Piskesmæld.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2013
  • Status: Igang
En hel almindelig familie boede i Ghana i Afrika. Alt var som det plejede at være, men e'n nat vendte alting på hoved. 14 årige Ada og hendes lillesøster Zola, kom ombord på et underligt skib. Men hvor sejlede skibet hen? Og hvad med deres forældre?

30Likes
49Kommentarer
1617Visninger
AA

3. Skibet

Ada kunne mærke hendes puls stige. Hun gik hurtigt afsted med Zola i hånden. Alle hendes tanker væltede rundt i hendes hoved. Zola forstod ingenting, forståeligt nok, for det gjorde Ada faktisk heller ikke. Hun følte sig mest af alt som en omvandrende høne, i et alt for stort bur. Zola havde fået vasket sig godt, der var ikke mere blod at se. Hendes store afro dryppede af vand. "Ada... Hvor skal vi hen?" Spurgte hun tøvende. "Vi skal jo hen til havnen har jeg jo sagt!" Ada tog sig selv i at lyde sur, hvilket slet ikke var hendes mening. 

De havde fulgt floden i et stykke tid, og Ada vidste at havnen ville dukke op, hvornår det skulle være. 

Pigerne tog ikke mange skridt før det så det. Eller rettere sagt: Den. Den var kæmpe. Den var lavet af lyst træ. Det var et kæmpe stort skib. Jo tættere man kom på det, jo bedre kunne man se det: Mange af bygens mænd gik op at en bred landgangsbro. Halvdelen af den råbte, skreg og slog ud efter nogle underlige folk.

"A..A.. Ada, jeg er bange. Kan vi gå hjem nu?" Zolas øjne glitrede i månens skær. Ada så på Zola, prærsis som hendes mor plejede at se på hende, med sådan et varmt blik. "Zola, du bliver nød til at blive her ved mig. Kom skal vi ikke prøve at gå tættere på?" Zola rystede på hovedet, men det var forsent. Ada trak hendes igennem et høje græs. 

De sneg sig ud på nogle ujævne brusten, da Ada mærkede et slag i nakken. Hun faldt forover, med Zola lige efter sig. Zola landede oven på hende og slog hovedet ned i stenende. "Aaaaaaav!" Hylende Zola. Ada tænkte ikke på Zola. Hun havde fortravlt med at stirre på den mærkelige mand, som pegede med et metalspyd på dem. Han så underlig ud. Han var helt hvid i huden. "Op med jer" Sagde han med en rolig, men skræmmende stemme. Ada kunne ikke forstå hvad manden sagde. 
Med tøven tog hun Zola i hånden, og det kom på benende. Der kom to andre hvide mænd og førte Ada og Zola tættere på skibet. "Skal vi der ind?" Spurgte Ada væsenerne  "Hva?" Sagde den ene væsen. "Skal vi ind på skibet?" Spurgtge Zola, men denne gang med et bestemt tonefald. "Hva?" Sagde væsenet igen. "Vi må hellere tage dem med  til Svend" Sagde det andet væsen. Ada og Zola blev ført ind i skibet, og ned ad mange lange gange, og til sidst stod de foran en dør ind til et værelse. Vagterne åbnede døren og skubbede pigerne ind. De kom ind i et lille rum, der var et stort skrivebord, og bag ved skrivebordet sad der en mand. Ada kunne genkende manden, det var købmanden! Vagterne skubbede Zola og Ada hen i mod to stole, på den ene side af bordet. Pigerne satte sig ned, sammen ti-dig med at manden gik. 

"Hej med jer piger! Godt at se jer igen" sagde købmanden til dem. Ada kunne høre en nøgle blive drejet, og hun var sikker på at de nu var låst inde. "Hvor er far?" Spurgte Ada med den køligste stemme hun kunne. Zola knugede stadig Adas hånd. Hun var meget bange, det kunne man nemt mærke. Købmanden kunne åbenbart også mærke det. "Du må ikke være bange lille Zola, din far har det godt" Sagde købmanden og smilte til dem. Han plejede altid at være sød mod dem, og gav dem af og til et ekstra stykke brød. "Jeg er da ikke bange. De... De.. Det er kun tøse piger der er bange" svarede Zola, men man kunne tydeligt høre at hun løj. "Hør her piger. Jeres far er blevet lånt af nogle søde mennesker fra et andet land. De har ikke tænkt sig at gøre ham noget. Hvis i vil kan i komme med ham" Sagde han. 
Ada kunne ligepludselig ikke lide ham mere. Hun lænede sig frem imod Zolas øre og hviskede: "Vi skal finde far. På 3 løber vi mod døren, og prøver at finde ham, okay?" Zola nikkede bekymret. Købmanden begyndte at snakke igen, men pigerne hørte ikke efter. "1"..... "2"..... "3!" Pigerne sprang op af stolende før købmanden kunne nå at sige kuk eller bø. Som pigerne havde forventet var døren låst. De hamrede og bankede på døren, men det hjalp ikke noget. Ada kunne høre fodtrin ude på gangen. Det sidste hun gjorde var at gribe Zolas hånd, og så faldt hun om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...