Love is a blind thing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2013
  • Status: Igang
Den 17-årige Dall, kom som helt lille ud for en ulykke, hvor hun mistede hendes syn og hendes mor. Hun bor hos en plejefamilie, som kun er ude efter penge, og er fuldkommen ligeglade med hende. En dag møder hun den verdens kendte Louis Tomlinson. Men Dall har aldrig hørt om Louis, så den romantisk Louis ser sit snit til at finde ægte kærlighed. Men Dall stoler ikke på nogen, så Louis får en længere process, med at finde den sande Dall, og sandheden om hendes fortid. Men hvad sker der når Dall finder ud af at Louis er verdens kendt? Var hun egentlig bare et projekt, en god gerning?

7Likes
5Kommentarer
677Visninger
AA

2. Se dig for!

 

 

Jeg gik rundt i min egen ”mørke” verden. Mine fødder vidste præcis hvor de skulle træde. Jeg kunne høre myldret omkring mig, men jeg kunne ikke se det. Jeg prøvede at forestille mig hvad folk gik med af tøj. Min plejefamilie havde givet mig noget tøj. Men jeg kunne lugte det var brugt, og noget af det lugtede også som drengetøj. Jeg vidste at jeg ikke så specielt godt ud, for jeg hørte tit folk hviske, og nogle gange grine. Jeg blev trist og vred ved tanken om min plejefamilie. Da jeg var syv år havde jeg mistet synet. Min mor var død ved samme lejlighed og jeg havde aldrig kendt min far. Jeg var havnede hos et ægtepar, som manglede penge. Så alle de børne-og støtte penge de fik af kommunen, gik til ting til dem selv. Jeg kunne mærke tårerene presse sig på, ved tanken om min mor. Jeg kunne stadig huske hendes blide stemme, hendes brune forstående øjne, hendes kærlige favntag. En tåre sneg sig ned ad mine kinder, og jeg skyndte mig at tørre den væk. Jeg fortsatte i langsomt tempo. Selvom jeg kendte gaden ud og ind, kunne jeg godt risikere at støde ind i travle folk. Folk vidste ikke jeg var blind, de vidste bare at jeg var speciel, og ikke gik i skole. Jeg havde altid været….Mine tanker blev afbrudt af at noget, eller nogen var stødt ind i mig. Hårdt faldt jeg ned på jorden, med en tung krop over mig.  Jeg kunne mærke den hårde asfalt gennem mit tøj. Jeg var faldet med rumpen først, og derefter ryggen. Jeg jamrede ligeså stille. Personen rullede om på siden, så han/hende ikke lå oven på mig mere. Jeg kunne høre at personen var i gang med at rejse sig op. Jeg kørte mine hænder hen ad asfalten, for at mærke hvor jeg sikkert kunne sætte mine fødder. Forsigtigt prøvede jeg at rejse mig op. En hånd greb om mig min hofte, og træk mig hurtigt op. ”Undskyld, jeg så mig vidst ikke for,” sagde en undskyldende dreng/mandestemme. ”Jeg så mig heller ikke for,” sagde jeg med indforstået ironi. ”Hvad er der med dine øjne?” spurgte han undrende. Overrasket over spørgsmålet, svarede jeg hurtigt ”ikke noget der kommer dig ved,” og skyndte mig at gå. En hånd greb fat i min arm og trak i mig, så jeg snurrede rundt, og var lige ved at falde. Jeg greb fandt i personens t-shirt for ikke at snuble. Jeg kunne mærke personens (som var den samme mand/dreng som før) ånde mod min pande, og hans arme holdt fast i mig, for at give mig balancen tilbage. Det gik op for at vi stod meget tæt. For tæt. Jeg prøvede at vride mig fri, men han holdt mig fast. ”Slip mig,” sagde jeg kommanderende. Han slap mig ikke, men jeg kunne mærke han trak sit ansigt lidt væk fra mig. Det var dejligt ikke at stå så tæt på ham. Selvom jeg ikke kunne se noget, kunne jeg mærke hans blik bore sig ind i mine øjne. ”Slip mig eller jeg skriger!” sagde jeg truende. Da der ikke skete noget, åbnede jeg munden for at skrige. En hånd blev straks lagt for min mund, og mit skrig blev kvalt. ”Undskyld!” sagde han ”Det var ikke min mening at fornærme dig før. Det er bare…Dine øjne, de er så…..” han holdte en pause. Jeg vidste at han lige om lidt ville sige ord som #grimme# #underlige#. ”Smukke,” sagde han, og afsluttede sin sætning. ”Hvad?” brast det ud af mig. ”Ja, undskyld, jeg ved det lyder tåbeligt at sige til en fremmed,” sagde han. ”Nej det bare…” begyndte jeg, men stoppede mig selv. ”Det er bare hvad?” spurgte han oprigtigt interesseret. ”Jeg…jeg for tit kommentarer om hvor grimme mine øjne er,” sagde jeg, og vendte mit hoved væk, fra der hvor jeg vidste han stod. ”Så må de folk være blinde,” sagde han. Jeg begyndte at grine, virkelig meget! Det lød bare så sjovt. Det var jo ikke andre folk der var blinde! Det var mig! Han talte vidst i blinde. Jeg grinede lidt mere over min egen platte joke. Da jeg endelig stoppede med at grine, og trak vejret normalt igen besluttede jeg mig for at fortælle ham jeg var blind. Bare så han ikke skulle føle sig dum. ”Jeg er blind,” sagde jeg til ham. Jeg kunne mørke han tøvede. ”Hvad mener du?” spurgte han. ”Jeg mener hvad jeg siger. Jeg er blind. Alt er mørkt. Jeg kan ikke se noget,” forklarede jeg ham, som var han en idiot. ”Undskyld, det vidste jeg ikke!” udbrød han, som om det gik op for ham han havde skudt mig. ”Det gør ikke noget,” sagde jeg. ”Jeg må hellere se at komme hjemad,” sagde jeg, og vred mig ud af han greb. Han gjorde ikke noget for at holde mig fast. ”Er du sikker på at du selv kan gå hjem? Hvad nu hvis du fare vild?” spurgte han bekymret, og tog fat i min ene arm igen. ”Jeg er blind, ikke handicappet!” sagde jeg vredt, og rev mig løs. Det var derfor jeg ikke ville fortælle folk at jeg var blind. For dem var blind lig med, forsvarsløs, hjælpeløs, anerledes og handicappet. Med faste skridt gik jeg hjemad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...