What if.. ~1D~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kath er 16 år gammel. Hun bor på en kæmpe gård, hvor de har både heste, køer, hunde og katte. Der er årligt åbent hus, og alle er inviteret. I løbet af dagen støder hun på fem drenge, den ene hjælper hende, og den anden kan hun huske at hun har set i tv. Om aftenen er der fest på gården, og Kath bliver alene med Harry Styles. Under hede kys fortæller han, at han har en kæreste. Det ender dog alligevel med at de er sammen, og tror ikke at der er nogen skade sket. Indtil Kaths bedste veninde skal vise sin nye kæreste frem, der viser sig at være Harry Styles. Hvad sker de, når de to finder ud af at kæresten er den bedste veninde? Vil de holde op med at se hinanden? Vil veninden finde ud af det? Hvad sker der, hvis hun finder ud af det? *Læsning på eget ansvar*

22Likes
31Kommentarer
6770Visninger
AA

17. Kapitel 16 = One thing was absolutly sure

 

" One thing was absolutely sure"

Kapitel 16

9 uger henne

"I dag er det Kaths fødselsdag! Hurra! Hurra! Hurraaa! Hun sikker sig en gave for som hun har.." Og sådan fortsatte de. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og kiggede rundt på min familie, der havde samlet sig rundt om min store seng. Mathias havde sat sig i min fodende, og smilede til mig. Jeg besvarede smilet, og gabte. Jeg var virkelig, virkelig træt, og orkede næsten ingenting. Dog forsøgte jeg virkelig at holde øjnene åbne, for det var jo trods alt min fødselsdag, og min familie havde virkelig sørget for, at få  lavet en kæmpe kage, med en flot dekoration, og en masse gaver. Jeg gned mig hurtigt i øjnene, og smilede stort, da de stoppede med at synge.

"Tillykke med fødselsdagen Kath!" Sagde Mathias, og kastede sig ind over sengen, for at komme hen og kramme mig. Jeg krammede ham grundigt, med sørgede også for, ikke at lade min mave ramme hans, for så ville han helt klart kunne mærke, at jeg var noget større, end jeg burde være. Faktisk rimelig meget større. Han lænede sig tilbage, og derefter gik det på tur med at kramme folk. Faktisk var det kun Becca, mor, far og Mathias der var her, Mike havde ikke haft mulighed for at komme med. Det var jo også en normal skoledag, men de ville komme i aften, også Danny. Becca var kommet i går aftes, og ville så tage hjem i morgen sammen med Danny. Alle havde sat sig ned på sengen, og iagttog mig pakke mine gaver op, og skære kagen ud.  Jeg fik en masse tøj, og nogle andre ting. Desværre var mange af tingene, sådan nogle stramme trøjer, og dem ville jeg jo ikke kunne bruge i noget tid. Men heldigvis var der også nogle store hættetrøjer, og store sweatre, som jeg ville kunne gemme mig lidt i.

***

Vi havde siddet og snakket i noget tid, da det forfærdelige skete. De rejste sig op, for at lade mig være lidt alene og få tøj på, da et skrig pludselig flængede igennem luften. Jeg kiggede straks over på Becca, der lå sammenkrymbet på gulvet, med hånden på maven, imens hun skreg. Lynhurtigt var jeg ude af sengen, og nede på gulvet ved siden af hende. Jeg tog fat om hendes hænder som hun knyttede hårdt sammen, men jeg bed mig bare i læben, for ikke at føle smerten. Lige nu var det Becca det handlede om. Jeg vendte mig fortvivlet om.

"SÅ GØR DOG NOGET! RING EFTER EN AMBULANCE!" Nærmest skreg jeg af mine forældre, der bare stod helt lamslåede. Det endte med at det var Mathias, der pilede ud fra mig værelse, og man kunne høre hans trin løbe nedenunder, for at finde telefonen. Mit blik faldt på Becca igen, der lå med sveddråber på panden, imens hun klynkede højt, og forsøgte at holde sig for maven, som sikkert var den, der var noget i vejen med. Der gik ikke lang tid før vi kunne høre ambulancen ude fra vejen af, og vi slappede vidst alle lidt mere af, undtagen Becca selvfølgelig. En masse folk kom ind, med en båre, og nogle sygeplejersker begyndte straks at tilse hende lidt. De bar hende nedenunder, ud af døren, og ind i ambulancen. Jeg fik lov at komme med, men mor og far skulle selv komme til hospitalet. Hvorfor det var sådan, fik vi aldrig svar på, for vi skulle til at skynde os meget. De klappede døren i, og lidt efter begyndte vi at køre af sted. Jeg kiggede ned på Becca, der havde et forpint udtryk i ansigtet.

"Kath," hulkede hun, og jeg tog straks fat om hendes hånd igen. Hun klemte den så hårdt, at jeg havde en virkelig stor trang til at stønne af smerte, men for Beccas skyld, lod jeg være. På nul komma fem var vi kommet ind på hospitalet, og de fik hurtigt båren ud af ambulancen, og løb hen imod indgangen, sammen med hende. Jeg løb efter, og forsøgte så godt som muligt, at følge med, men det var rimelig svært. Vi løb hurtigt ned af den hvide gang, og nogle læger kom med os, og vi fortsatte hen imod en lukket dør. De løb direkte ind i den, men heldigvis gik den op, og da jeg kom derind, opdagede jeg, at det var et operationsværelse. Hvad ville de gøre med min søster? En kvindelig læge kom hen til mig,

"Du bliver desværre nødt til at træde udenfor, du må ikke være herinde, når vi går i gang!" Beklagede hun, og sendte mig et ærgerligt  blik. Jeg kiggede hen på Becca, der stirrede rædselsslagen tilbage på mig.

"Kath.. Kath du må ikke forlade mig!" Hviskede hun knap nok hørligt, men af en eller anden grund kunne jeg alligevel høre det. Mit blik gled hen på sygeplejersken, der skar ansigt.

"Jeg.. Jeg kommer til at vente lige herude, det hele skal nok bli.." Mine ord druknede i Beccas skrig, der var så fuld af smerte, at jeg krympede mig. Jeg gik de hurtige skridt hen til hende, og tog hårdt fast om hendes hånd.

"Becca? Becca. Becca?" Spurgte jeg, og da hun endelig reagerede, smilede jeg beroligende til hende.

"Det hele skal nok blive helt fint skal du se, alt skal nok blive godt igen. Jeg venter lige på den anden siden af dén væg dér. Vi ser hinanden lige om lidt, okay? Alt skal nok blive okay." Hviskede jeg, og gav hendes hånd et klem, hvorefter jeg bakkede ud af rummet, med gråden siddende i halsen. Hun så på mig med rødsprængte øjne, og panikken lyste ud af hende. Og jeg forstod hende godt. Stakkels, stakkels Becca. Gad vide, hvad der var sket? Én ting var sikkert: Det var ikke noget godt. Jeg nåede lige at høre Beccas høje hulk, inden en sygeplejerske lukkede døren, og efterlod mig alene på gangen. Jeg hulkede højt, og satte mig ned på en bænk, der var ledig lige i nærheden. Jeg havde overhovedet ikke mærket noget, så lige pludselig sad jeg foroverbøjet, og brækkede mig ned på det blanke gulv. Det var ret voldsomt, værre end det plejede at være. Jeg satte mig skamfuldt op igen, og til min lettelse, var der ikke nogen på gangen. Jeg lænede mig tungt tilbage med hovedet mod væggen, og åndede tungt ud. Jeg orkede det ikke. Jeg orkede ingenting. Var det virkelig sådan, det var at være gravid? Mor havde da altid talt om, at det var nogle af de mest fantastiske tider i hendes liv. Men.. Det syntes jeg ikke! Måske havde det noget at gøre med, at jeg ikke havde nogen at snakke om det med. Jeg burde have Liberty hos mig. Hun ville kunne trøste mig, og fortælle mig, at alting nok skulle blive okay. Jeg hulkede højt. Hvordan jeg havde flere tårer tilbage, anede jeg ikke. Det føltes som om jeg ikke havde lavet andet end at græde i de sidste måneder. Okay, overdrivelse. Den sidste måned. Men det var også galt nok! Åh, hvor jeg dog ønskede mig nogen, som jeg kunne snakke med det her om!

-------

Heeej!

Jeg undskylder det ultra korte kapitel, og den lange ventetid, men der er virkelig mange lektier, når man går i syvende!

Plus, at jeg  sidste uge var på lejrtur med årgangen, og i weekenden var jeg  i Sverige med mine veninder (Senga, Blue Eyes og X-girl)

Ohh, hvad tror I, der er sket med Becca?

Her til aften skal jeg til 2x50 år's fødselsdag, og så skal jeg møde min fætters kæreste, der er gravid i 5. måned. Glæder mig virkelig meget, så kan jeg måske bedre se, hvordan det er i virkeligheden, for det er virkelig lang tid siden, at jeg sidst har set en gravid kvinde, som ligesom er én jeg kender. :D

Skriv meget gerne hvad I syntes i kommentaren, og jeg ville elske, hvis i smed et like :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...