The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1023Likes
1786Kommentarer
166763Visninger
AA

15. "Why does no one tell me that you are capable of something like 'that'"

"Zoey, Zoey, Zoey, jeg havde faktisk et væddemål med en af drengene om, om du tog med på denne tur." Mumlede han mod mit øre, hvilket fik min krop til at reagere helt sindssygt - på en dårlig måde.

Mit hjerte slog allerede hårdt mod mit bryst, og min hals var fuldstændig tør så det nærmest gjorde ondt.

"Det ser ud til at jeg fik ret," sagde han roligt og kørte sin hånd hen langs min skulder, og hen til mit ansigt. "Men jeg har altid ret," sagde han kort og tog hårdt fat i min kæbe, for at få mig til at kigge ham i øjnene.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen og prøvede at få kontrol over mig selv. Mine øjne borede sig ind i hans, selvom jeg mest havde lyst til at kigge væk.

Han kiggede fra side til side. "Hvor er dine venner?" Mumlede han og kiggede ned af min krop. "Hvor er Harry?" Hans stemme var lav og fuld af had, og hans ånde var ikke særlig god. Den stank af alkohol, og hvis jeg ikke tog fejl, så var han på et eller andet.

Typisk Brandon at bryde alle regler.

"Bare hold dig fra ham" spyttede jeg af ham, hvilket fik ham til at stramme grebet om min læbe. Jeg bed mig i læben for ikke at stønne af smerte. Han skulle ikke vide hvad han gjorde ved mig. Jeg måtte virkelig være stærk, og Bryan ville sikkert snart komme tilbage.

"Jeg ser du stadig ikke har ændret mening, huh?" Han gjorde tegn til drengen, som holdt fat i mig, skulle slippe, og det gjorde han.

"Og det advarede jeg dig imod - så hvorfor har du dog bevæget din skønne krop herud?" Han måtte være virkelig virkelig langt væk - jeg kendte ham slet ikke.

"Og så helt alene?" Han lod sin tommelfinger glide hen langs min læbe, men jeg fik vendt mit ansigt væk fra ham.

"Bryan kommer om lidt," hvæsede jeg, men stønnedes svagt af smerte, da han vendte mit ansigt mod sig igen.

"Oh Bryan siger du?" Han grinede kort og tog ved min arm. Han slap endelig mit ansigt, trådte til siden, og hev mig hen foran sig, så mit mig ryg var mod hans bryst.

"Har ingen af de drenge lært dig, at du virkelig ikke kan stole på nogen?" Han sagde en 'tsk' lyd i mit øre, og drejede mit ansigt hen mod skovens udgang, og der kom han gående. Hvis det ikke var for hans tøj, så ville jeg ikke kunne genkende ham. Hans blik var hårdt, og måden han gik på var så... anderledes.

Det var Bryan, og han var her. Han havde lokket mig herhen med vilje.

Tårerne pressede sig på. Det var dét de havde advaret mig imod. De kunne ikke lide Bryan, men hvorfor sagde de ingenting?! Jeg havde stolt på ham.

"Dit modbydelige svin," hvæsede jeg og trådte et skridt frem, men Brandon trak mig tilbage og hev fat i mit hår, så min nakke var blottet for ham.

"Og jeg ser du ingen respekt har. Zoey Zoey Zoey," mumlede han mod min hals, inden han lod sin tunge ramme min hud.

Kuldegysningerne fløj igennem min krop, og før jeg vidste af det, havde jeg givet Brandon en albue i maven så han mistet pusten et øjeblik. Det tog jeg som en mulighed. Jeg skubbede ham væk, men der gik ikke mere end et sekund, før et par kolde hænder holdt om mig.

"Din fucking luder," sagde Brandon højt og gik med faste skridt hen imod mig. Han tog ved mit ansigt igen.

"Jeg gav dig chancen, men du afslog. Det bliver værst for dig selv og dine venner. Tro ikke ud er i sikkerhed ved dem. Du kan se hvad der skete nu." Han slap mit ansigt med sådan en kraft, at det fløj til den anden side.

"Gør hvad I skal," mumlede han og lænede sig op af et træ, for at tænde en cigaret. Han smed lighteren hen til Bryan, som hurtigt greb den.

"Du er ikke så klog som folk siger," sagde han og grinede, inden han trak min arm frem. Han hev trøjen op, så min arm var blottet for mig, og da han løftede lighteren, gik panikken igennem min krop.

"Bryan, stop!" sagde jeg og prøvede at gå tilbage, men drengen bag mig, holdt hårdere fat i mig.

Bryan stoppede ikke, men førte den ned mod min arm, og da han trykkede ned på knappen gik en brændende fornemmelse igennem min arm. Det lignede overhovedet ikke Bryan. Jeg havde stolt på ham! Han havde været så... sød.

Jeg bed mig i læben og kiggede væk. Han stoppede kort, men gjorde det så igen. Smerten blev værre og værre, og til sidst måtte jeg slippe min læbe for at skrige.

Tårerne sprang ud af mine øjne.

"Stop!" hviskede jeg.

"Hvad siger du?" Lød det grinende fra drengen bag mig. Bryan førte lighteren ned til min arm igen.

"STOP!" skreg jeg højt og prøvede at trække min arm til mig, men han blev ved med at holde den der.

"Bryan stop stop stop!" græd jeg og vred mig for at komme fri. Han stoppede ikke. Han blev ved med at brænde min arm, og det fik flere skrig til at forlade min mund.

"Brandon!" skreg jeg så højt at jeg ikke forstod hvad jeg selv råbte.

"Stop," sagde Brandon, og det fik Bryan til at stoppe. Tårerne rendte ned af mine kinder og smerten var forfærdelig.

Brandons kolde fingre tog om min arm. Mine øjne fulgte med derned, og et gisp forlod mine læber da jeg så min arm. Den så forfærdelig ud.

"Så nu kan jeg bruges, hva?" Han løftede mig ansigt igen. "Please lad mig være," græd jeg og lukkede øjnene. Brandon grinte kort , inden han lod sin finger glide ned langs min hals.

"Hvis vi lader dig gå, tror du så virkelig det er slut for nu?" Hans finger gled ind under min BH strop.

"Du er syg i hovedet," hviskede jeg og glemte et øjeblik han var på alt muligt. Hans ansigt stivnede.

"Bryan," mumlede han og fik lighteren i hånden.

Jeg kunne allerede mærke panikken igen og smerten.

"Brandon, nej please!" sagde jeg alvorligt, men han rystede på hovedet.

"Jeg elsker når du siger mit navn" mumlede han mod mit øre, inden han plantede et vådt kys under det.

"Men jeg tror det lyder bedre, hvis du skriger det," hviskede han og tændte lighteren. Han tog ved min arm, og førte lighteren derned.

"Brandon, please!" Det sidste råbte jeg højt.

"Skrig mit navn," råbte han for at overdøve mig.  Jeg var ikke et sekund i tvivl om hvad jeg skulle gøre. Hans navn forlod min mund adskillige gange, men han blev ved.

"Højere," hviskede han og førte sin anden hånd hen til mit bryst. Jeg hulkede højt og kiggede væk.

"Please stop!" skreg jeg da han skulle til at tænde lighteren igen. Han sendte mig dog bare et smil og skulle til at tænde igen, da et højt skrig lød - og det var ikke mig.

"Hvad fanden," hørte jeg Bryan sige. Vi kiggede hen til siden, hvor en dreng og pige fra lejeren stod. Pigen var halv klædt, så det var ikke svært at gætte hvad de skulle til, men det kunne jeg kun takke dem for.

"Lad os skride," hørte jeg Bryan sige, og lidt efter løsnede grebet sig om min arm.

"Tro ikke det her er slutningen Zoey, det er kun begyndelsen," hviskede Brandon, inden han slap mig og fulgte med de andre.

"Oh my god," hørte jeg pigen sige, inden hun gik hen imod mig.

"Oh my god Zoey, er du okay?" Jeg kiggede hen på hende. Mine øjne måtte være hævet, og min mascara måtte sidde af lort. Jeg lignede lort, og jeg havde så ondt over det hele.

Jeg nåede ikke at sige noget, før jeg kunne mærke mine ben knække sammen under mig. Dog var pigen hurtig til at støtte mig, så jeg ikke faldt så hårdt. Dog kunne jeg stadig mærke smerten gå igennem min krop, men det var ingenting i forhold til min arm.

"Din arm Zoey!" gispede pigen som først lige havde lagt mærke til det. Hvem hun var, det anede jeg ikke, men hun kendte mig åbenbart.

"Hvad fanden skete der?" spurgte drengen og kom tættere på. Jeg var nærmest i chok. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle gøre. Jeg følte mig blottet og udsat og langt fra tryg.

"Giv hende noget plads," lød en stemme bag drengen og pigen. De trådte begge hurtigt et skridt bagud og kiggede en smule skræmt på mig.

"Ring til Harry," kom det fra Liam, som gik hen imod mig. Mit blik var låst fast på jorden, og først da Liam tog ved min arm, kom jeg halvt til mig selv.

Jeg rev min arm til mig, og dækkede den til. Liam kiggede en smule såret på mig, men det betød ingenting lige nu. Efter hvad Brandon havde gjort.. De så mig lige nu, så svag, og det hele var fuckt.

"Zoey, du bliver syg," mumlede Liam, men jeg ignorerede ham og kiggede væk. Det var blevet helt mørkt, og det eneste man kunne se på afstand var bålet. Det gik langsomt op for mig at min krop rystede - jeg frøs. Jeg var virkelig bange.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad på jorden - men det føltes som en evighed, ikke at jeg ville rejse mig. Jeg frøs som en i helved, men jeg gjorde intet ved det - jeg kunne ikke. Jeg havde det forfærdelig.

"Han gjorde hvad?!" hørte jeg en bekendt, meget vred stemme, næsten råbe. Der gik et øjeblik med endnu mere snakken, før han pludselig stod foran mig. Jeg fastholdt mit blik på jorden og sørgede for at holde min arm mod mig selv, men det så han ud til at være ligeglad med.

Han satte sig på hug og greb ud efter min arm. Jeg brugte de sidste kræfter jeg havde, til at gøre modstand, men det var ikke meget, og lidt efter lød et gisp fra Harry.

"Er han fuldstændig syg i hovedet?" vrissede han og kiggede hen på drengene.

"Zoey," sagde han og lød pludselig rolig, som om han vidste det var den stemme han skulle bruge for at gøre mig rolig.

Jeg sørgede for ikke at kigge på ham. Jeg måtte virkelig ligne lort, og jeg havde ikke lyst. Det her var min egen skyld. Jeg burde virkelig have lyttet efter hvad de sagde, jeg var virkelig selv uden om det her.

"Zoey," mumlede han igen og lagde en hånd mod min kind. "Du er iskold," mumlede han og rejste sig halvt op, for at løfte ham op, men jeg afbrød ham.

"Det var min egen skyld," hviskede jeg og rystede på hovedet. Jeg kunne fornemme de alle kiggede, men det afholdt mig ikke fra at sige det igen.

"Selvfølgelig var det ikke din egen skyld Zoey," mumlede Harry inden han løftede mig op i sin favn. Han var forsigtig med min arm, og lidt efter begyndte han at gå ned mod teltene.

Varmen fra ham gjorde mig tryg med det samme. Det føltes godt at være sammen med ham igen, det var bare en skam der var det her der skulle til for at han fik øjnene op.

Jeg puttede mig ind mod hans bryst og havde allermest bare lyst til at græde. Det føltes så befriende at være i hans favn, og mine følelser overvældede mig virkelig.

"Vil du.." mumlede Harry til en af de andre, som lynede et telt op. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og da Harry gik ind i teltet, gik det op for mig, at det var en af de der kæmpe telte. Utroligt jeg ikke havde set det endnu.

"Niall, vil du være sød at samle de andre?" hørte jeg Zayn sige. Jeg kunne mærke Harry bukke sig, og det fik mig til at grine fat i hans t-shirt. Jeg var virkelig ligeglad med han så mig sådan her. Det havde han gjort før, og lige nu havde jeg virkelig virkelig brug for ham.

"Jeg kommer om lidt," sagde han en smule hårdt til de andre. Der var åbenbart små kabiner i teltet, og Harry havde fået mig ind i hans - tror jeg.

Han satte mig på madrassen og greb hurtigt fat om hans dyne. Han lukkede den samme om mig, og lod sin hånd hvile mod min kind et øjeblik, inden han kravlede hen mod udgangen.

"Ikke gå," hviskede jeg og kunne mærke jeg snart ikke kunne holde til mere.

Harry sukkede tungt." Zoey, jeg bliver nødt til at ordne noget," sagde han roligt, men tanken om han skred igen og ignorerede mig, var forfærdelig. Jeg havde brug for ham, hvorfor forstod han det ikke?

"Harry jeg.." Min stemme knækkede og blev erstattet med et hulk. Denne gang flød alt sammen og tårerne forlod mine øjne en efter en. Jeg prøvede at tage en dyb indånding for at få ordentlig luft. men jeg kunne ikke. Det hele gjorde ondt.

"Hey," lød hans rolige stemme, og denne gang kunne jeg genkende ham.

"Please lad være med at gå Harry," hulkede jeg, hvilket fik ham til at nikke et par gange, inden han hurtigt kom hen ved siden af mig. Hans hænder greb om mine skulder, og trak mig hen imellem hans ben. Mine hulk blev værre, og hurtigt greb jeg fat i hans t-shirt igen, for at mærke ham, for at føle mig tryg.

Han lukkede sine arme om mig, og strøg mig over håret, inden han knurrede mig ind til sig. Der fløj alt for mange tanker rundt i mit hoved. Jeg var virkelig skræmt og forvirret over alt - Brandon, Harry's opførelse, det hele.

"Hvorfor?" hviskede jeg og lukkede øjnene. Hans hjerte bankede roligt mod hans bryst, hvilket også havde en rolig effekt på mig.

"Hvorfor Harry?" denne gang hulkede jeg det. Jeg burde ikke føle mig svigtet, for det her var min egen skyld, men jeg følte Harry var ligeglad med mig.

"Hvorfor.. har jeg gjort noget siden du ig..ignorer mig?" Jeg trak mig fra ham, for at kunne se ham i øjnene. Hans normale lyse grønne øjne var mørke, og han så helt forvirret ud, som om han holdt et eller andet hemmeligt for mig.

"Ligegyldigt hvor dumt det lyder, så bare stol på mig når jeg siger jeg gjorde det for at beskytte dig, men det var en fejl af mig, okay? Jeg er ked af det. Det skal ikke ske igen," mumlede han og kærtegnede min kind igen. Lige nu var jeg klar på at stole på alt han sagde. Jeg havde savnet ham så frygtelig meget, og jeg havde savnet denne tryghed.

"Harry?" afbrød en stemme udefra. "Vi har brug for dig." Jeg genkendte ikke stemmen, men det var lige meget. Harry trak sig en smule tilbage og kiggede mig dybt i øjnene.

"Jeg kommer lige om lidt. Læg dig til at sove."

"Men Amy," mumlede jeg forvirret.

"Hun er hos Niall."

Jeg trak hurtigt hans dyne op omkring mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv lige nu. Jeg blev ved med at sige det, men Brandon forbløffede mig hver gang. Jeg blev klogere hver gang. Jeg troede virkelig ikke han havde det i sig, men jeg tog fejl. Han var fuldstændig syg i hovedet.

Og Bryan. Jeg stolede virkelig på ham, men jeg tog fej - det måtte jeg efterhånden snart være vant til.

"Zoey?" Liam stak hovedet ind, og da han fik øje på mig, satte han sig ned og træk noget op fra tasken han havde i hånden.

"Lad mig se din arm," mumlede han og kiggede afventende på mig. Jeg satte mig ordentlig op og trak forsigtig op i min bluse. Det gjorde forfærdelig ondt, men jeg fik den af og afslørede et brændsår, som bestemt ikke så godt ud.

Liam stirrede på det et kort øjeblik, inden han rystede på hovedet og mumlede noget i stil med, at Brandon var sindssyg.

Han tog ved min arm og fandt noget forbinding frem, samt noget der skulle under. Jeg skar en grimasse da han forsigtig lagde det på. Der blev ikke sagt særlig meget, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og Liam var vidst også ret træt.

"Vær forsigtig med det, okay?" Han sendte mig et svagt smil, inden han kravlede hen til udgangen. "Og hey," sagde han og fik min opmærksomhed. "Brandon får ikke lov til at komme så tæt på igen." Jeg ved ikke hvorfor, men hans ord lød så ægte, og det fik et smil frem. Han gengældte det hurtigt og smuttede.

Det var for alvor slut med at skride fra dem. Jeg var skræmt nu, virkelig skræmt, og Brandon skulle ikke have æren af at få fat i mig igen, aldrig nogensinde.

Jeg lagde mig ned og trak dynen over mig. Den duftede godt af Harry, og det var det, plus lyden af drengenes stemmer, som jeg faldt i søvn til.

Hvad de planlagede og snakkede om havde jeg for længst opgivet at lytte efter.

*_*

Jeg vågnede ved lyden af stemmer inde i teltet. En skikkelse bevægede sig inde i vores/min kabine, og det kunne kun være Harry. Dog blev jeg ved med at stirre til jeg var sikker.

Jeg fulgte alle hans bevægelser. Hans hænder greb fat i kanten af hans t-shirt, og lidt efter trak han den over hovedet. Selvom jeg ikke kunne se så meget var der nok til at gøre mine kinder helt røde. Harry havde aldrig taget blusen af når vi havde sovet sammen - så hvorfor nu?

Jeg fik også svaret, da han trak en tynd top på. Jeg bed mig i læben og kiggede på ham, da han satte sig på madrassen. Han tjekkede kort sin mobil, inden han drejede ansigtet hen mod mig.

Det kom vidst som en overraskelse at jeg var vågen.

"Hvorfor sover du ikke?" spurgte han stille om, inden han lagde sig ned med siden mod mig, så han kunne kigge ned på mig.

"I vækkede mig," mumlede jeg rykkede en smule tættere på. Harry kiggede tøvende på mig, inden han lagde sin hånd mod min hofte, og trak mig hen til sig. Han hvilede sit hoved på sit albue, og selv i mørket kunne jeg se hans øjne skinne.

"Det er jeg ked af. Du burde virkelig sove, vi skal op om nogle timer." Jeg nikkede bekræftende og lagde mit hoved ned på puden. Jeg tog en dyb indånding og lyttede til Harry, som fik lagt sig til ro.

"Fryser du?" mumlede han lidt efter. Jeg bed mig i læben.

"En smule."

"Kom," hviskede han og åbnede armen. Jeg var ikke langsom om at ligge mit hoved på hans skulder. En varm følelse gik igennem mig, og det fik mig til at vende kroppen ind mod ham, så han sikkert alt for godt kunne mærke mit bryst mod hans side.

"Jeg er virkelig ked af det i dag. Jeg skulle aldrig være gået," mumlede jeg mod hans skulder. Hans hånd som lå på min hofte, strammede sig en smule.

"Du skal ikke være ked af det. Det var dumt af mig at tro du blev beskyttet bedre hvis jeg holdt mig væk," mumlede han og plantede et kys i mit hår. Jeg kneb øjnene sammen et øjeblik, inden jeg forsigtig lod min hånd glide ned til kanten af hans t-shirt. Jeg kunne mærke hans krop spænde, hvilket fik mig til at fnise indeni.

Efter det i aften følte jeg virkelig et eller andet imellem Harry og jeg havde ændret sig. Det var som om der lå mere bag hans grund, men jeg ville ikke spørge ind til det, for det der var nu, føltes rart.

Jeg lod en finger glide ind under hans trøje, og da han ikke stoppede mig, lod jeg resten af min hånd glide ind under, og op til hans bryst.

"Jeg har savnet dig," mumlede jeg, hvilket fik ham til at vende sit ansigt hen imod mig. Der gik et øjeblik, hvor han bare stirrede på mig, inden han mumlede et i lige måde. Jeg kunne ikke lade være med at presse mig selv tættere mod ham. Mit ene ben fandt over hans liv, og tættere kunne jeg nok ikke komme på ham.

Min finger gled rundt på hans bryst. At føle hans hud under min hånd gav mig lyst til at føle mere - hvilket var en fremmede følelse. Den havde jeg aldrig rigtig haft før, ikke på den her måde - og jeg vidste måske godt hvad det betød, og før i aften ville jeg nok benægte det, men det kunne jeg nok ikke mere.

Der var vel en grund til jeg var så irriteret på Harry og havde savnet ham så meget, selvom han kun havde ignoreret mig i et par dage. Jeg kunne lide ham - nok som mere end en ven, og jeg burde fortryde det, for jeg vidste ikke om han talte sandt - men jeg kunne ikke stoppe mig selv fra det. Han havde haft sin chance for at gå i seng med mig, men han gjorde det ikke - det måtte bevise noget.

Men om han kunne lide mig, det vidste jeg ikke. Men jeg vidste bare at der her ikke var en normal Zoey ting, så det skræmte mig. At jeg længdes efter Harry, det skræmte mig - og hvis det ikke var fordi jeg vidste hvordan jeg blev uden ham, så havde jeg nok gjort som han havde gjort i dag - ignoreret ham.

Det gav et spjæt i min krop, da jeg kunne mærke Harrys hånd på mit lår, som lå hen over ham. Jeg havde taget mine bukser af da min t-shirt var stor nok til at dække resten.

"Undskyld," mumlede han og tegnede cirkler på mit lår. Jeg fnes kort og lænede mig frem mod ham. Han drejede hovedet hen imod mig, og stoppede mig ikke da vores læber mødtes.

Det kys var anderledes. Om det var fordi jeg indså jeg nok havde lidt følelser for Harry, det vidste jeg ikke. Men jeg havde savnet det, og jeg havde savnet ham.

Hans greb om mit lår blev strammet. Jeg lagde min ene hånd på hans bryst, for at skubbe mig selv oven på ham, så jeg sad med et ben på hver side af ham.

Jeg tog mit hår til den ene siden, og kyssede ham igen. Denne gang udviklede han det og greb fat om begge mine lår. Mine hænder gled op under hans bluse og lod ikke et eneste stykke hud være uberørt.

Jeg vidste ikke hvad der gik af os, og hvis det ikke var fordi vi var i telt, så ville jeg slet ikke turde tænke på, hvordan det her kunne udvikle sig.

Harrys greb om mine lår strammede sig endnu mere, og lidt efter fik han skubbet mig ned på madrassen, så begge mine ben var om hans liv. Hans øjne fandt mine, og forpustetet plantede han et kys på min næse.

"Du tænker ikke klart lige nu Zoey," mumlede han og trak min trøje på plads. Jeg nikkede hurtigt for at vise han tog fejl, og det fik ham bare til at smile en smule trist.

"Lige meget hvor meget jeg har lyst Zoey, så er vi for det første i et telt, og du har været ude for noget der nemt kan få dig til at handle anderledes," han skulle til at flytte sig, men jeg foldede mine ben bag hans ryg, og fik ham tættere på.

"Er det så svært for dig at tro jeg rent faktisk gerne vil?" Jeg lod min finger glide hen langs hans arm, hvilket fik ham til at sukke tungt.

"Om du så ville, så kan vi ikke," han sendte mig et undskyldende smil og fik viklet sig ud af mine ben. Jeg bed mig i læben. Der var ingen der havde afvist mig før. Jeg ville have en ordentlig grund. Havde han virkelig ingen følelser for mig, som jeg havde for ham?

"Vil du ikke?" spurgte jeg om og satte mig forvirret op. Hvor selvglad det lød, så brød jeg mig ikke om at blive afvist.

Et grin lød fra Harry, inden han tog ved min arm og trak mig ned til sig. "Hvad får dig til at tro, at jeg ikke vil?" Spurgte han undrende og trak dynen over mig.

"Jeg er seriøs Harry," mumlede jeg og lod igen min hånd ligge sig på hans mave.

"Og det samme er jeg Zoey. Men vil du virkelig gerne have alle skal høre det?"

"Hvad mener du med det?" Spurgte jeg forvirret om.

"Jeg har væddet med Zayn om du er en skriger," sagde han drillende. Mine øjne blev store, inden jeg slog til ham.

"Vel er jeg ej!"

Der var stille et øjeblik, selvom jeg kunne fornemme Harry grine.

"Så det har altså ikke noget med mig at gøre?" Spurgte jeg og lød ret genert, det var jeg også. Det var ikke ligefrem fordi jeg var vant til direkte at bede nogen om at have sex med mig- det var normalt omvendt, og hvis Harry afviste...

"Nej Zoey, det har ikke noget med dig at gøre," grinede han, hvilket fik mig til at smile tilfreds.

"Så det er altså på grund af teltet?" Mumlede jeg mest til mig selv, og lod drillende min hånd søge ned mod hans buksekant.

"Zoey," sagde han med et grin i stemmen og tog ved min hånd.

"Måske er det ikke mig der er en skriger?" Mumlede jeg drillende og kiggede ham i øjnene. Harry og jeg havde aldrig rigtig... snakket sammen uden det var om Brandon. Det føltes rart.

"Hvad hentyder du til?" Sagde han en smule fornærmet. Jeg sendte ham bare et smil og strakte nakken, for at kysse ham på kindbenet, hagen og til sidst hans mund. Hvad der gik af mig lige nu, det vidste jeg virkelig ikke. Måske havde Harry ret i jeg handlede som jeg gjorde, fordi jeg næsten var i chok før.

Men det stoppede mig ikke i at trække ud i hans bukser. Bare fordi jeg gjorde det her sjældent betød det ikke at jeg var uerfaren.

"Zoey, vi skal op om lidt," sagde han med en svag stemme, hvilket fik mig til at smile tilfreds - fordi jeg præcis vidste hvor jeg havde ham.

"Så læg dig til at sove," mumlede jeg og trak forsigtig ud i hans underbukser. "Zoey," mumlede han igen, men jeg ignorerede ham og lod min hånd tage fat om ham. En næsten lydløs lyd kom fra Harry af. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule. Det her lignede virkelig virkelig ikke mig , men det var sjovt, og at se Harry sådan der, var vidst et sjældent syn.

Jeg satte farten op, hvilke fik sved frem på Harrys pande. Hans tænder fandt hans underlæben, hvilket betød han holdt et støn inde. For at irriteret ham satte jeg farten endnu mere op. Han lukkede øjnene og lagde sit hoved bagover, hvilket gav mig fri adgang til hans hals. Jeg plantede forsigtigt et kys der, og det var vidst nok til at få Harry til at nå sit højdepunkt. Et lavt virkelig sexet støn forlod hans mund, inden han greb fat i min nakke og pressede sine læber mod mine, mens han kom.

Jeg trak mig tilbage og lagde forsigtig mit hoved på hans skulder igen. Hans hjerte slog virkelig hårdt mod hans bryst, hvilket igen fik mig til at smile. Jeg lukkede øjnene, helt medvirkende om had jeg lige havde gjort.

"Hvorfor er der ingen der fortæller du er i stand til sådan noget?" Mumlede han forpustet og strøg mig over håret. Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule.

"Fordi det ikke er noget jeg gør ofte," mumlede jeg, selvom jeg udmærket vidste det ledte til flere spørgsmål fra Harry, men hvad skulle jeg sige? At jeg nok havde fået følelser for ham? Nej.

"Det burde du," mumlede han træt. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Lad mig gengælde tjenesten en anden gang - men nu skal du virkelig sove," mumlede han og trak mig ind til sig.

"Ja tak, der er nogen der stadig er vågen," lød det drillende fra Louis, hvilket sikkert gjorde mit ansigt helt rødt.

"Sov," grinede Harry og plantede et kys i min pande.

"Har han lige hørt..." hviskede jeg til Harry, som grinte. "Oh ja, det har han."

Oh, fuck.

*_*

Hov Zoey, det var dumt, hahahahahahaha. Nå, ja okay. Hvad synes I? Er Brandon bare syg i hovedet oder was? Og hvad tror I måske ellers han kunne finde på efter at brænde hende? & tror I på Harry ignorerede hende for at 'beskytte' hende, eller tror I der ligger noget bag det? & tror I det ændre sig mellem Zoey og Harry nu? Og hvad synes I om Zoey lige afslørede hun nok havde følelser for vores Harrypus? ER DET GODT ELLER SKIDT?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...