What if.. ~1D~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kath er 16 år gammel. Hun bor på en kæmpe gård, hvor de har både heste, køer, hunde og katte. Der er årligt åbent hus, og alle er inviteret. I løbet af dagen støder hun på fem drenge, den ene hjælper hende, og den anden kan hun huske at hun har set i tv. Om aftenen er der fest på gården, og Kath bliver alene med Harry Styles. Under hede kys fortæller han, at han har en kæreste. Det ender dog alligevel med at de er sammen, og tror ikke at der er nogen skade sket. Indtil Kaths bedste veninde skal vise sin nye kæreste frem, der viser sig at være Harry Styles. Hvad sker de, når de to finder ud af at kæresten er den bedste veninde? Vil de holde op med at se hinanden? Vil veninden finde ud af det? Hvad sker der, hvis hun finder ud af det? *Læsning på eget ansvar*

22Likes
31Kommentarer
6723Visninger
AA

26. Kapitel 25 = What If..

 

"What If.."

 

Kapitel 25

32 uger henne

En varm sommersol brændte mod min hud, da tiden endelig var inde til at flytte ud. Det var lige i starten af juli, og dagene var efterhånden blevet så lange og varme, at det var svært at opholde sig noget sted, medmindre det var i iskiosken, hvor jeg arbejdede. Jeg var præcis otte måneder henne nu, og min mave var efterhånden ved at blive ret så stor. Det gjorde selvfølgelig, at der var nogle der stirrede utrolig meget på mig når jeg arbejdede i iskiosken, nogle enkelte damer havde endda spurgt, om ikke jeg burde tage hjem og slappe af, for det kunne vel ikke være sundt for barnet at være 'på arbejde'. På de tidspunkter smilede jeg for det meste bare, rystede blidt på hovedet, og fortalte kort om min situation, uden detaljerne, selvfølgelig. Verden ville da først gå amok, hvis den fandt ud af at jeg bar på Harry Styles' tvillinger. Nogle af damerne var forfærdede, og vidste ikke hvad de derefter skulle sige. Jeg plejede da at sige, at det var lige meget, og efter lidt tid ville de så gå deres vej. Det var dejligt nok, så blev jeg ikke mindet mere om det. Endelig var dagen komme for at jeg skulle flytte hjemmefra, og hele familien var hjemme for at hjælpe mig med at pakke de sidste ting. Eller.. Det vil sige at Jeanett og Mike havde været her og hjulpet, men så var de taget hjem, for Lauren havde været hjemme hos en veninde og lege, men veninden skulle noget andet på det tidspunkt, så Lauren blev nødt til at blive hentet. Oooog, så var der temmelig langt fra deres hjem, og herud, så de orkede ikke skulle tilbage hertil. Plus, det var jo ikke sikkert at vi ville være her når de kom tilbage. Aaargh, det var simpelthen bare så spændende! Jeg glædede mig så meget! Danny var også taget hjem, for han havde brug for at få lavet lidt arbejde gjort inden i morgen, hvor han - sjovt nok, eftersom jeg havde ferie og han ikke havde - skulle på arbejde igen. Han ville dog få ferie om nogle uger, samtidig med Becca. Men, det var som om Becca aldrig havde noget hun skulle have gjort med sit arbejde, så hun kunne bare blive, og så køre med ind i byen, for jeg boede ikke så forfærdeligt langt væk fra hende nu. Jeg kiggede rundt på mit værelse, der virkede helt tomt, selvom sengen og bordet og skabet og det hele stadig stod der, virkede det ligesom.. ubeboet. Der hang ingen billeder på væggene som før, for dem skulle jeg have med til min nye lejlighed. Skabet var tomt, og det samme var det meste af hylderne og skufferne. Nogle enkelte bøger og så videre var her stadig, til hvis nu jeg kom hjem en gang imellem på ferie, og så videre. Jeg tog et sidste kig rundt, for at sikre mig at jeg havde alt med mig, hvorefter jeg vendte mig om og lukkede døren. Jeg gik nedenunder, hvor Becca og mor var ved at pakke bilen med de sidste af mine kufferter. Mathias og far var omme i haven, og.. Jeg ved faktisk ikke helt hvad det lavede.. Sikkert et eller andet med dyrene. Og lige dér. Midt i sommersolens varme, midt i det milde kaos, ændrede alt sig på et split sekund. Alt havde været perfekt. Idyllisk, på en lidt kaotisk måde, men stadigvæk. Fra langt væk af kunne jeg høre en bil komme kørende op af indkørslen, og jeg overvejede kort, om det kunne være Jeanett og Mike der alligevel havde bestemt sig for at komme tilbage, da jeg så bilen. Den var sort, lav, og alt for genkendelig. Hvorfor kendte jeg den bil? Jeg kender ikke nogen biler! Men jeg vidste selvfølgelig godt, hvem bilen tilhørte, det røbede min alt for høje puls. Bilen kørte ind i gårdspladsen foran huset, og fordi der var så varmt, blev støvet fra gruset faret op, og jeg hostede svagt. Hvad fanden lavede han her?!? Bilen holdt stille i lidt tid, inden en høj skikkelse med ustyrlige krøller (som jeg forresten havde ladet mine hænder glide igennem så mange gange før) steg ud. Han så sig lidt om, og stod et øjeblik helt stille, da han opdagede os. Det var først nu jeg opdagede, at vi alle var stivnede, og bare kiggede på ham. Becca var den første, der tøede op, og vendte sig vredt mod mig.

"Er det ham? Er han den lede kælling, der har gjort alt det mod dig?! Jeg skal sparke ham så hårdt, han skal lide, mindst lige så meget som du har gjort! DET SVIN, HAN FORTJENER-"

"Becca, mor, sæt jer ind i bilen. Nu." 'Befalede' jeg, og mor aflyd med det samme, hvorimod Becca begyndte at protestere. Jeg vendte mig mod hende, og sagde et meget bestemt 'nu', hvorefter hun heldigvis gjorde som jeg sagde, og satte sig ind i bilen. Jeg ved ikke, om jeg ville have kunne holde masken, hvis ikke hun gjorde. Så snart døren var lukket, vendte jeg mig om mod Harry, der med tunge skridt nærmede sig mig. Jeg tog en dyb indånding, før jeg gik om bag bilen, og gik hen imod ham. Det føltes som om mine fødder var fyldt med bly, og det hele gik utroolig langsomt. Cirka to - tre meter fra ham stoppede jeg op, og jeg kunne se ham give mig elevatorblikket. Han spærrede kort øjnene op da han kom til synet af min mave, den var nok noget større end han havde forventet. Men han vidste jo heller ikke, at vi skulle have tvillinger. Han lignede sig selv på alle måder. Håret var stort og kruset med alle krøllerne, øjnene lyste i grønt, og munden var perfekt formet. Det stak i mine læber efter at kysse ham, og mine håndflader kløede efter at kærtegne ham. Lade mine hænder glide gennem det perfekte, uperfekte hår med de mange brune krøller.

Jeg var knap kommet ind af døren, før hans læber lagde sig mod mine, og vi var langt inde i rummet, før jeg et sted bag mig hørte døren blive lukket i. Hans store hænder (store hænder, you know, *wink wink*) lagde sig om min smalle talje, og løftede mig op, og jeg lagde mine ben omkring ham. Han bakkede hen til sofaen der stod midt i rummet, og smed mig ned i den. Jeg grinede småhysterisk, da han lagde sig om mig, men han kyssede bare blidt mine læber, hvilket gjorde min mund for travlt beskæftiget til at grine mere. Mine hænder fløj op til hans hår, og hev blidt i det, imens en gysen føg gennem min krop. Et sæt gåsehud kom og forlod min krop på få sekunder, en det efterlod sine spor. En knude af lykke spredte sig i hele min krop, da jeg kunne mærke hans krop mod min, hans læber mod mine.

Minderne fløj ind i mit hoved, strømmede rundt. Vandet steg i mine øjne, og en enkelt tåre faldt ned over min kind, inden jeg tog mig sammen til at tale med ham.

"Harry hvad vil du?" Han kiggede først bare på mig, hvorefter jeg kunne se han sank en klump, og tog nogle forsigtige skridt hen imod mig,

"du ser virkelig godt ud. Din mave er flot stor, og du holder dig virkelig godt," smilede han, men jeg endte med bare at afbryde ham til sidst, for jeg kunne ikke holde ud og bare stå og høre på hans løgne. Jeg havde levet med dem så længe, men nu kunne det være nok. Nu ville jeg ikke mere. Jeg orkede det ikke.

"Hvad laver du her? Hvad vil du?" Min stemme rystede (overraskende nok) ikke, og jeg vil faktisk ligefrem sige at jeg lød bestemt, og målrettet. Og ligeglad. Jeg lød præcis, som jeg ønskede, intet som jeg følte mig. Underligt, det var første gang det var lykkedes for mig, at gøre det fuldt ud. Nåh, hurra for mig så! Harry var helt stille, og han stod bare lidt og betragtede mig.

"Jeg er kommet for dig. Det var jo det jeg skulle, var det ikke? Var det ikke det du ønskede? Det I begge ønskede?" Hans stemme var mere bestemt nu, og han tog nogle bevidst store skridt hen imod mig, så han næsten stod helt op ad mig.

"Men Harry.. Du er jo kommet for sent!" Halvråbte jeg, og tænkte fortvivlet på alle de måneder, hvor han kunne være kommet

"Men sagde I ikke at jeg bare skulle komme?-"

"Jo, men sku da ikke at du skulle vente et halvt ÅR på det?! Vi har jo ligesom en tidsgrænse her!"Råbte jeg, og bredte armene ud imod min kæmpe mave. Fattede han bare.. Ingenting!?

"Jeg havde lige brug for at komme mig over alting! Jeg mistede ligesom jer begge to på en gang, ikke også!?"

"Siger DU at DU mistede OS TO!??! Jeg miste ALT! I flere MÅNEDER var der INGEN der talte til mig, fordi jeg var GRAVID MED DINE BØRN!? Nåh ja, forresten skal vi have TVILLINGER!!" Råbte jeg, og kunne allerede mærke at det gjorde halvondt i min hals, fordi jeg ikke var vandt til at råbe eller snakke højt, for selvom jeg nu snakkede med min familie igen, var der ingen af os der var sådan mega højlydte.. Sådan.. Ever..

"Troede du ikke jeg vidste det?!" Råbte han tilbage. Vent.. Vidste han det? Og han var stadig ikke kommet? Hvad var der galt med ham?!

"FUCKING VIDSTE DU DET!?!?" Bad move, Harry. Bad move.

"Hvor ved du det fra?! Hvem har fucking fortalt dig det?!?" Havde min familie forrådt mig, gået bag min ryg, og sagt det til ham? Hvordan kunne de gøre det mod mig? Det havde de da slet ikke ret til! Havde de? Jeg vendte mig halvt om, og kiggede hen imod bilen, hvor Becca nysgerrigt sad og så med, mens hendes blik brændte i retning af Harry. Okay, det var i hvert fald ikke hende, og min mor ville aldrig kunne finde på det. Heller ikke min far, det hadede han Harry for meget til, og Mathias ville nok ikke en gang vide, hvad det hele betød. Hvor fanden vidste han det fra?!

"Liberty fortalte mig det," mumlede han. Det var som om alt frøs inden i mig. Alt stod stille, og jeg kunne bare stirre ud i luften. Han havde talt med Liberty. Jeg var ikke den første, han havde valgt Liberty frem for mig. Idiot. Svin. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Selvom han havde været sådan et svin, var han alligevel kommet. Godt nok efter lang tid, men han var her. Og så troede han bare at alt kunne gå tilbage til hvad det var før. Jeg kunne være elskerinden, mens han var sammen med Liberty? Nej, det ville jeg simpelthen ikke gå med til! Men det var også grunden til at tårerne hidsigt begyndte at glide ned over mine kinder. Pis jeg hadede det. Han burde ikke se mig græde. Han burde ikke se hvor ondt han gjorde mig. Det var han ikke værd.

"Havde du virkelig tænkt dig, at du bare kunne komme tilbage, og så ville alt blive som det var før? Det vil jeg ikke Harry! Jeg vil ikke tilbage til alle løgnene, og jeg siger det bare; Jeg HADEDE altid at være dit andet valg! Det var det VÆRSTE! Som om jeg aldrig var GOD NOK!?" Nu flød tårerne bare ned af mine kinder, i en ustoppelig strøm. Han anede ikke hvor ydmyget jeg havde været, og hvor nedgjort jeg havde følt mig. Han havde ødelagt mig. Han havde ikke råd til mig. Jeg var steget i pris. Mit blik var så sløret af tårerne, at jeg havde svært ved at tyde hans ansigtsudtryk, men jeg kunne da i hvert fald se at han kom bare en lille smule nærmere, så tæt på at jeg kunne dufte ham. Han duftede så fantastisk, at jeg nærmest faldt helt hen i en døs, men hans ord vækkede mig op.

"Kath.. Troede du, at jeg ville gå tilbage til at have dig som min nummer to? Jeg tog hen til Liberty for en gang for alle at fortælle hende, at tingene var ovre mellem os. Hun tog det egentlig meget pænt, og sagde noget med at det havde hun også regnet med. Hvor er du dog fjollet," han brød ud i et tårefremkaldende smil, der var så blændende, at tårerne fortsatte. Han kærtegnede blidt min kind, og forsøgte forgæves at tørre mine tårer væk.

"Kath, hold op med at græde, slap af..." Han talte blidt til mig, og jeg var så tæt på at hoppe direkte i hans fælde. På, at stole på ham. Men han var en slange, ikke en man skulle stole på. Det vidste jeg jo af erfaring, jeg burde ikke stole på ham nu. Det var nu jeg skulle stå imod, og være stræk. Det var nu jeg skulle være mig selv. Tage mig sammen. Jeg trak vejret dybt, og tog et skridt bagud. Han så forvirret på mig, men lod mig gå.

"Og hvorfor skulle jeg stole på dig? Det er jo alt sammen bare ord, Harry. Du kan ikke sige noget, der får mig til at stole på dig. Du har spoleret din chance hos mig, det er for sent," mumlede jeg, men stadig så bestemt at han måtte have hørt mig. Under alle omstændigheder må han have hørt mig. Et kort øjeblik stod han bare og kiggede på mig, hvorefter han kom helt tæt på igen, så hans ånde var som narkotika. Jeg blev helt ør ved hans lette berøring omkring mit håndled.

"Heller ikke hvis jeg sagde." Han tog en dyb indånding, og fortsatte "Hvad nu.. Hvis jeg fortalte dig, at jeg elsker dig? Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg vil aldrig give slip på hverken dig eller børnene, det er I al for dyrebare til. Jeg er ked af at jeg ikke var her, men jeg blev nødt til at få mig selv under kontrol først. Jeg elsker dig, Kath." Stilheden der fulgte, var nervepirrende. Jeg kunne ikke sige noget, kunne kun tænke på en enkelt sætning; Det er for sent, det er for sent, det er for sent. Det tog mig flere minutter, før jeg var i stand til a trække mig væk fra ham. Jeg forsøgte at se ham i øjnene, men tårerne fik igen overhånd.

"Jeg er er ked af det Harry. Det er bare for sent," og med de ord vendte jeg mig om, og gik tilbage til bilen så hurtigt som jeg kunne med den store mave. Jeg kunne høre ham råbe mit navn efter mig, men med tårer i øjnene, ignorerede jeg ham. Det fortjente han, lige meget hvor søde ord han kunne komme op med. Harry var fantastisk til at lyve. Alt, han havde sagt var løgn. Ikke?

"Kør. Nu." Halvråbte jeg, og af refleks satte min far bilen i gang. Jeg var faktisk overrasket over at han ikke var gået bersærk på Harry.. Måske var han bange for at jeg ville slå ham ned igen? Måske. Hele vejen hen til mit nye hjem kunne jeg ikke høre andet end Harrys ord ved mit øre. Elskede han mig?

 

---------

 

Heeeej!

Ooohhh, hvem er det lige der er god til at opdatere her, hva? wup wup!

Aaargh, den er snart sluuut! Kan I også mærke det? 

So saaad :(

Klokken er halv tre om natten, men jeg er vidst lidt stædig nogle gange.. Jeg ville bare blive færdig med det her kapitel... Og det blev jeg! Yay!

Hvad tror I der sker nu? Altså udover det forudsigelige :P

Me still hope u like it, og husk at smide et like!

- A.K.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...