Cirkus Mussolini

Det her var faktisk en skoleopgave, men jeg syntes det var en sjov opgave, så jeg håber i kan lide den :)

2Likes
0Kommentarer
374Visninger
AA

5. Genforening

Mussolini ligger i sin seng, han snakker sagte med sig selv, han forstiller sig hvordan hans kone ligger ved siden af og kigger betaget på ham, i hænderne har hun en lille tumling, hans datter, men hver gang han kigger på dem forsvinder de op i en røgsky, han lukker øjnene og græder.

Der bliver spillet noget på trommerne, det er signal til hans store introduktion af det engang så storslåede cirkus Mussolini.

Han rejser sig træt og går ind på manegen, tilskuerpladserne er fyldt op med ti mennesker, de venter spændte, deres ansigter bliver fortrukket i nogle forundrede masker da Mussolini træder ind, hans jakke er ikke knappet og han har spildt suppe på sin jakke, hans øjenlåg hænger, og han ligner et omvandrende lig.

”Mine… Damer og børn og forældre og… Og alle I andre.” siger han og drejer rundt om sig selv, han hoster og kigger slørret frem for sig.

”Må jeg byde velkommen til Trapezdanserne.” han slår ud med armen imod teltåbningen. De tre trillinger kommer hoppende ind og Mussolini forlader scenen.

Han går igennem artist teltet, han ser danserinden, hun danser så smukt, men hendes ansigt er forvredet i et uhyggeligt grin, og hendes hoved hænger, hun griner hysterisk. Løvetæmmeren sidder med hovedet i sine hænder ved siden af. Han græder sagte og kigger på det der engang var hans eneste grund til at blive her.

Han kommer forbi klovnen, han står og folder sine tørklæder sammen, det plejede at være deres store nummer, når Klovnen hev de farvede tørklæder ud fra bukselommen, han plejede at danse rundt med sin store mave, men han var svundet ind til ingen ting.

Mussolini går ud og sætter sig op ad vandtønden med et opgivende suk. Hans tåre triller ned af kinderne på ham, han ville ønske han kunne gøre noget, men han har ikke længere noget at kæmpe for.

Med et høre han en lyd inde bag buskene, han er for træt til at vende sig om efter lyden, men han kan høre nogen gå med lange tunge skridt hen over græsset, personen trækker vejret i hivende stød.

”Ægte mod er ikke baseret på hvor lidt frygt personen eger…” siger personen afventende.

”Men, på om personen tør se sin frygt i øjnene.” siger Mussolini og hans kræfter er pludselig fornyet, han rejser sig og går imod persoen som langsomt kommer gående imod ham. Han ville kunne genkende de ord om han så var død, det var det hans dejlige kone altid sagde, men det der havde fået ham til at huske var stemmen som sagde dem.

”Min datter.” stammer han og vakler hen imod personen. Personen stirrer koldt tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...