Halvblods*På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2013
  • Opdateret: 11 nov. 2013
  • Status: Igang
Lilly er en halv normal pige, kun halvt fordi at hun er halvt menneske, hvilket betyder at hun også kan være mærkelig. Den anden halvdel af hende er vampyr, hvilket gør hende meget anderledes end andre. Og som den sidste bonus ting til at sætte prikken over i'et med har hun en speciel evne. Men hvad sker der så når en ny vampyr flytter til byen, og forelsker sig i hendes blod? Og hvorfor virker denne vampyr både bekendt og fremmed for hende? Hvad med når hun møder vampyrens bror? Hun ved at det er forkert, men hvad vil der så ske når hun er forelsket i begge to?
*Dette skal ikke forestille at være en efterligning af The Vampire Diaries!!*

16Likes
17Kommentarer
1125Visninger
AA

5. Idræt! D:

 

"Lilly! Lilly!" Høre jeg en stemme råbe efter mig over de andre elevers snakken ude på de kedelige hvide gange. Jeg lukker mit skab og får øje på en pige med fint kastanje brunt hår, sat op i en perfekt hestehale, som dingler rundt i luften mens hun 'tøse løber' hen imod mig. Hendes øjenbryn er fint plukket til nogle tynde streger, hendes mascara er uden klumper, man kan næsten ikke se foundation kanten, og øjenskyggen sidder perfekt strøjet over hendes øjenlåg.

Janice Parkinson stopper op foran mig og giver mig et 'tøse kram'  ved kun lige at lukke hendes underarme om mine skuldre, og hun smiler til mig mens hun nærmest hopper og danser foran mig.

"Ved du hvad? Nej, vent lidt! Først det her! Det er bare så forfærdeligt i engelsk! Jeg arbejder sammen med Ryan til projektet!" Siger hun hurtigt og alt for overgearet og selvom at hun brokker sig lyder hendes lyse stemme stadig begesjstret på en måde.

"Jeg troede at du kunne lide Ryan?" Spørger jeg og hæver det ene øjenbryn. Det sjove ved mit og Janice venskab er, at vi er modsætninger. Hun er totalt skolen prinsesse, mens jeg lige så godt kunne lege emo ved siden af hende. Hun er mode prinsesse og jeg går i tøj som jeg bare finder behageligt og formløst. Hun bliver nok ballets prinsesse mens jeg er veninden der klapper i baggrunden. Sådan fungere vores venskab.. Man kan vel sige at jeg er hunden der render i en alt for lang snor, for jeg gør intet af det hun vil have. Og jeg tager aldrig hjem til nogen, eller har nogen med hjem.

"Jeg kunne, men når det er ens ekskæreste er det akavet! Og vi er bare så blanke over hvad vi vil have om! Jeg mener seriøst! Han er bare så tanke dum! Du er så heldig!" Brokker hun og er ligeglad med hvem der kan høre det. Egentlig så er det nok ikke kun Ryan der er tanke dum, hun klare kun lige skolen, noget er jo også at hun er anføre for cheerleaderne, og Ryan er med i football teamet. Hvilket måske kan forklare deres tidligere forhold.

"Er jeg heldig? Jeg arbejder med en der er selvisk.." Løgn, eller halvt løgn.. Tja, jeg er jo mig såeh..

"Og? Han er lækker! Jeg mener totalt lækker! Og i har sikkert allerede et emne? Oh god! Hans bror er også bare lækker!" Siger hun og vifter sig med hendes hånd som for at understrege deres lækkerhed. Jeg himler med øjne og smiler over hende.. Hey, vent! Stop lige hesten engang!

"Bror??" Spørger jeg helt tabt og forvirret, og ser forvirret på hende. Hun himler med øjne over mig og ligger sin arm over min for at gå imod kantinen imens vi snakker.

"Altså hvis du ikke kom så sent altid, ville du vide at de er brødre... Brad og Will Montgomery." Tilføjer hun da hun ser mit forvirrede udtryk.

"Nåå.. Er de brødre?" Spørger jeg men hun ved godt at hun ikke behøver at svare. Brødre.. Det havde jeg ikke lige set.

Vi kommer til kantinen og går hen for at købe noget at spise.

"Du er SÅ heldig! Gid det var mig!" Siger hun igen og køber en tallerken salat, og noget kildevand med en eller anden smag i, jordbær tror jeg. Jeg køber dog bare en sandwich og noget normalt vand.

"Hvis du siger det." Siger jeg og betaler, vi går ud af køen med en bakke hver i hånden.

"Jeg bliver nødt til at sidde med Ryan, vi skal komme på et emne, det er jo snart jul, og jeg vil have det overstået." Siger hun og vinker til mig for at sno sig ind imellem de forskellige borde for at komme hen til et bord hvor Ryan og nogle af de andre football spillere sidder.

Jeg ryster på hovedet og går hen imod mit sædvanlige bord, det ligger i et hjørne af kantinen. Kantinen er et kæmpe hvidt rum, og bordene og de stole der sidder fast til er røde. Den ene væg i kantinen er lavet af glas så man kan se ud på nogle udendøres borde. Jeg snor mig let hen til et bord henne i et hjørne mellem den kedelige hvide væg og glasvæggen.

Jeg sætter mig med ryggen til væggen, så kan jeg jeg se over de andre elever og holde øje med hvem der nærmer sig.

Roligt lader jeg min hørelse blive gjort bedre på en måde, så jeg kan høre hvem der snakker om hvad.

"..ved det." Lyder en ukendt men alligevel en smule bekendt stemme, og jeg koncentrerre mig nu om samtalen.

"Hvad skal jeg gøre? Det er jo ikke sikkert at hun ved det." Lyder et svar, et svar der kommer fra Will.

Jeg ser ned på min sandwich og begynder stille at pakke den ud af foliet mens jeg lytter.

"Tag hjem til hende idag. I har jo projekt? Desuden tror jeg at hun selv bære på en hemmelighed." Lyder den anden stemme igen, og jeg gætter på at det må være Brad.

"Okay, så du vil have mit til at snuse rundt? Hvad skal jeg gøre? Forførre hende til at fortælle det?"

"Det var ikke en dårlig ide.. Du kan prøve. Rettelse, du skal prøve. Jeg kan ikke lide at hun snusser rundt og ved for meget." Lyder det fra Brad, "Der er Charlie, jeg må smutte, vi skal snakke projekt.. Hun sidder derovre, kom igang." tilføjer han, og jeg har fået ideen om at det er mig de snakker om.

"Du lytter, gør du ikke?" Lyder en stemme bag mig og jeg nikker som svar. Trevor - så meget han nu kan - sætter sig på stolen ved siden af mig.

"Og du vil have noget sjov ud af det, ikk'?" Spørger han igen med et ret 'jeg-kender-dig-for-godt' smil, og jeg smiler lusket til ham.

"Sådan er jeg bare." Siger jeg roligt men lavt og tager en bid af min sandwich.

"Nu kommer han.." Advare Trevor og som havde jeg kaldet på ham, kom han og satte sig over for mig.

"Er det okay at jeg sidder her?" Spørger en nu velkendt stemme, men han venter ikke på svar.

"Jeg skal da ikke stoppe dig." Svare jeg roligt, "Jeg ejer ikke bordet." jeg trækker på skuldrene og tager en bid til.

"Jeg har tænkt på noget," Rettelse din bror har, "måske skulle vi allerede begynde idag med projektet?" spørger han og rør ikke engang ved hans mad.

"Måske.. Hjemme hos dig?" Spørger jeg roligt og ser så op på ham, mens jeg har min sandwich i hænderne. Jeg vil se hvordan han snor sig uden om det.

"Det går nok ikke helt. Ser du, mig og Brad er lige flyttet hertil, så vores lejlighed er proppet med alle mulige kasser, og der er ikke noget sted hvor vi kan arbejde i det rod. Hvad med hjemme hos dig?" Spørger han roligt, som havde han indøvet den replik. Pokkers.

"Det kan vi nok godt, men jeg skal først lige have idræt, og dig?" Spørger jeg roligt og ser på ham.

"Så får vi fri på samme tid. Vi skal have idræt sammen." Siger han roligt og prikker til hans salat med en plastik gaffel. Jeg sukker indvendigt og fortsætter med min sandwich igen.

 

Det ringer pludseligt ind, og jeg priser mig over at jeg har en undskyldning for at slippe væk fra den akavede stilhed der var imellem os.

Jeg rejser mig op og tager min bakke med mig, men inden jeg når at gå kommer Janice.

"Det var forfærdeligt! Seriøst Lilly, Ryan kan bare ikke finde på noget som helst!" Brokker hun og ser på mig, jeg himler med øjne.

"Har du mon overvejet at selv finde på noget?" Spørger jeg og smiler til hende.

"Det er svært når man sidder blandt football fyre.. Nå ja!" Siger hun som om at hun først lige har set Will, men jeg ved at hun egentlig kun kom herover for at fiske efter hans nummer.

"Jeg hedder Janice Parkinson, Lilly's bedste veninde." Siger hun og rækker ham en hånd med lange lakerede negle.

"Will Montgomery." Siger Will og tager imod hendes hånd inden at han rejser sig op, og får det til at gå op for mig at, han faktisk er ret pæn.

Jeg ryster indvendigt på hovedet og smider tanken ud, måske har han et godt udseende.. Okay, måske er han lækker, men han er også farlig.. Sådan da.

"Nå men, vi ses til idræt.. Og efter skole." Siger Will og blinker hurtigt til mig inden at han smutter hen til sin bror og efterlader mig en smule paf, sammen med en helt paf Janice.

Jeg ryster på hovedet og går hen til den store stak af afleverede bakker.

"Okay.. Det var et noget af et sjældent syn! Altså det er ikke ondt ment, men alligevel!" Siger Janice og går hen ved siden af mig.

"Jeg ved godt at det ikke er ondt ment.. Jeg er også ret.. overrasket.." Siger jeg og går imod omklædnings rummet. Godt nok ved jeg at det bare var skuespil, men kæft det var alligevel noget der tiltrak mig. Oh mi god, hvad med når han vil forførre mig? Bare et sølle, charmerende blink, var nok til at gøre mig paf. Hvad dælen skal jeg gøre? Jeg mener, han.. Han.. Jeg kan ikke beskrive det, men jeg tror at jeg er fucked til den tid... Jeg må bare.. Jeg må bare prøve at holde hovedet koldt. Ja, det er en plan.. Bare den virker.

 

___________________________________________________________________________________________________

Wee! xD

Jeg er glad! :D

Det her var endnu et kapitel^^

Og det er ret hurtigt lavet! En aften, på det meste af det ^^

Jeg beder om klapsalver for det her! :D Jeg kræver likes for det! x)

Men ihvertfald, når i har givet mig hvad jeg kræver, så må i også gerne lige smide en kommentar om jeres mening om historien :)

Det er ikke tvang, men jeg ville nu blive glad for en feedback :3

Det var vidst det ^^

See ya, mine seje fans, og læsere ;) <3

 

Grey Wolf ;) <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...