Do you love me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Det er en serie af oneshots*.

Oneshot #1: En ukendt fyr. Ensidig kærlighed. Knust hjerte. Og første store kærlighed. Hvordan har Liliana tænkt sig at overleve?

Oneshot #2: 16-årige Chloe har aldrig været forelsket. Da hun møder denne ukendte fyr, begynder hun at udvikle følelser for ham. Som hun dog selv ikke er klar over. Hvordan vil disse to mennesker forenes?

Oneshot #3: Alt er perfekt i Lilly's liv. Før hun opdager, at hendes kæreste er hende utro. Så går alt galt, og Lilly ved ikke, hvad hun skal tro. Vil de blive forbundet igen..?


Oneshot* - Oneshot minder meget om en novelle. Dog meget kortere. Den slutter hurtigt, og alt er afklaret.

2Likes
4Kommentarer
387Visninger
AA

1. Har jeg mistet dig?

 

"Bridgit Fillmore!"

En spinkel, høj pige med briller rejste sig op som den første, og gik op til vores skoleinspektør, miss Holmes. Vi anede ikke, hvorfor de havde indkaldt os til det her. Hvem var det, der blev råbt op? Hvad foregik der her?

"Josh Scarlett!" En høj, i modsætning til pigen, muskuløs fyr rejste sig op. Hans mørke næsten sorte hår faldt ned i panden på ham. Hans slips var løsnet. Han så alt for... sexet ud... Hans bevægelser var yndefuldt, og der var ingen spor af usikkerhed. Jeg hørte tydeligvis pigerne sukke i kor efter ham. Sådan et jeg-får-ham-aldrig-men-han-er-stadig-lækker-suk. Med afslappede skridt gik han op til det øverste kateder.

"Lilliana LaFont!"

Jeg blev både overrasket og nervøs over at høre mit navn. Jeg rejste mig op, og tøvede lidt med at gå op foran. Fyrene stirrede efter mig, og jeg trak lidt ned i nederdelen. Et par af dem indrammede min røv, og sendte flirtende blikke i min retning. Perverse stoddere...

Da vi alle tre stod foran mis Holmes' bord, så hun ud over skolens elevere, mens hun vendte os om, så vi stod med front mod eleverne. Kunne det her blive mere pinlig?!

"Disse tre elever har fået topscorer i alle fag i de to år, de har gået her. Ikke nok med det, de konkurrede med hele landet i alle fag! Bridgit kom på førsteplads i fysik/kemi, geografi, biologi, samfundsfag, historie og kristendom. Josh og Lilliana fik førstepladsen i matematik, dansk, engelsk, tysk, spansk, fransk og oldtidskundskab. Vi kan være stolte over at have så dygtige og talentfulde elever i denne skole! Giv verdens bedste elever en stor hånd!"

HVAD?! Var jeg blevet udstillet så offenligt? Nu fik jeg da mindre fred... Eleverne eksploderede. De klappede højt og længe. Da miss Holmes gav os lov til at gå ned fra scenen, var jeg den første, der pilede afsted.

Jeg gik hurtigt forbi eleverne, ignorerede blikke, og satte mig ned på min plads igen. En eller anden satte sig ned ved siden af mig. Jeg drejede hovedet. Ham Josh fyren. Han lagde en arm på armlænet, og krydsede benene, mens han drejede hovedet.

"Hey, godt klaret," sagde han, og blinkede. Jeg sendte ham et smil samtidig med, at jeg undrede mig over mine underlige følelser. Hvad skete der med min krop? Jeg havde aldrig set denne fyr, havde ikke anet, at han eksisterede, at han endda gik på denne skole før nu. Og så fik jeg disse følelser? Det var nok bare noget andet, begrundede jeg det henkastet.

"I lige måde," sagde jeg. Da vi endelig fik lov til at gå, gik jeg hurtigt ud af samlings-salen.

"Hvordan fanden kan hun være så lækker og stadig en nørd?" hørte jeg en fyr sige til sin ven. Han trak bare på skuldrene ufravendt.

"Så du ham den guddommelige fyr?! Han var bare så hot!" sagde en pige. Stakkels pige, tænkte jeg. Den spinkle pige var der ingen, der nævnte.

"Lil!" sagde en stemme bag mig. Min bedste veninde siden børnehaveklassen indhentede mig, og gav mig et kram bagfra.

"Du er fantastisk! Du er så lækker, og stadig er du på toppen af undervisning!"

Jeg rullede med øjnene. "Den har jeg hørt før," sagde jeg. Hun grinede, og krammede mig igen. Nicole og jeg havde altid været bedste veninder, siden den dag vi kom i børnehaven. Hun så fantastisk ud i sin uniform. Hun havde flettet sit hår i to rottehaler. Hendes hår havde en gylden farve i det. Når solen skinnede i det, blev det orange. Det nåede hende kun til skuldrene, hvilket var ærgerligt for hendes hår var smukt.

Det ringede, og hun gav mig et kys på kinden. "Vi ses senere, guld-prinsesse," sagde hun. Jeg smilede ved lyden af mit kælenavn. Hun havde et specielt kælenavn til mig, siden den dag vi for første gang mødte hinanden. 'Guld' fordi jeg altid bar en guldhalskæde. 'Prinsesse' fordi jeg, som hun sagde, "Gik som en prinsesse."

Jeg vinkede til hende. "Vi ses, Nic," sagde jeg. Vi krammede kort, før hun løb afsted til drama. Jeg tog mine bøger ud af skabet. En tung ordbog gled ud af stakken, og var på vej til at mase mine fødder. Men øjeblikket kom aldrig. Ordbogen kom til syne ved siden af mig. En hånd holdt den foran mig.

"Pas hellere på næste gang." Årh damn it! Josh-fyren igen. Jeg tog bogen ud af hånden på ham.

"Tak," sagde jeg. Han sendte mig et smil.

"Du er velkommen,." Så forsvandt han. Jeg så langt efter ham.

"Jesus Christ!" sagde jeg opgivende efter ham. Jeg satte mig på min sædvanlige plads. Jeg drejede hovedet, og ventede på at høre en hverdags-joke. Men Marc var ikke i skole. Han plejede ellers altid at være i skole, selvom han ikke lavede en dyt. Hans plads var tom. Intet tyggegummi-papir på bordet. Læreren ævlede løs om Den Kolde Krig, om frygten, forberedelsen, usikkerheden og bla, bla, bla...

Jeg tog min mobil frem. "U okay?" sms'ede jeg til ham.

Svaret kom to sekunder efter. "Just feber," svarede han tilbage. Bare?! Det fjols! Han anede da heller ikke, hvordan han skulle tage vare på sin krop...

"Jeg skal give dig 'bare', dit store fjols!"

"I will wait ;D," lød hans svar blot. Argh! Ligeså snart klokken ringede, greb jeg min taske, og løb ud af skolen. På vej til Marc's hus sendte jeg en sms til Nicole. "Hey babe. Tager over til Marc i dag." 

"Gør du bare det <3", svarede hun 5 minutter efter. Jeg var heldig, at Marc boede en kilometer fra skolen, så det tog mig kun ti minutter at gå. Jeg brasede ind uden at banke på. Det var efterhånden blevet en vane. Hans værelse lå på første sal. Jeg gik ind uden at banke på. Og stoppede.

Marc sad på kanten af sengen med hovedet bøjet forover. Hvis ikke det havde været fordi, Marc... græd... ville jeg aldrig have bemærket det. En tåre faldt ned, og efterlod en stribe efter sig. Jeg tror ikke engang, han selv bemærkede det. Jeg løb hen til ham, og faldt på knæ foran ham.

"Marc!" udbrød jeg. Marc græd aldrig. Han var altid smilende, energisk og så livlig. Han var den, der trøstede, ikke omvendt. Marc's ansigt fór op. Han så både overrasket ud og rædselslagen. "Lilly?!"

"Hvad er der sket? Hvorfor græder du?" Han tørrede sine kinder, som om han først nu havde lagt mærke til, at han græd. Hvad var der med ham? Han drejede hovedet, og skjulte sit ansigt. "Hva... Ikke noget..." 

Jeg greb fat i hans hænder. "Du lyver! Der er sket et eller andet! Fortæl mig det nu," pressede jeg på.

Et øjeblik var alt dødstille. Så eksploderede han. "Jeg vil ikke dø nu! Det er unfair! Hvorfor..? Hvorfor mig?! Jeg har mål i mit liv, som jeg vil nå! På den ene eller den anden måde! Jeg vil vinde dit hjerte! Gifte mig! Få børn! Få en familie! Blive gammel! D-dø...!" Han sank sammen.

Jeg veg et par skridt tilbage af bar overraskelse. Marc... var forelsket i mig..? Nu jeg tænkte på det... så havde han gang på gang givet mig små tegn. Tegn, som enhver anden havde set, men... ikke mig.

Først bagefter trængte hans ord helt ind til mig. Dø..? Hvad snakkede han om?

"Du dør ikke, Marc. Selvfølgelig gør du ikke det! Du fejler intet! Du er helt igennem rask og sund, og du er i topform! Hvorfor skulle du så..."

Han klamrede sig til mine hænder, som om han var ved at drukne, og jeg var planken, som han holdt sig oppe på. "Jeg har hjertesygdom, Lilly. Jeg står i kø nr. 12 for at få et nyt hjerte. Hvor stor tror du, chancen er for..."

Jeg vred mig fri af hans greb. "Stop! Jeg tror ikke engang et sekund på det vrøvl!"

Han lod hovedet falde. "Men det er sandt, Lilly... Jeg har kun til vinteren."

"Hold så op!" råbte jeg desperat. "Det er ikke sandt! Det kan ikke være sandt!"

'Til vinteren'... Kun en måned... Åh gud, min bedste ven var ved at dø! Jeg lagde en hånd på hans varme kind, og strøg hans fugtige lokker væk. Han så på mig gennem slørrede syn.

"Sch... Alt skal nok blive okay. Det lover jeg dig, okay? Og du kender mig godt nok til at vide, at jeg altid holder, hvad jeg lover."

Han sukkede, og lod mig omfavne ham længe. "Hvis jeg skal dø så hurtigt... Så skal det være lige her, i dine arme..."

Jeg anede ikke, hvor længe vi havde siddet sådan. Han havde lukket øjnene. Da jeg langsomt trak mig væk, faldt han. Jeg nåede at gribe fat i ham, før han bumpede ind i jorden. "Marc!"

En time senere kom ambulancen. Mine hænder rystede, tårerne løb ned af mine kinder og, panikken steg for hvert sekund, der gik. De gav ham en iltmaske på, og ringede så derefter til Marc's forældre.

Med rystende fingre tastede jeg Nicole's nummer. "N-nicole?" stammede jeg. Og så brast jeg i gråd. Men jeg fik i hvert fald fortalt hende, hvor hun skulle komme. Åh gud, hvad hvis der var sket Marc noget? Hvad hvis han aldrig ville blive rask...? Jeg rystede kraftigt på hovedet for at klare tankerne. NEJ! Marc ville ikke dø! Jeg ville under ingen omstændigheder lade ham forlade mig så let! Han var min bedste ven! ... Som var forelsket i mig...

"Lilliana!" råbte en stemme. Jeg løb grædende Nicole i møde. Vi klamrede os til hinanden.

"Jeg lovede ham, Nic! Jeg lovede ham, at alt ville blive godt! Jeg brød..." Jeg græd, så tårerne faldt ned som vandfald. Da jeg så, at ambulance-folkene allerede havde låst dørene, og var ved at køre, løb jeg hen til dem.

"Vent! Jeg vil med!" insisterede jeg. Enten måtte det være mit stædige blik, der fik ham til at lade mig komme med eller også var det af medlidenhed. Jeg betragtede Marc, mens vi kørte. Han så så bleg ud... Hvordan kunne jeg have undgået at lægge mærke til det? Ti minutter senere drejede bilen ind ad hospitalets indkørsel. Marc blev lagt på en seng. Ordrer blev råbt. Han blev kørt væk fra mig. En kvindelig læge fik fat på mig, før jeg løb ind i stuen med patienter. "Vær venligst at vente her, miss."

Jeg lod mig dumpe ned på en af de sæder, der var ved siden af de lukkede døre. Jeg vred nervøst mine hænder. Tårerne kom hvert sekund. Mit hjerte bankede hurtigt. Mit hoved snurrede rundt. Mine hænder rystede.

En eller anden gav mig en kop varm kakao, som jeg tog imod. En pakke kleenex blev rakt over til mig. For første gang så jeg op. Josh Scarlett. "Skal jeg hellere hente en kop kaffe til dig?" spurgte han bekymret. Ude af stand til at snakke, rystede jeg stivt på hovedet. Jeg frøs. Det lagde jeg først mærke til nu. Jeg havde droppet gamacherne i morges. De var alligevel fyldt med huller.

"Her, tag min jakke." En varm jakke blev lagt over mine skuldre. Jeg tog fat om det, og uden at bemærke det selv, snusede jeg duften ind. En dejlig duft af sommer. Græs, blomster og roser. En forfærdelig høj lyd af dut-dut-duuuuut lød fra den stue, Marc var blevet kørt ind. Mit hjerte sprang et slag over. Jeg fór op, og løb ind i stuen. Der var ingen læger. Jeg stoppede brat, da jeg så Marc ligge i en af sengene. Lyden kom fra hans seng. Jeg gav den lydbringende maskine en knytnæve, så den øredøvende lyd forsvandt.  Marc's hud så bleg ud. Han så ud, som om han sov. Hans smukke lange øjenvipper skinnede svagt i lyset foroven.

Jeg løb hen til ham. "Marc," kaldte jeg stille. Hvad nu hvis han drømte en sød drøm, og han ikke ville blive vækket endnu? Men jeg var ligeglad. Hvis bare Marc åbnede sine øjne, så ville den grimme fornemmelse gå væk. Marc ville smilende tage min hånd, blinke og spørge mig, hvad pokker der var galt med mig.

"Marc," sagde jeg lidt højere. Han reagerede ikke. "Marc, vågn nu op. Jeg ved godt, du ikke vil vågne op endnu, men du bliver nødt til det!" Han gjorde stadig ikke noget.  "Marc!" skreg jeg desperat og panisk. Et par hænder trak mig væk fra ham. Jeg kæmpede imod. "Slip mig! Han skal vågne op!" 

"Han sover ikke, Lilly... Han er d..."

"Nej!" råbte jeg. "Du tager fejl!"

Jeg blev vendt om, så jeg stod ansigt til ansigt med personen. Josh så mig direkte i øjnene. "Lilliana... Han er her ikke mere."

Mine ben gav efter, og jeg var nær faldet om, hvis ikke han havde grebet fat i mit.  Han lagde armene om mig, og knugede mig ind til sig. Hans guddommelige duft af sommer indhyllede mig. Han føltes så varm, så tryg... Selvom jeg ikke kendte ham.. var det, som om han kunne redde mig fra alverdens farer. "Alt skal nok gå.." mumlede han i mit hår.

Med en pludselig bevægelse trak jeg mig væk. "Nej! Intet vil gå! Marc... elskede mig! I al den tid havde han følelser for mig.. Og alle havde vidst det, alle! Så hvorfor...? Hvorfor var jeg den eneste, der var blevet undladt? Han betød så pokkers meget for mig...!" Han mumlede trøstende ord, strøg mig blidt over håret, og holdt mig bare tæt ind til sig.

"Josh... lad mig gå..." hviskede jeg hæst. Han gjorde ikke mine til at slippe mig. "Slip mig!" sagde jeg, og prøvede at vride mig ud af hans greb. Han strammede bare sit greb. Til sidst råbte jeg. "Lad mig gå, for satan da! Slip mig!" Jeg græd, så tårerne fossede ned af kinderne på mig. Jeg skubbede til ham, og løb det sidste stykke hen til Marc's seng. Jeg rystede ham voldsomt.

"Marc! Vågn op! Jeg ved godt, at du sover tungt, men du bliver nødt til at åbne dine øjne! For min skyld!"

Hans hud var efterhånden blevet helt hvidt. "Åben dine øjne, vær sød at gøre et eller andet." Jeg omfavnede hans ansigt med mine hænder, strøg hans brune lokker væk fra ansigtet. Hvor så han... umenneskelig smuk ud..

Jeg sank sammen ved siden af hans seng, og så fortvivlet på Josh. "Hvorfor...? Hvorfor svarer han ikke?"

Han så på mig med sørgmodige øjne. "Fordi han ikke er der mere.."

Jeg så forvirret tilbage på ham. "Men.. Men han er jo lige foran mig!"

Han rystede på hovedet. "Nej, blomst. Han kommer aldrig tilbage til dig igen." Langsomt trængte ordene ind. M-men... Betød det så, at... Marc var... død?

"Åh Lilly..." sagde han, og rejste sig op. Han omfavnede mig blidt og forsigtigt. Marc var død.. Han ville aldrig komme tilbage til mig mere. Han var væk, forsvundet. Efter at have tænkt disse tanker til ende, besvimede jeg.

Næste dag blev der holdt begravelse. Mere end 150 mennesker var der. Hvem vidste jeg ikke. Jeg anede knap, hvad klokken det var. Jeg var gået i chok. Jeg ænsede knap Marc's forældre. Jeg kunne ikke se dem i øjnene, aldrig mere... Jeg kunne ikke lade vær med at hulke. Tårerne kom på de værst tænkelige tidspunkter. Hvis ikke jeg havde haft Josh og Nicole til at støtte mig, var jeg formentligt faldet om. Jeg kunne dårligt nok stå på mine fødder. I flere timer blev jeg på kirkegården.

En eller anden havde siddet hos mig hele tiden. Jeg orkede ikke at dreje hovedet for at se hvem. "Du har det ikke godt, Lilly. Lad os tage hjem.."

Stemmen... Den lød så forfærdeligt bekendt.. Og alligevel så fremmede, som om stemmen kom flere tusinde kilometer væk fra. En hånd tog fat om min arm. Jeg hev den til mig. "Lilly..." 

"Lad mig være!" Min stemme lød hæs, næsten som ubrugt, rå papir. På et tidspunkt faldt mine øjenlåg i, og jeg sank udmattet sammen. På Marc's grav.

Solen skar mig i øjnene, og jeg missede mod den.  "Godmorgen," sagde en stemme. Jeg drejede hovedet, og så Josh stå i døren med en bakke. Han havde lavet morgenmad til mig. Jeg så mig om i værelset. Der var en bærbar computer på et skrivebord, et stereoanlæg, et skab, en dobbeltseng og en minireol. Enkelt, rent og velholdt. Det må jeg nok sige, tænkte jeg.

"Øh, godmorgen," sagde jeg noget forvirret. Han sendte mig et smil samtidig med, at han kom over til mig, og lagde bakken på sengebordet.

"Er du okay?" Spørgsmålet frembragte mine minder fra igår. Jeg gispede, da jeg huskede. Marc var død! Åh, gud!

Josh lagde en beroligende hånd på min skulder. "Rolig nu." Jeg fór op af sengen, men hans hånd pressede mig tilbage i sengen. Jeg prøvede at vriste den fri men uden held. Jeg sank grædende sammen på sengen med ansigtet i puden.

Han trak mig ind til sig, og strøg mig over håret. "Schh, blomst. Schh..."

Jeg trak mig fri, og så op på ham gennem et slørret syn. "Vær sød at passe på mig, Josh. Måske vil jeg være så knust, at jeg aldrig vil komme mig over hans... død."

Josh nikkede, trak mig ind til sig, og kyssede mig blidt og varmt. Mens hans læber var mellem mine, havde jeg en fornemmelse, at jeg ville knytte mig tæt til ham. Hans ånde var varm mod min hals. Mens han kærtegnede mig blidt, opdagede jeg det. Den stærke forbindelse mellem ham og mig, som om det var skæbnen, der ville, at Josh skulle vinde den konkurrence sammen med mig, at Marc skulle dø, og Josh skulle være den, der trøstede mig, elskede med mig. Den varme følelse, af at have kendt ham hele livet, men blot ikke have mødt ham, kom susende mod mig som bølgerne. Hans varme ånde var som lydløse ord, der lovede et langt og lykkeligt liv. Og evig kærlighed. Og jeg vidste det, for jeg fik den samme følelse som første gang, da hans smil havde været som en sol i mine grå dage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...