What if.. ~1D~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kath er 16 år gammel. Hun bor på en kæmpe gård, hvor de har både heste, køer, hunde og katte. Der er årligt åbent hus, og alle er inviteret. I løbet af dagen støder hun på fem drenge, den ene hjælper hende, og den anden kan hun huske at hun har set i tv. Om aftenen er der fest på gården, og Kath bliver alene med Harry Styles. Under hede kys fortæller han, at han har en kæreste. Det ender dog alligevel med at de er sammen, og tror ikke at der er nogen skade sket. Indtil Kaths bedste veninde skal vise sin nye kæreste frem, der viser sig at være Harry Styles. Hvad sker de, når de to finder ud af at kæresten er den bedste veninde? Vil de holde op med at se hinanden? Vil veninden finde ud af det? Hvad sker der, hvis hun finder ud af det? *Læsning på eget ansvar*

21Likes
31Kommentarer
6006Visninger
AA

19. Kapitel 18 = Are you pregnant?

 

 

"Are you pregnant?"

Kapitel 18

11 uger henne

"Hvordan har min yndige søster det så i dag?" Jeg klappede døren op, og gik ind på værelset, hvor Becca sad op, og kiggede ned i nogle blade.

"Jeg har det godt, tak!" Svarede hun og smilede til mig, så jeg blev blændet. Jeg stod lige i nogle sekunder og betragtede bare min søster. Hun havde fået lidt af sin glans tilbage i håret, og hendes øjne strålede. På en eller anden måde var det lykkedes hende at indse, at hun da bare kunne få et andet barn, og at hun nok egentlig ikke havde været helt moden nok til at skulle have et barn. På det tidspunkt havde jeg slugt en klump, og skævet til min mave. Hvis ikke jeg passede på, ville jeg meget nemt komme til at afsløre mig selv inden længe. Jeg var kommet til at kaste op foran mor. Det var bare lige pludseligt, imens hun var derinde, at kvalmen kom, og jeg bare blev nød til at komme ud med det. Jeg nåede ikke ud på badeværelset, så jeg kom bare til at gøre det midt i de hele. Mor havde troet at jeg var syg eller sådan, indtil at jeg fik hende overbevist om, at jeg havde det fint.

"Har du købt noget til mig?" Beccas stemme sendte mig tilbage til virkeligheden, da hun pegede ned på den pose jeg holdt i hånden. Dum som jeg var, kiggede jeg ned på den, inden jeg kom i tanke om, at jeg havde købt en kop kaffe til hende, som var godt pakket ind, så den ikke ville blive kold i det iskolde vejr. Jeg smilede til hende, og nikkede, imens jeg dykkede ned i posen med min hånd, og greb fat om den varme bunke af tørklæder. Jeg tog den op, og pakkede koppen ud, hvorefter jeg rakte den til Becca, der strålede, da hun tog imod den. Man måtte egentlig ikke tage mad med udefra, men Becca var så frisk, og jeg kunne sagtens forestille mig, at hun virkelig trængte til noget kaffe. Og derfor havde jeg smuglet den ind.

"Åhh, taaak!" Hun stønnede lykkeligt, og gav sig til at angribe koppen. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, men jeg prøvede at holde det inde, så det i stedet gav sådan en mega mærkelig lyd. Jeg kiggede hurtigt over på Becca, der var stoppet med at drikke, og bare sad og så på mig med et mærkeligt blik. Jeg så flovt på hende, men så brød vi ud i latter, som flækkede igennem den akavede stilhed, der tit kom imellem os. Eller.. Den var ikke så akavet, bare meget, meget stille. Og det er på en måde meget værre. Jeg satte mig op i sengen hos hende, da vi var ved at kunne trække vejret igen.

"Puuuhhh," mumlede jeg, og satte mig til rette op af Becca. Jeg lagde mit hoved på hendes skulder, og trak hendes dyne over mine ben. Der var trods al stadig hundekoldt udenfor.

"Hvor længe har dig og Harry egentlig..? Du ved.." Beccas søde stemme brød den stilhed der havde lagt sig omkring os. Jeg trak vejret dybt ved hendes ord, og kunne mærke tårerne strømme op i øjnene på mig.

"Vi er ikke sammen længere." Det var mit eneste svar. Becca satte sig lidt tilbage, og jeg kunne se at hun så lidt såret ud. Jeg sukkede, for jeg hadede at se hende ked af det, og fik en forfærdelig fornemmelse i maven, fordi jeg vidste at det var mig, der gav hende den følelse.

"Vi startede med at være sammen ved det dér åbent hus, vi holdt i slutningen af sommerferien. Kan du huske det?" Spurgte jeg, og kunne se at hun nikkede.

"Undskyld det før, det er bare ret svært at snakke om." Sagde jeg ligeud, og lod være med at kigge på hende, for jeg vidste at hun så ville kunne se de tårer der sad fast i øjenkrogen på mig.

"Du kunne godt lide ham, kunne du ikke?" Spurgte hun. Det ramte mig som et stød, selvom det nok ikke burde gøre. Jeg kunne ikke holde det inde i mig, og kom til at snøfte højt, imens tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder i blide strømme. Jeg nikkede, og hviskede et 'jo'. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende, hvor meget jeg stadig kunne lide ham. Måske havde det bare noget med graviditeten at gøre. Måske vidste babyen bare, at der var sin far, og derfor gav den mig de her åndssvage følelser for ham. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Nåh, lige meget.

"Vidste han det?" Hun spurgte så stille, at jeg ikke var helt sikker på at jeg havde hørt rigtigt.

"Ja. Eller.. Han fandt i hvert fald ud af det.. Men jeg tror muligvis at han godt vidste det.. For ellers var han godt nok blind!" Jeg have virkelig bare lige afsløret mig selv, jeg havde fuldstændig lige fortalt, at jeg havde gjort ting, som antydede at jeg godt kunne lide ham.

"Og kunne han også godt lide dig?" Ved de ord brød jeg sammen i gråd, der gik flere minutter hvor jeg bare sad og hulkede min smerte ud. Jeg græd så det piskede,  mine hænder blev fuldstændig våde.

"N-ne-eej!" Det kom ud meget voldsomt, men jeg kunne ikke styre mine hulk, jeg var så ked af det. Becca lagde beskyttende sine arme omkring mig, og aede mig på håret, imens hun hviskede ting om at alt nok skulle blive okay. Et kort øjeblik troede jeg hende, og lod min krop slappe af, som godt som muligt. Men så kom mor ind af døren, og samtidig kom en uventet kvalme frem, som fik mig til at springe ud af sengen, og løbe alt hvad jeg kunne hen imod toilettet. Og - som sædvanligt - brækkede jeg mig heftigt ned i toiletkummen. Jeg kunne ikke undlade et hulk til at slippe over mine læber, efterfulgt af nogle åndssvage tårer. Og sammen med dét, begyndte jeg selvfølgelig at snøfte. Hvorfor begynder man overhovedet at producere snot, når man græd? Hey vent, der var da vidst nogle forskere der var ved at finde ud af det.. Hmm, jeg skulle virkelig følge godt med i nyhederne, så jeg kunne få svaret på det, i stedet for at jeg hver gang jeg græd kom til at tænke på det. Klogt tænkt, klogt tænkt.

"Kath?" Min mors blide stemme fik mig til at fare sammen af forskrækkelse. Jeg vendte mig om, så jeg sad nede på gulvet, med front imod min mor, og min venstre arm til at hvile på toiletkummen. Ikke særlig lækkert, men ja.

"Er du okay?" Spurgte hun bekymret, og gik nogle skridt hen imod mig, men stoppede da jeg nikkede ivrigt på hovedet.

"Jeg har det fint, mor, " mumlede jeg, og prøvede at smile så overbevisende til hende som muligt. Hun så ud til at købe den, og vendte sig rundt, men det fik en blid vind til at rejse sig omkring hende, og sikkert få opkastlugten lige op i hovedet på hende.

"Kath?" Spurgte hun, og tog nogle tøvende skridt hen imod mig. Jeg så op på hende, med et bange blik, som jeg prøvede at gemme væk så godt som muligt. Om det virkede, det vidste jeg ikke.

"Mmmm?" Spurgte jeg, og kunne mærke alt fryse til is inden i mig. Hendes blik sagde det alt sammen. Hun vidste det. Og nu vidste hun at jeg vidste at hun vidste det.

"Er du.. Er.. E-er duu.." Stammede hun, og så forfærdet på mig. Jeg kunne mærke mine øjne blive fyldt med vand, der gjorde det svært for mig at se hende.

Hun så på mig, nok med øjnene fulde af tårer, det var i hvert fald hvad jeg gik ud fra, efter de snøft de kom fra hende en gang imellem. Hun tog en dyb indånding, og jeg kunne mærke at nu kom det. Nu ville hele mit liv blive forandret. Det blev nok egentlig forandret den aften jeg mødte Harry, men fuck lige det.

"Er du gravid?"

 

-------

Åhh, nu ved Kaths mor det!

Hvad tror I så der vil ske?

Hvordan tror I at hun reagerer?

 

Jeg undskylder den lange ventetid, men jeg fik en kortvarig skriveblokering, så jeg kunne ikke skrive videre..

Nu kommer vi snart over i 4. måned (medmindre jeg springer den over, det ved jeg ikke helt endnu..) så, hvad tror I der vil ske?

 

I må meget gerne like, og jeg ville blive ekstremt glad for noget konstruktiv kritik :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...