What if.. ~1D~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kath er 16 år gammel. Hun bor på en kæmpe gård, hvor de har både heste, køer, hunde og katte. Der er årligt åbent hus, og alle er inviteret. I løbet af dagen støder hun på fem drenge, den ene hjælper hende, og den anden kan hun huske at hun har set i tv. Om aftenen er der fest på gården, og Kath bliver alene med Harry Styles. Under hede kys fortæller han, at han har en kæreste. Det ender dog alligevel med at de er sammen, og tror ikke at der er nogen skade sket. Indtil Kaths bedste veninde skal vise sin nye kæreste frem, der viser sig at være Harry Styles. Hvad sker de, når de to finder ud af at kæresten er den bedste veninde? Vil de holde op med at se hinanden? Vil veninden finde ud af det? Hvad sker der, hvis hun finder ud af det? *Læsning på eget ansvar*

21Likes
31Kommentarer
6014Visninger
AA

22. Kapitel 21 = In the beginning, no one was talking

 

"At the beginning, no one was talking"

 

Kapitel 21

19 uger henne

I starten talte vi ikke om det. Det var lidt som om alle forsøgte at glemme alt om det, som om det ikke var virkelighed. Ingen snakkede om det. Det var en hemmelighed, og ingen måtte vide noget om den. Huset var helt stille, og når man endelig snakkede, hviskede man. Der var ingen der havde sagt, at vi ikke måtte snakke, vi holdt ligesom bare op. Nogle gange hvor jeg ikke var i rummet, kunne jeg høre dem tale sammen. De snakkede, de lo. Men så snart jeg kom ind i rummet, rappede de kæften. Ingen sagde noget, og der kom bare en pinlig tavshed. Som om det var forbudt. Der var ikke længere nogen der snakkede om deres oplevelser. Becca stoppede med at snakke om de fester hun havde været til, og jeg tror det var, fordi hun vidste at jeg ikke ville komme til fest i meget, meget lang tid. Det ville jeg ikke kunne, når jeg havde et barn jeg skulle passe på. Nej, ikke et, men to. To børn jeg skulle passe på og opdrage de næste 18 år af mit liv. Det eneste der afslørede at jeg rent faktisk var gravid, var min mave. Den voksede sig større og større hver dag, og jeg ville ønske at jeg kunne sætte en stopper for det, men det var som om den nægtede, og bare blev ved med at vokse. Jeg havde været ved lægen for nogle uger siden, og hun havde fortalt at alt gik helt som det skulle, og jeg skulle bare spise en masse, for de ville få brug for det. Og det viste sig, at jeg var en af de personer, hvis maver vokser utrolig meget. Nogle pigers maver bliver næsten ikke større i løbet af hele graviditeten, og andres maver voksede helt utroligt meget. Min var tæt på at være det sidste. Hvis bare jeg dog ville kunne få en lille mave i stedet, så ville ingen lægge mærke til det. Ingen ville have behøvet at kigge på mig med nedladende blikke, for de ville ikke lægge mærke til det. De ville slet ikke opdage det, ingen ville nogensinde være nødt til at komme med de spydige kommentarer der gjorde mine dage endnu værre. Ingen, og specielt ikke Liberty ville komme med nedladende kommentarer. Hendes opførsel mindede mig om de gamle dage. Dagene før Harry. Dagene med Liberty. Dagene, hvor jeg bare var en helt almindelig pige, der havde en bedste veninde, og jeg var irriteret over at hun altid havde så mange kærester som jeg skulle møde, fordi jeg selv hele mit havde været single, og jeg var hundrede procent stadig jomfru. Det var dengang jeg var fuldt ud uskyldig, og gjorde aldrig noget galt. Men så skete det alt sammen; Jeg mødte Harry, og vi havde sex. Liberty skulle vise mig sin kæreste, og det endte med at vise sig, at det var Harry, dog stoppede Harry og jeg ikke i at have en affære, og det hele endte så med at jeg blev gravid, vi blev uvenner med Liberty og hinanden, og nu skulle vi højest sandsynligt ikke se hinanden igen, for Harry ville aldrig vælge mig frem for Liberty. Aldrig. For nogle uger siden snakkede min mor og far med rektoren om min graviditet, og lærerne fik det at vide, og til en forsamling for hele skolen, fik alle det at vide. ALLE. Hvorfor kunne de ikke bare have holdt det for dem selv? Hvorfor behøvede alle at vide det? Var det for at beskytte mig? Troede de virkelig det? Det havde været slemt nok i forvejen, da folk bare TROEDE at jeg var blevet 'knocked up'. Nu VIDSTE de det alle sammen, og jeg kunne ikke længere gå på gangen som den - næste - helt almindelige teenager jeg var. Folk hviskede på gangene, grinte i krogene. Jeg vidste hvad de snakkede om, det var vel grunden til at jeg tilbragte næsten al den tid der var udenfor klasselokalet på pigetoiletterne. Nogle gange kunne jeg høre piger snakke om mig. Jeg mistænker dem for at VIDE at jeg er der. Jeg er næsten sikker på at de ved det, for hvor skulle jeg ellers gemme mig? For gemme mig, det var hvad jeg gjorde. Selv når jeg var derhjemme gemte jeg mig. Satte mig op på mit værelse i vindueskarmen, og læste. Jeg læste alt muligt. Om længsel, sorg, ensomhed, venskab, utroskab, vold, krimier, gysere, sci-fi, og så videre. Men mest af alt læste jeg om kærlighed. Om lykken ved den første kærlighed. Åhh, den lykke, den rus der flyder rundt i ens krop. Man kan ikke sidde stille, men man kan ikke rigtig gøre noget, og man ønsker kun at være med ham. Han er ens liv, det eneste man tænker på, og man mærker en knude i maven når han ikke er der. Man tænker på hans kys, på hans berøringer. Man drømmer om ham. Så er man sammen med ham, og så.. Pludselig er alt bare perfekt, og man ønsker sig intet andetsteds hen. Nogle dage læste jeg om graviditetens faser. Andre gange blev jeg nødt til at tænke på noget andet, og læste om sorg igen. Mit liv gik i uendelige kedelige cirkler af kedsomhed, tavshed, tårer, ensomhed. Hemmeligheder, tavse værelser. Ingen leen, ingen der spøgte med mig, ingen der spurgte mig om noget, intet. Hvorfor var folk stoppet med det? Hvorfor snakkede de ikke til mig? Hvorfor var de så forsigtige? Hvorfor spurgte de ikke ind, i stedet for at stå og fortælle uvidende løgne? De kunne jo ikke sige noget om mig, for ingenting de sagde var rigtigt. De vidste det ikke, og de forsøgte at få sandheden at vide, det var de ikke interesseret i. Hvorfor havde alt ændret sig, bare fordi min mave var blevet større, og mine hormoner havde ændret sig en smule?  Bare fordi jeg græd oftere, og var ensom mere, hvorfor var folk lige pludselig stoppet med at snakke til mig?

***

Det var en søvnig morgen i april, at der endelig skete noget. Ikke så meget, men nok til at jeg kunne føle et pust af liv inde i mig. Og her mener jeg ikke basserne der gang på gang sparkede til mig, sikkert bare for at påminde mig om deres eksistens. Jeg elskede dem allerede kunne jeg mærke. Jeg sad i min vindueskarm og mindedes den dag for så længe siden, hvor jeg også havde set ud af vinduet ligesom jeg gjorde nu - den dag for så længe siden, da jeg mødte ham for første gang - da et enkelt bank på døren vækkede min opmærksomhed. Jeg sagde ikke noget, ventede bare på, at hvem end det var, ville komme ind og - ej hvor vildt! - måske snakke til mig, eller bare gå igen, fordi personen var kommet til at banke på ved en fejltagelse. Det skete for det meste, der var aldrig nogen mere der bankede på min dør, fordi de rent faktisk ville noget, det var bare en fejltagelse. I lang tid skete der ikke noget, før der pludselig blev taget i håndtaget, og ind trådte en sand skønhed. Hun havde efterhånden fået langt hår med tiden, og tøjet sad so sædvanligt som en drøm på hende. Hvis ikke hun havde været så opsat på at få gang i sin karriere, ville hun stensikkert kunne være blevet model for alle de kendte magasiner. Hun havde en sandfarvet poncho på, og i hånden holdt hun to kopper, af en varm væske. Jeg går ud fra at det var the, så jeg satte mig lidt bedre til rette i vindueskarmen. Becca kom hen og satte sig overfor mig, og rakte den ene kop til mig - jeg havde ret, det var the. Jordbær, mmm. Jeg havde et tæppe over mine ben, og løftede lidt op i det, som for at spørge om hun ville med ind under og få varmet sine ben. Hun nikkede, og smilede kortvarigt til mig, hvorefter hun satte benene op, og lænede sig tilbage med et suk. Vi sad lidt i stilhed, inden hun brød den, med de sædvanlige ord,

"hvordan har du det?" jeg nikkede, svarede ikke på hendes spørgsmål, for - hvordan havde jeg det overhovedet?

"Hvad vil du, Becca?" Jeg vidste det måske var lidt hårdt, men jeg vidste hun ikke bare var kommet for at sniksnakke - det gjorde ingen længere, remember? Hun så på mig med et blik, jeg tror hun blev lidt såret. Jeg er ikke sikker, tror jeg er blevet helt vant til at lade være med at se hvad folk føler, selvom det står helt tydeligt i deres ansigt. Problemet var bare, at jeg helt var holdt op med at se folk i ansigtet, for de så ikke på mig, så hvad var pointen med det? Hun sukkede, og kiggede ned p sin the. Var den spændende? Jeg kunne ikke se noget ekstraordinært ved den.

"Mor og far har snakket om at købe en lejlighed til dig inde i byen," og BAM! Jeg var helt åndeløs. Kan man være det?  Vent.. Hvad havde hun lige sagt?

"Hv-.. Hvad?" Spurgte jeg helt overrasket. Jeg havde vidst at mine forældre ikke vidste hvad de skulle gøre, for at gøre mig tilpas, og hvad de skulle gøre med børnene og så videre, men.. Ligefrem at sparke mig ud? Eller.. Havde hun ikke sagt at de ville KØBE en lejlighed til mig? Så de sparkede mig ikke en gang ud, de var så ivrige, at de ligefrem ville KØBE en lejlighed til mig. Jeg var målløs. Tænkt en gang at jeg havde sådanne forældre.

"Mor og far har snakket-" begyndte hun, "shøøøø! Jeg hørte dig godt!" afbrød jeg, og hun så såret ned på sin the. Denne gang kunne jeg rent faktisk se at hun så såret ud, så det måtte være virkelig slemt. Men jeg kunne ikke få mig selv til at sige undskyld. Hun vidste ikke, hvor meget det havde såret mig, at hun pludselig stoppede med at snakke til mig. Det sårede mig, at hun stoppede med at snakke om sine fester, selvom hun nok bare gjorde det fordi hun vidste at jeg ikke kunne gøre det i meget lang tid, men det sårede mig! Det sårede mig at hun aldrig talte om hendes og Dannys forhold længere, for hun vidste jeg var ustabil i forhold til kærlighed, men jeg havde brug for at høre det. Nok ikke selve ordene, bare.. Ord. Ord, der var tiltænkt mig.

"Hv-.. Hvornår?" Spurgte jeg efter en uendelighed.

"De har snakket om det i nogle uger, og jeg tror de vil snakke med dig i aften om det. Tænkte bare at jeg lige ville forberede dig, så du ikke flippede ud på dem, det tror jeg ikke mor ville kunne bære. Det her er også hårdt for hende, du ved." Og jeg vidste hvad hun mente. Men jeg havde brug for de her uger med selvmedlidenhed, jeg havde brug for dem! Hvorfor kunne de ikke bare forstå det? Becca havde da også haft brug for noget tid efter hendes.. Uheld..

"Undskyld mig, jeg bliver nødt til at komme i skole," mumlede jeg, og rejste mig op. Imens jeg fik mit tøj på - nogen forholdsvist løse bukser, så der var plads til min mave, og en løs t-shirt, der ikke alt for tydeligt viste min store mave - kunne jeg høre Beccas stemme henne fra vinduet.

"Kath, du må ikke være sur på mor og far, de vil dig bare det bedste. Jeg tror måske også det kan være godt for dig at få dit eget sted, og komme lidt væk fra det her hus, møde nogle nye mennesker. Jeg tror ikke det er godt for hverken dig eller børnene at være så meget alene, og dette hus klemmer dig inde, det kan jeg se," sagde hun, og jeg stirrede kortvarigt på hende.

"Du ved ikke noget som helst," mumlede jeg, hvorefter jeg gik ud af værelset, og smækkede døren efter mig. Jeg ved jeg ikke var fair overfor Becca. Jeg vidste hun ville mig det bedste. Jeg vidste det, men kunne ikke se det, alle følelserne kom i vejen for mig. Jeg svang min taske over skulderen, og smuttede ud af huset, og satte kursen hen imod busstoppestedet.

Den morgen i april tog jeg ikke i skole. Ja, jeg tog bussen ind til byen, men jeg gik ikke ind i den store grimme bygning de havde kostet mig så mange tårer de sidste måneder.  I stedet gik jeg ned til kanalen, hvor vandet flød væk i en hurtig fart. Bag en masse træer i skjul, hvor ingen kunne se mig, smed jeg tasken og tog alt mit tøj af. Nøgen trådte jeg ned i vandet, der fik en kuldegysning til at sætte spor over hele min krop. Forårssolen var doven, og lyste svagt, men det stoppede mig ikke i at gå helt ud i vandet, der omslugte min krop. Jeg lænede hovedet tilbage, og gav mig selv til vandet. Det førte mig bort, og det rensede mine tanker.

--------

Okay, der er ikke rigtig noget der egentlig kan gøre godt for, hvorfor jeg ikke har skrevet i så lang tid, og undskyld kan nok ikke gøre det, men se nu her! Hvor er jeg stolt, jeg har fået skrevet et helt kapitel! 

Min egentlig forklaring er, at det sidste halve år, har jeg ikke lavet meget end alt det man læser og skriver om - jeg har rent efter den her dreng, så alle mine veninder blev trætte af at høre mere om ham, men til sidst spurgte han, og vi har nu snart været kærester i 2 måneder. Jeg er så lykkelig, at jeg slet ikke har haft tid til at skrive :D

Men nu i ferien, hvor det uheldigvis forholder sig sådan, at vi er i to vidt forskellige lande, kunne jeg jo så endelig får tid til det, og selvom jeg elsker at være sammen med ham, må jeg sige at det var dejligt at få skrevet noget igen + jeg har fået flere idéer, til hvad der skal ske i den - og jeg, som troede den snart var slut! Ej, det er den nok også.. Måske.. Hhaha :D

Jeg kan godt forstå hvis nogen af jer er sprunget fra, for det ville jeg nok måske også, hvis jeg var i gang med at læse en historie der ikke var blevet opdateret så længe.. Puha :P 

Men til jer der stadig hænger ved, vil bare lige sige at jeg virkelig elsker jer, det er fantastisk at der er nogen der rent faktisk gider vente på at JEG får skrevet noget, haha :P

Håber I ikke er for sure på mig, over ikke at have opdateret, men jeg har bare levet et lykkeligt liv, håber ikke I bliver for sure, haha :P

 

Hav en god ferie, jeg skal nok forsøge at få opdateret snart igen, jeg elsker jer alle! :*

Mys fra mig, og husk at like :P

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...