What if.. ~1D~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kath er 16 år gammel. Hun bor på en kæmpe gård, hvor de har både heste, køer, hunde og katte. Der er årligt åbent hus, og alle er inviteret. I løbet af dagen støder hun på fem drenge, den ene hjælper hende, og den anden kan hun huske at hun har set i tv. Om aftenen er der fest på gården, og Kath bliver alene med Harry Styles. Under hede kys fortæller han, at han har en kæreste. Det ender dog alligevel med at de er sammen, og tror ikke at der er nogen skade sket. Indtil Kaths bedste veninde skal vise sin nye kæreste frem, der viser sig at være Harry Styles. Hvad sker de, når de to finder ud af at kæresten er den bedste veninde? Vil de holde op med at se hinanden? Vil veninden finde ud af det? Hvad sker der, hvis hun finder ud af det? *Læsning på eget ansvar*

21Likes
31Kommentarer
6009Visninger
AA

21. Kapitel 20 = Was my baby going to die?

 

"Was my baby going to die?"

 

Kapitel 20

12 uger henne

Hans hånd strammede så hårdt rundt om min overarm, at jeg ikke kunne gøre andet end at følge med, op af de mange trapper. Han havde skubbet mor tilbage i bilen, da hun havde forsøgt at komme med. Der var noget helt galt. Far ville aldrig gøre nogen noget som helst ondt. Da vi endelig kom op, var min puls højere end den havde været længe. Min mave gjorde ondt, og jeg følte det som om jeg skulle kaste op. Far gik vredt hen, og bankede hårdt på døren. Og som den idiot (Undskyld Harry) Harry var, åbnede han døren med det samme, i stedet for at kigge igennem det der glughul der er i lejligheder, så de kan se hvem det er der kommer. Nu jeg tænkte efter, så kiggede Harry egentlig aldrig i hullet, før han bare åbnede døren, for at møde hvem end der havde valgt at banke eller ringe på døren. Og lige som jeg tænkte de ord, kom hans flotte, fantastiske ansigt til syne. Hans brune og ustyrlige krøller, jeg adskillige gange havde ladet mine fingre stryge igennem, omringede de skinnende grønne øjne. En meget svag antydning af skæg omringede den perfekt formede mund, jeg så mange gange have ladet mine læber trykkedes mod. Hans overkrop var dækket af en stor, grå hættetrøje, jeg vidste gemte på værdier inde bag ved, ikke mange fik lov til at se og røre. Jeg havde set og rørt. Han spærrede øjnene en anelse op ved synet af mig, og min far, ligesom jeg fik en stor, tyk klump i halsen, samt lysten til at flygte derfra, imens jeg græd mine indvolde op, da jeg så ham. Det var så længe siden. Han havde ikke svaret mig. Han havde ikke svaret Liberty. Han gad ikke nogle af os. Han var færdige med os. Og min mave ville fortsat blive ved med at blive større, på grund af ham. Han var faren til mit barn. Til min baby. Far spildte ikke tiden på at stå og beundre Harrys perfekte udseende. Han fløj frem, og nærmest kastede sig over Harry, så han faldt ned på gulvet. Jeg spærrede mine øjne op, og kunne slet ikke flytte mig ud af stedet, da far kastede sig ned over Harry, og begyndte at slå ham i hovedet, med knytnæverne. Min mund åbnede sig i forbavselse, og eg var stadig ikke i stand til at flytte mig ud af flækken.

"Far? FAR!? Hvad LAVER du?!?" Råbte jeg desperat, og endelig kunne jeg flytte mig. Jeg 'kastede' mig ned over far, for at forsøge at få ham fri. Han blev ved, og ved, og ved med at slå Harry i hovedet, og Harry ville virkelig bare få nogle grimme blå mærker. Hvis han var heldig, kunne han få Lou til at dække det godt nok til, at han ikke behøvede få alle mulig spørgsmål fra paparazzier, eller fans. Hans læbe var højst sandsynligt flækket, og så var der lidt blod omkring hans øjne. Jeg havde ikke lyst til at kigge på det, for det var jo min far der havde gjort det. Det gav ingen mening. Sådan noget gjorde far jo ikke. Det var ikke en far-ting.

"FAR!?!" Skreg jeg nærmest ind i hans øre.

***

Hospitalet var helt stille. Jeg havde forestillet mig, at der ville være virkelig mange mennesker, på det her tidspunkt, for det var jo næsten midt på dagen. Jeg rynkede mine bryn, da jeg kom i tanke om, at det virkede som utrolig lang tid siden, at jeg sidst havde set på et ur. Jeg lod mit blik søge rundt i rummet, da jeg henne ved receptionen lagde mærke til et kedeligt og enkelt ur. Kvart over seks. Wow. Jeg havde virkelig være længe væk i mine egne tanker, i virkelig lang tid! Mit blik fjernede sig fra uret, og gav sig i stedet for, bare til at undersøge rummet. En enkelt gammel kone sad, med en hånd på sin opsvulmede mave. Oh. Jeg tror ikke hun var så gammel. Hun var gravid. Fuck. Not Good. Så var hun nok egentlig ret ung. Ellers var der ikke andre i stuen. Til højre for mig, vidste jeg, at min mor sad med et bekymret udtryk i ansigtet, og jeg vidste at far sad til venstre til mig. Jeg kunne ane hans kropsfigur ud af øjenkrogen. Han holdt en pose af de der kolde ting-noget, som man får, når man er hævet eller sådan noget, op imod pande. Det havde blødt meget kraftigt, men lægerne havde sagt at det bare var fordi at hovedet var så følsomt, at der altid kom utrolig meget blod. Det beroligede mig lidt. Jeg var gået i panik, og var løbet ind på Harrys værelse, hvor jeg i skabet fandt hans kølle,(Som stort set var ubrugt) og slog far ned med. Han var gået ud som et lys, og så snart han vågnede, var det som om han overhovedet ikke kunne huske, hvad der var sket. I hvert fald var han blevet som han normalt altid var, og det var jeg virkelig glad for! Harry og jeg havde ikke haft kontakt, siden lige da vi kom. Og jeg havde ikke set på ham. Han havde ikke kigget på mig. Vi havde ikke kigget på hinanden, for det var ligesom så mærkeligt. Vi havde ikke set hinanden i så lang tid, og han skulle tage kontakt til en af os, og så møder vi bare uventet op. Det måtte også være akavet for ham. Det måtte have været helt vildt akavet for ham. En ung sygeplejerske afbrød min akavede tankegang, og jeg rettede hurtigt mit blik mod hende.

"Katherine Culmburry? Følg venligst med mig." Hun smilede helt blændende, nok mest fordi hun havde en virkelig skinnende bøjle på. Der var sat sten på hver tand, og det så virkelig sjovt ud. Jeg rejste mig, og fulgte efter hende, ned af en lang gang. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på hendes mini-hestehale, som hun med vilje fik til at svinge frem og tilbage, så jeg nærmest kunne se for mig, at det i stedet for at være en hestehale, var en hundehale der logrede fordi den enten havde gjort noget godt, eller fordi dens ejer lige var kommet hjem. Eller noget i den stil. Hun fulgte mig ind på et værelse, hvor jeg mødte endnu en ung sygeplejerske. Hun så ung ud, og lignede næsen én der var yngre end mig. Men det kunne jo ikke rigtig lade sig gøre. Mit blik fladt ned på hendes navneskilt, for nogle gange kan man beregne ud far navnet, hvor gammel personen var.

Bridgit Hales

Fødselslæge

Fuck. Hun var ikke en sygeplejerske. Godt hun ikke kunne læse tanker. Så ville jeg være død, omtrent nu. Det var hendes bløde stemme, der fik mig hevet ud af mine tanker. Jeg stod først og kiggede på hende, hvorefter hendes læber bevægede sig opad, og blev fuldendt til et perfekt smil, der blændede mig. Ikke fordi ikke fordi hun havde helt hvide, perfekte tænder, men fordi hun bare havde et helt gennemtænkt perfekt ansigt. Jeg kunne mærke rødmen lægge sig som et lag af dug over mine kinder, og jeg rømmede mig.

"Du hedder Katherine, ikke også?" Spurgte hun med venlig stemme, (og så smuk og rolig en stemme at jeg var ved at blive hylet ud af den) og jeg nikkede.

"Bare Kath." Rettede jeg hende, og forsøgte så at smile til hende, selvom det højest sandsynligt bare blev til en grim grimasse i stedet.

"Okay, Kath-" Hun kiggede op, og smilede igen "-Jeg kan forstå at du skal se, hvordan dit barn har det. Har du været herinde og få det tjekket før?" Jeg rystede på hovedet, og kiggede ned på min mave. Jeg håbede virkelig, at alt var okay.

"Fint, så kan vi lige få os en snak. Bare sæt sig ned på stolen der, hvis du ville være så venlig." Jeg satte mig ned på stolen, der stod overfor et skrivebord, som hun sad bag. Hun fandt et skema frem, og noget at skrive med.

"Fulde navn?"

"Katherine Culmburry"

"Alder?" Her tøvede jeg. Ville hun tro, at jeg var en luder, hvis hun fandt ud af, hvor ung jeg var? Jeg besluttede at jeg højest sandsynligt ikke ville blive hånet af hende, og valgte af fortælle hende sandheden.

"Jeg er lige fyldt 17."

"Hvornår havde du sidst din menstruation?"

"Øhh..Det.. Ved jeg ikke.. Før Jul? Ja, før jul, for jeg havde lidt mave inden nytår. Kan man ikke finde ud af, hvor langt jeg er henne ved hjælp af en eller anden skanner, eller sådan noget?" Spurgte jeg, og kløede mig i nakken. Det var pinligt, at jeg ikke kunne huske hvornår jeg havde mine sidste menstruation.

"Jo, det er helt fint, jeg kan se ved hjælp af ultralydsskanningen, hvor barnet ligger tættest på i forhold til gennemsnittet af børn, indenfor hver måned. Vi skal nok finde ud af det. Hvis du nu går om bag det forhæng, tager dit tøj af, tager denne kåbe på, og ligger op på briksen her, så vil jeg gå i gang med at gøre klar til skanningen." Jeg nikkede, og gjorde som hun sagde. Briksen var kold at ligge på, og jeg fik helt kuldegysninger, men forsøgte at ignorere det. Bridgit - eller skulle jeg kalde hende lægen? - Nåh, lægen (I remembered!) satte sig ned på en stol med hjul på, så hun kunne køre rundt, og løftede lidt op i kåben. Jeg kunne ikke stoppe en rødmen fra at sprede sig i mine kinder, og pludselig kunne jeg ikke mærke kulden fra briksen længere, da hele min krop blev fyldt af varme. Det var simpelthen så pinligt, at hun skulle kigge ind i mit skridt. Hvorfor kiggede hun overhovedet ind i mit skridt? Det var så pinligt.

"Nu vil du kunne mærke noget koldt, men det bliver hurtigt varmet op, så du ikke lægger mærke til den." Jeg gav et sæt, da hun stikket et eller andet op, der virkelig bare var koldt! Og ja, selvfølgelig havde hun haft ret; snart efter kunne jeg ikke mærke kulden længere. Jeg kunne dog mærke at hun proppede den længere og længere op, og jeg begyndte at få det ret ubehageligt.

"Ja, jeg kan jo godt se at du er gravid, så det er ikke noget problem. Det underlige er bare, at du siger at sidste gang du kunne huske, at du ikke havde din menstruation, var inden jul. Din mave tyder nemlig på, at du har været gravid i noget tid, længere tid end dét i hvert fald. Men nu vil jeg få et lille billedet herop på skærmen, og så kan du selv følge med." Mit blik røg automatisk op på en lille skærm, der bare viste nogle grå plamager. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle kigge efter, så jeg kiggede bare lidt over det hele. Pludselig dukkede der en rød prik op på skærmen, og den drejede lidt rundt omkring. Det tog mit noget tid, før jeg opfattede at det var lægen, der sad med en lille laser-ting, så hun kunne vise mig, hvad der var hvad.

"Dét her..-" Hun cirklede rundt om en lille plamage, der var lidt mørkere end de andre plamager, og skiftede farve med jævne mellemrum "-Er babyens hjerte. Men..." Hun rynkede sine bryn, men hun så stadig lige køn ud. Som om en gudinde eller lignende havde født hende. Vent! Hvis hun så, så køn ud, hvor køn ville hendes forældre så ikke være? De måtte være så flotte.. Jeg forstod ikke hendes tøven, eller hendes rynkede bryn.

"Hvad er der?" Spurgte jeg hende, og hun vendte sig forvirret om imod mig.

"Der er to hjerter."

"HVAD? Har min baby TO hjerter?!?" Udbrød jeg, og stirrede mig fortvivlet omkring. Var der nogensinde nogle, der var født med to hjerter? Kunne man overleve med to? Skulle de operere i min lille baby? Ville min baby ikke overleve? Ville min baby dø?  Da lægen begyndte at le en perlelatter, kunne jeg have revet hendes arm af. Det her var da ikke noget at le af!

"Nej, men du har du har to babyer," smilede hun, som om det da var indlysende. Hmm, ja, det var det nok. Heldigvis. Min baby havde ikke to hjerter. Jeg havde bare to babyer, i stedet for én baby med to.. Vent HVAD?

"HVAD?" Spurgte jeg forvirret.

"Du skal have tvillinger, Kath," Smilede hun, som om jeg var fat svag eller sådan noget.

"Tvillinger? Jamen.. Jeg er kun 17! Jeg kan da ikke have TVILLINGER! Jeg kan knap nok have ÈN, hvordan FANDEN skal jeg så kunne klare TO?!?!!" Det var ikke min mening at råbe af hende, men jeg kunne ikke rigtig gøre for det. Måske var det på grund af chokket? Jeg vidste det ikke. Da jeg endelig fik min puls ned (Den havde været rimelig høj) og fik mig taget sammen til at tale igen, tog jeg mig nogle dybe indåndinger, som for at være sikker på, at jeg ikke gik i koks med det.

"Men-... Hvordan har de-" Jeg slugte en kæmpe klump der havde siddet fast i min hals længe, "-det så? Har de det fint nok? Er de enæggede? Hvor langt er jeg henne? Skal jeg spise mere? Skal jeg gøre noget særligt? Hvad skal jeg GØRE!?" Det sidste kom jeg til at sige lidt for højt, men jeg var altså meget uvant me den her situation! Hun begyndte endnu en gang at grine en mild perlelatter.

"Bare rolig. Det er normalt at reagere på den her måde, når man ikke vidste at man forventede tvillinger. Men bare rolig, alt skal nok blive okay. De har det begge to godt, og det ser ud til at de vokser lige hurtigt, den ene tager ikke mere næring end den anden. Nej, de er ikke enæggede, da det er en dreng og en pige, og de ligger så forskelligt i generne, at drenge og piger aldrig kan være enæggede. Som jeg kan se det, er du cirka 15 uger henne, altså næsten 4 måneder. Øhh, som det ser ud nu, behøver du ikke spise mere, men det bliver du nok nødt til, når de begynder at blive større. Og du skal ikke gøre noget særligt, ud over at tage den med ro, og ikke lave for meget vildt. Jeg går ud fra at du stadig går i skole, og det skal du bare blive ved med. Dine lærere og dine klassekammerater bliver nok nødt til at få det at vide, hvis nu du skulle få plukkeveer. Det er en slags veer, som du vil få jævnligt igennem graviditeten, men de betyder ikke, at du lige pludselig kan føde. Hvad med, at du kommer herind til mig, igen om en måneds tid, og så får vi os lige et overblik over, hvordan det står til?" Jeg nikkede, og smilede så blidt til hende. Så gik jeg om bag forhænget for at tage mit tøj på, hvorefter jeg sagde farvel til hende, og gik ud til min familie for at fortælle dem, at de ikke skulle være bedsteforældre for ét barn. Men for to. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...