My mortality

Erica er en ung pige. Hendes forældre og to søskende er døde i en brand. Hun er blot 14 år, men hun har allerede oplevet mere, end et normalt menneske kommer til gennem et helt liv. Året er 1872, og Erica er en af de gadebørn, der bor i New York Citys gader. Til Ericas held bliver hun optaget i en af de stærkeste bander, der findes, og hun formår derfor - med bandens hjælp - at overleve.

1Likes
2Kommentarer
587Visninger
AA

5. Vlad og Carmen

Jeg er ude på en af mine daglige ture til fiskemarkedet for enten at tigge lidt kontanter til mig eller simpelthen stjæle dem. Det er ikke velanset i nogle bander at stjæle, men næsten alle gør det. De holder det bare skjult. Jeg har også lært at holde det skjult og stjæle på en nærmest usynlig måde, hvor offeret først opdager det, næste gang pågældende tager sin pung op. Dog holder jeg ikke af det og foretrækker enten at tigge eller bære noget for en eller anden rig person, så jeg tjener nogle småmønter ved det.

"Har vi ikke vores lille veninde her? Hende, der slap fra os sidste gang," hører jeg Brads stemme. Kort bider jeg mig i læben og overvejer mine flugtmuligheder, mens jeg hurtigt sætter i løb med kun et hurtigt blik til overs for Brad. Der er kun ham og så en anden, men jeg ville ikke kunne klare dem alene, og der er ingen til at hjælpe mig. Hurtigt løber jeg ind på en sidegade og stopper op for at se mig omkring. Brad og hans ven halter lidt bagefter, så jeg har omtrent ti sekunder, før de kommer. "Herind," hører jeg en stemme hviske fra en åben dør bag mig. Jeg vender mig om og får blot øje på en beskidt, men udrakt hånd, der byder mig indenfor. Lettere chokeret løber jeg derind, og døren bliver lukket bag mig. Det er en beskidt og uhumsk lejlighed - den minder mig om den lejlighed, min familie og jeg havde til vores egen lille lejlighed.
"Hvorfor var Brad efter dig?" hører jeg en dreng spørge med kraftig, russisk accent. Jeg vender mig om. Det var ham, der fik mig herind. Et enkelt, venligt smil viser sig på hans læber, og jeg gengælder det med den største taknemmelighed. Hvis det ikke havde været for ham, var jeg nok aldrig sluppet væk. Der er en del madrasser i lejligheden, og jeg gætter på, at det er en af de lejligheder, hvor omtrent femten-tyve mennesker sover sammen for nogle få pennies om dagen. Det ville ikke engang jeg have råd til. Lige nu er der dog kun drengen og mig herinde. Jeg gætter på, de andre er ude på arbejde, for klokken er trods alt omkring ni om morgenen, hvad jeg lige kunne gætte efter solens position.
"Jeg har mødt dem før. Mit navn er Erica," siger jeg og giver ham hånden. Han ryster den kort.
"Jeg er Vlad," siger han og smiler.

Først nu lægger jeg mærke til, at der sidder en lille, tynd og brunhåret pige i hjørnet. Hun er lettere solbrændt og har nogle flotte og nysgerrige brune øjne samt et kønt ansigt. Det er ikke fordi man kan sige, at Vlad ligefrem er køn.
"Det her er Carmen. Min bedste veninde. Vi har overlevet ved at holde os sammen. Vi er begge forældreløse," siger Vlad og smiler et lettere trist smil. Er Carmen mon herfra? Hendes navn og udseende virker ikke sådan, og jeg bider mig kort i læben.
"Hvor er I fra?" spørger jeg lettere ubehøvlet, men hverken Vlad eller Carmen ser ud til at tage notits af det.
"Jeg immigrerede hertil fra Rusland som seksårig med mine bedsteforældre. Carmen immigrerede hertil fra Spanien som toårig. Er du fra Skandinavien eller Irland?" afslutter Vlad sin sætning med et spørgsmål.
"Min mor var fra Irland," siger jeg.
"Det forklarer dit røde hår," siger Carmen. Det er første gang, jeg hører hende sige noget. Hun har en lys og spinkel stemme, der lyder en anelse svag. Jeg får ondt af hende - hun må være syg. Hun ser også en anelse bleg ud.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...