Perlen

Tiara bliver fanget af en ond mand, der vil gøre alt for at få fingre i perlen. Perlen besidder magiske kræfter og kan føre dig til lige det sted du vil, bare du tænker på det. Men hvad sker der med Tiara? Og kommer hun nogensinde væk?
*DER ER OG KOMMER, KUN ÉT KAPITEL, DA DET ER MIN DANSK STIL JEG HAR LAGT UD*

1Likes
2Kommentarer
507Visninger

1. Perlen

Jeg kunne mærke dem. Hans lange slangefingre der blidt kærtegnede min hals, men som i virkeligheden ikke var i en god mening. Hans fingre gled op over mine kindben og videre op i mit hår. Mit sorte store og puskede hår. Jeg rykkede mit hoved til mig, men hans fingre havde et fast greb i mine puskede lokker. Mine øjne pressede sig sammen i smerte og tårerne begyndte langsomt at pible frem, og løbe ned af mine beskidte kinder. Og bindet for mine øjne gjorde det bestemt ikke bedre. Ikke ét ord sagde han. Han kørte bare sine fingre videre om i min nakke og videre ned i min bluse, ned på ryggen. Hans fingre lavede cirkelbevægelser og hans åndedræt begyndte at blive højere. Jeg forsøgte at trække mine hænder ud af knuden, men de var bundet alt for godt. Stolen var af tyndt træ og der var en ubehagelig revne midt i sædet. ”Demeter, hvad fanden er det du vil med mig? Hvad er det du forventer jeg skal gøre? Opfører mig som din hund? Men jeg tror nu ikke en hund ville kunne lide at bliver behandlet sådan her. Slip mig så fri og sig hvad det er du vil med mig!” Min tone var skarp og ikke til at tage fejl af. Jeg var vred. Men samtidig kunne jeg høre et strejf af munterhed i min stemme. Jeg legede med ham, og jeg kunne mærke at det var på en måde han ikke kunne lide. Jeg kunne lugte hans frygt overfor mig. Men hvorfor havde han så fanget mig, når han alligevel frygtede mig? Ikke ét ord kom ud fra hans mund. Jeg kunne høre ham gå rundt og rundt og rundt om mig. Hans fodtrin stoppede brat og mit åndedrag blev hurtigere og adrenalinen pumpede rundt i blodet, som om det løb om kap med et eller andet. ”Tiara, Tiara, Tiara… Vil du virkelig gerne vide det? Jamen så skal jeg da gerne fortælle dig det” Hans rustne stemme skar luften igennem og det næste jeg så, da bindet for mine øjne blev flået af, var Demeter. Han stod foran mig så grim som han var. Hans store fødder, de skæve ben, hans store ølvom, der næsten var ved at eksplodere, hans smalle skuldre, der bare slet ikke passede ind, på hans fuldstændig deforme krop. Hans hals, der var dækket af vorter og bumser, hans enorme næse i det lille kuglerunde hoved. Hans gule slangeøjne, hvis pupiller var udspilede og øjenæblerne blodsprængte. Og hans lange, fedtede sølvgrå hår. ”Jeg vil have perlen! Jeg ved du har den. Giv mig den!” snerrede han og slikkede sig om munden. ”Jeg aner ikke hvad du fabler om,” spyede jeg tilbage. Jeg havde fastholdt hans skarpe blik, mens jeg havde sagt sætningen. Det føltes som om jeg havde holdt det i en evighed og det var først da han rev sig løs af mig blik, at jeg lagde mærke til rummet jeg var i. Loftet var mørkeblå som nattehimlen på den mørkeste dag og de fire massive egetræs vægge, var malet i en sort farve, som nu var falmet hen til en kedelig mat grå. Flisegulvet med de kridthvide fliser, var kolde mod mine bare fødder. Det eneste lys der kom ind i rummet, var fra en lille sprække i den ene mur, helt nede ved gulvet. Men det mærkeligste ved det hele var, at der ikke var nogen dør. Slet ingen dør, nogen steder. Men hvordan kommer man så ud og ind herfra? I det samme åbnede Demeter sin mund og jeg gjorde et ryk med hovedet hen i den retning han stod. ”Du er lidt stille i dag, Tiara. Det plejer du ikke at være.. Lad mig nu se…” Jeg fulgte ham med øjnene. Jeg kunne spejde en smule frygt i hans klamme gule øjne. ”Hvis du ikke slipper mig fri lige nu, så ved jeg at Nibo kommer efter mig!” råbte jeg lige ind i hovedet på ham. Jeg slog rundt med mine hænder, der stadig var bundet stramt omkring mine håndled. Jeg kastede rundt med mit hoved, men det eneste jeg fik ud af det var en slem hovedpine, der prikkede og bankede lige over øjnene. ”Så bare lad Nabi eller hvad han nu hed komme at redde dig, for du slipper aldrig ud herfra ALDRIG!” råbte han lige ind i hovedet på mig. Hans ånde lugtede råddent af løg. Så vendte han sig om og gik hen mod den lille lyssprække i gulvet. Nej din nar, det gør du jo nok heller ikke så, vel? Tænkte jeg og rullede med mine øjn, mens jeg fulgte ham med øjnene. Hvad skulle han dog henne ved sprækken? Hvis han troede han kunne komme ud dér, så kunne han godt tro om igen. Men så skete der noget underligt. Demeter rakte armene op i vejret og kiggede ned i gulvet. Han begyndte at skrumpe. Hans ben blev 10 centimeter kortere, armene ligeså, sammen med resten af den ultra deforme krop. Lige indtil han kun var små 80 centimeter høj. Så sænkede han armene og løftede hovedet igen. Han bukkede sig ned og begyndte at løfte sprækken op, så den blev højere. Til sidst var sprækken lige akkurat 80 centimeter høj. Jeg kiggede undrende på ham og med store øjne. Hvordan bar han sig dog ad? ”Demeter, jeg advarer dig! Jeg lover dig at Nibo kommer efter mig! Bare vent!” råbte jeg efter ham. ”Han kan bare komme an,” gnæggede Demeter, bøjede hovedet og gik ud gennem sprækken. Jeg nåede ikke andet end at kigge ned på min blå bluse der var møgbeskidt og mine snavsede sorte shorts, før der lød et højt brag og tusinde vis af træ stykker og spåner, blev kastet gennem rummet. Jeg kunne kun lige nå at se en skikkelse flyve tværs gennem rummet. Jeg forsøgte at trække hænderne op for ansigtet, men det resulterede bare i at mine håndled blev endnu mere sønderrevne, end de var før. Jeg kastede i stedet hovedet væk fra eksplosions stedet og kiggede hen i det ene hjørne, mens jeg stak i et skrig der kunne smadre glas på flere tusinde meters afstand. Dér fik jeg øjne på Demeter. Lede, grimme Demeter. Han lå bevidstløs på, det nu ikke længere kridthvide gulv, henne i hjørnet. Jeg glippede med øjnene og vendte hovedet hen mod det sted, hvor sprækken havde været for 13 sekunder siden. Der var bare ét stort hul i væggen og i hullet stod han. Der stod Nibo. Med hans skulderlange brune hår og de mørkegrønne øjne i hans sorte læderbukser og den uldne trøje, der havde en rubbin rød farve. ”Tiara!” gispede han og løb hen til mig. ”Nibo!” hviskede jeg og sukkede dybt, i bare lettelse. Han satte sig på hug og trak perlen op af lommen. ”Du har perlen!” udbrød jeg og gispede. ”Nemlig,” sagde han og kiggede op i mine øjne. Der var noget over hans blik, noget hemmelighedsfuldt. Han bandt knuden på mine håndled op, med en ubesværet bevægelse. Jeg rejste mig op og faldt ham om halsen. ”Men hvad vil du så gøre med perlen nu?” spurgte jeg og lagde hovedet på skrå, mens jeg kiggede ham dybt ind i øjnene. ”Bruge den til det den er beregnet til,” hviskede han mig i øret, tog min hånd og trak mig ud gennem hullet i egetræsvæggen. Da vi kom udenfor, var det blevet nat og stjernerne lyste klart på nattehimlen. Jeg havde stadig min hånd i Nibo’s, da jeg kiggede mig tilbage over skulderen. Der var ingen hytte eller noget som helst at se. Kun en sten. Jeg havde været fanget i en sten? En kæmpe stor sten. Det var jo umuligt! Jeg drejede hovedet fremad igen og kiggede ned på Nibo’s højre bukselomme. Der var en lille bule, perlen. Nibo kiggede over på mig og derefter ned på lommen. Så trak han sig hånd ud af min, greb ned i lommen og trak perlen op. ”Hvor vil du hen?” spurgte han og rakte mig perlen. ”Hvad mener du?” ”Det er en transitnøgle. Du skal bare tænke på stedet du vil hen og så putte den ind i munden. Dem der skal med dig, skal holde godt fast i dig,” forklarede han, mens jeg langsomt tog perlen i min hånd og førte den op til munden. Men jeg stoppede, før jeg var nået min hage. Jeg kiggede nervøst over på Nibo, puttede så perlen i munden, og kunne mærke ham klemme mig hårdt i armen. Jeg tænkte stedet i hovedet. En stor sø, med spejlblankt mørkeblåt vand, lysende træer og planter. Og os. Da jeg havde tænkt dét, begyndte hele verdenen at flimre for mine øjne. Jeg blev svimmel og faldt hen. I en dyb søvn, der ingen drømme havde.

Da jeg vågnede op igen, lagde jeg på ryggen i en stor sø. Jeg drejede hovedet og kiggede ud over vandet. Det lagde som et mørkeblåt tæppe over den store sø. Jeg kunne mærke Nibo’s hænder under min ryg. Han holdte mig oven vande, ved at støtte mig med sine hænder. Jeg må have været besvimet, for perlen var ikke længere i min mund. Jeg rettede mig op og stod på bunden. Søen var ikke ret dyb, for vandet gik mig kun til under brystet. Nibo stod foran mig og jeg kunne mærke at han tog mine hænder under vandet. Jeg kiggede rundt og så de lysende træer og planter. Store dråbe træer med et gult lysskær og de små svampe i en rødlig, selvlysende farve. Og den næsten sorte nattehimmel, der var helt stjerneklar. Jeg kiggede Nibo i øjnene og lagde min pande mod hans bryst. Nibo tog en dyb indånding og sagde så: ”Jeg lover for evigt at passe på dig, min kære søster”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...