?" Alle pigerne (undtagen mig) fniste og rakte hænderne op. Omkring tre tredjedele af drengene rakte også deres hænder i vejret. Så ja, vi var en rigtig directioner klasse.

Suk.

Vent. Yanna smiler. Måske er hun også directioner. Åh, Gud.

"Fantastisk! Det er fordi at her om nogle uger har i en fået en tur dag af skolen."
Der blev helt stille i klassen nu. Alle sad bare og ventede på at høre hvad hun havde fundet på af aktiviteter.

"Tilfældigvis holder One Direction en koncert ikke så langt herfra samme dag," sagde hun stille.

Pigerne rykkede uroligt på stolene og smilede i hele deres dukkede ansigter.

"Så jeg tænkte om klassen skulle tage ind og høre dem sammen."

Så gik larmen igang. Alle pigerne rejste sig skrigene og smilende op hvorefter de begyndte  at hoppe rundt og omfavne hinanden.

Hjælp mig.

"STILLE!," råbte Yanna ud i klassen. Pigerne tav ligeså stille og kiggede op på Yanna med tårefyldte øjne. "Billetsalget starter i aften klokken otte. Jeg vil prøve at få fat i de enogtredive billetter der skal til for at vi alle kan komme ind og høre dem," sagde Yanna. Jeg rakte hånden i vejret.

"Ja, Caty?"
"Jeg tager ikke med," sagde jeg.
"Hvorfor ikke, søde?," spurgte Yanna og kiggede lidt trist på mig.
"Jeg er som næsten den eneste herinde ikke directioner, så jeg kan ikke se hvorfor i skal betale en ekstra billet for mig, når jeg ikke gider at høre dem og deres skrækkelige musik," sagde jeg bestemt. Jeg kunne mærke hvordan pigernes blikke bare prikkede mig i nakken.

Ups.

Det var nok ikke så smart.

Men jeg mener det virkelig... Jeg hader dem!

"Det er jeg da ked af at høre, men du kan nok godt forstå, at vi ikke kan aflyse, bare fordi at der er en der ikke kan lide dem," sagde Yanna. Jeg nikkede og sagde;
"Men hvad skal jeg så lave den dag?"
"Tja, du får vel bare fri der så," sagde hun.

Fedt.

"Okay," sagde jeg og smilte. Yanna nikkede inforstået og fortsatte timen. Jeg fulgte ikke rigtig med, jeg sad faktisk bare og lavede en lille seddel med de ting jeg skulle lave på fridagen. Indtil videre så den sådan her ud:

Fridag fra skole
Stå op omkring 11am
Spis morgenmad omkring 12am
Tag på en lille shoppetur for mors penge 1-3pm
Tag hjem og lav lidt lektier 3-4pm
Tænd computeren og sid på nettet eller se tv 4-4:30pm
Gå ned i kiosken og købe lidt alkohol og energidrik 4:30-5pm
Lektier igen.. 5-6pm
Spise aftensmad sammen med mor og far 6-7pm
Tage den sædvandlige oprydning plus regler-for-at-tage-til-fest-snakken 7-8pm
Af sted til fest i centrum af London 8-8:30pm
FEST!!!- 9pm-4/5/6am
Tage hjem 6-6:30am
Sige goddag og GODNAT 6:30-6:40am
GLÆDER MIG :D



Ikke at regnede med at kunne holde planen perfekt, men sådan cirka. Det ville bare blive SÅ fedt. Faktisk ville jeg helt sikkert ikke holde planen. Sådan noget med planer ikke ikke lige mig. Jeg kunne sagtens sidde og planlægge en dag, men når dagen endelig kom ville jeg hellere bare improvisere og lave hvad jeg havde lyst til.

Endelig ringede timen ud til frikvater. Alle pigerne, undtagen mig (som sædvanlig), samledes i en stor gruppe, hvor de snakkede om 'den store dag'.  Det vil sige One Direction koncerten. Mange af fyrene var gået udenfor for at spille bold, og de få der sad tilbage spillede computer eller snakkede. Jeg rejste mig, tog min taske over skulderen, og gik ud af klassen.

Gangen vrimlede med elver. Men på en High School med fem eller flere klasser for hver årgang, var det heller ikke underligt på nogen måde. Jeg maste mig forbi de mange mennesker og ind i klassen ved siden af vores. Vores parlelklasse. Jeg havde faktisk flere venner derinde end jeg havde i min egen klasse. De var også meget mere afslappede omkring alt det der One Direction flip.

Tror du, de to ting har noget med hinanden at gøre?

Det tror jeg.

En af mine bedste veninder, Dianna, sad inde i klassen og læste i en bog. Hun var den der type der kunne få al den opmærksomhed hun ville fordi hun var så åben og sød. Lidt ligesom Tori. Forskellen på dem var bare at Tori elskede popularitet... Og at hun var One Direction fan. Tori sad altid i midten af pigegruppen. Dianna skiftede efter hendes humør. Nogen gange læste hun, andre gange var hun ude og spille bold med drengene, og nogen gange sad hun der i centrum og snakkede med pigerne.

Jeg gik hen til hende og gav mig til at stirre hende. Hun vidste godt jeg stod her, og når hun var klar, ville hun kigge op og smile mig i ansigtet.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod og kiggede. Måske en fire fem minutter. Hun lavede et æsel-øre på sin bog, lukkede den og kiggede op på mig. Jep, hun smilte.

"Hej." Sagde hun. "Hej. Er det en god bog?," spurgte jeg. Hun kiggede ned på bogen igen og nikkede. "Det er også en meget trist bog," sagde hun. Jeg samlede bogen op fra bordet og kiggede bag på.

Er det bare mig, eller er det meget tit, at det der stået bag på, lyder dødsygt?

Jeg rettede igen blikket mod Dianna og spurgte: "Hvad handler den om?"
"Hmm. Det kan godt være svært at forklare. Der sker så mange ting hele tiden. Men sådan kort fortalt, handler bogen om en pige med kræft, som møder den her fyr som også har kræft. De bliver så forelsket. Så følger man altså den her pige og hendes begrænsede liv som kræftpatient," sagde hun og smilte.

Øhh okay. Fedt?

"Fedt nok," sagde jeg og lo lidt. "Nå, kom sådan set bare for at spørge om du ville med ned i kantinen. Har glemt min madpakke.

Det har jeg faktisk ikke.

"Okay. Gi' mig lige to sekunder." "Ok," svarede jeg.

En.

To.

Hun rejste sig og gik sammen med mig ud af klassen. Der var er par af pigerne der spurgte hvad vi skulle, men Dianna ignorerede dem bare.
"Dianna?" "Mmm?" "Hvad er der sket?" Spurgte jeg. Hun så mig i øjnene og sagde: "Det har jeg ikke rigtig lyst til at tale om lige nu.

Jeg tænkte nok der var noget.

"Du ved godt du kan fortælle mig alt, ik'?" Sagde jeg og gav i et puf i siden. Hun lo stille. "Jo, og det sætter jeg meget pris på. Men jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sige det her på en ordenlig måde," sagde hun.

Hmm, gad vide hvad det er der er så slemt?

Kom nuu," sagde jeg. "Jeg har ikke lyst til at gøre dig irriteret, eller at ødelægge vores venskab," sagde hun.

Er det SÅ slemt?

Åh nej... Tror jeg ved jeg det er.

"Caty, jeg er en directioner!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...