Do you love me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Det er en serie af oneshots*.

Oneshot #1: En ukendt fyr. Ensidig kærlighed. Knust hjerte. Og første store kærlighed. Hvordan har Liliana tænkt sig at overleve?

Oneshot #2: 16-årige Chloe har aldrig været forelsket. Da hun møder denne ukendte fyr, begynder hun at udvikle følelser for ham. Som hun dog selv ikke er klar over. Hvordan vil disse to mennesker forenes?

Oneshot #3: Alt er perfekt i Lilly's liv. Før hun opdager, at hendes kæreste er hende utro. Så går alt galt, og Lilly ved ikke, hvad hun skal tro. Vil de blive forbundet igen..?


Oneshot* - Oneshot minder meget om en novelle. Dog meget kortere. Den slutter hurtigt, og alt er afklaret.

2Likes
4Kommentarer
367Visninger
AA

2. Forbundet gennem vold og smerte

Drengene grinede smørret til hinanden. De konkurrerede 100 m. crawl. Jeg stod, og så på. Kedede mig mest af alt. Jeg pillede ved min nye bikini.
Jeg kiggede på uden rigtigt at følge med i, hvem der vandt, og hvem der tabte, da jeg vågnede op ved mit navn. Én af 3.g'erne råbte: "Præmien er... et kys fra 2.y'er Chloe Saunders!"
Mit hoved fløj op. Huh? Et kys fra mig?!
Vinderen sprang op fra vandet og ind på kanten. Han rystede hovedet kraftig som en hund, der ryster vandet ud af sin pels. Han drejede hovedet, og stirrede mig direkte i øjnene. Jeg veg forskrækket tilbage ved de... bundløse, sorte øjne. I længere tid man stirrede i dem, desto dybere man sank i dem. Jeg rev blikket væk fra hans mysteriske øjne. Vandet dryppede fra hans mørkebrune hår. Hans overkrop var utrolig lækker. Den var muskuløs uden at være på den overdrevne måde. Han havde bredde skuldre og et - formentligt - stenhårdt, trænet bryst.
Han lukkede øjnene, som tænkte han: Geez..! Han strøg forbi mig. Flere af fyrene råbte efter ham.
"Hey, Grigori, skal du ikke have din præmie?!"
"Hun er faktisk en køn sag, hende Chloe dér!"
"Geez, altid så arrogant!"
Jeg åndede lettet op, bøjede mig forover, og sprang i vandet med et "splash!". Jeg fik fat på en bold på vandets overflade, sigtede, og kastede. Jeg ramte pletskud. Plastiskbolden ramte ham Ethan's nakke, og han vendte sig irriteret om, og scannede svømmehallen, før hans øjne fandt mine. Han gned sig, stadig irriteret, på nakken.
Jeg vinkede til ham, og sendte ham et sarkastisk smil. "Det var bare min tak!" råbte jeg til ham.
Han rullede med øjnene. Så nåede jeg ikke at reagere, før han havde grebet fat om en stor plastiskbold, og den var susende på vej mod mig. Den ramte min kind, og det gjorde faktisk ondt.
"Jeg dræber dig!" råbte jeg rasende til ham. Han lo bare klukkende, og gik sin vej. Jeg så langt efter ham.
I spisefrikvarteret fik jeg øje på ham for enden af gangen. Han kom gående med sine venner, og så mest af alt ligeglad ud. Idet han passerede forbi mig, spændte jeg ben for ham. Han snublede, og var ved at falde.
"Ej, det må du virkelig undskylde!" sagde jeg , og så falsk undskyldende på ham. Jeg nåede at se vreden i hans øjne et splitsekund, før de blev afløst af ligegyldighed. Han trak bare let på skuldrene, og gik videre. 
Da skoledagen sluttede, gik jeg alene hjem. Jeg tog den genvej, hvor alle de kæmpestore huse lå. En nagende fornemmelse, jeg umuligt kunne sætte ord på, borede i min mave. Den sagde mig, at der ville ske noget i dag.
"Dit r*vhul! Alt gik galt, da du kom til verden! Læg dig ned og dø!"
Stemmen tilhørte en mand. Han lød rasende. Lyden af spark og knytnæver, der ramte en krop, kunne tydeligt genkendes og høres. Mit hjerte gallopperede vildt. Lyden kom fra en af de største huse i kvarteret. Jeg listede hen mod det sted, lyden kom fra. Hoveddøren stod på klem. Jeg kiggede ind. Og stivnede. Det var fyren fra svømmehallen!
Jeg så til, mens en bredskuldret mand sparkede, og slog ham. Fyren lå på gulvet, og så op på manden med den sædvanlige ligegyldighed i øjnene som i skolen. Han reagerede ikke engang på de slag, han fik i ansigtet.
Jeg stod, og stirrede i hele fem minutter, ude af stand til at bevæge mig en milimeter. Så kunne jeg ikke se på det mere. 
"STOP!"
Før jeg nåede at tænke mig op, brasede jeg ind i huset. Da det gik op for mig, hvad det var, jeg lavede, var det for sent. Manden vendte sig mod mig. Hans ansigt både overraskede, og chokerede mig. Han lignede fyren fra svømmehallen! Bare lidt ældre og mere muskuløs.
"Hva' satan...?" begyndte han.
Jeg bakkede væk ved hans udtryk. Raseri, had og hævntørst. Manden nærmede sig, mens jeg bakkede væk, til jeg til sidst var fanget op af væggen.
Før jeg nåede at reagere, havde han stukket hånden ind under min trøje. Jeg gispede forskrækket.
"Du rører hende ikke!" Pludselig blev manden kastet væk. Jeg så op, og fik øje på fyren. Han så forfærdelig ud. Hans øje og kind var hævet, og hans læbe var revet til blods. Blodet fra hans mund havde plettet lidt af hans skoleuniform rødt. Et kvalmende rødt.
Jeg klemte øjnene hårdt i, da fyren kastede sig over manden, og begyndte at gå løs på ham. Da en stilhed lagde sig over alt, åbnede jeg forsigtigt mine øjne. Og så en hånd foran mig. Fyren havde rakt hånden ud, og så på mig.
"Er du okay?" spurgte han til min overraskelse. Om jeg var okay?! Det var da ham, der var blevet slået til blods! Jeg tog hans hånd, og rejste mig rystende op. Han så ikke alt for godt ud. Jeg snuppede mit lommetørklæde fra min lomme, og rakte ud efter hans ansigt. Jeg dyppede tørklædet i lidt vand fra min vandflaske, og duppede hans ansigt med det. Mens jeg gjorde det, betragtede han mig. Jeg undveg hans blik, og koncentrerede mig i stedet om at få tørret blodet fra hans ansigt. Pludselig rakte han ud efter mit ansigt, og strøg en lok hår fra mit ansigt. Jeg blev overrasket.
Huh...?
Han så på mig. "Lige før.. da var du virkelig modig..." sagde han. Jeg rødmede uvilkårligt. Han lænede sig helt ind til mig.
"Hvis jeg husker rigtigt... Chloe Saunders, ikke sandt?"
Igen blussede mine kinder op. Huskede han mit navn?
Jeg så bekymret på ham. "Er du okay? Du er vel ikke alvorligt skadet nogen steder? Har du ondt nogen steder?"
Et enkelt blik fra ham fik mit hjerte til at galloppere. Mit hjerte slog en kolbøtte. Han smilede! For første gang, siden vi mødte, smilede han. Han så så... sød ud! Wow..
"Du bekymrer dig meget om andre."
Jeg trak på skuldrene. "Han gjorde mig ikke noget. Det var dig, det gik mest ud over."
"Eh? Han gjorde dig ikke noget?"
Jeg rystede kraftigt på hovedet. Jeg ville ikke huske det. Det havde været rædselsfuldt. Pludselig tog han et skridt mod mig. Hans læber var højst to centimeter fra mine.
"Siger du stadig, at han ikke gjorde dig noget?"
Jeg nikkede besværgligt. I det samme greb han fat om min hage, og pressede sine læber mod mine. De omsluttede mine, og jeg kunne ikke få luft. Han smagte sødt. En sødme, der gav mig kribler, og smeltede mine ben om til gelé. Da han endelig trak sig væk, så han bare på mig. Som ventede han på, at jeg skulle sige noget. Da jeg ikke kunne få et ord frem, sagde han: "Står du fast ved din mening?"
"Hvis jeg gør?" Jeg kunne knap tale uden at ryste på stemmen.
Et luret smil dukkede frem på hans læber.
"Så kysser jeg dig igen," svarede han, som om jeg lige havde spurgt ham, hvad 2+2 var, og han havde svaret.
"Jeg står fast."
Jeg havde lyst til endnu et kys. Et kys, der smagte sødt og krydret. Et kys, der fik mit hjerte til at banke som en sindsyg i brystet på mig, og som fik mig til at gispe efter mere.
Uden at give mig tid til at reagere, greb han fat om min nakke, og hev mit ansigt ind til sit, så vi blev forbundet gennem læber.
Imellem vores kys sagde han, en anelse stakåndet: "Jeg tror, jeg elsker dig.."
Det gjorde mig umådelig glad, at han var lige så forpustet som mig. Jeg kunne ikke lade vær med at le højt. "Jeg ved, jeg elsker dig!" sagde jeg. Vi lo, og kyssede igen.
Og gennem vold og smerte fandt vi sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...