What if.. ~1D~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kath er 16 år gammel. Hun bor på en kæmpe gård, hvor de har både heste, køer, hunde og katte. Der er årligt åbent hus, og alle er inviteret. I løbet af dagen støder hun på fem drenge, den ene hjælper hende, og den anden kan hun huske at hun har set i tv. Om aftenen er der fest på gården, og Kath bliver alene med Harry Styles. Under hede kys fortæller han, at han har en kæreste. Det ender dog alligevel med at de er sammen, og tror ikke at der er nogen skade sket. Indtil Kaths bedste veninde skal vise sin nye kæreste frem, der viser sig at være Harry Styles. Hvad sker de, når de to finder ud af at kæresten er den bedste veninde? Vil de holde op med at se hinanden? Vil veninden finde ud af det? Hvad sker der, hvis hun finder ud af det? *Læsning på eget ansvar*

22Likes
31Kommentarer
6767Visninger
AA

20. Kapitel 19 = That wasn't who father was

 

"That wasn't who father was"

 

Kapitel 19

 12 uger henne

"Er du gravid?" Hendes ord bankede sig fast på indersiden af min nethinde. Nethinde? Hedder det overhovedet det? Muligvis. Jeg kunne ikke se hendes ansigt tydeligt, for tårerne føj op i mine øjne, så alt blev helt utydligt.

"Er du det?" Spurgte mor, og jeg kunne høre at hun græd, på den måde hun trak vejret så stødende på. Jeg kunne mærke et hulk komme op, og lænede mig op af toilettet, imens det hele bare kom op. Ikke sådan at jeg kastede op eller noget, men ja. Tårerne stod ud af hovedet på mig, og jeg hulkede voldsomt. Mor gispede, og faldt ned på knæ ved siden af mig.

"Åh gud, min lille pige!" Hulkede hun, og lagde sin arm omkring mig. Jeg snøftede, og knugede hende indtil mig. Selvom jeg ikke vidste hvad hendes reaktion var, så var det alligevel som om der var en tung sten der blev løftet fra mit hjerte. Nu behøvede jeg ikke at gemme det mere. Nu behøvede jeg ikke flere løgne. Nu behøvede jeg ikke at gemme det mere. Nu kunne jeg bare være mig selv igen.

***

Dagene skred frem. Det var nogle forfærdelige dage, fyldt med endnu flere løgne. Becca kunne mærke at der var noget galt, og det samme kunne far, for mor havde åbenbart ikke sagt noget til far, hvilket jeg fandt utroligt mærkeligt.

"Finally HOME!" Udbrød Becca, og smed sig hen i sofaen.

"Jaahh..." Mumlede Danny, fulgte efter hende, og satte sig ned i sofaen ved siden af hende. Jeg kiggede mig flygtigt over skulderen, og mumlede noget om, at jeg gik ovenpå.

"Kath, kan vi lige tale?" Mor sagde det så højt, og på en sådan måde, at jeg ikke kunne undgå at forstå, at det ikke kun var "vi" som i hende og jeg, men "vi" som i mor, far og jeg. Hvilket betød graviditets-samtalen. Altså, den store samtale. Jeg så mig om for at finde på en undskyldning, da min mave pludselig brummede. Jeg brød ud i et smil, som jeg fjernede med det samme, for at det ikke skulle komme til at se for dumt ud.

"Øhh, jeg er ret sulten, og jeg trænger virkelig til et bad, så må jeg ikke godt få lov til at gøre det først? Jeg har ikke været i bad i flere dage, og jeg er virkelig træt. Kunne virkelig godt trænge til noget at spise, og få en bad. Er det okay?" Først nu tog jeg en dyb indånding, og kiggede op på mor. Noget i hendes blik fortalte mig at hun var ked af det, men det lille øjebliks sorg forsvandt hurtigt bag en glad og moderlig facade, der kom op.

"Selvfølgelig. Skal jeg lave noget mad til dig, til når du kommer ned igen?" Spurgte hun, og jeg nikkede lettet. Nu ville jeg kunne have et lille pusterum inden jeg helt sikkert skulle til at sige det alt sammen foran dem alle. Jeg nikkede igen, hvorefter jeg vendte rundt, og skyndte mig op af trapperne. Jeg styrtede ind på mit værelse, fik fat i nyt undertøj, og noget andet tøj i det hele taget, hvorefter jeg gik ind i bad. Det var utrolig dejligt at blive helt ren igen, plus det gav mig tid til at tænke det hele igennem, inden jeg skulle ned, og få forandret hele mit liv. For altid. Selvom jeg ikke ville, blev jeg nødt til at stige ud af bruserens glohede stråler, der beroligede min krop mere end noget andet, og begynde at tørre mig. Jeg tørrede min krop, og tog mit undertøj på. Jeg tog et nyt håndklæde og viklede om mit hår, så det kunne tørre lidt, og ikke hænge vådt ned af min ryg. Jeg fik hurtigt det nye tøj på, der bestod af nogle løse bukser, og en kæmpestor uldtrøje. Selvom der egentlig ikke var så koldt herinde, så var den god til at skjule min lidt for tykke mave. Jeg viklede mit hår ud igen, og redte det lige igennem med min børste. Jeg tog en dyb indånding, og gik nedenunder i tunge skridt. Jeg kom ind i stuen/køkkenet, og satte mig i den sofa, som Becca og Danny åbenbart var gået væk fra. De var i hvert fald ikke til at se nogen steder. Far sad og læste i sin avis i den anden sofa, og mor kom trallende med en bakke med lidt af hvert. Der var kakao, brød, kage, lidt forskelligt pålæg og så selvfølgelig tallerkener, og glas og knive og sådan. Jeg smilede til hende. - Falskt. Men jeg kunne se at hun smilede tilbage til mig lige så falskt som jeg havde smilet til hende. Far lagde ikke mærke til noget, for jeg havde lært at lyve og være "falsk" overfor andre, og mor smilede sit normale hjertevarme smil, men hendes fingre der holdt krampagtigt omkring bakken, afslørede hendes ellers så rolige facade. Tænk en gang at min mor kunne lyve så godt. Være så falsk. Hun var jo.. Mor.. Hun satte bakken på sofabordet, og jeg rettede mig sultent op, og kiggede ud over bakken. Denne gang sendte jeg hende et næsten ægte smil, som hun gengældte.

"Tak for det her, mor," smilede jeg, og tog en skive brød, som jeg smurte et tykt lag nutalla på, og spiste med stor nydelse. Far tog sig også et brød, imens mor satte sig anspændt tilbagelænet. Da jeg var i gang med at spise mit tredje stykke brød, sendte mor mig "blikket", der viste mig, at nu skulle jeg altså til at få det sagt. Jeg lagde brødet fra mig, sank en klump og så op på far, der igen var gået i gang med at læse avis.

"Øhh, far, må jeg lige sige noget?" Spurgte jeg,  og sank endnu en stor klump. Far så op fra sin avis, og nikkede så meget blikket på mig.

"Je-.. Jeg.. Jeg e-er.. Jeg er g-gravid," stammede jeg, og sænkede blikket. Der var helt stille i lidt tid. Til sidst blev jeg nødt til at se op, for andet ville blive for mærkeligt. Jeg kunne nok godt have forudset mors reaktion. Hun ville nok også kunne forudse den. Men INGEN kunne have forudset fars situation. Noget mørkt sneg sig ind, og lagde sig som et kvældende lag over hans øjne.

"HVAD er du!?" Spurgte, næsten råbte han. Jeg krympede mig, og forsøgte at fjerne blikket fra hans, men det var umuligt. Det var som om hans øjne holdt fast om mine med så stramt et greb, at det var umuligt for mig at undslippe. Han rejste sig op med et sæt, så hurtigt at både mor og jeg fór op af forskrækkelse. Vi stod i noget tid og så på hinanden, inden beslutsomheden stod klart i fars ansigt. Han vidste hvad han skulle nu. På nul komma fem stod han ved siden af mig, og lavede et jerngreb rundt om min arm. Hans fingre klemte så hårdt om min arm, at jeg skar ansigt, og gik vagt ned i knæ.

"Far!" - "Peter!" Mors og min stemme fyldte begge stuen, da vi begge råbte på far, om at stoppe. Men det var næsten som om alt menneskeligt forsvandt fra hans øjne, da han strammede grebet endnu mere, og begyndte at trække mig hen imod døren. Jeg kunne ikke gøre andet end at følge fortumlet med, imens jeg for første gang var bange for far. Han havde aldrig være voldelig eller noget, og jeg havde kun oplevet meget få gange hvor han overhovedet hævede stemmen. Far var altid sådan et roligt og stabilt menneske, og det var nok også derfor jeg ikke kunne få mig selv til at gøre noget ved det, da han smed mig ind på forsædet af hans store firehjulstrækker. For far var jo ikke et voldeligt menneske. Han blev aldrig sur. Han var altid.. Ja.. Rolig. Mor kastede sig ind på bagsædet, og gav sig straks til at tale om alle mulige forskellige. Alle omdrejede spørgsmålet om, hvad han havde gang i. I takt med at far bakkede ud, og begyndte at køre mod London, steg min hjertebanken. Hvad fanden havde han gang i? Da far på et tidspunkt fik nok af mors plapren, råbte han højt op om det, så vi begge fik et chok. Derefter var der stilhed i bilen, hele resten af turen. Det var da vi næsten var kommet til London, at far endelig afbrød stilheden.

"Hvor bor Harry henne?" Var det eneste han sagde. Jeg glippede med øjnene, kunne slet ikke få mig selv til at forme ordene i min mund. Far stoppede bilen op, og vendte sit blik mod mig. Han forventede at jeg kom med svaret. Mine kinder blev helt røde, og jeg kiggede ned. På en måde havde jeg ikke lyst til at fortælle ham det, for eftersom at alt hvad der var sket de sidste tyve minutter var en fuldstændig unormal opførsel hos far, havde jeg ingen anelse om, hvad han kunne finde på at gøre mod Harry. Far greb mig hårdt om kæben, og tvang mig til at se ham i øjnene. Jeg var skrækslagen. Skrækslagen nok til at fortælle ham, hvor Harry boede. Skrækslagen nok til ikke at gøre andet. Skrækslagen nok til ikke a tænke på noget som helst. Jeg havde altid så mange tanker. Nu havde jeg ingen. Far havde skræmt mig. Far, der altid var rolig, og til at have med at gøre. Så rolig. Så afslappet. Ikke voldelig. Og slet ikke sådan en type, der skræmmer sin kone, og sit barn. Det var ikke en far-ting at gøre sådan noget. Det var sådan noget man hørte om i radioen. Det var sådan noget, der ikke kunne ske i vores familie. Det var ikke en far-ting. For sådan var far ikke. Sådan var far ikke. 

--------

Heeej!

Jeg undskylder mange gange for den lange ventetid, men jeg håber I kan lide kapitlet :)

Smid et like, skriv en kommentar, så ville jeg blive glad :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...