What if.. ~1D~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kath er 16 år gammel. Hun bor på en kæmpe gård, hvor de har både heste, køer, hunde og katte. Der er årligt åbent hus, og alle er inviteret. I løbet af dagen støder hun på fem drenge, den ene hjælper hende, og den anden kan hun huske at hun har set i tv. Om aftenen er der fest på gården, og Kath bliver alene med Harry Styles. Under hede kys fortæller han, at han har en kæreste. Det ender dog alligevel med at de er sammen, og tror ikke at der er nogen skade sket. Indtil Kaths bedste veninde skal vise sin nye kæreste frem, der viser sig at være Harry Styles. Hvad sker de, når de to finder ud af at kæresten er den bedste veninde? Vil de holde op med at se hinanden? Vil veninden finde ud af det? Hvad sker der, hvis hun finder ud af det? *Læsning på eget ansvar*

22Likes
31Kommentarer
6718Visninger
AA

32. Kapitel 31 = This was where I belonged

 

"This was where I belonged"

 

Kapitel 31

"Kan vi lige gå udenfor et kort øjeblik?" Spurgte han stille, men jeg kunne nemt høre ham på grund af stilheden. Jeg kastede et blik udenfor - Der var mørkt og så koldt ud. Sneen dalede ned fra den sorte himmel og lagde sig i bløde, men kolde bunker på jorden. Jeg gøs, og kunne allerede mærke kuldegysningerne nærme sig på mine arme. Forfærdeligt. Harry havde vidst fulgt mit blik, og klukkede svagt. Jeg kiggede over på ham, og så at han smilede glad. Hvad var der at blive glad for?!

"Vi kan bare gå ud på gangen, der er der nok ikke så koldt," forklarede han, og nikkede over imod døren, i stedet for udenfor, og hvis ikke det var fordi jeg var så vred, ville jeg nok også have grinet af ham. I stedet kiggede jeg bare på ham, og da han forblev stille, og alle de andre i rummet stille hold øje med os, sukkede jeg, kiggede ned på Mickey der var ved at få det bedre (Danny havde sat sig ned til ham), og endte med at gå efter Harry ud på gangen. Så snart vi lukkede døren, kunne vi se og høre, at de alle begyndte at snakke, og efter lidt tid startede musikken også. Ude på gangen var der lidt koldt, men ikke så slemt, jeg fik i hvert fald ikke kuldegysninger eller noget. Mine høje hæle gav lyd, mens vi gik gennem den kolde gang, hvorfor vi gik, vidste jeg egentlig ikke rigtig.

"Harry hvorfor er du her?" Jeg forsøgte at holde min stemme så rolig som mulig, men jeg kunne mærke at gråden var tæt på at knække min stemme over, og jeg kiggede ned af min kjole, for a skjule at mine øjne nok var begyndende røde, og måske lidt for blanke i overfalden til at det var normalt. Hvorfor jeg var ved at græde, var jeg faktisk ikke helt klar over. I hvert fald ikke i det øjeblik, jeg blev klar over det senere.

"Du ved at børnene er hjemme hos din mor, du havde jo ikke selv tid til dem." Påpegede jeg, og sukkede svagt. Kunne han se, at jeg forsøgte at vise ham, at jeg ikke ønskede ham her?

"Jeg kom ikke på grund af børnene," mumlede han og rettede sit blik mod mit. Som vi gik der op og ned af gangen, var det næsten som om jeg fløj af sted. Det irriterede mig, at han havde den her effekt på mig, for det var helt klart at det ikke kun var det var den lidt for meget vin der gjorde det.

"Hvad laver du her så, Harry?" Spurgte jeg opgivende. Min hals brændte, og jeg havde svært ved at få ordene ud. Hvorfor var det så svært for mig? Hvorfor gjorde han det så svært for mig? Det var ikke retfærdigt. Hans ord ble sagt så lavt, at jeg ikke var helt sikker på hvad det var han sagde; "For at se dig,"

"Se mig?" Han nikkede, "men Harry.. Du ser mig jo flere gange om ugen!" Jeg var forvirret. Rent ud sagt forvirret. Hvorfor skulle han komme og se mig lige præcis i dag? Det var jo ikke til at fatte.

"For du nægter jo at tale med mig, og du ser mig ikke! Jeg vil have at du skal se mig, Katherine!" Udbrød han, og jeg var stille. Jeg kunne ikke sige ham imod, han havde jo ret. Jeg havde forsøgt så godt som muligt at ignorere ham mens han var hos os, og hver gang han skulle hente børnene. Det var utrolig hårdt, og flere gange havde jeg grædt når han var taget. Det var slet ikke rimeligt for ham at gøre det her ved mig. Jeg kunne ikke tage det. Han stoppede op, og holdt om min hånd, så jeg også standsede. Han gik et skridt hen imod mig, så jeg kunne mærke hans kropsvare stråle mod min kølige. Hans hånd lå stadig om min arm, men nu var det et mere blidt greb, og jeg kunne mærke mit blod pumpe mod ham. Han måtte også kunne mærke det, andet var ikke muligt. Han slikkede sin læbe, og kiggede ned på mig. Hans øjne var blanke, og han blinkede for at forsøge at få tårerne væk. Musklerne spændte i hans arm, og jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdt i brystet på mig. faktisk så hårdt, at jeg helt var bange for at det skulle springe ud af brystet på mig.

"Hør, Kath. Jeg ved godt, at jeg ikke er et pragteksemplar af en fyr. Jeg ved godt, at jeg ikke fortjener at blive tilgivet, og tro mig; jeg ved godt, at jeg slet ikke er god nok til dig. Du fortjener en, der aldrig kunne finde på at være sin kæreste utro. Én, der altid ville stå ved din side, lige meget hvad der skete i sit eget liv, én der vælge dig først - altid. Én der aldrig ville blive sur på dig Du fortjener det bedste af det bedste, Kath, og det kan jeg ikke give dig. Og alligevel vil jeg have, at du hører dette: Jeg elsker dig, Kath. Jeg har elsket dig fra første gang jeg troede Faith overfaldede dig - altså sådan rigtigt - fra jeg forskrækkede dig på din hest, og helt til nu. Der var en grund til, at jeg ville være min kæreste utro. En grund til at jeg kom tilbage, selv efter Liberty havde introduceret os. Der var en grund til, at jeg kom tilbage til dig efter så længe. At det var dig jeg valgte i sidste ende. Jeg elsker dig jo. Og jeg vil altid elske dig. Jeg er ked af det, men jeg kan ikke gøre noget ved det, du sidder uafbrudt fast i mine tanker, og jeg kan ikke klare tanken om, at du skulle være sammen med andre. Jeg ved det ikke er rimeligt efter alt hvad jeg har gjort mod dig, men jeg håber du forstår, og at du måske en dag endda vil kunne tilgive mig." Han græd nu, og jeg havde lidt svært ved at forstå hvad han sagde, men kunne ikke stoppe tårerne i at løbe ned over mine kinder. Hvorfor fanden var han så pisse tiltrækkende? Selv når han græd, og snotten stod ud af hovedet på ham, var jeg dybt forelsket i ham.

"Og jeg lover dig, at jeg for altid vil elske vores børn, lige meget hvad du mener dig. Jeg kan ikke love dig at du vil komme til at syntes om det, men jeg lover dig, at jeg altid vil blive ved med at forsøge, du slipper ikke af med mig igen. Jeg har været henne ved Liberty, og hun sagde at vi fortjente at blive lykkelige. Hun er okay med det, og spurgte endda hvordan det gik med børnene. Jeg er ked af så meget jeg har ødelagt, men hver dag i flere måneder har jeg forsøgt at rette op på det. Undskyld Kath," Han stoppede ikke med at græde, men hans stemme blev stærkere, så tårerne nærmest umærket gled ned over hans kinder.

"Kath? Hvorfor græder du?" Spurgte han efter noget tid, og da brød jeg sammen. Jeg kunne simpelthen ikke mere, jeg kunne ikke klare at han var så langt væk. Jeg kastede mig ind mod ham, og knugede mig mod ham. Jeg knugede om hans skjorte, og han lagde sine arme om mig, jeg følte mig så tryg. Han var fantastisk.

"Du aner ikke.. Hv-hvor svært det har været.. Hvor svært det har været at være ligeglad, når.. Når alt jeg egentlig ønsker e-er at du bare kom, og tog mig i din favn. H-hvorfor kom du ikke den gang? Det dræbte mig, Harry." Mine tårer vædede hans skjorte, men lige nu var jeg egentlig ligeglad. Han skyldte mig det, der var ingen tvivl.

"Jeg er her nu," tyssede han, og kyssede mig på håret. Det fik mig til at hulke endnu værre, og til sidst hiksede jeg så heftigt, at jeg nærmest ikke kunne trække vejret. Jeg knugede mig ind til ham, nød fornemmelsen af hans krop mod min. Den havde jeg savnet, næsten lige så meget som hans duft, og hans stemme.

"Jeg har altid elsket dig, Harry. Det vil jeg nok altid gøre, men jeg ved ikke om jeg kan klare at miste dig igen. Jeg har aldrig prøvet noget værre, det var som om mit hjerte blev revet ud af mit bryst. At jeg fik Viola og Jared var som om hjertet kom på plads igen, men det kunne ikke finde de rigtige snore og nerver at løbe gennem. Mit hjerte var ødelagt, Harry." Jeg turde ikke kigge ham i øjnene, for jeg havde aldrig sagt noget så følsomt og direkte for hjertet (nu vi taler om solen, ahha) til ham før, og det skræmte mig, at han ikke sagde noget. Efter lidt tid trak han mig væk fra sig, så han kunne kigge mig i øjnene. Jeg jamrede svagt, og længedes efter hans varme og krop igen, men da han fastholdt mit blik, blev alting okay igen.

"Kath, jeg lover dig, at det altid har været dig. At jeg var så meget sammen med Liberty var fordi mine egne følelser skræmte mig. Vi var slet ikke så meget sammen, som du måske tror, for de fleste dage fandt jeg undskyldninger hele tiden. Drengene mødte ikke Liberty før nytårsaften, for jeg havde egentlig fortalt dem, at du var min kæreste. Selvfølgelig fandt de ud af, at det var Liberty der var det gennem bladene, og de fattede ingenting. Det gjorde jeg egentlig heller ikke selv, og jeg var så forvirret. Det var også derfor jeg flippede sådan ud på dig flere gange, som der ude i sommerhuset. Jeg vidste jo du havde ret, du har altid ret, Kath. Og jeg vidste også det var for sent, da jeg endelig kom til dig. Det var jo alt for sent, men jeg forsøgte alligevel. I flere måneder havde jeg låst mig selv inde, fordi jeg ikke kunne klare at tale med nogen, og konfrontere den katastrofe jeg var skyld i. Jeg er så ked af at jeg har såret dig, men jeg lover dig at jeg aldrig forsvinder igen. Det har jeg ikke nerverne til." Hans stemme var lav, hypnotiserende og insisterende. Guud, jeg elskede ham, vidste han det?

"Du må aldrig forlade mig igen," det var det sidste jeg gjorde, inden jeg stillede mig på tæer, og slog mine arme om hans nakke. Hans søde ånde gjorde mig ør i hovedet, og da jeg endelig lagde mine læber mod hans sprang glæden ud mig. Den hoppede ind, reparerede mit ødelagte hjerte, og flød så ud i hver nerve i min krop. Jeg vidste, at det var er jeg hørte til. Her jeg skulle være. 

-------

Wuheee!

Okay undskyld hvis der var forvirring, men de her tre kapitler skrev jeg egentlig som et, men fandt ud af at det nok var liiiidt for langt, hehe ups :P

TIIII!! Hun tilgav ham!

Ved godt at nogle af jer måske syntes, at han er blevet lidt for nemt tilgivet, men jeg orkede altså ikke at gøre det ekstra, for.. Det ville have taget lang tid!

Uhh, det her er så spændende!

Kiss and like :*

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...