Halvblods*På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2013
  • Opdateret: 11 nov. 2013
  • Status: Igang
Lilly er en halv normal pige, kun halvt fordi at hun er halvt menneske, hvilket betyder at hun også kan være mærkelig. Den anden halvdel af hende er vampyr, hvilket gør hende meget anderledes end andre. Og som den sidste bonus ting til at sætte prikken over i'et med har hun en speciel evne. Men hvad sker der så når en ny vampyr flytter til byen, og forelsker sig i hendes blod? Og hvorfor virker denne vampyr både bekendt og fremmed for hende? Hvad med når hun møder vampyrens bror? Hun ved at det er forkert, men hvad vil der så ske når hun er forelsket i begge to?
*Dette skal ikke forestille at være en efterligning af The Vampire Diaries!!*

16Likes
17Kommentarer
1147Visninger
AA

9. Mørke, mørke og.. Hospitalet

Will's synsvinkel

Jeg så frustreret rundt på skolens parkeringplads. Klokken ville snart ringe ind til første time som var engelsk, og selvfølgelig var Lilly ikke dukket op endnu. Vi skulle lave projektet sammen i timen, og jeg kunne jo ikke gøre det hele uden den tøs! Hvad hun så end var, så det ud til at hun kunne blive syg. Altså en ting var sikkert og det var at hun ikke var menneskelig. Hendes puls var for hurtigt, eller også var det fordi at jeg var i nærheden. Sidespring.

Hendes puls var for hurtig, hendes duft var ikke som et menneskes, og alligevel var det. Hun var ikke en varulv, de stinker værre og er nærmest total udryddet. De vil jeg tage noget af æren for.

Men hun er heller ikke en heks, de har en anderledes duft, naturligt og frisk, med en knivspids af magt. Selvfølgelig findes de, hvordan skulle varulve og vampyre ellers kunne være blevet til?

Hun var nu heller ikke en trold. De findes ikke.

Elver. Nej, ingen spidse øre, det fandt jeg ud af igår på hendes sofa.. Desuden lugter de næsten lige som hekse gør. Fulg af natur, bortset fra at elvere dufter mere rene i det, ikke fordi at de går mere i bad, men på en måde jeg ikke kan forklare.

 

Jeg sukker irreterret. Hun er stadig ikke dukket op. Hverken fra den skovvej som hun viste mig igår, fra bussen eller i bil. De eneste der er kommet er normale menneske elever, og mig og min bror. Ingen ukendte, men ret kønne væsner.

En bil dukker op og parkere nogle pladser ved side af mig, og ud hopper en pige. Hendes brune hår er sat op i en fin hestehale, hendes øjenbryn er plukket til nogle tynde strege, og hun var ret så tynd.

Og jeg genkendte hende som pigen der var sammen med Lilly igår, og som nok var Lilly's veninde.

"Hey. Er du Lilly Montez' veninde?" Spurgte jeg og gik hen imod pigen.

"Ja, det er mig. Lilly's bedste veninde. Eneste veninde." Sagde hun og sendte mig et charmerende smil.

"Så har du vel også hendes nummer?" Spurgte jeg så, og så skuffelsen ligefrem var malet i hendes øjne. Hendes ansigt skjulte det godt, men øjne viste det tydeligt.

Hun nikkede kort og gav mig Lilly's nummer. Da jeg havde kodet det ind på min mobil, smuttede veninden, hvis navn jeg ikke havde fået fat i. Men det var jo også ligemeget.

Jeg tog mobilen op til øret og ventede på at hun skulle svare.

*Mon hun gav mig det rigtige nummer?* Tænkte jeg men rystede på hovedet, og prøvede at ringe Lilly op igen. Jeg skulle jo nok få fat på hende på en eller anden måde.

 

Avelyn/Lilly's synsvinkel

Jeg ser rundt i mørket. Det er det eneste jeg kan se; mørke, mørke og atter mørke. Intet lys, eller nogle andre former for farver.

Jeg opdager at jeg på en måde ligger ned mens jeg.. Ja der er kun mørke under mig så det er ikke til at sige hvad der ellers er. Jeg kunne lige så godt vende på hovedet uden at jeg mærker det. Men alligevel, kan jeg da mærke at jeg er i en liggende position, så på en måde jeg er ikke sikker på hvordan, men ihvertfald kommer jeg op i det som jeg er sikker på er stående position.

Under mig kan jeg ikke mærke nogle former for fast grund, der er bare luft. Som om at jeg svæver, for jeg falder ikke. Der er ingen vind, og stadig ingen former for lys.

Stille begynder der at komme lidt klaustrofobi i min mave, som for det dannet til en lille hård knude blandet med nervøsitet.

Som var jeg lige blevet blind eller havde bind for øjne, rækker jeg mine arme ud i luften for at finde noget fast, men mine hænder støder ikke på noget. Jeg prøver at tage et skridt frem, hvor knuden bliver hårdere i frygt for at jeg skal falde ned. Men endnu engang mærker jeg ingen former for fast grund, og jeg prøver at støtte på benet og forventer at falde, men der sker stadig intet.

"Hvad i..?" Spørger jeg mumlende for mig selv og lægger vægten helt på benet, men stadig intet sker. Jeg tager et andet skridt. Stadig ingenting. Stille forsvinder noget af nervøsiteten da jeg begynder at gå og der stadig ikke sker noget. Men alligevel bliver knuden af frygt for at at jeg pludselig skal falde, som hvis man gik på noget is over havet.

Til sidst stopper jeg med at gå da jeg begynder at blive mere opmærksom omkring min krop. Jeg går ikke i mit normale tøj, skoende føles også anderledes, desuden er der et eller andet stift ved min skulder.

Jeg prøver at mærker på mit tøj. Det er mit løbetøj? Men..?

Jeg mærker på skoende, stadig løbe sko..?

Minder om hvorfor, jeg er havnet i det her mørke dukker op, og jeg regner ud at det stive på min skulder er mit eget blod.

Uden at kunne se noget, og mens jeg står i en pænt akavet stilling med hovedet til siden og kigger ud i mørket -, prøver jeg at fjerne mit stive blod fra min skulder og tøj, men så snart at det er væk, kommer der noget nyt frem, som havde jeg intet gjort. Jeg fortsætter med at prøve at fjerne det.

Pludselig høre jeg en fjern lyd der lyder som en mobil der vibrere. Men jeg er ikke sikker.

Jeg står bare i mørket og lytter til lyden, og nye lyde dukker op. Lyden af folk der taler. Lyden af maskiner der brummer og summer. Og længere væk, nok ude på en vej, kan jeg høre lyden af nogle få biler der køre forbi.

Jeg begynder at gå i retning af alle lydene. En svag duft af rengøringsmidler og sprit, når min næse. Der er også en svag antydning af blod. Lugten af mennesker.

Jeg begynder at løbe hurtigt imod det hele.

Følesanserne vender langsomt tilbage til mig. Smerterne kommer tilbage. Det brækkede ben begynder at beklage sig, ved at sende smerter igennem min krop. Mit nervecenter er vidst også vågnet helt. Smerten er forfærdelig, selvom at det ikke er helt så slemt som da jeg blev overfaldet.

Smerten omkring mit bid begynder også at gøre ondt, og jeg trækker vejret lidt hurtigere på grund af smerten.

"Sygeplejerske! Mere smerte stillende!" Siger en stemme højt ved siden af mig og jeg mærker et eller andet bliver sprøjtet ind i mig. Jeg stønner svagt over den underlige følelse man får når et eller andet bliver sprøjtet ind i en.

"Shh, det skal nok gå, skat." Mumler den samme stemme som før, og jeg smiler lettet indvendigt. Far.

Vent.. Far? Sygeplejerske? Er jeg på hospitalet?

Jeg prøver at åbne øjne, men mine øjenlåg er tunge, og lyset der skinner imod mig er skarpt.

"Tag det roligt." Siger min far igen og stryger mig over håret med en blid hånd.

"F-far..." Får jeg frem mumlet og det lykkes mig at løfte min hånd lidt, selvom at mine øjne forbliver lukkede. Min far tager min hånd og stryger mig igen over håret.

"Jeg er lige her, skat." Siger han med blid stemme og jeg mærker en kysse min pande. Det er jo nok min far, der gør det.

Jeg ligger kort med lukkede øjne og slapper af, da min mobil begynder at vibrere.

"F-far?" Siger jeg igen, og ved at han venter på resten. Vi har altid kunnet kommunikere sådan uden lyd. Nok fordi at vi har levet længe sammen.

"M-mo.. Mobil." Mumler jeg igen med svag og og hæs stemme. Han sukker.

"Selvfølgelig." Mumler han lavt og mærker i mine lommer efter min mobil, og finder den ret hurtigt.

"Hallo?" Spørger han og jeg tvinger mine øjne lidt op. Først er mit syn sløret men efter nogle sekunder kan jeg se min far's ansigt.. Lidt mere vrede ansigt, som kommer bag på mig.

"Åhh, så du er den berømte Will," Siger han imens at han trækker forhænget for, som et tegn på at vi, eller han, vil have privatliv. Han er jo trods alt en læge her.

Vent.. Will? Gad vide hvordan det ender.

"Hvor hun er henne?" Gentager han og trækker tiden ud.

"Faar.. Moh-bil.." Får jeg frem igen og tvinger mine øjne mere op, for at se tilbage på ham med et bestemt blik.

"Skat, du kan knapt nok tale forståeligt." Siger han til mig og ser på mig med medlidenhed og en smule sorg i blikket. I telefonen høre jeg at Will spørger om min far stadig er der, selvom at jeg ikke engang er sikker på om han ved at det er min far.

Jeg blotter mine tænder og hvæser kort. Det kan jeg da i det mindste gøre.

"Jeg beklager meget Will, men der har været et angreb i løbet af natten, netop som min datter var ude at løbe.. Lad mig bare sige at hun nok ikke kommer i skole i dag." Siger han inden at han brat ligger på og ligger min mobil på bordet ved siden af mig.

"Du holder dig fra ham når jeg ikke er i nærheden. Jeg bryder mig ikke om ham." Siger han og inden at jeg når at hvæse igen, hiver han en lille men modbydeligt udseendet kanyle op af lommen og sprøjter indholdet ind i et rør som jeg er forbundet til.

"Du har brug for hvile." Siger han og stryger mig kort over panden inden at han trækker forhænget væk og straks kommer den første sygeplejerske. Jeg ser bare efter ham, jeg er for træt til at tale, og det at holde mine øjne åbne er hårdt arbejde. Alligevel ligger jeg indvendigt og skummer af vrede, og ved at jeg nok skal få gjort gengæld.. Ikke på en ond måde, men bare gengæld..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...