En ny generation

Carol Everdeen skal på sit første år på Hogwarts. Hun er efterkommer af Katniss og Peeta, og kommer til at møde nogle af de andre af The Hunger Games og Harry Potter universets slægtninge. En uge efter første års eleverne er ankommet holder Hogwarts emneugen eftersom det er 100 år siden det sidste dødsspil blev afholdt. Men ministeriet for magi griber ind, og den ellers så harmløse uge forvandles til en blodig kamp om liv og død. (Vær sød ikke at bedømme på denne beskrivelse, læs den istedet - jeg er så dårlig til resumeer!)

109Likes
84Kommentarer
7455Visninger
AA

10. What have I become?

Nu er jeg faldet ned, og står roligt på start pladen. Jeg skæver hen til Marco der står parat og fokuseret. Hvad skal jeg gå efter? Jeg ville rigtigt gå efter en kniv, men jeg får nok flere stemmer med en bue. Jeg får øje på en træbue med en 15-16 pile. Den ligger ovenpå en mindre taske, lidt ude i siden. Den vil jeg have! Jeg gør mig klar til at spurte alt hvad jeg kan da nedtællingen begynder.

10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 og så lyder startskuddet samtidig med mit adrenalinskud. Jeg sprinter, når målet, samler tasken op og svinger buen over ryggen. Jeg ser Dexter hamre sin egen søster ned. Sherlock Jackson kaster en kniv i maven på Leslie Foleth og Pepper Beverly slår Alisha Young ihjel med de bare næver. Der er kamp overalt.

En bevægelse vækker mig og jeg slår alt hvad jeg kan imod den. Jeg har ramt Jackie Specay der fortumlet bliver smidt på jorden. Så løber jeg mod skoven, men når lige at se Sherlock gøre det af med hende.

Jeg løber ind mellem træerne som om jeg kunne løbe fra hvad jeg lige var vidne til. Løber og løber til jeg falder sammen af udmattelse. Jeg kryber sammen under nogle store sten og kører båndet med Dexter der med en sten hugger igen og igen ned i sin skrigende søsters hoved. Jeg er i chok. 

 

Jeg vågner da bragende der skal fortælle hvem der er døde lyder. Har jeg sovet? På himlen vises Megan Taylor, dræbt af Dexter Taylor, Leslie Foleth, dræbt af Sherlock Jackson, Alisha Young, dræbt af Sherlock Jackson og Jackie Specay, dræbt af Sherlock Jackson. Det burde være mit navn der stod der. Det var mig der slog hende i jorden. 

Tårene ligger lige bag øjet, men vil ikke ud. Det er forfærdeligt. Forfærdeligt.

 

 

* * *

 

Jeg åbner tasken for at se hvad jeg har fået fat i. En flaske vand, reb, tændstikker og en sløv kniv. Slet ikke dårligt. 

Min første prioritet er mad da jeg har vand. Jeg bærer min bue klar til at skyde dyr, såvel som mennesker. Hvis jeg kan finde et vandhul kan jeg også finde mindre dyr vil jeg mene... Jeg følger et lille vandløb og håber at det vil ebbe ud i en sø eller den slags. 

Mens jeg går har jeg tid til at tænke. Hvad hvis jeg møder nogen? Så skal jeg jo dræbe dem. Jeg må bare såre dem slemt, så vil naturen gøre resten... Jeg kan ikke holde mig selv ud så jeg prøver bare at lade være med at tænke.

 

Vandløbet løber ud i en sø som jeg havde forventet, men der sidder nogen ved kanten. Jeg gisper og skynder mig bag en stor sten. Pete... Jeg sniger mig så lydløst væk som jeg kan. Bladende rasler under mine fødder. KNÆK! Jeg trådte forkert og min fod landede på en pind. Jeg kigger mig bagud og ser ham komme styrtende. Det giver et sæt i mig og jeg sætter i løb.

Pete haler ind på mig, og jeg snapper efter vejret lige som han snapper efter mig. 

"Du er færdig!" Råber han og kaster sig over mig. Mine arme kæmper for at få ham væk og jeg skriger ham i hovedet. Da der ikke sker noget klynker jeg om nåde, men ordene drukner i rædselsslagne snøft. 

"Carol?!" Siger han overrasket.

"P-Pete, dræb mig ikke, Nathan er lige bag mig og han har dig hvis du gør mig noget!" Ynkeligt forsøg på en løgn. Pokkers.

Til min store forbløffelse rejser han sig og rækker tilmed en hånd til mig. Jeg tager varsomt imod den og rejser mig.

"Jeg vil da ikke gøre dig noget Carol. Jeg så ikke det var dig!" Siger han, næsten fornærmet over at jeg var bange for ham.

"Undskyld, men du var ret overbevisende... Er vi så, du ved, et team nu?"spørger jeg.

"Hvis du vil" svarer han, så det er vi. Et hold.

Det er blevet mørkt igen, og heldigvis har han skaffet en odder vi kan spise. Man kan ikke være kræsen herude. 

Jeg har tændt et bål og Pete arbejder på et læskur. Det er rart bare at lade sig sive væk, ind gennem flammerne. Jeg kan ikke benægte at odderen er begyndt at dufte indbydende, og er ærlig talt ved at blive utålmodig. 

"Er den ikke snart færdig?" spørger jeg Pete. Han tager den af bålet og giver mig et stykke. Vi sidder i tavshed, venter bare på bragende.

et efter et begynder de at komme. Wendy Lutterpocket, død af infektion, Lara Baywand, spiste giftige bær, Curtis Abberforth, dræbt af Sherlock Jackson, Kelly Warthinghogg dræbt af Pete Malfoy og Conor Simpson, dræbt af Pete Malfoy. Der er 16 tilbageværende.

"Allerede to?" Spørger jeg, lidt skræmt.

"Ja, det var dem eller mig."

Da odderen er spist færdig og vi lægger os til at sove siger han det jeg har frygtet. 

"Imorgen skal vi på jagt. Men ikke efter dyr."

 

* * *

 

Jeg har sovet dårligt i nat. Jeg kunne kun tænke på alle de døde, og at jeg idag skulle sørge for flere lig. 

"Goodmorning sunshine" siger Pete og strækker sig.

"Er du klar?" spørger han.

"Jeg er aldrig klar" mumler jeg og griber min bue. 

"Der burde være nogen omkring os, det var en fejl at tænde bål igår. Røgen lokker dem til" siger han. " Hvis vi laver et til er der en god chance for at finde nogen" 

"Okay, så lad os gøre det. Vi kan klatre op i et træ og holde øje med dem" tilføjer jeg.

Så vi tænder endnu et bål og kravler op i et træ tæt på. Efter en time i træet har jeg rimelig ondt i bagenden... Jeg skal lige til at sige til Pete at jeg ikke orker mere da han tysser på mig.

"Der kommer nogen!" hvisker han, og ganske rigtigt viser der sig to drenge. Travis Matthew og Damon Rider tror jeg. 

"Carol det er vigtigt du gør hvad jeg siger nu. Send en pil i skulderen på Damon, og derefter i hovedet på Travis" Siger han, næsten følelsesløst.

Mit hjerte banker som en knytnæve mod mine ribben da jeg hiver pilen frem. Gør jeg virkelig det her? Pilen flyver i skulderen på Damon, og Travis skynder sig hen til ham, hvilket giver mig perfekt udsyn til hans hoved. Pilen skærer igennem luften og Travis' kranie. Travis falder livløs henover Damon så han ikke kan komme op og da han ligger stille er det let for mig at sende pilen lige mellem hans øjne.

 

Jeg sidder ubevægelig og betragter mit værk. To døde drenge. Det der skræmmer mig mest er ikke ligene, det er hvordan jeg føler. Jeg føler mig stolt...

"Se selv, så svært er det ikke. Bare forestil dig at det er dukker!" Det er en leg for ham. Let som ingen ting. Han skræmmer mig mere end nogen sinde, jeg vil væk. Men han vil ikke bare lade mig flygte, jeg bliver nødt til at... Bliver nødt til at efterlade - eller i værste fald dræbe ham. 

 

 

Vi sidder igen i vores lille lejr, og idag har jeg fanget et par små fisk vi rister. Der er gået fire dage og der er 11 deltagere tilbage. Jeg har en rimelig plan for at slippe væk fra Pete der hele tiden taler om hvem han helst vil dræbe næste gang. Grunden til at jeg bliver så bange er fordi det afspejler min egen tankegang. Mine vågne nætter overvejer jeg hvem der ville være det nemmeste bytte.

Jeg føler mig som et dyr, drevet af urgamle instinkter. Og det jeg har tænkt mig at gøre er ligeså ubetænksomt som et dyrs handling. Da vi lægger os inde i bioakken holder jeg mig vågen, og venter til han er faldet i søvn. Så hiver jeg mit reb frem og binder ham med de bedste knob jeg har lært fast til et træ. Hans rygsæk tømmer jeg for indhold ned i min egen, og så løber jeg ellers bare ned mod Cornucopia så hurtigt jeg kan. Da jeg når stedet hvor træerne ebber ud og man kan skimte Cornucopia stopper jeg og kryber ind i en lille grotte der akkurat kan have mig og rygsækken inde i den. Jeg når ikke at sove før jeg ser på himlen at Melanie Granger er blevet dræbt af Marco. Det er hans første drab. 

En stemme bryder nattens stilhed; "Opmærksomhed kære sonere! Der kan nu være to vindere så længe de er fra samme distrikt" Den burde jeg have forudset.... Burde jeg finde Marco? Hvordan ville han reagere? Ved at dræbe mig eller ved at acceptere mig som allieret? Der var kun en måde at finde ud af det på. 

I morgen opsøger jeg Marco.

 

* * *

 

Jeg strækker mig gabende og tager en slurk vand. Håbet om at Marco ikke har ændret sig til et manipulerende monster som mig flammer i mig. Måske er det vores chance for at blive venner igen? Vel vidende at målet med rejsen kan koste mig livet begiver jeg mig ud for at finde min bedste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...