En ny generation

Carol Everdeen skal på sit første år på Hogwarts. Hun er efterkommer af Katniss og Peeta, og kommer til at møde nogle af de andre af The Hunger Games og Harry Potter universets slægtninge. En uge efter første års eleverne er ankommet holder Hogwarts emneugen eftersom det er 100 år siden det sidste dødsspil blev afholdt. Men ministeriet for magi griber ind, og den ellers så harmløse uge forvandles til en blodig kamp om liv og død. (Vær sød ikke at bedømme på denne beskrivelse, læs den istedet - jeg er så dårlig til resumeer!)

109Likes
84Kommentarer
7782Visninger
AA

8. Expecto patronum!

Hvad har jeg gjort! Jeg bliver helt svimmel, det er så uvirkeligt. Som man i en drøm og har gjort noget man aldrig ville gøre og så bare står tilbage og skriger så højt man kan - lydløst.

Det her er slet ikke mig. Jeg er ikke den fantastiske smukke hovedperson med den perfekte personlighed, helt uden fejl der bliver ulykkelig hvis hun ikke får sin matchende prins. Jeg er Carol, helt normal, ikke forelsket. Ydr, ordet giver mig kvalme. Jeg føler mig som en lille pige, der væmmes ved kærlighed men alligevel er nysgerrig over for den nye følelse... Det hele er et virvar af tanker og forbandede følelser. Jeg kollapser ned på den kolde hårde vinterjord. 

Jeg er da ikke klicheen om den hjælpeløse teenager fanget i et kærlighedsdrama - er jeg?

 

Fodtrin nærmer sig. Jeg tørrer øjnene, rejser mig hurtigt og sætter det mest falske smil på. 

Åh gud, det der har jeg bare ikke brug for. Pete.

"Carol? Hvad laver du her?" Han ser helt forvirret ud, det er tydeligt at han ved jeg er ked af det.

"Jeg... Øh, havde brug for luft" Dumt sagt. Han smiler lidt og går tættere på.

"Hvad er det der er galt?" Jeg har aldrig hørt ham tale på sådan en rolig og voksen måde før. Masken falder og mine tårer flyder bare helt naturligt. Vi sætter os.

"Jeg kyssede Marco" jeg vil ikke gøre ham sur eller frastøde ham, men hvis den her samtale skal komme nogen steder skal det siges lige ud. Først ser han oprigtigt såret ud, men så får han kontrol og ser normal ud igen.

"Og hvad så? Det er ret tydeligt at du kan lide ham Carol." Tydeligt for alle andre end mig!

"Han skubbede mig væk, sagde at vi var venner. Åh nej, åh nej, åh nej hvad har jeg dog gjort" klynker jeg og lægger panden mod mine knæ. Nu ser han vred ud.

"Hvad gjorde han?! Jeg troede da det var ham der charmerede sig ind på dig? Den lede lille..." Pete rynker på næsen af afsky.

"Nej, det var mig der gjorde noget galt. Vi var venner" Siger jeg. "Du er god at snakke med Pete, jeg har vist dømt dig for tidligt." Han smiler lidt. 

"Det var ham der gjorde noget galt. Han var heldig at have chancen, os andre har jo tilsynladende ingen" Jeg griner lidt og skubber venskabeligt til ham. 

"Pas nu på, ellers trækker jeg mit nye indtryk tilbage!" Advarer jeg. 

"Så er du okay igen? Er det hele, øh, afdramatiseret?" Svaret er ja, men jeg har stadig nogle tråde at rede ud med Marco.

Pete tager min hånd og vi går over til kamp-stationen for at træne.

 

 

Senere, da jeg endelig er klar til at undskylde går jeg op til Gryffindor-tårnet. Jeg finder Marco ovre i hjørnet, han læser. Dyyyb indånding. Så går jeg derover og det kræver lige endnu en dyb indånding og mit sidste mod.

"Hør. Det der skete var dumt og uovervejet" Siger jeg.

"Ja, jeg er enig" Siger han koldt. Ikke hvad jeg havde forestillet mig...

"Du må forstå at jeg bare vil være venner... Kan vi ikke glemme alt dramaet?"

"Nej, det kan vi ikke, du kyssede mig for helvede Carol! Jeg troede ikke du var sådan. Find dig en ny bedste ven."

Den sætning er som en syngende lussing. Jeg står bare der med åben mund.

Marco sender et står-du-der-endnu? blik, og det er alt jeg behøver for at forstå jeg har ødelagt det. Det er slut.

Jeg løber op i pigernes sovesal og kaster mig på sengen, helt håbløs. 

 

* * *

Da Justine vækker mig er det allerede mørkt. Jeg gnider mine røde øjne. 

"Jamen søde ven! Hvad er der sket?" Spørger hun.

Jeg fortæller hele historien mens hun tålmodig sidder og lytter. 

"Så lad bare ham Marco være. Han er ikke det værd!" Det skal hun jo sige... Men på den anden side, hvad skal jeg ellers gøre? Jeg begraver hovedet i puden.

"Det er surt at være ung" mugger jeg, og Justine griner.

"Ja, vel er det så! Tror du du er klar til teori nu?" spørger hun.

 

Det er dejligt bare at sidde med min dyne foran pejsen med Justine der igen i aften belærer mig om alt jeg har brug for. Jeg sidder og notere imens, da et spørgsmål jeg længe har tænkt på dukker op.

"Altså er det godt eller skidt at få mange venner inden spillet?" Spørger jeg undrende.

"Godt! Det her lyder barskt, men så har de sværere ved at dræbe dig. Har du da svært ved at få venner?"

"Nej, tværtimod. Lige så snart jeg træder ind i et telt er der en der går over til mig" svarer jeg.

"Jamen det er rigtig godt. Bare vær så venlig som muligt, men prøv ikke at være for føleses mæssigt involveret, det er dem der skal være det." Okay, rart at få det på det rene. 

Igen kan jeg gå helt smadret i seng. I det mindste er jeg sikker på at jeg er færdig med Marco, lige meget hvis skyld det var.

 

* * *

 

Det har været en hård skoleuge. Træning, teori, sov. Især træning har tæret på mig, jeg har skulle undgå Marco helt. Til gengæld føler jeg mig forberedt - min notesbog er helt fyldt.

Idag er det fredag, til træning skal vi lære noget nyt, ikke at jeg ved hvad... 

Jeg hugger morgenmaden i mig, noget jeg er begyndt på. Det gør det lettere at holde mig fra Marco at jeg ikke er hvor han er. Jeg er ikke overraskende den første der ankommer på quidditch-banen, men efterhånden er alle der. Det er ikke vores normale trænere der står foran os, men selveste Minerva McGonagall.

 

"Goddag kære elever. Som i nok ved blev jeg suspenderet for at lave postyr, men idag er jeg tilbage for at lære jer hvordan man fremkalder en patronus. Det er noget af den sværeste magi, og da I kun er første års elever bruger vi hele dagen på intens træning." 

Nathan rækker hånden op.

"Hvad skal vi bruge det til? Vi må ikke bruge magi i arenaen" Siger han.

"Rigtigt. I skal bruge den i åbningsceremonien. Elever! Stil jer på række" Svarer hun.

Minerva spadsere foran rækken og tilbage igen mens hun taler. 

"Tag jeres stav frem. Tænk på nogen i elsker eller et minde, noget der gør jeg glade. Lad følelsen sive ud fra hjertet til hele kroppen. Husk nu at der er vigtigt at finde det rigtige at tænke på. Sæt jer lige ned og gør det."

Jeg sætter mig ned. Hmmm. Der var den aften hvor hele familien sad og spillede brætspil, ret hyggeligt men ikke nok. Jeg tænkte på togturen med Marco - det gør mig bare helt umådeligt trist. Jeg tænker på Todds fødsel, mor med ham i armene og hele familien komplet. Jeg smiler helt op til ørene, lader glæden sprede sig helt nede i tærene. Det er det! Jeg tænker på da han sagde farvel, mærker krammet. 

Efter lidt tid mener jeg at jeg er klar og rejser mig.

"Når I er parate gør I som øvet. Sving staven og råb alt hvad i kan; Expecto Patronum!" Hendes Patronus, en kat, løber rundt om hende i luften. Vi jubler.

Jeg lukker øjnene og tænker på den nyfødte Todd, hvordan han krammede mig og hans fødselsdagsgave til mig, hans yndlings bamse. Smilets varme flyder ud i kroppen,fylder mig med en glød. 

Jeg åbner brat øjnene, svinger min tryllestav og råber af mine lungers fulde kraft; "EXPECTO PATRONUM!" Ud af staven kommer et svagt lysglimt. 

"Godt klaret frøken Everdeen, du er på rette spor" lyder det fra McGonagall. Jeg øver stolt videre og jo flere timer der går jo større lysglimt kommer der. Jeg er så udmattet af at råbe og svinge staven, om og om igen. Det skærer i min hals at råbe den samme besværgelse.

Pludselig bliver banen lyst op, og alle stopper hvad de har gang i. Ud af Nathans stav strømmer hvidt lys der slutter i en stor bjørn. Bjørnen rejser sig og brøler inden den forsvinder. Tilbage står en glad Nathan. Minerva klapper. "Godt klaret Nathan. Godt folkens, så har vi vores første gennembrud!"

Så får jeg mine kræfter igen, og råber for 117. gang; "EXPECTO PATRONUM!" 

en lille fugl springer frem, en sladredossel! Jeg jubler. Tænk engang at Katniss' slægtning skulle have sladredroslen som patronus! Jeg er ikke sikker på om jeg er irriteret over ikke at kunne få min 'egen' patronus, eller om jeg synes det er lidt sejt... 

Lidt efter lidt begynder der at springe forskellige dyr af lys rundt omkring mig, hvilket er fantastisk smukt i mørket. Jeg prøver at finde ud af hvem der har hvilken og notere det, men det er ret svært med 23 forskellige dyr der smutter ind og ud mellem hinanden...

Nathan er bjørn, Pete er polarræv, Marco er en labrador, Raven er en ørn, Dexter er en løve, Megan har stadig problemer med sin og Sylvia er en... bjergged! Hele gruppen griner da de ser den lille stædige ged med fipskæg komme fra hendes stav. Det er selvfølgelig mig der griner højest!

Hun bliver helt rød i hovedet. 
"Minerva! Der er sket en fejl! Hvorfor har jeg fået en dum ged?!" Spørger hun arrigt

"Der er ikke sket nogen fejl Sylvia, din patronus passer fint til dig" siger hun smilende til vores store fornøjelse.

"Men... Men det skal vises ved åbningsceremonien! NEEJ!" Råber hun fortvivlet. Hun går sydende af raseri bag gruppen hvor hun kan gemme sig, men man kan se hun øver videre  - måske i håb om et andet dyr ville vise sig.

Da klokken bliver 20:00 går vi alle drænede for al energi op til vores sidste teori time. 

Justine sidder i lænestolen og venter på mig som hun plejer. 

"Hej Carol. Er du spændt på imorgen?" Spørger hun.

 

 

Jeg er slet ikke spændt.

"Jeg er rædselsslagen" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...