En ny generation

Carol Everdeen skal på sit første år på Hogwarts. Hun er efterkommer af Katniss og Peeta, og kommer til at møde nogle af de andre af The Hunger Games og Harry Potter universets slægtninge. En uge efter første års eleverne er ankommet holder Hogwarts emneugen eftersom det er 100 år siden det sidste dødsspil blev afholdt. Men ministeriet for magi griber ind, og den ellers så harmløse uge forvandles til en blodig kamp om liv og død. (Vær sød ikke at bedømme på denne beskrivelse, læs den istedet - jeg er så dårlig til resumeer!)

109Likes
84Kommentarer
7461Visninger
AA

4. Til slottet med Rubeus Hagrid

Marco Hawthorne og Carol Everdeen... Lidt underligt at lige præcis Katniss' og Gales slægtninge skulle mødes. Vi er blevet ret gode venner i løbet af togturen og jeg kan ikke lade være at spekulere på om det har noget at gøre med deres venskab. Jeg tror det var det med Sylvia der brød barrieren, knyttede båndet. Han beviste at han ikke var en højrøvet snob som hende og trodsede mine forventninger.

Toget stopper og skinnerne skriger skingert. Det myldrer med børn der prøver at komme ud. Marc er lige ved at forsvinde i mængden, men jeg tager hans hånd. "Jeg har dig!" Siger jeg og smiler. vi hopper ud af toget, jeg når kun lige at få min baggage med ud inden de andre træder på den. Da vi står på perronen ser jeg at det er ved at blive mørkt.

Foran mig og Marc står en 12 fod høj mand med gigantisk fuldskæg og et hår der matcher. Man får helt lyst til at give ham et kram, jeg ved ikke helt hvorfor... Manden præsenterer sig selv som Rubeus Hagrid, ham der skal føre os til Hogwarts.Det bobler i maven på mig. Tænk at jeg rent faktisk skal på Hogwarts! Min mor har fortalt mig om det siden jeg har været helt lille, min far er muggler. Hagrid fortæller at grunden til han er så stor er at hans mor var en kæmpe. Han siger også at hans bror er lige så høj som et hus.

En eskorte af flyvende kareter styret af sjove små husalfer lander og tager vores bagage. 

 

Mig og Marc går ved siden af Hagrid mens han fortæller flere historier - og vejen er lang så vi har tid til at gå og snakke. Stien virker uhyggelig dunkel i natten, men med Hagrid ved siden af sig føler man sig beskyttet og det er hyggeligt at gå og høre på hans historier. Hans kinder er helt runde og rødmossede, og hans mave gynger når han griner. Han virker virkelig rar.

"Så børn!" siger han. Vi er nået til en kæmpe stor, sort sø og på den anden side kan man se slottet. Jeg må gnide mine øjne, og knibe mig i armen - for hold da op det er stort! Der er mange tårne, forskellige blokke der hører til og murene er let oplyst af fuldmånen bag ved de enorme mure. Det gyldne lys inde fra vinduerne får det til at se sikkert og hjemligt ud. Ude på det sorte stille vand kan man se skiggelser stige op ad vandet og langsomst komme imod os. Det er en hel formation små både med lygter foran. De sejler helt selv! Langsomt kommer vi over søen, med Hagrid, mig, Marco og en lyshåret dreng i spidsen. Vi er alle første-års elever, de store tager nogen underlige hestevogne uden heste... Da vi træder i land kan man høre en velkendt skinger, kommanderende stemme. 

"Du skal ikke gå nær mig! Føj hvor er du ulækker!"

Sylvia, uden tvivl.

Jeg går nærmere cirklen af børn. Man kan se eller anden pige og Sylvia stå inderst. Pigen har kastet op på sine sko, og Sylvia mener åbenbart at hun kom for tæt på 'Frøken Potter'.

"Jeg mener det! Hold dig væk, siger jeg! Føj hvor det stinker..." Pigen undskylder og forsvarer sig med at hun let bliver søsyg. Det er ikke fair! Hun kastede jo slet ikke op på Sylvia, så hvordan kan hun tillade sig at blive sur?! Jeg maser mig ind gennem cirklen og ind imellem de to. "Lad hende være, din forkælede klat drageslim!" Siger jeg og kigger foragteligt direkte ind i hendes isblå øjne. Sylvia går provokerende frem - helt frem så hendes ansigt er millimeter fra mit og trækker mig til side. "Hør. Du er en Everdeen, jeg er en Potter. Vi kunne styre hele første årets elever!" Hun slår armene ud som for at vise alt jeg kunne få. Jeg er helt stille. "Hvordan kunne du vide at jeg hedder Everdeen?" Spørger jeg koldt, har ikke fjernet mit blik fra hendes et eneste sekund. Hun bakker lidt og smiler. "Din ven, Marco, fortalte mig det på perronen. Har vi så en aftale? Os to, Carol.Os to" Hun rækker hånden frem. Mit hjerte falder helt ned i maven på mig. Keglen...

Jeg stikker hende en flad af bar raseri og går med knyttede næver væk fra forsamlingen. "Du kan beholde dit kongerige - dine undersåtter med! Jeg stoler ikke på nogen." det sidste var mere en mumlen for mig selv. På vej væk for Hagrid fat i min krave og løfter mig sprællende op i luften. "Sæt mig så ned!" Siger jeg hidsigt.

"Carol, jeg vil give dig ret i at hende Sylvia er en væmmelig klat drageslim... Men derfor kan du ikke bare give hende en lussing" Han ser nærmest beklagende på mig. Jeg undskylder, men fortryder det overhovedet ikke, tværtimod tror jeg hun trænger til en til. 

Vi bliver ført ind i slottet og videre ind i en stor sal med fire lange borde og tilhørende bænke. Når man kigger op tror man ikke der er noget loft - men hvis man kigger rigtig godt efter kan man se at det er der faktisk. Vi for at vide det er meningen det skal være synkroniseret med vejret udenfor, og det passer fint med den smukke stjernehimmel... Under lofts-himlen svæver hundrede lys, tændt af rektor Minerva McGonagall der står bag en talerstol med en gylden ugle på. Hun introducere dette års lærere og lader fordelingshatten synge sin årlige sang. "Og nu til fordelingen af de nye elever!" Jeg spotter Marco der bytter plads med samtlige børn til han når pladsen ved siden af mig. "Hej" Hvisker han smilende. Jeg svarer ikke men bytter plads til jeg er langt nok væk fra ham. Forræder! Vi bliver kaldt op alfabetisk efter efternavn så jeg er før Marco og Sylvia. Jeg sætter mig rystende på stolen og får hatten på. 

 

"Aha! Ja, der er ingen tvivl. Du skal til Gryffindor!"

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...