Halvblods*På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2013
  • Opdateret: 11 nov. 2013
  • Status: Igang
Lilly er en halv normal pige, kun halvt fordi at hun er halvt menneske, hvilket betyder at hun også kan være mærkelig. Den anden halvdel af hende er vampyr, hvilket gør hende meget anderledes end andre. Og som den sidste bonus ting til at sætte prikken over i'et med har hun en speciel evne. Men hvad sker der så når en ny vampyr flytter til byen, og forelsker sig i hendes blod? Og hvorfor virker denne vampyr både bekendt og fremmed for hende? Hvad med når hun møder vampyrens bror? Hun ved at det er forkert, men hvad vil der så ske når hun er forelsket i begge to?
*Dette skal ikke forestille at være en efterligning af The Vampire Diaries!!*

16Likes
17Kommentarer
1114Visninger
AA

8. Jaget!

 

Jeg går ned af trapperne og starter roligt ud med at løbe cirka 12 km/t. Hvilket vil svare til at jeg vil komme til at bruge 5 minutter på hver kilometer, som i menneske øjne er pænt hurtigt. Jeg løber i det tempo de første par hundrede meter hen til hovedvejen.

Da jeg kommer ned for enden af skovvejen til vores hus, drejer jeg til højre med hovedvejen. Den retning man skal for at komme væk fra byen. Den vej mange af de unge køre for at komme så hurtigt væk som muligt. De køre også til venstre af hovedvejen for at komme væk. For hovedvejen skære lige igennem byen. Køre man imod højre, fra min side, kommer man til Reedsport. Køre man til venstre havner man enten i West Lake County Park, Dunes City, eller Florence.

Jeg begynder så småt at øge farten hvergang jeg runder hundrede meter. Mens jeg skødesløst løber på den ene vej bane - det skal lige næsvnes at der ingen biler køre -, fornemmer jeg noget. Ikke en fornemmelse som når der er et spøgelse i nærheden. Mere den fornemmelse jeg vil gætte på at spøgelser hele tiden får, når de mærker at der er andre i nærheden. Andre af deres slags.

Pludselig høre jeg at den gren smælder, og automatisk begynder min puls at blive hurtigere end den er i forvejen. Jeg begynder at hive lidt efter vejret.

Ved siden af mig ser jeg at Trevor følger med i min fart, så godt han nu kan.

"Der er nogen!" Siger han, jeg ville svare hvis det ikke var fordi at jeg allerede skulle bruge min ilt på noget andet.

Lyden af andre hurtige skridt på vejen dundre nærmest i mine øregange. Det eneste jeg høre er lyden af overnaturligt hurtige skridt, min puls og min vejrtrækning.

Jeg sætter farten op.

Skridtene bliver også hurtigere, og pludselig løber vi begge ca. 50 km/t. Hvilket svare til.. Næsten det man må køre lidt uden for byen.

Skridtene nærmer sig mig, og en smule forpustet sætter jeg farten op. Jeg holder ikke længere styr på hvor langt væk fra byen jeg er kommet. Jeg ved bare at jeg nok snart kommer til Reedsport, hvis jeg følger vejen.. Og hvis jeg er heldig.. Der var den!

En ide slår ned i mig, selvfølgelig ikke fysisk. Det er en dumdristig ide, men lige nu kæmper jeg vidst for overlevelse!

I en pludselig bevægelse springer jeg væk fra vejen og løber ind i skoven. Et øjeblik kommer jeg nogle og 15 meter foran, inden at skridtene igen er lige efter mig.

Mere panisk end før sætter jeg farten op, mens jeg snor mig ind og ud imellem træerne, og prøver ikke at løbe lige ind - eller igennem -, nogle af træerne.

Normalt ville jeg nok høre lyden af nat dyr som puslede i den mørke skovbund. Men i aften er det ikke en normal løbe tur. Istedet for den sædvanlige puslen i jorden så er der lydene af mit åndedræt, mine skridt som pisker hen over skovbunden og nogle andre skridt lige efter mig.

Jeg sætter igen farten mere op i et forfængeligt håb om at den som jagter mig vil give op. Men som sagt er håbet forfængeligt og den der jagter mig sætter let farten yderligere op, så han faktisk er hurtigere end mig, så han snart vil indhente mig.

Panisk prøver jeg på at løbe hurtigere men min vejrtrækning kan snart ikke længere følge med, og jeg for ikke nok ilt selvom at jeg ikke behøver så meget som mennesker. Men jeg løber allerede det hurtigste jeg kan, og vil nok snart falde om hvis jeg ikke snart for mere luft. Trangen til bare at stoppe og holde en pause for at fylde mine lunger med luft er fristende, men de hurtige skridt bag mig holder mig igang.

Jeg ser at vi nærmer os en lysning med noget måneskin der lyser ned mellem træerne, men inden at jeg når helt hen til lysningen snubler jeg over en trærod og jorden kommer pludseligt tæt på mig, af ren instinkt lukker jeg mine øjne, og ruller ind i lysningen. Hurtigt prøver jeg at komme op igen, men inden at jeg kommer helt op, bliver jeg sparket ned imod jorden igen, jeg hiver efter vejret og en kold latter fylder mine øregange.

"Du er hurtig. Det må jeg sgu indrømme." Lyder en stemme der tilhøre en mand. På  en måde virker den bekendt. Lidt besværet og med snurrende arme og ben kommer jeg op på knæ. Men inden at jeg når længere op, bliver jeg hevet op at stå og med en arm for min hals, som med lethed kan brække min hals midt over. Fordi at jeg kom så pludseligt op kan mine ben satdig ikke helt holde mig oppe og føles som gelé, hvilket gør at jeg med begge hænder holder fast i hans arm ved min hals. For første gang i langtid mærker jeg frygten tage bolig i min mave, og forme sig til en hård knude.

Jeg snapper efter luft da han holder lidt for stramt om min hals, og jeg føler at jeg næsten ikke kan få luft fordi at jeg pludselig er fanget.

"Sl-slip m-mig!" Får jeg frem men det er lavt og næsten uden kræft, fordi at han stadig blokere mine luftveje endnu.

Mine ord får ham dog bare til at grine af mig, "Så så. Rolig nu." lyder hans stemme igen. Stemmen er blevet lidt anderledes, sikkert fordi at jeg er et bytte han lige har fanget. Og nu vil han nok have sin præmie for at have fanget mig.

Et øjeblik løsnes hans greb og jeg når at fylde mine lunger med luft, inden at en smerte skære igennem min krop. Mit skrig bliver dæmpet af hans hånd som ligger over min mund, mens han har sine tænder i siden af min hals.

Jeg får en underlig snurrende fornemmelse der omkring hvor hans tænder sidder i mig, og jeg mærker at blodet langsomt forlader min krop. Vi høre begge mit hjerte er ved at komme ned på en normal menneske hastighed, men for mig er det langsomt. Jeg kommer i tanker om noget jeg kan gøre, og prøver at stille mig anderledes med bene. Men det er hårdt, jeg kan ikke længere bevæge mig så hurtigt som jeg plejede at kunne, og knuden i min mave bliver bare større og hårdere, og hjælper ikke ligefrem med at være hurtig og præcis. Jeg er nærmere kluntet og klodset, selvom at det nok er lidt det samme..

Jeg løfter mit ene knæ op, folder benet lidt sammen så jeg rammer rigtigt. Og jeg sparker hårdt bag ud og op, så jeg rammer lige præcis imellem hans ben.

Han laver et udbrud i smerte, men fordi at hans tænder er i mig, så laver hans tænder også nogle flænger i min hud og i mit tøj.

Jeg gisper af smerte og efter luft, og et kort øjeblik forsvinder knuden i min mave. Men den kommer hurtigt tilbage igen og får mig til at sætte i løb. Selvom at jeg løber meget kluntet og klodset og næsten ikke kan styre mine bevægelser, når jeg alligevel fremad.

Pludselig før jeg når hen til enden af lysningen dukker han op lige foran mig igen, så jeg løber direkte ind i hans arme, fordi at jeg ikke når at stoppe eller dreje. Ærgeligt nok for mig, hvis jeg skulle overleve det her, nåede jeg heller ikke at se ansigt, før at mine øjne lukkes af refleks, og jeg mærker at jeg ramler lige ind i ham.

Han griber igen fat i mig, og vender mig rundt, det eneste jeg kan høre er mit paniske åndedræt og min puls. Jeg mærker noget klistret på min skulder, og kan lugte en sød duft af noget velkendt. Blodet der kommer ud fra min hals triller stille men tungt ned til min skulder, hvor det gør mit tøj klistret.

"Du prøvede at flygte. Dum ide. Nu må jeg jo sørge for at det ikke sker igen." Hvisler han og skubber mig hårdt ned imod jorden, så jeg trimler omkuld. Et lille skrig flyver ud fra min mund, og mine arme kommer op til mit hoved for at beskytte det, men den arm hvor der drybber blod ned er ikke hurtig nok, til det.

Jeg ligger foldet sammen i fosterstilling, i håb om at jeg ikke vil komme for meget til skade selvom, at der nok ikke vil ske så meget, bare ved at falde. Jeg mærker noget vægt imod mine ben og regner hurtigt ud at han har sat sig på dem. Faktisk sidder han nærmere på mine lår.

Jeg åbner munden og prøver at komme lidt op at sidde med overkroppen, mens jeg prøver at bevæge bene også, men han er stærkere end mig, og jeg kommer ikke så langt op på grund af blod manglen.

"Jeg er meget ked af at skulle gøre det her." Lyder hans stemme, som tydeligt fortæller at han ikke mener det. Jeg skal til at spørge da jeg mærker hans hurtige hænder på mit højre skindeben, og tre høje smæld høres, plus mit skrig der flænser gennem skovens stilhed.

Jeg krymper mig automatisk sammen ned imod mit ben, mens jeg hiver efter vejret, og små hulk kommer fra mig. Jeg får taget mig lidt sammen, og samlet mig selv lidt sammen til at knytte min ene hånd, for derefter at lade den flyve hårdt ind i siden på ham så han vælter ned fra mig.

Så snart at han er af mig, får jeg trukket mig væk med armene, men det gør helt vildt ondt i mit ben og jeg hiver efter vejret på grund af smerten. Jeg får sat mig op og ser på mit ben, som ser helt forkert ud, men jeg begynder alligevel at mærke på mit ben, men når ikke andet end at konstatere at det er brækket da, han er over mig igen.

"Lad værre.. Lad mig værre." Nærmest hulker jeg fordi at jeg ved at han vil gøre noget for at sårre mig. Jeg lukker øjne klar på det næste han vil gøre imod mig, da vægten pludselig forsvinder fra mig. Jeg åbner øjne igen og ser slørret hen imod ham. Han er helt slørret, men slår vildt omkring sig mens han råber og skriger et eller andet underligt, og omkring ham flyver der et par spøgelser, der prøver at stoppe ham.

Med noget besvær, lykkes det mig at bruge mine arme, og trække mig væk, selvom at det gør ondt, mit tøj er dækket med blod hist og her, men mest ved den ene skulder. Mit ene ben er brækket, og blodet løber stadig ud af mig, og gør mig svagere og svagere.

"Flygt Avelyn!" Hyler en stemme der lyder som Trevor's.

"Hvad fanden sker der her?!" Afbryder vampyrens stemme, og jag kan høre at han er ved at give op.

Jeg prøver stadig at få mig væk, men mit blik er slørret af tårre og sorte prikker begynder at danse for mine øjne. Mine arme stopper med at lystre, og min hals kan ikke længere holde mit hoved oppe. Lyden fra vampyren og spøgelserne bliver til tåget baggrunds støj, og det eneste jeg høre rigtigt er mit hivende åndedræt. Det sidste jeg ser er det mørke græs, inden at mine øjenlåg falder i, og alt stille og roligt bliver sort for mig.

 

__________________________________________________________________________________________

Ville have skrevet noget her, om at jeg synes at jeg får for få kommentare til den her historie, men det skal skiftes ud med noget andet :)

Jeg skal på studietur med min klasse, og har ikke adgang til movellas, så i må overleve med et dette kapitel, til jeg kommer tilbage igen, den 9 maj, tror jeg :)

 

 

Grey Wolf <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...