Piskesmæld.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2013
  • Status: Igang
En hel almindelig familie boede i Ghana i Afrika. Alt var som det plejede at være, men e'n nat vendte alting på hoved. 14 årige Ada og hendes lillesøster Zola, kom ombord på et underligt skib. Men hvor sejlede skibet hen? Og hvad med deres forældre?

30Likes
49Kommentarer
1600Visninger
AA

2. Mor?

"Ada! Hjælp mig!" græd Zola. Deres mor var lige faldet oven på dem. Moderen var landet mest oven på Zola, så hun kunne sagtens komme fri. Ada havde ikke lyst til at røre ved hendes mor lige nu. Hendes mor havde åbne øjne, og var nu begyndt at få hvide læber. "Mor...?" Ada var i chok. "Mor..?" Sagde hun igen men lidt højere. "ADA! Hjælp mig nu!" Først nu hørte Ada hendes lillesøsters forpinte stemme. Stemmen var fyldt af angst, gråd og bekymrede tanker. Uden er ord, fandt Ada hendes søsters arm og hev til. Moderen trillede rundt, og lå nu på ryggen. Zola kom stille og roligt på benende. Hun var smurt ind i blod, hendes øjne var fulde af vand, men hendes hår sad stadig som det plejede. 

"Mor?!" Da Zola så hendes mor ligge der, blev hun næsten hvis i hudden. Hvilket er ret svært fordi at vi er brune. Hun gik om bag Ada, for at forsøge at beskytte sig selv. "Du...Du... Du skal ikke være bange Zola" sagde Ada og fortsatte: "Gå ned til åen for at vaske dig". Zola nikkede og gik ud af det lille træhus. 

Ada satte sig ned på knæende ved siden af hendes mor. Hun kunne mærke tårende presse på. Hvorfor var hun altid så følsom i sådanne situationer? Det var jo nu hun skulle være stærk. Men sådan er person var hun bare ikke. Det var ikke første gang hendes mor ikke var der til at passe på dem. For nogle år siden forsvandt hendes mor også pludselig. Men hun kom tilbage igen. Det var nok derfor det var svært at forstå at hun nu VAR væk. Men det kunne jo ikke passe? Hvordan kunne hun bare sådan falde?

Den hvide kjole var nu hel rød, men kunne ikke være forbi! Nej. Det var bare en slem drøm. Eller det var et mareridt, et rigtigt slemt et af slagsen. Ada rejste sig op og tørrede tårende af i hendes hånd. Så løb ind i soverummet, tog hendes bod, og løb ned til åen efter Zola. 
 

Imens hun løb tænkte hun på det hun havde sagt lige inden hun faldt. Noget med nogle mennesker? Og hendes far der råbte?

Hun knugede hendes bog ind til sig. Det var der hun havde alle hendes minder, lidt som en slags dagbog, men hun skrev ikke hver dag. Pludselig røg det et stykke løst papir ud af bogen. Vinden tog det og det fløj overmod havnen. Ada løb efter det, og det hun endelig nåede det, læste hun for sig selv så godt hun nu kunne: "Til mine piger. I nat kommer der nogle mærkelige mænd i bygen. Jeg har selv høre købmanden tale om det. De skulle komme efter nogle mænd, som de vil have med på en stor båd. Måske tager de mig. Og måske ikke. Men lige meget hvad, skal i ikke bekymre jer. Jeg elsker jer. Knus jeres far." 

Ada stod med åben mund. Men nu kom hun på andre tanker, hun snurede hurtigt rundt på hælen og løb den anden vej. Det var svært at løbe i mørket. Men endelig nåede hun åen.

"Zola, kom. Vi skal ned til havnen".

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...