My mortality

Erica er en ung pige. Hendes forældre og to søskende er døde i en brand. Hun er blot 14 år, men hun har allerede oplevet mere, end et normalt menneske kommer til gennem et helt liv. Året er 1872, og Erica er en af de gadebørn, der bor i New York Citys gader. Til Ericas held bliver hun optaget i en af de stærkeste bander, der findes, og hun formår derfor - med bandens hjælp - at overleve.

1Likes
2Kommentarer
573Visninger
AA

2. Begyndelsen

Jeg ser på den brændende bygning. Kun med nød og næppe var jeg sluppet ud. Helst vil jeg være der, dø med min familie og leve videre med dem i Himlen. Det er en beskidt og uhygiejnisk lejlighedsbygning, men en lejlighed derinde var mit hjem og havde været det hele mit liv. Før den brændte ned. Tårer glider stille ned ad kinderne på mig, og jeg lægger ikke mærke til, at en stor slåskamp udspiller sig lige for næsen af mig. Mit ansigt er sort af sod, og mit tøj er revet i stykker. Jeg lå og sov, da branden skete, så jeg nåede kun at trække i et par arbejdsbukser, hvilket er en stor skam for mig. Folk må vel tro, at jeg er en dreng! Alligevel tager jeg mig ikke af det. Jeg tager mig ikke af noget. Det rører mig ikke, da en stor dreng sparker mig, så jeg ligger ned, og derefter ser, at jeg er en pige. Han fnyser og går væk. Tydeligvis en af dem, der mener, man ikke kan slå på piger. Nærmest uden følelser rejser jeg mig op og undviger de værste slag, men resten lægger jeg ikke mærke til. Jeg står som i en trance, og den bliver jeg først revet ud af, da jeg bliver grebet hårdt i armen.
"Hvad helvede står du der for? Det skulle ikke undre mig, om du blev myrdet om lidt! Kom," siger en mørkhåret pige. Hendes møgbeskidte hår er bundet i en fransk fletning, og hendes ansigt er, ligesom mit, dækket af sod. Ellers kan jeg se, at hun har livlige, grønne øjne og et meget kønt ansigt. Hun er omkring et halvt hoved højere end mig, og da jeg ikke reagerer, løfter hun mig op og går med mig hængende over skulderen. Jeg lægger stadig ikke rigtig mærke til noget og vælger bare at lade den hjælpsomme pige få mig et eller andet sted hen, hvor hun nok vil myrde mig eller tage mine penge. Sådan er livet her bare. Ingen er venlige.

"Er hun mentalt handicappet eller sådan noget?" hører jeg en stemme i baggrunden. Jeg må være besvimet, tænker jeg og åbner øjnene. "Jeg er aldeles ikke handicappet!" protesterer jeg med det samme. Jeg hører en brummen ved siden af mig, og min arm gør pludselig ikke så ondt længere. "Hun kan tale," konstaterer en dreng med falsk forbløffelse. Han har lyst hår, der dog er gjort mørkere af skidt, og blå øjne. Hans lyse, glatte hår går ham omkring til skuldrene, og det ser faktisk meget flot ud. For ikke at gøre det hele mere akavet retter jeg blikket mod pigen ved siden af, og hende husker jeg vagt fra før, jeg besvimede. Det var hende, der greb mig i armen.
"Hvad var der sket med dig, siden du bare stod der og gloede som en anden retarderet person?" spørger hende, der greb mig i armen, og løfter et øjenbryn. Jeg rømmer mig og sætter mig op. Det føles dumt bare at ligge ned. "Min familie. De var inde i bygningen.." siger jeg og er meget tæt på at græde, men det vil blot virke svagt. De andre trækker på skuldrene.
"Du er da vokset op med en familie. Vær glad for det," siger den store dreng, der sparkede mig igår. Han er her åbenbart også. Det sorte hår, der omgiver hans brune hud og asiat-øjne, putter han en lok af om bag hans øre og betragter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...