En ny generation

Carol Everdeen skal på sit første år på Hogwarts. Hun er efterkommer af Katniss og Peeta, og kommer til at møde nogle af de andre af The Hunger Games og Harry Potter universets slægtninge. En uge efter første års eleverne er ankommet holder Hogwarts emneugen eftersom det er 100 år siden det sidste dødsspil blev afholdt. Men ministeriet for magi griber ind, og den ellers så harmløse uge forvandles til en blodig kamp om liv og død. (Vær sød ikke at bedømme på denne beskrivelse, læs den istedet - jeg er så dårlig til resumeer!)

109Likes
84Kommentarer
7583Visninger
AA

6. Dødsspillets blodige Emneuge

Det er nu nogle uger siden at jeg ankom til Hogwarts, og det er stadig lige fantastisk! Mine karakterer er ikke specielt gode og jeg savner min familie men jeg elsker at være her. Jeg er glad for at Sylvia kom på Hufflepuff - billedet af hendes ansigt da hun fik det at vide glemmer jeg aldrig! Hun er stadig muggen og fornærmet over at blive sat i 'kollegiet der ikke gjorde noget som helst', hun mener selv hun skulle have været på Gryffindor. Ligesom Harry Potter og Ginny Weasley... Det eneste hun har tilfælles med dem er sine karakterer, der er skyhøje. Ikke engang hendes pang-røde, farvede, glatte hår minder om Ginnys naturlige orange silke-lokker. Talk about Trying too hard! 

Jeg sidder i Gryffindor-tårnet med Gale og læser lektier da en lære beder os følge med til den store sal. Alle elever sidder og venter under loftet der idag tordner og lyner. Der er hvisken og småsnak rundt omkring, men roen sænker sig da Molly Moonery, viceinspektøren, stiger op på talerstolen og rømmer sig. 

"Kære elever. Som i nok ved er det Dødsspillets 100 års jubilæum, og derfor har Ministeriet for Magi bestemt at vi skal holde en emneuge til ære for gamle dage... I har måske også lagt mærke til at Rektor ikke er her. Ser I, Minerva vil jeres bedste - og da emneugen vil resultere i nogle rædselsfulde ofre gjorde hun oprør mod ministeriet. For at forhindre McGonagall i at komplicere emneugen er hun holdt tilbage - det vil sige at hun lige nu er i fængsel - men bare rolig, hun kommer ud så snart projektet er ovre. Yderligere informationer om ugen vil kunne findes på opholdsstuernes opslagstavler." Nu snakkes der højlydt, og det fortsætter hele vejen op i tårnet men sagtnes da alle er samlet rundt om sedlen, eller nærmere plakaten på opslagstavlen.

 

~Hogwarts Emneuge i anledningen af The Hunger Games' 100 års jubilæum~

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Der holdes på skolen en emneuge om Dødsspillet der skal lære børnene om forhold og omstændigheder under det sidste spil i historien. For at få eleverne til at virkelig forstå hvad der dengang skete opføres et slags skuespil opført af første års eleverne og med hogwarts, beauxbatons og Durmstrang skolerne som tilskuere. Da Hogwarts har nogle elever af med pårørende slægt er disse selvskrevne til at optræde som en ud af 24 sonere.

Undertegnede er forpligtede til at være soner:

Carol Everdeen

Sylvia Potter 

Marco Hawthorne 

Melanie Granger 

Nathan Odair

Pete Malfoy

Det er ikke en rolle at være soner, man må handle efter egen fri vilje i arenaen og man må være sig selv gennem hele forløbet.

Om arenaen:

I arenaen er al magi og tryllestave forbudt, overlevelse er på mugglermaner ligesom i det oprindelige spil. Det er hensigten at opførelsen skal fremføres som det foregik. Arenaen består af tre natur-former; tæt skov, hav og ruiner. Sonerne bliver sendt op til arenaen og må ikke flytte sig før der er talt ned fra 10, i så fald bliver minen under denne sprængt og det resulterer i dødsfald - skulle dette ske må andre sonere ikke reagere, og skal fortsætte. Foran startpladsen ligger Cornucopia der er fyldt med våben og overlevelses-kit. Man må tage så meget man kan få fat i. 

Regler:

- Det er tilladt at slå hinanden ihjel, den tilbageværende er vinderen 

-Ingen form for magi

-Ingen forsøg på at undslippe arenaen 

Om at være sponsor/tilskuer:

Som publikum har man 5 stemmer der kan bruges under turneringen på de enkelte spillere - det er muligt at sætte flere stemmer på en deltager. Stemmer kan sonerens mentor købe nyttige gaver for og sende dem ind i arenaen på alle tidspunkter. Det er muligt for mentoren bl.a. at købe mad, vand, medicin, våben, redskaber og tøj. Der er 100 stemmer på  et C-point , 250 på et B-point og 500 på et A-point. Der er tre kategorier, A B og C, med A som den bedste, B som nr. 2 og C som nummer tre. Jo bedre kategori jo bedre ting at købe og man køber fra kategorierne med de tilhørende point - altså B-point til B-kategorien osv. 

Andre aktiviteter:

-Interviews før start

-styling af sonere og hestevogns-tur ind til interviewet

-uddeling af præmie til vinder (10.500 galleoner)

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Så meget for den hemmelighed, nu ved hele skolen at jeg er en ægte everdeen...

Men det er jo forfærdeligt, de lader 13-årige kæmpe til døden! Og jeg er en af dem der er bestemt til at være soner lige meget hvad? Hvordan kan de tillade sig at vælge os ud på den måde, det er ikke vores valg hvem vi er i familie med! Men præmien ville nu gøre godt for min familie, måske ville det endda redde vores hus? Men det er da ikke mit liv værd! 

Jeg kigger på Marco, der står som forstenet foran opslagstavlen helt bleg. 

"Hvad er der galt Marc? Ja, altså bortset fra at vi lige er blevet udvalgt til et spil om døden mod vores vilje..." Spørger jeg.

Han ser skræmt, trist på mig. 

"En vinder Carol. Én vinder." Hans øjne er store og han ligner stadig en der har set et spøgelse. Lidt efter lidt går det op for mig hvorfor. Jeg gisper og tager hænderne for munden.

"Åh gud... Så skal en af os... Dø?" Det lyder så grumt at sige det højt. Han nikker stille.

"Ja. Hvis ikke os begge. Tænk hvis vi kommer i finalen sammen - så skal vi..." Det svimler for ham og han hvisker; "Dræbe hinanden." En tåre løber ned af min kind mod min vilje. 

 

Mens de andre har timer pjækker mig og Marc. Vi sidder i drengenes sovesal, for pigernes er beskyttet mod drenge af besværgelser mens drengenes er fri at gå ind i. Der er frygtelig rodet i forhold til pigernes. 

"Såeh..." Begynder jeg tøvende."Hvad gør vi?"

"Vi skal i hvert fald ikke dræbe hinanden. Det er en aftale lige meget hvad ikke?" Svarer han.

"Jo jo, selvfølgelig! Men hvad sker der så hvis vi kommer i finalen?" Spørger jeg nervøst.

"Så nægter vi."

 

 

                            * * *

 

Det er mandag morgen og starten på træningsugen. Jeg har sendt et brev til familien, fortalt at jeg er udvalgt til dødsspillet. Endelig kommer uglerne styrtende.

"Godt at se dig Henry" siger jeg og aer min ugle blidt. 

"Har du et brev til mig?" Han slipper det og skubber det hen mod mig. Spændt åbner jeg det. Brevet er skrevet med sjusket håndskrift - mor. 

Kære Carol. Vi har gjort alt for at få dig ud af det gyselige spil. Ja, far var endda nede og tale med Minerva McGonagall til ingen verdens nytte. Du ved at hvis vi kunne havde vi stoppet det, men der er intet at gøre. Ministeriet   ville sætte både Arthur og mig i fængsel hvis vi blev ved, og hvad skulle der så blive af Todd? Jeg er ked af de skat. Der er intet at gøre, lov mig at vinde.

Kærlig hilsen mor

Jeg vidste allerede at det var umuligt at gøre noget ved min plads som soner. Ministeriet for Magi ændrer ikke mening når de først har bestemt sig, de ser det som et tegn på svaghed. Jeg begraver ansigtet i mine hænder og skal lige til at give op og græde da jeg mærker en arm lægge sig om min skulder. Jeg kigger op og ser ind i Marcs øjne. 

"Hey. Vi skal nok klare det" Siger han og smiler opmuntrende. Jeg tager mig sammen og tager hans hånd. 

"Ja."

 

 

 

"Det glæder mig at kunne indvie emneugen! Alle bedes gå til deres lokaler. Sonere mødes på quidditch-banen, og husk nu at der er teori med jeres mentorer kl. 17:00!" Siger Molly Moonery og skynder på os. 

Nede på quidditch-banen står alle 24 sonere. Mig, Marc, Sylvia, Pete, Nathan Odair, Melanie Granger, Kelly Warthinghogg, Curtis Abberforth, Alisha Young, Sherlock Jackson, Percy Wallace, Wendy Lutterpocket, Lotto Parker, Elliott Fox, Lara Baywand, Jenny Mayleaf, Dexter Taylor, Megan Taylor, Pepper Beverly, Raven Mable, Conor Simpson, Jackie Specay, Leslie Foleth, Travis Matthew og Damon Rider. Ja, det er mange. 23 liv der vil gå til spilde for undrerholdning - så man kan vel sige at vi nu ved hvordan sonerne i de oprindelige spil følte, og var det ikke det ministeriet skrev på plakaten? Det er meningen at opføringen skal virke så ægte som mulig i forhold til det oprindelige dødsspil

Foran os står fire voksne, to kvinder, to mænd - de er vist ikke fra Hogwarts, jeg har ikke set dem før. Manden med arret ned over øjet taler; " Goddag. Jeg hedder Leon, og eftersom I er så heldige at være udvalgt til sonere skal jeg træne jer i hele ugen." Marc og jeg fnyser samtidigt, heldige min bare! !

På den store quidditch-bane er fire trænings-stationer sat op, en til hver træner og færdighed. Hver station har fem hvide telte med forskellige øvelser og prøver. Jeg starter ved det der er mit største problem, fysikken. Jeg er hverken hurtig eller stærk... Først fører en dame i hvid kittel mig ind i teltet med teksten 'Tester'. Herinde udfører jeg forskellige prøver hvor damen udfra resultaterne konkluderer at jeg skal fokusere på hurtighed, klatring og at løfte tunge ting. Hun giver mig en sort fleksibel dragt der gør det lettere at bevæge sig. Jeg takker og går ind i et af teltene. 

Jeg kigger mig lidt omkring og får hurtigt øje på Nathan Odair der står og løfter en metalkugle der nok vejer dobbelt så meget som mig. 

"Wow. Du er virkelig stærk!" Siger jeg, bare for at få kontakt. Han stiller let og elegant metal-kuglen og børster en mørk lok hår væk fra hans ansigt.

"Tak. Kate, er det ikke det du hedder? Fra Gryffindor? Jeg hedder Nathan, fra Ravenclaw" smiler han høfligt. 

"Carol. Såeh... Hvordan er det lige man gør?" Jeg brækker en arm hvis jeg ikke får hjælp!

Han roder i sine krøller og blinker så man rigtig kan se hans lange øjenvipper.

"Jo, altså... Tag i håndtaget her. Ja, sådan! Fint, så løft og spænd i skulderen og gør din mave helt stiv" Siger han, meget hjælpsom når man tænker på hvad der skal ske i arenaen. Jeg gør som han siger og prøver med alle mine kræfter at løfte metalkuglen der kun vejer omkring de 30 kg. Jeg løfter og løfter, men den vil ikke op og efterhånden er jeg helt rød i hovedet af anstrengelse. Man kan se at han er ved at knække sammen af grin, så jeg får lige akkurat forpustet sagt at hvis han griner det mindste så kan han vente sig! Og så bryder han sammen og han ler højt. Først er jeg rigtig mopset og prøver stadig at løfte kuglen, men det får ham til at grine endnu mere. Jeg begynder at fnise lavt, så bliver det gradvist udviklet til et mindre anfald, og vi griner og griner til kramperne er uudholdelige.

Vi skal jo også lære noget, så Nathan henter en lille vægtstang til mig. Nogle timer senere er jeg godt øm, men jeg har lært helt sindssygt meget og vil nu påstå at jeg er den bedste til at løfte af alle 24 deltagere - efter Nathan selvfølgelig!

Jeg beslutter mig for at det er nok fysisk træning for idag, og går istedet over til overlevelses-stationen. Her for jeg testet min basisviden, den er lidt over gennemsnittet. Så går jeg ind i det telt man lærer at skaffe mad og drikke i. Her vil jeg bruge masser af tid, det er noget af det vigtigste tænker jeg.

Pete Malfoy. Ugh... Jeg skal lige til at gå igen da han får øje på mig.

"Hej Carol! Kom lige herover!" Jeg har virkelig ikke lyst, men det er snart tid til at komme til vejledning og møde med min mentor og jeg har brug for at lære noget, så jeg går alligevel derhen. 

"Pete, hør. Jeg har ikke lyst til at involvere mig med andre sonere... I sidste ende er der jo kun en tilbage" Det er delvist sandt. Mest fordi jeg vil slippe af med ham.

"Nå, jamen det forklarer jo dig og Odairs lille 'venskab'..." Er det jalousi jeg kan skimte i hans sammenklemte øjne?

"Nathan...? Det rager ikke dig Malfoy. Han er en bedre ven en du er!" Det var jo meningen Pete skulle lade mig være. Nu er jeg forvirret, er Nathan en dårlig ide? Måske er det godt at have venner i arenaen.

"Giv op Pete, jeg afskyr dig" siger jeg uden at kigge på ham. Det lød hårdere end det skulle have lydt.

Han ser såret ned i jorden og går ud af teltet. Han kan da ikke rigtigt forelsket i mig. vel? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...