En ny generation

Carol Everdeen skal på sit første år på Hogwarts. Hun er efterkommer af Katniss og Peeta, og kommer til at møde nogle af de andre af The Hunger Games og Harry Potter universets slægtninge. En uge efter første års eleverne er ankommet holder Hogwarts emneugen eftersom det er 100 år siden det sidste dødsspil blev afholdt. Men ministeriet for magi griber ind, og den ellers så harmløse uge forvandles til en blodig kamp om liv og død. (Vær sød ikke at bedømme på denne beskrivelse, læs den istedet - jeg er så dårlig til resumeer!)

109Likes
84Kommentarer
7723Visninger
AA

11. The End

Jeg har gået i nogle dage - tror jeg... Og jeg er godt træt af at lede. Der er kun seks tilbage, Pete blev dræbt af nogle vanskabninger sat ind i arenaen. Det var den sidste dråbe der fik bægeret til at flyde over. Jeg er helt følelseskold, og fokuserer kun på at finde Marco og at vinde. 

Det er svært at gå i det høje græs i den bagende sol. Jeg hiver vandflasken frem, men den er tom. Hvis jeg ikke finder rent vand snart besvimer jeg... For hvert skridt jeg tager siver energien ud af mig. Jeg dumper ned i græsset, kan ikke mere. Der er ingen muligheder at se. Solen er som et stort hypnosehjul der bare kører og kører og kører og- Av! Jeg tager mig til hovedet og ser mig omkring efter det der ramte mig. Til min tørre hals' glæde er det min første sponsorgave, en hel liter vand! 

"Åh tak, så mange gange tak!" Siger jeg og drikker en ordentlig mundfuld. Nu er jeg klar til at fortsætte. 

Jeg pløjer gennem det tørre græs igen og rækker tunge ad solen.

"Bedre held næste gang moder natur, du får mig aldrig ned med nakken!" og i det samme ordene kommer ud af min mund mærker jeg et hug i anklen. Verden kører rundt og jeg mister balancen.

 

* * * 

 

"Godt du er vågen! De finder os snart, vi skal afsted hurtigst muligt" Hvert ord får dunhammeren i mit baghoved til at banke mod mit kranium. Jeg stønner. Værre hovedpine har jeg aldrig haft! 

"Hvad er der sket... Og hvem er du?" snøvler jeg. Mit syn er stadig sløret og jeg er ret omtåget.

"Den slange fik godt ram på dig Carol. Det er mig, Marc!" Det tager lige lidt tid før den fiser ind, men så reagere jeg også.

"Marc!" Jeg kaster mig over ham i et kram, og nægter at give slip. 

"Rolig nu! Du må ikke gå amok, du skal jo lige komme dig" Siger Marco.

"Er alt glemt? Er vi bedste venner igen?" Spørger jeg med mine største hundeøjne.

"Ja. Du må undskylde at jeg blev så sur." Okay, det var dråben. Så ryger tårene. 

"Jeg har bare savnet dig så meget!" Jamrer jeg. 
"I lige måde. Men nu er vi sammen igen, og lad os se at komme væk for Lotto Parker, Sylvia og Pepper Beverly er et team og vi er de sidste tilbage" Siger han og pakker de sidste ting. "Husk din notesbog, den er meget nyttig. Der stod alt om hvordan man behandler slangebid! Åh ja, det er sandt. Du fik en sponsorgave med modgift, den brugte jeg" Jeg sender varme tanker til Debbie for at være med til at redde mit liv. 

 

Jeg forstår slet ikke at Sylvia er kommet så langt. Hun er en forkælet møgunge der ikke ved hvordan man begår sig i naturen! Men på den anden side er hun også god til at manipulere, så det er nok det hun har spillet på. 

"Så hvad gør vi?" spørger jeg.

"De havde et bål tændt for lidt siden. Jeg kan godt navigere os derhen, men vær forsigtig, det kan være en fælde. Vi finder ud af hvad vi gør når vi når derhen."

 

* * *

En halv time senere kan man se gruppens lejr. Det er ikke en fælde, de er bare utroligt dumme! 

"Så du deres snarer vi gik forbi? Jeg har en plan..." Siger jeg, med et smørret grin.

 

Svuuuuush! Jeg hænger på hovedet. Ja, jeg trådte i en af deres fælder med vilje. De hører at nogen er i fælden og sender Pepper ud for at se på det. Jeg vrider mig og klynker højlydt hvilket ikke er svært i forhold til at holde masken - for selvom det  er en liv-eller-død situation er jeg helt sikker på at det vil lykkes. 

"Jamen, jamen, jamen. Vi har fanget en torsk!" Okay, den var plat. Hun kommer imod mig og trækker en kniv frem men Marco er hurtigere og skyder en pil mod hendes hoved. Pletskud. 

"Godt ramt!" fniser jeg.

"Takker" svarer han og griner. Så slæber han Pepper om bag en busk og kravler op i træet igen.

Efter lidt tid kommer Lotto ud. 

"Hvor er Pepper?!" spørger han arrigt.

"Hvis I slipper mig fri siger jeg det" griner jeg. Og så sker det. Han går bag mig så Marco ikke har en chance for at ramme ham. 

"Som om. Du kommer med mig" siger han og binder det tov jeg hænger i rundt om mig i stedet. Marco hopper ned fra træet.

"Slip hende din grimme bjergtrold!" Råber han og løber imod ham og prøver at skyde ham, men pilen misser.

"Så gerne!" Svarer han og taber mig ned på jorden hvilket slår al luften ud af mig. Jeg er bundet så stramt at jeg kun er en ubrugelig byld der kan se på.

Lotto får fat i buen og knækker den over. Han slår ud efter Marco der hurtigt dukker sig og fælder ham. Marco sparker ham adskillige gange i maven indtil Lotto får fat i hans ben og vælter ham ned. Han slår Marco lige på næsen og jeg hører et knæk. Marco skriger og hans næse bløder i store strømme. 

"Se bag dig Lotto!" skriger jeg, dum som han er kigger han - og det giver Marco en en chance for at tage pilen han missede med og jage den ind i hjertet på ham. 
Marco skynder sig over til mig og binder rebet op.

"Der er kun Sylvia tilbage men vi har ingen våben..." siger jeg

"Jo vi har." svarer han og tager pilen ud af Lottos bryst. "Her" selv tager han en kæp. 

"Så er det nu" siger jeg, og så går vi kampklar imod lysningen.

 

Sylvia ser forfærdet på os.

"Hvad har i gjort ved Lotto og Pepper?!" Hun samler sin kniv op og løber rasende imod os.

Marco spænder ben for hende med kæppen, og hun snitter hans ankel. Han falder og skriger, og synet af ham gør mig vild af raseri. Jeg hugger efter hende med pilen og rammer hende gennem armen. 

Hun slipper kniven i ren smerte - Marco får fat i den og hæver den over hendes hoved.

"Bare gør det hurtigt" Siger hun og lader en enkel tåre flyde stille ned af hendes kind. Hun har accepteret at det er slut for hende og giver op.

"Jeg er ked af det" hvisker Marco og støder hurtigt kniven ned. 

 

Trompeterne lyder i baggrunden. Marco kigger på mig."Ingen der døde i spillet har fortjent det. Men vi har fortjent at vinde Carol. Du og jeg"  

Udmattede, stolte og tud-brølende krammer vi til lyden af James' stemme; 

 

"Og vinderne af Hogwarts' dødsspil er: Carol Everdeen og Marco Hawthorne. Tillykke!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...