The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1022Likes
1786Kommentarer
166212Visninger
AA

20. You gonna kill him!

Jeg kunne have slået mig selv ned med et eller andet, da det søndag aften gik op for mig, at jeg havde sprunget min menstruation over denne uge, fordi vi skulle på camping. Det var blandt andet en af grundende til at jeg den aften vi kom hjem, havde været som jeg havde været – ikke at det var hele skylden, for jeg var rent faktisk ked af det, men det var også derfor.

Det endte dog med at jeg alligevel fik mine menstruation smerter mandag og tirsdag hvilket betød jeg nægtede at tage i skole. Jeg led af slemme menstruations smerter, så at vise mig i skolen, var ikke noget jeg havde lyst til. Jeg ville jo skræmme folk væk.

Mine forældre var som altid, ligeglade, bare jeg fik gode karakter når jeg gik ud – men det var for en gangs skyld positivt da de ikke tvang mig i skole og skulle se en masse mennesker i øjnene, som havde set og hørt alt hvad der var sket mellem Brandon og jeg.

Mit sår på armen så ud til at være ved at hele ordentligt, så det lod jeg bare være, og så plejede jeg ellers bare mig selv med Gossip girl og hvad end vi nu havde i køkkenet.

I starten havde Harry og de andre været klar til at tage fri fra skole, for at gå og ’passe’ på mig, men jeg fik Harry fra det, selvom det ikke var let, og han var sikkert sur på mig, men det var okay. Nogen af deres venner, som ikke gik i skole lige nu, holdt ’vagt’ og det var jo hvad jeg måtte tage med, når jeg valgte at blive hjemme i tre dage – dog var den sidste dag mest pjæk, for jeg havde det fint nok der, men jeg orkede ikke.

Amy var kommet hver dag efter skole med is, og så havde vi ellers bare snakket om hvad der var sket. Hun fortalte at drengene var som de plejede, dog holdt Harry sig fra pigerne, hvilket jeg ikke kunne lade være med at smile over. Jeg savnede ham en del, og det var ikke fordi han ikke ville komme over, men det var nu mest fordi jeg havde bedt ham holde sig væk.

Jeg havde virkelig ikke lyst til at han skulle se mig sådan her. Han blev sikkert fornærmet over det, og det var vel også rart at vide. Dog savnede jeg ham helt vildt, men jeg ville ikke lyde som en der var besat, hvilket jeg nok inderst inde var, for jeg savnede at føle mig tryg, og det var ikke fordi jeg gjorde det med Amy – for hvad kunne hun ærligtalt gøre, hvis det kom til stykket?

Nå, men der var helligdag torsdag og fredag så vi havde fået forlænget weekend, hvilket fik folk til at samle sig til en fest. Niall havde informeret Amy om at han skulle af sted, og det havde fået Amy til at tigge mig hele dagen, og fordi jeg jo havde pjækket hele onsdag, så kunne jeg vel godt tage med.

Desuden savnede jeg drengene, og var Niall der, så var de andre der sikkert også.

Det var netop derfor jeg stod foran spejlet, iført en lilla kjole, som var samme farve som min kjole. Dertil havde jeg et par sorte stiletter på og nogle sorte armbånd. Amy og jeg havde ikke fortalt nogen at vi tog til festen – jeg ville helst give Harry en overraskelse, for jeg havde virkelig savnet ham, og jeg havde været en dum sæk overfor ham – men sådan blev nogen piger altså bare når de havde menstruation.

”Bund det inden vi smutter,” sagde Amy og rakte mig mit glas. Jeg gjorde som hun sagde, mest fordi jeg egentlig så frem til den her aften, og at være en smule beruset skadede vel ikke.

Jeg klaskede glasset ned i bordet, og gik med Amy nedenunder. Min mor sad inde i stuen, men jeg havde ikke engang lyst til at råbe farvel. Vi havde ikke snakket så meget sammen de sidste par dage, ikke efter de blev væk i fredags. Jeg var sur på dem, og det her var min måde at tackle det på.

Jeg fulgte med Amy ud af døren, hvor Andy, drengenes ven, stod. Vi havde fået fat i ham. Dog var han ikke meget for at holde noget hemmeligt for drengene, men på en måde fik Amy og jeg ham overtalt. Der kunne man bare se hvor meget magt de havde over andre, huh?

Det var næsten som om de var bange for at gøre noget drengene ikke brød sig om. Så skræmmende var de jo slet ikke.

”Hey Andy,” sagde jeg glad. Han sendte mig et smil og gik hen til sin bil. Amy sendte mig et rigtig piget blik, inden hun fniste og satte sig ind. Alkoholen kunne allerede mærkes i kroppen, men det var ikke for meget. Mine kinder var bare røde og mine øjne var en smule trætte – så en smule beruset var jeg.

”Er de kommet?” spurgte Amy om, som altid fik mere selvtillid når hun var fuld. Andy startede bilen, gav os et kort blik i bakspejlet, inden han begyndte at køre.

”Ja, de har været der noget tid nu,” sagde han, hvilket fik mig til at kigge ned på klokken. Den var allerede blevet lidt i elleve, og festen startede vidst klokken otte. Oh.

Amy og jeg sad og snakkede om en masse ligegyldige ting i bilen. Det lykkedes os at drage Andy ind i nogen af dem, og da vi kom frem, så havde jeg faktisk fået et godt indtryk af Andy.

”Kom,” sagde han og førte mig hen til døren. Der stod et par mennesker ude foran og røg. De gloede helt vildt, og nogen råbte et eller andet efter mig, men musikken var så høj, at jeg ikke hørte en skid.

”Wow,” hørte jeg Amy sige. Jeg kendte ikke personen der holdt fest, men det var ligegyldigt. Allerede inden jeg fik smidt jakken, var der ansigter jeg kendte, og straks gik snakken i gang, hvilket betød jeg snart skulle finde Harry.

Jeg kiggede hen på Amy, som stadig stod og snakkede med Andy. Jeg sendte hende et smil, og lidt efter kom hun op ved siden af mig.

Jeg gik ind af døren og kiggede rundt. Der var stillet en slags bar op længere nede af rummet, og ellers sad folk i sofaer, stole og hvad de ellers kunne komme til. Dog var der ingen Harry her.

”Hvad gør vi?” råbte jeg til Amy for at overdøve musikken. Hun tænkte sig kort om, inden hun sendte mig et stort smil og bad mig vente. Jeg fulgte hende med øjnene hen til en flok piger, og lidt efter hørte jeg hende hvine.

”Har I set hvor godt Harry ser ud i dag?” Sagde hun, hvilket fik de andre til at snakke højere. ”Oh Zayn, omg.” Jeg kunne ikke lade være med at smile, og før jeg fik set mig om stod Amy henne ved mig.

”Well, det er det gode ved at kunne snakke med alle,” grinede hun, inden hun tog om min hånd. ”Han er i det andet rum,” sagde Amy, hvilket overraskede mig. Okay, hun var god at have ved hånden, haha.

Vi kom ind i det andet rum, som næsten var mere proppet end det andet. Folk stod og dansede, men det gjorde det ikke svært at se Harry nede i enden. Han havde en gul t-shirt på, hvilket nok var det mest favrige i rummet, så den gik lige i øjnene.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg kiggede ned af ham. Hans sorte bukser sad tæt, næsten tættere end mine plejede at gøre, omkring hans ben. Han havde et par brune sko på, og så havde han håret sat op. Han stod ved siden af Louis, som var i gang med at forklare en historie alt for detaljeret, for hans hænder fløj op og ned og rundt omkring.

Jeg bed mig i læben og lod Amy trække mig med derhen. Jeg snoede mig rundt om nogle mennesker så jeg kunne gå hen bag Harry uden han så mig, dog fik jeg øjenkontakt med Liam, som løftede det ene øjenbryn. Jeg skulle til at gøre tegn til ham om at tie stille, men i stedet trådte jeg det sidste stykke hen til Harry og lagde mine hænder om hans øjne.

Hans hænder fløj hurtigt op og lukkede sig omkring mine, som om han fik et chok, hvilket jeg næsten håbede.

Hans lange smalle fingre lukkede sig om mine, og lidt efter fjernede han dem.

”Surprise!” sagde jeg og slog ud med armene. Harry kiggede med store øjne op og ned af mig, inden han fangede mine øjne.

”Hvad fanden laver hun her?” kom det fra Louis, og hvis det ikke var fordi Harry havde afsløret at han rent faktisk holdt af mig, så havde jeg nok sagt et eller andet flabet til ham. Men lige nu handlede det om Harry, for hvor havde jeg savnet ham.

”Jeg har ingen ide,” mumlede Harry, men med en tone fuld af charme. Han sendte mig derefter et smil, inden han lod sin ryg falde mod væggen, og trak mig hen til sig.

”Hvad laver du her?” spurgte han roligt om. Jeg kunne mærke blikke i ryggen. Efter weekenden havde en del ændret sig imellem Harry og jeg, faktisk næsten alt. Det var ikke unormalt for dem at se Harry og jeg sammen, det havde de tit gjort – men for mig betød det noget andet nu, for jeg vidste Harry måtte føle et eller andet for mig – det havde han hentydet til i lørdags. Han sagde jeg havde ændret en masse ting, og også for ham.

”Jeg har savnet dig,” mumlede jeg og lod en hånd køre op af hans bryst. Han grinte kort og lagde sin hånd på min lænd, inden han skubbede mig tættere hen til sig. Om Harry havde sagt noget til drengene om, at der måske var mere end bare skuespil imellem os, det vidste jeg ikke, men de tog det helt cool, dog gloede de lidt.

”Undskyld,” sagde jeg så lidt efter, da hans grønne øjne igen fandt mine. Han rystede langsomt på hovedet og sendte mig et smil. ”Det er lige meget – du er her nu, ikke?” Han rettede sig op og lod sin finger glide hen langs min læbe.

”Jeg har også savnet dig,” mumlede han og lænede sig frem for at lade vores læber mødes. Selvom jeg havde set den kærlige side af Harry et par gange, så var det som om jeg blev overrasket og endnu mere smigret hver evig eneste gang. Harry havde aldrig sagt han havde savnet mig før, så det fik mine kinder til at blusse op.

Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere ved denne side af Harry.

Hans læber lå blødt mod mine, og da de langsomt bevægede sig i takt med mine, blev alt omkring mig utydeligt. Musikken blev lavere, og folk blev næsten usynlige. Det eneste jeg kunne føle var Harrys hænder, som strammede sit greb om mine hofter, og hans hår der kildede under min hånd.

Et højt fløjt lød, hvilket fik Harry til at smile under kysset. Under normale omstændigheder ville han trække sig fra mig, men denne gang blev han ved, og trak mig helt ind til sig.

Mine knæ skulle lige til at give efter, da en hånd forsigtig skubbede mig væk fra Harry. Jeg kom til mig selv, og det kom næsten som et chok for mig, hvor højt musikken var. Jeg kiggede op på Liam, som pegede hen mod en gruppe drenge. Jeg kiggede hurtigt derhen og så Bryan i blandt dem. Mit blik faldt tilbage på Harry, som så virkelig pissed ud.

”Hvad fanden laver de her?” vrissede han surt. På et kort øjeblik gik han fra den charmende og kærlige Harry, til den sure og hårde Harry.

Jeg sukkede tungt, da de alle forlod Amy og jeg alene – okay, Andy blev her, af ordre af Louis. Nu når jeg vidste Louis rent faktisk holdt af mig, så var det som om det han gjorde for mig blev tydeligere og sødere.

Louis dog.

”Lad dem klare hvad de nu skal, og lad os hygge os,” grinede Amy og tog ved min hånd og trak mig ud på danse gulvet. Hun havde ret, hvis mit humør skulle ødelægges hver gang de skulle ordne noget, så nød jeg jo aldrig noget.

Jeg lod min finger glide over mine læber og kunne mærke et smil brede sig. Folk kiggede stadig på mig, men synet havde sikkert også været ret anderledes. Vores kys havde været alt for lidenskabeligt, urg.

Jeg rystede på hovedet og fulgte Amy’s bevæger, og lidt efter levede jeg mig ind i musikken.

*_*

Jeg havde ingen ide om hvor længe Amy og jeg havde danset, men det måtte have været lang tid, for en hånd greb fat om min arm, og til min overraskelse var det Louis.

”Har du set Harry?” spurgte han om. Hans ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af – der var noget galt.

”Hvad sker der?” spurgte jeg forvirret om uden at svare ham. Han rystede på hovedet og vrissede næremst af mig, da han stillede det samme spørgsmål.

”Nej!” udbrød jeg panisk, og kunne se Louis vendte sig om mod Niall, som åbenbart stod bag ham.

”Hey!” sagde jeg, men han fortsatte. ”Louis!” Jeg maste mig igennem de mennesker der stod, og fik fat i Louis’ arm.

”Hvad sker der?” Spurgte jeg forvirret om, hvilket fik ham til at vende sig mod mig. ”Hvis bare du for en gangs skyld kunne være blevet hjemme,” vrissede han, hvilket fik Niall til at skubbe ham en smule fra mig. Mine øjne blev store, og da Louis igen vendte sig om for at gå, lod jeg ham gå.

Hvordan var det min skyld? Hvad fanden foregik der? Jeg kiggede forvirret rundt og kunne se folk kigge på mig, denne gang irriterede det mig grænseløst.

Hvad fanden skete der? Og hvor var Harry? Jeg søgte hen mod døren til baghaven. Det var en kæmpe baghave med en virkelig stor have – men han måtte da være her et eller andet sted. Han forsvandt vel ikke bare?

Jeg gik hen til en flok piger som stod og fniste over et eller andet.

”Har I set Harry?” Afbrød jeg, hvilket fik dem til at se opmærksomt på mig.

”Oh, Zoey,” sagde den ene pige og rettede sig op. Jeg gentog mig selv, hvilket fik pigerne til at kigge på hinanden. ”Nej? Er der noget galt?” Hørte jeg en af pigerne spørge om, men jeg ignorerede dem og gik væk. Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst. Harry sagde ALTID hvor han gik hen til drengene, og nu kunne de ikke finde ham?

Måske var han på toilet?

Jeg slog min hånd mod den anden, og vendte mig forvirret rundt. Jeg gik åbenbart ind i en eller anden, og da jeg fik sagt undskyld og ville gå videre, greb personen fat i min hånd.

”Hvis du skriger nu, så bliver det værst for dig selv,” lød stemmen, og selv hvis jeg ville skrige, så kunne jeg ikke. En klump havde dannet sig i min hals, og jeg kunne ikke gøre andet end at følge med.

”Er du sikker på det er hende?” hørte jeg en stemme sige, hvilket tydeligvis gjorde personen bag mig sur. ”Selvfølgelig er jeg sku da sikker. Hun er den eneste med lilla hår, og desuden har jeg set hende stå med Harry,” sagde han næsten med afsky. Jeg bed mig i læben for ikke at skrige højt, det ville kun gøre det hele værre. Måske skulle jeg, som Louis sagde, prøve at gøre hvad der blev sagt.

Men hvor fanden kunne jeg vide fra af de ville dukke op her i aften? Det var tydeligvis nogen af Brandons venner.

Musikken blev lavere og lavere, og til sidst var den næsten helt væk. Drengen bag mig, holdt så hårdt fat i min nakke, at jeg ikke engang kunne kigge til siden.

Længere fremme kunne jeg pludselig se noget lys, og nogle mennesker. Min hals blev fuldstændig tør, og minderne fra sidste gang Brandon tog fat i mig, kom frem.

”Brandon,” hørte jeg personen bag mig råbe, så det gav et sæt i min krop. Jeg kiggede frem ad, og så Brandon træde frem imod os. En kold fornemmelse gik igennem mig, og da jeg kiggede til siden, fik jeg øje på Harry, som blev holdt nede på knæ af nogle andre drenge.

Et gisp forlod mine læber, og dum som jeg var, prøvede jeg at vikle mig fri fra drengene, hvilket resulterede i, at de greb hårdere fat om min nakke, så et støn af smerte forlod mine læber.

”Zoey, Zoey, Zoey, så mødes vi igen, hva?” Sagde Brandon drillende og kiggede op og ned af mig. ”Og sikke noget tøj,” sagde han og kiggede hen på Harry.

”Er det virkelig sådan noget tøj du vil have hun skal gå i Harry? Sådan at vise sig frem til alle andre, trist,” sagde han med en trist stemme, selvom han langt fra var trist. "Hvis hun var min pige så..."

”Hvad fanden vil du Brandon,” afbrød jeg ham hvilket fik Harry til at kigge op. Hans øjne mødte mine, og et øjeblik føltes det som om mit hjerte blev fuldstændig knust at bekymringen i hans øjne – for han var bekymret, på grund af mig, ikke af sig selv.

Jeg tog en dyb indånding for at beherske mig selv. At se Harry være bekymret for mig, selvom han lå på knæ, sagde et eller andet. Det fik nogle følelser frem i mig, som jeg slet ikke kunne beskrive, men det gjorde mig vred og sur.

”Hey, snak pænt,” sagde Brandon ’skuffet’ og greb fat om min kæbe, hvilket han altid gjorde.

”Slip,” mumlede han til de andre drenge, som gjorde det. Han trådte et skridt til siden og kiggede først på Harry, og derefter på mig.

”Hvordan er det at se ham nede på jorden, hva?” Hans stemme var hård, og lige ud for mit øre. ”Hvordan er det at se ham der skulle passe på dig, har svigtet, huh?” Sagde han endnu engang og bed mig drillende, men hårdt i øreflippen.

”Han har ikke svigtet mig,” sagde jeg koldt og prøvede ikke at gøre Harrys bekymring endnu større.

”Du er virkelig faldet for ham, hva?” Mumlede Brandon, og lød denne gang sur.

”Vores alles Zoey, er blevet forelsket… I Harry Styles.” Han greb endnu engang fat i min kæbe, inden han grinte hæst.

”Har du ikke forstået det kun er et spil for ham Zoey? At du slet ikke betyder noget for ham? Han gør det her, for at få hævn over mig,” sagde han hårdt.

”Det passer ikke Zoey,” lød det fra Harry, inden han fik et slag i siden. Jeg gispede højt og trådte et skridt hen imod ham, men Brandon trak mig tilbage.

”Harry bruger dig for at vise alle, at han kan få dig, fordi jeg vil have dig,” sagde Brandon og lod et smil glide over hans ansigt.

Hvis det ikke var fordi Harry og jeg havde haft snakken så sent som i søndags, så ville jeg sikkert have troet Brandon. Hans evner til at tale var gode, men jeg vidste Harry og jeg noget der var stærkere – eller jeg håbede det.

”Zoey, du ved det ikke passer,” prøvede Harry igen. Brandon sendte dem der holdt ham, et blik, og lidt efter lød et smertefuldt støn fra Harry.

”Brandon, slip ham!” sagde jeg højt og sørgede for ikke at kigge på Harry. At se ham sådan der, ude at stand til at gøre noget, gjorde ondt. Det gjorde virkelig ondt, og jeg kunne ikke selv gøre en skid.

”Hvorfor Zoey? Hvad vil du med ham?” Sagde han højt og kiggede alvorligt på mig. Endnu et højt støn lød fra Harry, hvilket fik tårerne frem i mine øjne.

”Brandon, please,” hviskede jeg, inden jeg kiggede hen på Harry, Han havde løftet hovedet så meget han kunne, og hans øjne var rettet mod mine. Blikket i hans øjne skar i hjertet, og et øjeblik overvejede jeg at falde på knæ og bede Brandon slippe Harry, og jeg så blev her – men Harrys blik fortalte mig noget andet.

De bad mig om at være stærk. Selvom han lå nede på jorden, sikkert med et bøjet ribben, så var det mig han var bekymret for.

Forfanden da.

Endnu engang fik Harry et slag i siden. Han bed tænderne sammen og lukkede denne gang ingen lyd ud. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at græde højt, da endnu et slag ramte ham, denne gang på det ene side af hans kind.

”Brandon,” sagde jeg, men Harry afbrød. ”Zoey, du gør det ikke,” sagde han hårdt og fik endnu et slag i siden. Jeg kunne ikke holde ud at se på det her. Det gjorde ondt på ham, alt for ondt. Forfanden, hvis de blev ved ville de slå ham ud!

”Brandon please stop det!” ”Zoey!” vrissede Harry af mig, og fik endnu et slag. Et højt støn lød igen, hvilket fik tårerne til at trille hurtigere ned af mine kinder.

”Hvad siger du Zoey?” sagde Brandon og strammede grebet om min kæbe, og drejede derefter mit hoved hen så jeg kiggede på ham.

”Please stop det,” hviskede jeg og lukkede øjnene da jeg igen kunne høre et slag.

”Oh Zoey, du forventer vel ikke jeg bare stopper fordi du tuder, gør du?” Han grinte kort, hvilket de andre drenge også gjorde.

”Noget for noget baby,” hviskede han og gik om bag mig. Han drejede mit ansigt hen mod Harry, som kun blev holdt oppe af en dreng. Hvis det ikke var for ham, så ville Harry sikkert ligge på jorden lige nu.

”Harry,” hviskede jeg, men jeg fik ingen reaktion. Jeg råbte pludselig hans navn, hvilket fik Brandon til at gøre skade på mig, men jeg ignorerede det. Hvis Harry var blevet slået ud… Det var min skyld det her.

”Harry!” råbte jeg i smerte, og endelig løftede han langsomt hovedet. Hans øjne fandt mine idet en af drengene sparkede ham i siden. Tårerne løb om kap ned af mine kinder, og kvalmen steg. At se hvad de gjorde ved ham… det gjorde så ondt indeni. Hvordan kunne de gøre det mod ham?

Hvordan kunne nogen være så sindssyg?

”Brandon så lad ham dog gå! Du slår ham ihjel,” skreg jeg og prøvede at komme fri fra hans greb, men han strammede det. Et skrig forlod mine læber. Jeg kunne ikke bare stå her og gøre ingenting!

”Kig på ham,” vrissede Brandon og fik mig til at se på ham. Harrys grønne øjne borede sig ind i mine.

”Er det sådan her du vil fortsætte det?” Hviskede Brandon mod mit øre. Harry rystede langsomt på hovedet, kiggede ned i jorden og da han kiggede op igen var hans blik fyldt med bekymring…. Og kærlighed.

Jeg snøftede kort og rystede på hovedet da Harry endnu engang blevet slået i siden. Jeg kunne ikke se på det her, men Harrys blik afholdt mig fra at give op. Hans blik var virkelig fyldt med kærlighed – noget jeg aldrig nogensinde havde set i hans øjne før.

Og det var dér det gik op for mig, at vi havde noget specielt. Der var noget specielt imellem os. Alt det jeg gik og følte for Harry… det var gengældt. Det blik… det afslørede det hele. Det afslørede hvor meget han havde prøvet at gemme det væk. Det afslørede alt, og også smerten han modtog og gik igennem.

Jeg blev nødt til at gøre noget. Jeg kunne ikke miste Harry på nogen måde. Forfanden da! Jeg var fuldstændig væk i ham.

Ingen dreng havde fået mig til at føle sådan der, ingen. Men Harry var anderledes. Jeg var klar på at opgive alt for ham, jeg elskede ham.

*_*

Oh, oh oh oh. Så blev Harry banket for øjnene af Zoeymusen :(( Det gjorde mig helt ked af det at se. Tænk hvis det rent faktisk skete, urg. Nå, hvad tror I der sker nu? Vil Zoey give efter og lade Brandon 'få' hende? :3 & tror I de følelser Zoey har for Harry, er gengældt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...