Halvblods*På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2013
  • Opdateret: 11 nov. 2013
  • Status: Igang
Lilly er en halv normal pige, kun halvt fordi at hun er halvt menneske, hvilket betyder at hun også kan være mærkelig. Den anden halvdel af hende er vampyr, hvilket gør hende meget anderledes end andre. Og som den sidste bonus ting til at sætte prikken over i'et med har hun en speciel evne. Men hvad sker der så når en ny vampyr flytter til byen, og forelsker sig i hendes blod? Og hvorfor virker denne vampyr både bekendt og fremmed for hende? Hvad med når hun møder vampyrens bror? Hun ved at det er forkert, men hvad vil der så ske når hun er forelsket i begge to?
*Dette skal ikke forestille at være en efterligning af The Vampire Diaries!!*

16Likes
17Kommentarer
1104Visninger
AA

10. Besøg

 

En lyd, en lyd der bliver ved med at gentage sig selv, vækker mig. Jeg ser forvirret rundt mens jeg undre mig over hvor jeg er havnet?

Mit blik er sløret og jeg blinker for at få det væk. Jeg kæmper mig op at side i den bløde seng jeg er havnet i. Jeg fornemmer en form for vind foran mig og opdager at jeg har 'slukket' for min evne til at se spøgelser. Jeg prøver lidt sløvt at koncentrere mig, og langsomt dukker en sløret sølvfarvet person op foran mig. Eller nærmere Trevor dukker op foran mig, og selvom at det svømmer for mit blik kan jeg se at han ser bekymret ud.

Jeg stønner lavt da mit hoved dunker og den irreterende lyd fortsætter. Det lyder som om at nogen bliver ved med at trykke på dørklokken.

"Trevor, hvem er.." Spørger jeg og tiger straks, da jeg ser at han holder en finger op foran hans gennemsigtige læber. Jeg rynker kort mine øjenbryn, inden at jeg tager mig sammen til at rejse mig op, dog er jeg ved at falde bag over. En stærk vind retter mig op igen og jeg rynker mine øjenbryn let. Trevor burde da være kold, iskold.

Jeg trækker let på skuldrene og gaber højlydt inden at jeg vandre langsomt og træt ned af trappen. Nogle gange er jeg ved at snuble over mine egne ben fordi at de ikke helt vil som jeg vil.

Efter at have slæbt mig selv ned af trapperne og hen over gulvet hen til hoveddøren kommer jeg først i tanker om at det er dørklokken der hele tiden ringer, eller hele tiden ringede.

På grund af mit slørede syn fumler jeg lidt med låsen til hoveddøren inden at jeg kan åbne døren. Jeg står lidt og prøver at fokusere på personen foran mig inden at han pludselig flyver tættere på mig.

"Lilly!" Udbryder Will pludseligt på samme tid med at jeg falder, men hans hurtige vampyr reflekser griber mig dog og får mig til at stå lige igen.

"Undskyld.." Mumler jeg lidt fraværende og blinker med øjne for at fokusere på ham. "Hvad laver du her?" Spørger jeg og ser på ham mens jeg kan mærke at jeg svajer lidt som en palme på Hawaii, eller noget i den stil. Ud af øjenkrogen ser jeg at Trevor svæver over gulvet ved siden af mig og ser lidt fjendtlig på Will.

"Tjekker hvorfor du ikke har været i skole hele dagen." Svare han og krydser armene. Jeg er sikker på at han ser sur ud, men jeg ser det ikke så godt.

"Hva'? Hvad er klokken?" Spørger jeg forvirret. Er der virkelig gået en hel skoledag, mens jeg bare har ligget og.. Tja, sovet?

"Den er halv fire.. Er du helt okay?" Spørger han pludselig og ser undersøgene på mig. Jeg retter blikket imod gulvet så han ikke ser at det svømmer for mig.

"J-jeg har det fint nok." Svare jeg og ser at Kate dukker op. Hun svæver rundt om ham og har et drillende smil om munden. Hun begynder at puste Will i nakken og jeg sukker irreteret. Nå, men nu er hun altså hans problem.

"Nå? Hvorfor har du ikke været i skole?" Spørger Will og holder en hånd omme imod nakken. Selvom at han nok bare har en lille ide om hvorfor så havde jeg alligevel undgået ham.

Jeg sukker. "Det er ikke en specielt god ide at snakke om det herude.. jeg skal også lige have noget.. Jeg har ikke fået morgenmad. Kom ind." Siger jeg og går fra døren selvom at jeg nok går lidt skævt ind imod køkkenet.

Jeg høre da han går med ind, men inden at han lukker døren, når den at lukke.

"Hvad i?!" Spørger han og jeg mærker at han ser hen på mig. Jeg tøffer dog bare ud i køkkenet.

"Det skal du ikke tage dig af.. Når ja! Forresten! Jeg kan huske at du snakkede med min far.. Han er ikke begejstret for at jeg er alene med dig, på grund af dit lille 'stunt' i sofaen." Siger jeg og ser om på ham, henne fra et af køkken skabene.

Han stiller sig op af baren og ser på mig, som om at han først nu har set at jeg kun lige er vågnet op, og iklædt nogle korte, grå shorts der går mig til lårene, og en lyse blå top med tynde stropper så der også kan ses nogle andre stropper.

"Vil du have noget? Jeg tror nok at vi har et eller andet som vampyre er interesseret i." Spørger jeg og hiver mine Multi Cheerios ud af skabet.

"Nej, jeg er ikke.. Tørstig." Siger han lidt tøvende og jeg ser om på mig, da jeg kommer i tanker om noget.

"Nu vi taler om tørstig.. Har du så hørt om 'dyreangrebet' i nat?" Spørger jeg og laver gåseøjne. Han hæver det ene øjenbryn og ser på mig.

"Ikke? Nå, det er nok ikke i nyhederne endnu.. Det var en pige, der var ude på en løbetur, da hun pludselig blev overfaldet af en vampyr.. Jeg påstår ikke at det var dig, men det var en ny en, her i området." Fortæller jeg roligt og læner mig op af køkkenbordet,

"Okay, og hvad er pointen med det du fortæller mig?" Spørger han ligegyldigt. Jeg prøver at se strengt på ham, men det lykkes ikke helt på grund af at det stadig svømmer lidt for mine øjne.

"Pigen blev først fundet her til morgen.. Hendes navn er Lilly Montez." Siger jeg roligt og trækker mit uglede hår væk fra min ene skulder, hvor man stadig kan se mit tidligere sår, der nu bare er forvandlet til gamle arvæv.

Med en hurtighed mine øjne ikke når at opfange er han henne ved min skulder og lader en finger strejfe mit ar.

"Du blev angrebet?" Spørger han lavt og ser på mig, og tvinger mit ansigt op for at se på mig.

"Ærlig talt, så døde jeg vidst.. Heldigvis er jeg et mystiske væsen fra York Town der ikke tager så meget skade af et lille dødbringende bid." Svare jeg og blinker lidt hårdt, så den væske der har været ved mine øjne endelige bestemmer sig for at forlade mine øjne. Han ser det og forveksler det med tårer.

Jeg hiver mig ud af hans greb om mit ansigt og ryster på hovedet, og blinker mens mit syn bliver klart igen. Jeg tørre vandet væk fra øjne og tørre det af i min lyse blå top.

"Du overlevede? Og du er ikke ved at forvandle dig, ellers ville du ligge og vride dig i smerte. Hvilken skabning er du?" Spørger han undrende og jeg ser kort irreteret på ham. Denne gang registrere jeg svagt da han igen er hurtigt henne ved mig. Han lugter kort til mit ar, sikkert for at finde ud af om han kender lugten, men jeg skubber ham hårdt væk fra mig.. For underligt! Og fristende.. Og intimt!

"Gider du lige? Jeg er ikke en hund! Men det vil ikke undre mig, hvis du er blevet opdraget af hunde." Siger jeg lidt hårdt. Han lugtede til mig, som var vi hunde, og ikke vampyr og halv vampyr.

"Pas på med hvad du siger. Hvis en vampyr kunne fange dig, kan jeg jo sådan set også." Siger han og ser på mig og er igen hurtigt henne ved mig igen.

"Og jeg kan tale med de døde og kaste besværgelser, så du skal nok hellere holde dig væk." Siger jeg drillende og opfanger svagt duften af ham. Jeg kan ikke lade værre! Altså jeg er jo vampyr.. Og han er vampyr.. Og nogle vampyre dufter ret godt.. Selvom at der også  bare altid er en svag antydning af død med..

Jeg vender ryggen til ham og tager min Cheerios pakke.

"Og du forstår ikke mit 'stunt' i sofaen?" Spørger han lavt drillende i mit ører, hans ånde får det til at kilde i nakken.

"Du burde holde dig fra mig. Som sagt er min far ikke så vild med dig i forvejen." Siger jeg roligt og drejer hovedet let imod ham. "Er der sket noget specielt på skolen, siden at du tjekker om hvorfor jeg ikke var i skole?"

"Du må først lige svare mig på et spørgsmål inden."

"Fyr løs."

"Vil du følges med mig til juleballet?"

Jeg stivner kort og vender mig helt om imod ham, "Hvad?" spørger jeg lidt uforstående selvom at det jo var et ret enkelt spørgsmål.

Overrasket over hvor tæt på hans hoved lige er på mit lænder jeg mig lidt bag over og ser i hans flotte stålgrå øjne.

"Du hørte det godt." Svare han og hans ånde rammer mig igen og gør mig kort omtåget, så jeg ikke bemærker at hans ansigt kommer tættere på mit.

Mit blik flakker mellem hans øjne og hans læber som nærmer sig mine. Jeg læner mig lidt bag over igen i håb om at kunne samle tankerne men det er ret svært.

Jeg har jo nok ikke andre der vil invitere mig, jeg er ikke ligefrem eftertragtet blandt de andre. Jeg har ingen planer for den aften. Og jeg kan ligeså godt glemme Cedric. Jeg har ikke set så meget som skyggen af ham, ud over i mine drømme hvor jeg kommer tilbage til det fiasko af et bryllup. Så hvorfor ikke være sammen med en tiltrækkende fyr som ikke har et fast forhold i tankerne? Altså, jeg hørte jo at hans bror, Brad, sagde at han skulle finde ud af hvad jeg er. Og Will har da en meget speciel måde at finde ud af den slags på.

Før at jeg tænker videre over det lukker jeg afstanden imellem os med mine læber. Jeg mærker en underlig snurende fornemmelse og et sug i maven, da han besvare mit kys.

Sommerfuglene i maven dukker op som flere tusinde da jeg mærker hans hænder glide rundt om livet på mig, og trækker mig ind til ham. Mine hænder lukkes sammen som en lås bag hans nakke og trækker ham ned til mig.

"Betyder det et 'ja'?" Spørger han imod mine læber og hans øjne fanger mine.

"Ville du acceptere et 'nej'?"

"Absolut... ikke." Hans læber lukker sig igen om mine og jeg mærker igen den sugene fornemmelse. Min krop begynder at snurre og et øjeblik må jeg lige minde mig selv om at mine lunger også kræver ilt, selvom at hans ikke gør.

En insisterende miav'en trækker mig ud af kysset og lettere forpustet ser jeg, at Biella står på køkkenbordet og ser på mig med bebrejdende øjne. Hun vifter med halespidsen og springer op i min favn, så jeg er nødt til at slippe Will og gribe hende.

Will smiler over det og har en arm på hver side af mig så jeg ikke går væk fra ham. Hun vifter sin ene pote imod ham, og miaver igen af mig.

"Hvor er du sød lille Biella. Ved at far ikke vil have den slemme vampyr i nærheden af mig." Siger jeg drillende rettet imod ham mens jeg kysser hende på toppen af hendes pelsede hoved.

"Nå nå. Er katten nu også imod vores forhold?" Spørger han drillende og lader hende snuse til hans pegefinger.

"Hvilket forhold? Vi er venner der kysser.. Og tager til julebal sammen" Siger jeg roligt og nusser hende over ryggen. Jeg ser op på ham og hans hævede øjenbryn. "Okay, at kysse er nok ikke en venne-ting. Men vi er heller ikke kærester."

"Lillyh..! Din far holder på parkeringspladsen nu og vil nok elske at se din smukke Willie prins kysse på dig." Advare Trevor pludselig og dukker op ved siden af Will, som læner sig imod mig for at kysse mig igen. Jeg holder en hånd imod hans stærke brystkasse og lytter. En bildør der smækker i, og den velkendte lyd af en bil der låser automatisk kan høres.

"Fuck.. Min far er hjemme."

________________________________________________________________________

Hey :D

Fik lige den bedste følelse man får når man læser sine historier igennem og bare tænker 'tænk at jeg skriver sådan der!' Blev faktisk positivt overrasket over det ^.^

Endnu bedre blev det, da jeg fandt det her kapitel liggende og ventede på at jeg efter tre måneder skulle opdage den, og puplicere den ^.^

Så ver'så god, her kommer et forhåbentligt længe ventet kapitel ;D :D

Grey Wolf <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...