Halvblods*På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2013
  • Opdateret: 11 nov. 2013
  • Status: Igang
Lilly er en halv normal pige, kun halvt fordi at hun er halvt menneske, hvilket betyder at hun også kan være mærkelig. Den anden halvdel af hende er vampyr, hvilket gør hende meget anderledes end andre. Og som den sidste bonus ting til at sætte prikken over i'et med har hun en speciel evne. Men hvad sker der så når en ny vampyr flytter til byen, og forelsker sig i hendes blod? Og hvorfor virker denne vampyr både bekendt og fremmed for hende? Hvad med når hun møder vampyrens bror? Hun ved at det er forkert, men hvad vil der så ske når hun er forelsket i begge to?
*Dette skal ikke forestille at være en efterligning af The Vampire Diaries!!*

16Likes
17Kommentarer
1101Visninger
AA

3. Skænderi.. :'(

 

Efter et bad, have tage noget normalt tøj på - som skjuler mine former -, og efter at have børstet tænder, vasket skål, drukket det sidste blod, brændt posen og taget en mintpastil, er jeg endelig klar til at gå til skole.

Mit tøj består af en grå hættetrøje som skjuler ens former og gør en mere firkantet, nogle løse bukser og et par røde converse sko. Grunden til at jeg vil ligne en pige uden former er fordi at jeg på den måde ikke får tiltrukket mig nogle former for opmærksomhed fra fyrene. Jeg er ikke selvglad men jeg har faktisk et ret godt udseende. Det er der en del spøgelser der har bekræftet, det samme med hende som hjalp mig i min brudekjole, til mig og Cedric's bryllup tilbage i 1920. Altså cirka 92 år tilbage.

Men siden katstrofen med brylluppet har jeg holdt mig så meget som muligt fra fyre. Og noget af det bedste der virker imod nutidens unge er, en pige på 17-18 år uden nogle specielle former.

Men selvom at jeg går med formløst tøj, er jeg stadig okay pæn, mit hår er langt, gylden brunt, og bølger af sig selv, mine øjne er smaragd grønne, og min hud ren. Det er en af fordelene ved at være halvampyr. Jeg kan ikke få uren hud, jeg bliver ikke tyk, jeg er stærk, hurtig, tænker hurtigt, mit syn er godt, mit udseende er hvad nogle piger drømmer om og jeg kommer nok ikke til at ligne en gammel rynket dame.

Men så er der også ulemper: jeg er afhængig af at skulle spise både normalt mad, og drikke blod, min styrke og sanser er kun halvt så gode som normale vampyres, jeg er muligvis lettere at dræbe eller såre, og jeg har mensturation. Hvilket både er godt og skidt. Skidt fordi at jeg så bløder, i mit hoved fungere det som en svaghed, desuden så vil en vampyr teknisk set være i stand til at suge blod fra mig. Det gode er at jeg jo så kan få børn.. Vent er det noget der er godt eller skidt? Det hele kommer jo an på om jeg vil have børn.. Men indtil videre ligger det at få et barn på: No way! Never gonna happen! Til sidst er der den hage at efter jeg har drukket menneske blod bliver mine iriser røde.

 

"Hvorfor er det nu du altid går med sådan noget tøj?" Spørger Trevor og følger med mig ud af døren.

"Fordi at jeg ikke vil have at mennesker skal involveres i det jeg er og det jeg lever af." Mumler jeg og låser døren inden jeg roligt begynder at vandre afsted.

"Du ved godt at du somme tider ser ned på mennesker som om at de ikke kan håndtere det, ikk'?" Spørger Trevor og ser på mig mens vi går mellem nogle træer for at komme ud til hovedvejen, hvor der er en sti ind til byen.

"Mennesker er svage, og de kan nok ikke holde til specielt meget." Siger jeg roligt og måske lidt arrogant.

"Aha.. Så de to piger.. Bella Swan og Elena Gilbert? De ser da ud til at have det fint nok med at deres kærester er vampyre?" Påpeger han roligt.

"Det er bare noget man har fundet på, desuden måtte Bella ikke komme i nærheden af Edward når han skulle jage, og Stefan levede også som 'vegetar', i noget af tiden. Og Damon.. Ja, han er Damon.. Og ingen af dem var nødt til at blande deres Cheerio's med blod, fordi at mælk ikke smager godt." Jeg himler med øjne over ham og vores diskution.

"Nej, det kan da der være noget om. Men det at du spiser på den måde viser også at du er menneskelig, og du har dine svagheder." Jeg bider læberne sammen for at hidse mig ned.

"Ja, og det er svagheder jeg vil af med. Men jeg er ikke så svag som mennesker.. Aldrig. Vil et menneske måske være i stand til at gøre det her?" Spørger jeg og samler en sten op som fylder hele min hånd. Jeg ligger kræfterne i, og pludselig ligger resten af stenen som støv på mine sko.

"Og det her?" Jeg begynder at løbe, hurtigere end menneskeligt muligt. Så springer jeg højt op og lander på en gren oppe i et af træerne ved vejen. Jeg ser om imod Trevor og hæver det ene øjenbryn.

"Nej, det er mennesker ikke i stand til. Men den måde du reagerede på da din far fjernede Cedric ud af dit liv, det er sådan et menneske vil reagere. Og da du havde marridt, du skreg, som mennesker nogle gange gør. Og det at du bare sover, det gør det til endnu en svaghed som ligner menneskers!" Trevor's stemme er hård. Jeg mærker at jeg bliver såret, det føles som om at mit hjerte bliver boret i med et træskaft, da han nævner Cedric.

Trevor ser at han sårede mig men inden at han når at gøre noget bobler vreden op i mig. Jeg hvæser af ham,

"Jeg har ikke brug får at du fortæller mig om mine svagheder! Jeg gider ikke at høre på dig." siger jeg med en kold stemme. Han skal til at sige noget da jeg 'lukker ned' for ham. Det skal så forstås som, at når jeg ikke ønsker at se spøgelser som jeg kender, kan jeg  gøre så jeg hverken kan se eller høre dem. Det virker også den anden vej. Og nu har Trevor fortjent at jeg hverken ser eller høre ham.

Han bliver utydelig og hans stemme bliver til vindens hvisken for mig.

Jeg springer ned fra træet og løber derhen hvor jeg burde være noget til, hvis mig og Trevor ikke havde diskuteret.

 

***

 

Jeg når hen til skolen, lige i sidste øjeblik. Så snart jeg kommer ind af dørene til skolen ringer klokken til time, jeg skynder mig hen til mit skab for at finde de bøger frem som jeg skal bruge til engelsk timen. Jeg skynder mig hen til lokalet og da jeg åbner døren derind ser jeg de 30 stole og borde, hvor tre af pladserne er tomme. Det næste er vores engelsk lære som er gået i stå midt i en sætning. Derefter ser jeg to nye drenge. Dog giver jeg mig ikke tid til at studere dem, det eneste jeg ser er at den ene har brunt hår, den anden langt sort hår som stritter op i luften.

"Undskyld, mr. Porter." Mumler jeg og lukker døren efter mig,

"Ahh, frøken Lilly Montez. Godt at De kunne komme til min ydmyge engelsk lektion, jeg fryder mig over at De finder det værdigt nok at dukke op her." siger han ret så nedladende til mig, nogle i klassen begynder at grine kort. Jeg bider mig i kinden for at holde en kommentar tilbage.

Jeg ånder kort ind og kan hurtigt fornemme en ny duft i lokalet. Normalt lugter her af papir, blyant, kridt, blod og mig. Idag er der kommet noget nyt, jeg ved at det er idag, for det er tirsdag, så jeg var her jo også igår, såeh.

Mens jeg går hen til min plads får jeg identificeret duften, som noget der minder om min fars. Ikke den parfume eller cologne han nu bruger, men selve ham.

Vampyr.

 

______________________________________________________________________________________________

Hmm.. Duften af en vampyr, mon det er godt?

Jeg mener bare at vampyre drikker blod, og i klasselokalet er der jo den herlige essens af blod *ment ironisk*.

Nåja, det må man jo finde ud af senere :)

Måske i næste kapitel?

Jeg ved ikke helt.. Er det ondt når man bare stopper her, eller skaber det spænding? Eller er det bare irreterrende? (:

Glæder mig til at høre jeres meninger, hvis i vil skrive dem (:

I må også skrive hvis mine spørgsmål er åndsvage xD

Nå, men smid en kommentar, et like vil heller ikke skade ;)

Det bedste er måske at den kommer på en ny favorit liste?

Det må i jo selvom ;) <3

Det var alt indtil videre <3 (:

 

Grey Wolf ;)  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...