En ny generation

Carol Everdeen skal på sit første år på Hogwarts. Hun er efterkommer af Katniss og Peeta, og kommer til at møde nogle af de andre af The Hunger Games og Harry Potter universets slægtninge. En uge efter første års eleverne er ankommet holder Hogwarts emneugen eftersom det er 100 år siden det sidste dødsspil blev afholdt. Men ministeriet for magi griber ind, og den ellers så harmløse uge forvandles til en blodig kamp om liv og død. (Vær sød ikke at bedømme på denne beskrivelse, læs den istedet - jeg er så dårlig til resumeer!)

109Likes
84Kommentarer
7465Visninger
AA

7. "Jeg kan lide dig"

Det var blevet tid til at møde vores mentorer. Hver deltager har sin egen mentor fra syvende år, der hver dag studerer alt der har med dødsspillet og overlevelse at gøre, og om aftenen har de mulighed for at give deres viden videre til deres soner. Jeg var meget spændt på at finde ud af hvem jeg har fået, så jeg skynder mig op til vores mødested, Gryffindors opholdsstue. 

"Impressa vestiga!" Siger jeg og bliver lukket ind. I lænestolen foran pejsen sidder en høj pige med kort blåt hår og en meget rød læbestift. Hun er iført en blå sweater der matcher hendes hår og nogle slidte grå skinny-jeans. Pigen er køn, selvom hun ser lidt speciel ud. Jeg sætter mig i lænestolen overfor hende.

"Hej Carol. Jeg hedder Justine. Hvordan var træningen?" Spørger hun imødekommende.

"Den var fin nok, jeg er blevet ret god til at løfte." Siger jeg.

"Godt! Allerede fremskridt" smiler hun. "Har du noget at skrive ned på? Det vil være nyttigt, så kan du læse i den om aftenen, og desuden har jeg hørt at man må tage en ting med i arenaen" 

 Det slår mig at jeg ikke har brugt Debbies notesbog endnu - og at den vil være perfekt til denne uge. 

"Ja, lad mig hente min notesbog!" Siger jeg. 

Hun belærer mig om arenaen, reglerne og overlevelsesteknikker i en hel time og min notesbog bliver godt brugt. Jeg må huske at takke Debbie minder jeg mig selv om. Men først imorgen, nu er jeg fuldstændig smadret!

Jeg dumper ned i min store himmelseng og smider notesbogen på natbordet. Alle de andre piger sover allerede kan jeg se i den dunkle sovesal. Jeg gør som dem og trækker udmattet dynen over næsen.

 

 

Det giver et dumpt dun da stenen rammer Marcos hoved. Hans mørke blod snoer sig om mine hænder og drypper ned på hans lig. Han ligger med ansigtet op mod mig, hans øjne er tomme og klare isblå med undertoner af kongeblå. Hans mund er let åben og mørkerøde dråber pibler fra hans hår og ned over kinden. Hvad har jeg gjort? Han er død! Et brag lyder, Marcos billede vises på himlen. Væk, forevigt.

Der lyder trompeter og publikums jubel langt, langt væk. En skrattende højtaler eklærer mig til vinder. Det hele er så fjernt...

Jeg hører tilskuerne i baggrunden; "Ca-rol! Ca-rol! Ca-rol!" Deres stemmer smelter sammen og bliver til en hvisken. "Carol? Caaarol!"

Jeg vågner med et gisp. "NEJ!" Over mig står Raven Mable,  en af sonerne, og kigger forskrækket på mig. 

"Jeg ville bare vække dig Carol..." Undskylder hun og skynder sig ud. Jeg sætter mig svedig, med drømmen brændt ind i min erindring, op i sengen. Hvad har jeg gjort?

 

* * *

 

"Godmorgen Carol. Du er jo helt bleg!" Siger Marco. Det er godt at få skiftet billedet ud af ham helt tom og livløs med den sædvanlige morgenfriske marco. 

"Dårlig drøm" mumler jeg og øser gabende en god portion græskargrød op. Var der ikke noget jeg skulle huske? Hmm...

"Hold da op Carol, du ser træt ud!" Siger en der sidder bag mig på Ravenclaws bord. Jeg vender mig om. Debbie. Vent lige lidt-...Debbie!

"Åh, jeg skulle huske at takke dig for notesbogen Deb! Mange tak, du havde ret den er nyttig" Siger jeg oplivet. Debbies veninde vender sig også om. 

"Du er Katniss Everdeen ikke? Argh, Jeg mener Carol selvfølgelig" siger hun og retter på sine grønne briller.

"Jo" svarer jeg og gør mine til at vende mig om igen. 

"Du er da i familie med Katniss ikke?" spørger hun og ignorerer mit flugtforsøg. Debbie kommer mig til undsætning.

"Jo, jo det er hun, men lad hende bare spise sin grød færdig Merena."

Marco undertrykker en fnisen mens han prøver at klemme sin kadeciabær-muffin ned.

"Har du nu også fans? Jeg misunder dig" driller han.

"Kære Marc, hvis du ikke var så afskyelig og ikke havde muffin i hele fjæset havde du nok også nogen" giver jeg igen. Han griner og tørrer sig om munden. 

"Ses på quidditch-banen!"

 

 

 

* * *

Jeg har taget min notesbog med idag. Det var egentligt Justines ide, hun mente at jeg skulle satse på at få den med i arenaen. 

Nå... Hvilket telt skal jeg starte i? Jeg vælger Overlevelses-stationen, vand og mad afdelingen. Den er nok den mest besøgte afdeling, også den mest vigtige.

Jeg forsøger at lære hvordan man snitter en vandbeholder, men det er helt utroligt svært. 

"Skal du have hjælp?" Det er fantastisk så meget opmærksomhed jeg tiltrækker når jeg ikke kan finde ud af noget.

"Jo tak. Kniven vil bare ikke snitte ordentligt!" Jeg ser op på Dexter og Megan Taylor. 

Megan retter min hånd så jeg holder ordentligt på kniven.

"Sådan, prøv nu." Det virker faktisk.

"Mange tak! Jeg hedder-"

"Carol Everdeen, ja det ved vi" smiler Dexter. Han er ret chamerende, men det er ikke fordi han ligner en superstjerne. De fleste sonere er ret kønne, for det var hvad der var eftertragtet da der blev udvalgt deltagere. Dexter og Megan går igen. Jeg ville nødigt deltage i dødsspillet med min bror, stakkels dem.

Min vandbeholder er færdig, og jeg vinker stolt til Marco der er ved at fjerne den giftige del af en Mediolencka.

"Se Marc, er jeg ikke super dygtig?" Jeg venter på svar, men han står og taler med Raven - pigen der vækkede mig. Nå, men så er han ikke min flotte vandbeholder værdig. 

Så går jeg videre til at lære nogle fælder med improviseret reb af tynd, flettet tang. De bliver hele tiden forkerte, jeg bliver distraheret af Raven og Marco. Hun er meget smuk, Raven. Langt sort glat hår og store grønne øjne. 

 

Pludselig ser jeg nogle velkendte mørke krøller titte frem over en stor træstamme. Nathan! Jeg skynder mig derover for at sige hej.

"Hvad laver du?" Spørger jeg. Han har hele overkroppen inde i træstammen.

"Av!" Han dunker hovedet op i træet. "Jeg finder spiselige biller... Men det er svært når det er så mørkt!" Siger han og masserer sin hovedbund der hvor han ramte træstammen. 

"Jamen hvad siger du så til at droppe det og hjælpe mig med at tilberede mediolenckaer?" Spørger jeg udfordrende.

Han tager imod og vi sætter os vedsiden af Marco og Raven. Jeg introducere Nathan for dem og jeg aner et jaloux blik fra både Nathan og Marco. Nathan fordi jeg er så meget sammen med Marco, og Marco fordi jeg har fået en ny ven.

Lige pludselig forsvinder opmærksomheden fra Raven... Det er egentligt ret rart at have to til at kæmpe lidt for sig.

"Så er jeg allerede færdig! Jeg er jo først lige begyndt" Praler Nathan, henvendt til Marco.

"Nå. Hvordan gik det med at fange biller?" Spørger Marco spydigt. 

"Fint" Mumler Nathan. "Er du ikke snart færdig? Du har siddet her i ret lang tid" Det er vidst ved at udvikle sig til et rigtigt skænderi. 

"Øhm, Nathan vil du ikke lige gå med over og lære mig at tænde et bål?" Jeg ved udmærket hvordan man gør, men jeg vil ikke have at det bliver alvorligt. Jeg pudser jo nærmest fjender på min bedste ven! Nathan vil meget gerne lære mig det, så slipper han også for Marco. 

Mens jeg betragter de blussende flammer, går det op for mig hvad jeg lige gjorde. Lokkede mine venner i et skænderi, bare for at føle mig værdsat? Hele det her dødsspil gør noget ved mig, noget skidt. Som Peeta engang sagde: 'Når jeg dør vil jeg dø som mig selv. Nu går jeg så efter at vinde, men jeg er mig, ikke som Sylvia, Katniss eller nogen andre. Denne oplevelse skal ikke ændre mig til det værre.

"Hører du efter Carol?" Spørger Nathan.

"Nej, undskyld. Jeg har noget vigtigt at ordne, venter du her?" Jeg skynder mig over til Marco og hiver ham om bag teltene. 

"Undskyld" Det er svært at sige og jeg kigger ned i jorden.

"For hvad?" Spørger han forvirret.

"At jeg prøvede at sætte Nathan og dig op mod hinanden... Det vare bare fordi jeg var jaloux på Raven" Ups! Det sidste skulle ikke have været sagt...

"Hvorfor var du jaloux på hende?" Han tog mine hænder og jeg rødmede let.

"Fordi hun tog din opmærksomhed. Marc, øhm... Jeg kan sådan... Godt lide dig?" Han ser helt forkert ud i ansigtet.

"På...Den måde?" Spørger han. Kan jeg det? Det røg bare ud af mig, jeg har ikke tænkt over det. Men da jeg kigger ham i øjnene ved jeg det er sandt. Jeg kan lide Marco.

"Ja" svarer jeg. "På den måde." Lige så snart jeg siger det er det som om jeg kan lide ham endnu mere og lige pludseligt flytter jeg fokus på hans læber. Mit blik følger deres omrids, og jeg kan næsten mærke hvor bløde de er. Marco skubber mig hårdt væk.

"Carol! Hvad laver du?! Vi er venner!" Jeg står chokeret tilbage da han løber ind i teltet. Jeg... Kyssede ham?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...