What if.. ~1D~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kath er 16 år gammel. Hun bor på en kæmpe gård, hvor de har både heste, køer, hunde og katte. Der er årligt åbent hus, og alle er inviteret. I løbet af dagen støder hun på fem drenge, den ene hjælper hende, og den anden kan hun huske at hun har set i tv. Om aftenen er der fest på gården, og Kath bliver alene med Harry Styles. Under hede kys fortæller han, at han har en kæreste. Det ender dog alligevel med at de er sammen, og tror ikke at der er nogen skade sket. Indtil Kaths bedste veninde skal vise sin nye kæreste frem, der viser sig at være Harry Styles. Hvad sker de, når de to finder ud af at kæresten er den bedste veninde? Vil de holde op med at se hinanden? Vil veninden finde ud af det? Hvad sker der, hvis hun finder ud af det? *Læsning på eget ansvar*

21Likes
31Kommentarer
6027Visninger
AA

29. Kapitel 28 = Harry was a little.. Weird

 

"Harry was a little.. Weird.."

 

Kapitel 28

Om eftermiddagen den niende august tog jeg hjem fra hospitalet. Mor og far spurgte, om ikke jeg havde lyst til at komme med dem hjem, men jeg takkede nej. Becca tilbød også, om ikke hun skulle komme over, og sove sammen med os, og selvom jeg virkelig havde været glad for at have hende der under hele fødslen og så videre, så havde jeg brug for at bare være alene med dem. Harry var lidt.. Underlig..

Han kiggede ned på os, mens jeg var ved at pakke vores ting sammen. Jeg var bedre til at kontrollere mine følelser nu, så da han spurgte mig, var jeg ikke i tvivl om hvad jeg skulle svare.

"Vil du ikke tage dem med hjem til mig? Vi kunne hygge os lidt, måske få en drink eller to," han smilede sit nuttede, sædvanlige smil, hvor de fantastiske smilehuller kom frem. Jeg havde mest af al bare lyst til at kaste mig om nakken på ham, sige ja og leve lykkeligt til vores dages ende med ham. Men jeg vidste, at sådan var Harry ikke. Han var ikke den slags person, han ville nok ikke kunne binde sig. For hvordan ville han kunne det, når han så længe kunne være sin kæreste utro, og så bagefter gå imod mig? Jeg havde besluttet mig angående mit liv, og han var ikke en del af det.

"Tror bare jeg tager hjem, Harry. Jeg orker det ikke," vidste han, at det ikke bare var i aften jeg ikke orkede? Jeg orkede ikke noget af det mere. Nu ville jeg bare leve så normalt et liv som jeg nu kunne.

"Men.. Kath.. Hvorfor vil du ikke give mig en chance?" Hans blik var utroligt, og øjnene så på mig som en såret hund.

"Måske fordi du ikke fortjener en?" Min stemme var blevet mere kold, og jeg så direkte på ham. Han kiggede ned, og stod i lidt tid, før han sagde noget igen.

"Må jeg så ikke komme og være lidt sammen med børnene i morgen eller sådan noget?" Det kunne jeg ikke rigtig sige noget til, det var jo trods alt også hans børn. Han lyste op, og smilede til mig, inden Becca kom og hentede mig for at få mig med hjemad.

Den første aften var lidt underlig. Jeg følte mig ligesom ikke god nok, for børnene ville hele tiden have min opmærksomhed. Gang på gang. Når ikke de ville det, sov jeg. De sov. Jeg lavede mad. Jeg spiste. Gik på toilettet. Fodrede dem. Sov. Sov. Sov. Jeg sov utrolig meget, jeg var så træt. De lå i en vugge ved siden af min seng, og hvis ikke det var på grund af deres gråd, så vågnede jeg alligevel i angst for, at de ikke ville være der længere, eller hvis ikke de trak vejret længere. Det ville jeg ikke kunne bære. Det var faktisk ret hårdt at skulle sørge for alt selv. Jeg skulle selv lave mad, selv sørge for børnene, selv få ordnet vasketøjet og købt ind. Sørge for at børnene havde hvad de manglede det, og derefter give dem. De krævede al min opmærksomhed, og for en gang skyld havde jeg ikke noget imod det. Jeg elskede dem jo.

Harry kom som lovet d. 11., på samme tid som Becca, mor og Mathias. Det var lidt akavet i lidt tid i starten, men så tog Harry børnene ind på værelset, og blev der inde i lidt tid, imens jeg snakkede lidt med mine gæster. Det var dejligt at de var der, men jeg var virkelig træt, og havde egentlig mest af alt bare lyst til at gå ind og tage mine børn til mig, og derefter bare lægge mig i min seng og sove. Men det kunne jeg jo ikke være bekendt. Harry havde også ret til dem. Ret. Hmpf, som om de var min egentlig eller sådan noget. Eller.. Delt med Harry var de jo.. Hih..

Harry begyndte at komme cirka hver tredje dag, og tog børnene i nogle timer. I de timer sov jeg for det meste, for jeg kunne jo ikke rigtig gøre noget. De første uger var nok de værste. Jeg fik næsten ingen søvn, og jeg var alene om det hele. Til tider så alt håbløst ud, men pludselig begyndte det at lysne, og det begyndte at blive bedre.  Jeg fik en smule mere søvn om natten, og det gjorde at jeg meget bedre kunne tage mig af dem i løbet af dagen. Jeg brugte min tid på at gå ture med dem i parken, handle ind, lave mad og strikke. Jeg havde fået lavet lidt af hvert til dem, og jeg gav dem det stolt på, så snart jeg var færdig. Nogle gange gik det dog ikke lige så godt som andre gange, og så kunne jeg ikke lade være med at grine, tage det af og starte forfra. Børnene så ikke ud til at have noget imod det, de lå bare dér, og smilede til mig, med deres begyndende tykke kinder, og ikke eksisterende tænder. De var bare bedårende. Jeg gik ofte ture med det. Så tog jeg dem i barnevognen (for tvillinger, wiheew) og gik en tur i parken eller lignende. Nogle gange var der folk der kiggede, når jeg kom forbi. Så gik jeg lidt hurtigere, og forsøgte at ignorere dem. Andre gange var der faktisk folk der pegede, eller hviskede ting. Til tider kunne jeg høre ting som 'luder' og så videre blive sagt, og da kunne jeg mærke tårerne vælde op i øjnene på mig. Det var forfærdeligt. Becca kom tit og besøgte mig. Hun talte meget om hende og Dannys bryllup, der nærmede sig ed hastige skridt, og jeg hjalp gerne med at skrive bordkort, komme med idéer til bordpynt, hjælpe med at bestille blomster og så videre. Becca var glad som aldrig før, og jeg forstod hende godt, jeg havde det også meget fantastisk selv. Harry tog hver mulighed han havde for det, til at forsøge at overtale mig til at tilgive ham. Svaret var det samme hver gang. Man skulle tro han ville være givet op, men han fortsatte stædigt. Til oktober kunne Viola og Jared holde deres hoveder løftede af sig selv. På samme tid faldt alle bladene på rekordtid, og jorden blev dækket af røde og brune stykker. Det regnede ofte, hvilket gjorde det sværere for mig at gå tur med tvillingerne. Det blev kun til nogle korte ture, og til tider blev det ikke til nogen. Så var det kun når Harry kom og tog de med, at de fik noget frisk luft. I slutningen af november faldt den første sne. Jeg vågnede en morgen og kiggede ud af vinduet, for at se et snelandskab uden lige. Altså.. Lige bortset fra at jeg var inde i en by, så det så ikke nær så smukt ud, som det plejede, men det gjorde ikke noget. Jeg brugte flere timer udenfor den dag, og tog de små med mig. De fik en kæmpestor flyverdragt på begge to, som de næsten forsvandt ned i. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og nogle børn kom også hen til mig, og kiggede ned i barnevognen, hvor de lå. I starten af december tog jeg hjem til mine forældre. Det var utrolig besværligt at komme med bussen med den store barnevogn, men jeg nægtede at skulle følges med Danny og Becca igen, for det var så besværligt med de små, der næsten græd hele tiden, og de havde brug for at slappe (bare lidt) af inden den brylluppet. Vi julehyggede hele dagen, og fik risengrød med æbleskiver til dessert. Vi lavede konfekt, og bagte kager, og sad også bare og drak the og snakkede. Det var en fantastisk hyggelig dag, og heldigvis opførte de små sig nogenlunde okay, og skreg ikke for meget. Dog syntes jeg det var for pinligt da jeg skulle fordre dem, så jeg gik op på mit gamle værelse og gjorde det. Det var også der jeg skiftede deres fyldte bleer. I starten havde det været utrolig klamt, men jeg var allerede ved at være vant til det, for jeg gjorde det jo så mange gange dagligt. Til aften - imod mange protester - kørte mor os hjem, og tog derefter hjem til Becca og Danny for at hjælpe med de sidste ting. Og så.. Jeg vågnede op en morgen med et smil på læben, selvom jeg var blevet vækket af mit vækkeur utrolig tidligt om morgenen på en lørdag. Men det var ikke en hvilken som helst lørdag. Det var lørdag d. 13., også bedre kendt som den store dag. 

-------

Heeej!

AAArrrgghhh, den er ved at være slut, waaaaa :( :(

Men det er også lidt spændende :P

Jeg er så småt ved at finde materiale til en ny movella, til når jeg er færdig med den her, med nu må jeg lige se, ehh :P

Håber I stadig nyder ar læse den, og håber da selvfølgelig på at I vil like og måske skrive lidt i kommentaren :P

Love ya all :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...