En ny generation

Carol Everdeen skal på sit første år på Hogwarts. Hun er efterkommer af Katniss og Peeta, og kommer til at møde nogle af de andre af The Hunger Games og Harry Potter universets slægtninge. En uge efter første års eleverne er ankommet holder Hogwarts emneugen eftersom det er 100 år siden det sidste dødsspil blev afholdt. Men ministeriet for magi griber ind, og den ellers så harmløse uge forvandles til en blodig kamp om liv og død. (Vær sød ikke at bedømme på denne beskrivelse, læs den istedet - jeg er så dårlig til resumeer!)

109Likes
84Kommentarer
7723Visninger
AA

3. Kegle!

Jeg kigger op. Pludselig er det hele et stort mylder - tre gange værre end Diagonal Stræde! Nu kan jeg se alle de nye troldmænd og hekse. De har bure med ugler, frøer, rotter og andre dyr. På et skilt kan jeg se at det er perron 9¾ jeg står på. Den har jeg aldrig hørt om før? Underligt... 

 Jeg står stadig i mine egne tanker da noget vælter mig bagfra så jeg taber alt min bagage, inklusiv stakkels Henry der tuder chokeret. Jeg vender mig om og lægger stemmen i en hård tone; "Hvad bilder du dig ind?!" Bag mig står en lettere forskrækket dreng med pjusket mørkebrunt hår og store klare blå øjne. "U-undskyld! Nu skal jeg hjælpe dig..." siger han og rødmer. Jeg surmuler stadig efter han er gået og Henry basker fornærmet med vingerne. Idiot

"Det var ikke svært vel?" spørger Far bag mig. "Ej Carol, nu er dine bukser helt beskidte! Hvad har du dog lavet!" Siger mor og børster snavset af. Der var bare lige en eller anden kegle som stødte ind i mig. En kegle med stooore blå øjne... Hva'! Hvad er det dog jeg tænker? "Carol? Du ser meget sur ud, er du okay?" Jeg blinker hurtigt. "Øh... Ja ja mor."

"Vi vil savne dig skat!" Siger far og giver mig et stort kram. Mor smiler, jeg får også et kram af hende. Todd holder fast i mors frakke og klemmer sig ind til hende. "Farvel Carol..." Siger han lavt. Jeg sætter hænderne i siden og siger overdrevent; "Hvad! Får jeg slet intet kram af min elskede lillebror?! Så tager jeg altså ikke afsted." Han griner og løber med åbne arme hen mod mig. "Nå, nu kan jeg vist godt gå. Farvel!" siger jeg og vinker på vej ind i toget. Det er mærkeligt at se hele familien samlet ude på perronen, vinkende når jeg først skal se dem om lang tid. Jeg er vant til at være sammen med dem hele tiden.

 

Det er som at træde igennem en barriere da jeg står på toget. Der er børn som hænger ud af kupeerene og snakker ind over hinanden. Hvor skal jeg sætte mig? Jeg kender jo ingen her. Længere fremme stikker en dreng hovedet ud af kupeen. "Hey! Dig der? Vil du ikke sidde med mig?" Pokkers. Jeg skulle have vendt mig om da jeg havde chancen... "Jo, selvfølgelig vil jeg det, oh du mystiske fremmede" sukker jeg opgivende. Den her bagage kan jeg ikke bære meget længere, og keglen er sikkert bedre en de andre hyperaktive unger. Et eller andet ved ham siger mig at han er en af de rige børn der tror de er bedre en alle andre... Kupeen er ret hyggelig, sådan rigtig, rigtig gammeldags ligesom toget. Jeg prøver stønnende at få min bagage på plads, men det er for højt oppe. Det giver et sæt i mig, jeg kan mærke drengens arme omkring min talje da han hjælper mig med at få dem få dem op. Hjernen kortslutter fuldstændig.Jeg står stiv som en pind i samme stilling som før, stirrer på ham. Så får jeg kontrol igen, jeg trækker armene tilbage og sætter mig ned. Akavet stilhed...

 

Man kan se han rødmer selv om han er sådan mulat-brun i huden. Han kigger op, så jeg kigger ned. Ikke engang Henry bryder stilheden... "Hallo! er der ikke en eneste ledig kupe i det her tog eller hvad!?" En rødhåret pige river døren åben og kigger nedværdigende på os. "Jeg er Sylvia Potter." Siger hun og står bare i åbningen, venter på at vi skal opgive vores sæder. "Og..?" Spørger jeg. Bortset fra hendes farvede røde hår er der ingen lighed mellem hende og Harry Potter eller Ginny Weasley. "OG?! Jeg er slægtning af Harry Potter, verdens største troldmand! Lige præcis hvad ved POTTER er det du ikke fatter?" Jeg gyser. Hvor er jeg glad for at min mor har opdraget mig til at holde mine forfædre for mig selv.  Keglen byder ind; "Undskyld, men hvad er det du ikke fatter? Vi sad her først - og en Potter kan vel finde et andet sted at sidde? Ellers er din fine arv måske ikke så meget værd søde." Siger han uden at værdige hende et blik. Afskyen i hans stemme er lige til at tage og føle på. Sylvia står med armene spændt ned ad siden, knyttede næver og en fornærmet grimasse. Som prikken over i'et svinger han døren i lige foran næsen på hende. 

 

"Hahahahaha! Så du -HAHA- lige hendes-AHAHAHA- ansigt?" Jeg kvæles næsten i min egen latter.

Han kigger overrasket op. "Kunne... du lide det? ... Man kunne næsten se hende koge på den anden side!" Jeg sprutter af grin. "Det er bare... Jeg hader når folk praler af deres titler. De er ikke specielle fordi deres forfædre var. Man må selv gøre noget for at fortjene anerkendelse. Lyder det helt skørt?"  "Nej! Jeg ved præcis hvad du snakker om. Øøh... Jeg fik aldrig fat på dit navn?" "Marco H." Svarer han. H'et er næsten ikke til at høre.

"Hvad står H'et for? Du kan bare sige det, jeg spørger jo selv!" 

 

                                                      "Hawthorne. Som i den Gale Hawthorne."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...